Læsetid: 10 min.

Møde ved hegnet

Præsidentkandidaterne Ted Cruz og Donald Trump vil opføre en mur langs USA’s og Mexicos 3.000 km lange grænse, men grænsen er allerede i dag så befæstet, at muligheden for fysisk kontakt kun findes ved Friendship Park – en 15 meter bred strækning ved grænsebyerne San Diego og Tijuana
Ved enkelte lejligheder, som ved Pavens besøg tidligere på året er grænsehegnet tilgængeligt, som her ved El Paso for slægtninge fra begge sider. Ellers er der lukket over alt undtagen ved Friendship Park.

Ivan Pierre Aguirre

30. april 2016

Grænsen mellem USA og Mexico er 3.144 km lang, men kun på en ganske lille strækning, knap 15 meter i bred kan familier fra hver side har have fysisk kontakt gennem trådhegnet.

Det er det sted, hvor Stillehavet skyller ind over den sandede kystlinje, og San Diego bliver til Tijuana. Her giver det amerikanske grænseværn US Customs and Border Protection familier, der er adskilt af et nådesløst indvandringsystem, mulighed for at have en minimalistisk form for samkvem.

Det er et papirtyndt og langsomt skrumpende ingenmandsland, hvor grænsepolitiet vælger at se den anden vej, når mexicansk-amerikanske familier af blandet retlig status sætter hinanden stævne i den bagende sol.

I et valgår, der har været domineret af benhård indvandrerfjensk, antimexicansk retorik, har møderne ved det lille grænseafsnit fået en ny karakter af uopsættelighed over sig.

Den republikanske favorit, Donald Trump, og hans vigtigste udfordrer, Ted Cruz, fører begge valgkamp på løfter om at forvandle det forstærkede hegn, der adskiller USA fra Mexico, til en veritabel mur.

En sidste chance for at se sine kære

Ethvert skridt i den retning vil få håndgribelige konsekvenser for folk som Jonathan Magdaleno, 25. Han står denne lørdag på den amerikanske side af hegnet og presser håndfladerne imod det varme metaltrådnet.

På den anden side står hans kæreste, hans mor og hans to søstre med gitterformede skygger over ansigterne.

»Jeg føler mig virkelig heldig«, siger han. »Rigtig mange mennesker kender slet ikke det her sted«.

Magdaleno kom til USA som 13-årig. Fire dage og fem nætter tog det at gå tværs gennem Arizonas ørken med sin far og sine to yngre brødre. Hele hans familie er siden vendt tilbage til Mexico og har efterladt ham i San Diego, hvor han er ved at uddanne sig til sygeplejerske.

For nylig er Magdalenos familie flyttet fra Mexico City til Tijuana for at være tættere på ham – blandt andet fordi de fandt ud af, at der findes et grænseafsnit, hvor de kan mødes med hinanden hver uge.

Han og familien ryster alle misbilligende på hovedet, da samtalen falder på den republikanske favoritkandidats valgløfte.

»En massiv mur? Jeg tror ikke, han ved, hvilke ulykker det vil medføre,« siger han.

Snesevis af familier som Jonathan Magdalenos forsamles hver uge på dette afsnit af grænsehegnet ved Friendship Park.

Endnu flere kommer langvejsfra, og for dem er et besøg ved hegnet en helt særlig, måske endda unik begivenhed i deres liv. De kommer for at have et kortvarigt samvær med pårørende, som de nogle gange ikke har stået ansigt til ansigt med i årtier.

Uhelbredeligt syge eller meget gamle mennesker kommer i kørestol for at få en sidste chance for at se deres kære på den anden side. Hver weekend er der familier, der præsenterer deres børn for slægtninge på den anden side, slægtninge, de aldrig har mødt og højst har hørt om.

María Cruz, 39, er pakket ind i et tæppe, tørrer sine tårer og græder nye over, hvad hun betegner som et »mirakel«. Presset op imod hegnet på den anden side står Marías mor, som hun ikke har set i 13 år, sammen med en blandet gruppe af nevøer og niecer, som hun for fleres vedkommende ser for allerførste gang.

Maria Cruz, der bor i Sacramento, hvor hun gør rent på kontorer, er kørt hertil – 10 timer i bil – sammen med sin 20-årige datter Fatima. Den mexicanske side af familien er rejst hele vejen fra La Barca i den sydlige Jalisco-provins.

Cruz kalder oplevelsen for amargo y dulce (bitter og sød), et udtryk flere bruger til at karakterisere et sted, der nok belønner de besøgende med sjældne muligheder for møde og samvær, men også minder dem om en uoverstigelig barriere.

Især for børn kan oplevelsen være forvirrende.

»Hvorfor kan vi ikke komme over på den anden side?«, spørger en af Marias små nevøer. »Hvorfor kan vi ikke kramme?«

»Det kan vi bare ikke«, svarer María, grådkvalt. »Politiet er meget strenge på det punkt.«

Hvis en af de førende republikanske præsidentkandidater får magten, er det meningen, at en mur skal gøre grænseløberi umuligt. Men mure løser ikke problemet, tværtimod, advarer kritikerne.

Jae C. Hong

Fra pigtråd til mur

Eksperter i grænsesikkerhed er uenige om, hvorvidt mure udgør de bedste barrierer. Beton er ikke vanskeligere at trænge igennem end det allerede stærkt bevogtede stålhegn.

Den 3.000 kilometer lange strækning ved den amerikansk-mexicanske grænse, som i forvejen er vanskelig at passere på grund af bjerge og floder, er et af de mest overvågede steder på Jorden. Bevægelsessensorer, radarer, droner, kameraer og en hær af grænsepoliti kæmper her en særdeles velykket krig imod ulovligt grænsegængeri.

Med deres forslag om at bygge en mur gør Trump og Cruz sig til fortalere for et enormt infrastrukturprojekt på et tidspunkt i amerikansk historie, da den ulovlige grænsepassage fra Mexico synes at have nået et historisk lavpunkt.

En mur vil intet udrette for at løse problemet med de mange, som bliver i USA, efter at deres turistvisum er udløbet – disse mennesker omfatter, skønnes det, omkring halvdelen af de papirløse migranter i USA. En mur vil heller ikke gøre nogen forskel for de narkosmuglere, der bygger tunneler under grænsen, som den der blev opdaget i den californiske ørken for et par uger siden.

Trumps mur – som han forestiller sig 10 til 15 meter høj, og som han hævder, at han kan få Mexico til at betale for – vil imidlertid kunne blive et potent symbol, der omdanner grænsen til noget, der giver mindelser om den gamle Berlinmur eller den betonbarriere, der adskiller israelere og palæstinensere på Vestbredden.

Hvis det sker, vil det markere et nyt højdepunkt i en årtier lang proces hen imod en stadig stærkere befæstning af grænsen. En befæstning, der gennem årene også har forandret Friendship Park, der blev indviet som statslig park i Californien af USA’s daværende førstedame, Pat Nixon.

Også dengang var grænsen markeret med pigtråd. Det blev imidlertid for meget for Pat Nixon. Da hun besøgte parken i 1971, gav hun ordre til, at der blev skåret et hul i pigtråden, så hun kunne krydse grænsen til Mexico og mødes med en stor skare fremmødte lokale.

»Jeg håber, at det her hegn ikke skal være der ret meget længere«, sagde hun.

Men hegnet er siden vokset og blevet forstærket ad flere omgange i takt med skærpelsen af indvandringspolitikken, som den er blevet ført i Washington.

Pigtråden blev erstattet af et første trådnetshegn i 1979 under præsident Jimmy Carter. Den meget udskældte konstruktion, som rustede og forfaldt, overlevede Ronald Reagans regeringstid, hvor der blev givet amnesti givet til millioner af mexicanere uden gyldig opholdstilladelse.

Det blev så yderligere forstærket i 1994. Den nye version var et tre meter højt hegn lavet af et trådnet i et hårdere materiale. Hullerne var dog store nok til, at man kunne stikke mad igennem, og helt ude ved kysten, hvor mellemrummene mellem de enkelte ståldragere var bredere, kunne par kysse og små børn slippe igennem til en hurtig omfavnelse med pårørende.

Den næste halve snes år kunne familier stadig mødes på sandstranden, holde picnic og nyde havudsigten, som de havde gjort i generationer.

Men alt dette ændrede sig efter 11. september, da George W. Bush iværksatte den omfattende grænseforstærkning, som findes i dag, og som fik forbundsregeringen til at ekspropriere Friendship Park fra Californien.

I 2008 blev parken erklæret for byggeområde, og et år senere kunne de første besøgende, som ankom hertil, konstatere, at der var rejst to befæstede stålhegn med godt 25 meters mellemrum i noget, der nu mest af alt mindede om en halvmilitariseret zone.

Først for fire år siden gav det amerikanske grænsepoliti efter for pres fra lokale kirker og humanitære grupper og tillod familier at passere det første hegn og komme hen til det andet, hvor de så kunne mødes med pårørende.

Små huller af kontakt

Parken er dog kun åben fra kl. 10.00 til 14.00 på lørdage og søndage, og de fleste besøgende kender kun til den sjældne åbning, fordi de har hørt om den fra bekendte.

Parken er et sikkert mødested, men ikke et sted, grænsepolitiet opmuntrer folk til at besøge. Den eneste henvisning til Friendship Park på grænsepolitiets hjemmeside advarer om menneskesmuglere, narkotikahandel og handel med falske dokumenter. »Selv om det længe har været et træfpunkt for familier, der er adskilt af grænsen, er det ikke al aktivitet på stedet, som er sted uskyldig,« som det hedder.

De betjente, som overvåger parken, er specielt uddannet til at begå sig blandt mexicanerne, og de er for det meste høflige over for de besøgende, selv om de primært ser sig selv som ordensmagt.

»For os at se er det en mur,« siger grænsebetjent Payam Tanoami, der netop har afsluttet en vagt. »Det er en barriere, der skal hindre folk i at komme over på den anden side«.

I flere af årets måneder tvinger oversvømmede veje de besøgende til enten gå langs en støvet vej, der skærer gennem områder med sukkulenter og vilde blomster, eller at følge kystlinjen langs stranden.

Lokale grupper nævner en uofficiel forståelse, i følge hvilken politiet undlader at stille spørgsmål til de besøgendes indvandrerstatus, når de er inde i parken. Politiet selv benægter eksistensen af sådan aftale, og betjentene har ry for at genere folk, når de har bevæget sig uden for parkens porte.

Trods den restriktive adgang har lokale på begge sider gjort Friendship Park til et knudepunkt for grænseoverskridende kulturel udveksling. Hen over hegnet finder der hver weekend ikke blot familiemøder, men også religiøse ceremonier, yogalektioner, sprogundervisning, gratis retshjælp, kunstværksteder, solidaritetsprotester, ja endda koncerter.

Ekstraordinært har en lokal aktivist Enrique Morones fået overtalt betjentene at åbne en port i hegnet på bestemte tidspunkter, så der kan afholdes en ceremoni, hvor mødre skilt fra deres børn kan mødes i en kortvarig omfavnelse.

Disse portåbninger begyndte i 2013 og 2015 for gennem en række genforeninger af to minutters varighed mellem på forhånd godkendte mødre og børn at markere Día Del Niño – børnenes dag – en mexicansk helligdag, der fejres den 30. april.

Lourdes Barraza, 43 år, bor i Tijuana og var en af den håndfuld af mødre, der fik chancen sidste år for at omfavne sine to sønner, Giovani, 13, og Alexis, 11, der bor Fresno.

Da porten blev åbnet, styrtede hendes drenge frem – de havde ikke fået at vide, at de pænt måtte vente i køen bag andre familier. Hun husker, hvor svært det var at skulle genne dem væk igen og bede dem vente, indtil det blev deres tur. »Politiet havde sagt, at hvis vi ikke overholdt reglerne, ville de lukke porten igen,« siger hun.

Barraza stammer oprindeligt fra den mexicanske delstat Sinaloa. Hun krydsede grænsen i bagagerummet på en bil sammen med andre blinde passagerer i 1996 i håb om en dag at kunne give sin børn en bedre tilværelse, end den hun selv havde haft hidtil.

Hun arbejdede med at plukke druer i Central Valley i Californien, men i 2013 blev hun pågrebet og deporteret sammen med sin nyfødte datter og måtte efterlade sine sønner hos sin daværende kæreste, som knap nok kendte dem.

Barraza sidder på en bænk på den mexicanske side af hegnet, mens hun fortæller sin historie, blot få meter fra porten i hegnet. »Det var vidunderligt skønt«, siger hun og tænker tilbage. »Men det var samtidig meget trist«.

Tijuana-siden af Friendship Park lever langt bedre op til sit navn end den amerikanske side, der mest af alt føles som et topsikret fængsel.

Den mexicanske side er åben for alle, og de rustne ståldragere er blevet omdannet til et farverigt vægmaleri prydet med kunst og graffiti, der udtrykker solidaritet, empati og venskab med landet mod nord.

I løbet af de timer i weekenden, hvor det amerikanske grænsepoliti giver adgang, forvandler den mexicanske side sig til et karneval af aktivitet, med mariachibands og boder, der sælger kokosnødder og tamales.

Frataget sit land

Det hele føles som et fremmed land for den mand, der netop har gennemført et møde ved hegnet sidste søndag. Med sin amerikanske navy-T-shirt, solbriller skudt op i panden og rygsæk ligner Alex Murillo en turist.

»Mine bånd til Mexico er de tyndest mulige. Jeg er født her, og det er alt,« siger han med en amerikansk accent, der ikke er til at skelne fra den, grænsebetjentene taler på den anden side. »Hele min familie bor i Phoenix. Jeg elsker mit land, jeg kan bare ikke fatte, at det har gjort det her imod mig«.

Den 38-årige blev deporteret for to år siden efter at have tilbragt hele sit liv i USA. Han blev kom til USA som baby, gik i amerikanske børnehave, er far til fire amerikanske børn og tjente i den amerikanske flåde fra 1996 til 2000.

Murillo troede, at han automatisk ville få tildelt et amerikansk statsborgerskab, da han meldte til sig til militæret, men tjekkede det ikke. Efter at have afsonet en dom på 37 måneders fængsel for transport af marihuana i Arizona blev han overført til en fangelejr. Herfra blev han tre måneder senere, i 2014, deporteret. Lige siden har Murillo har forsøgt at skrabe sammen til dagen og vejen i Rosarito, en lille kystby 15 km syd for grænsen, hvor han træner mexicanske børn i amerikansk fodbold.

Om søndagen går han hen til hegnet til møder gennem metalnettet med aktivister, der forsøger at få ham og andre deporterede veteraner repatrieret til det land, de var klar til at give deres liv for.

»Hvad kan være mere amerikansk end en amerikansk soldat?« siger Murillo med et forvirret udtryk i ansigtet, som om han lige et gået fra borde fra et fly og opdager, at han er havnet i den forkerte lufthavn.

Han trykker sit ansigt mod trådnettet. »Forestil dig, hvordan det ville føles at blive smidt ud af dit eget land?«

Chelo Alvarez-Stehle bidrog til denne artikel

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu