Analyse
Læsetid: 3 min.

Myten om myten

Det eneste, som er mere dominerende end myter, er myterne om myterne.
Det eneste, som er mere dominerende end myter, er myterne om myterne.

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
9. april 2016

Filosoffer vender ikke så sjældent tilbage til mytologierne, når de skal fortælle deres version af, hvordan verden grundlæggende hænger sammen.

I sidste ende har selv det mest velformulerede matematisk-logiske system nemlig vanskeligt ved at give en præcis beskrivelse af sit eget fundament.

Uanset hvilket sprog, man taler, om det er tungemål som dansk, eller det er juraens eller moralens eller matematikkens, ser det ud til at være umuligt at begrunde, hvorfor sproget overhovedet giver mening inden for de rammer, sproget selv sætter.

Som Wittgenstein i Tractatus logico-philosophicus endte med at formulere det, er denne absolutte baggrund for sproget det uudsigelige. Som han sagde, er det mystiske ikke spørgsmålet om, hvad verden er, men derimod selve det, at den er.

Hvis man i dag spøger, hvorfor der i det hele taget eksisterer noget og ikke snarere intet, vil de fleste mennesker, der i deres selvforståelse er rationelle og oplyste, svare, at det hele begyndte med big bang. Hvis man imidlertid spørger, hvad der var før big bang, vil man få at vide, at det ikke er til at sige, at spørgsmålet på en måde er meningsløst, eller at man lige så vel kan spørge teologien eller mytologien.

Myterne ser med andre ord ud til at kunne sættes ind der, hvor fornuften alligevel ikke rigtig kan hjælpe os (endnu). De giver øjensynligt en sammenhængende fortælling om det, som vi ikke kan forklare.

Populære myter

Myterne er imidlertid ikke bare populære blandt filosoffer. De dukker op overalt i moderne populærkultur. Hollywood producerer for tiden den ene film efter den anden, som genfortæller jødisk-kristen, nordisk eller græsk mytologi.

Som Roland Barthes pointerede allerede i 1957, genererer vores moderne verden konstant sine egne myter. I wrestling, i vin, i Einsteins hjerne; her finder og opfinder moderne mennesker mytiske strukturer. Wrestling giver os veldefinerede karakterer som er eksplicit gode og onde, vin funderer en hel nations raison d’etre (Barthes var trods alt franskmand), og Einsteins hjerne fungerer som billedet på perfekt menneskelig intelligens.

Det interessante ved de klassiske myter er imidlertid, at de i virkeligheden selv er langt mere komplekse, end man skulle tro. At myterne skulle være fortællinger, som giver en enkel og sammenhængende forståelse af verden, er med andre ord en hel lille myte i sig selv.

Myternes mytologi

Vi finder gode eksempler herpå i rigtig mange af de myter, som beretter om verdens skabelse. En nordisk mytologisk variant af skabelsen lyder f.eks. som følger: I begyndelsen var ingenting. Slet ingenting. Ingenting overhovedet. Nord og syd for ingenting var der store områder med ild og is, og da de mødtes, blev verden skabt.

Den naive måde at forstå denne myte på vil nu være den, der siger, at det åbenlyst er selvmodsigende og meningsløst. Man kan ikke bare først sige, at der er ingenting, og dernæst komme med en påstand om ild og is.

Men pointen er måske snarere, at de, der har fortalt myten på denne måde, netop har været fuldt ud bevidste om det urimelige i at antage dette som en forklaring. Det er langt snarere myten om myten, der forlanger, at myten skal levere det, som vi ikke selv er i stand til: give en sammenhængende fortælling om verdens oprindelse.

Også i den jødisk-kristne tradition flytter nissen således med. Biblens skabelsesberetning fortæller, at »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.« Selv om denne myte lyder mere afrundet end den nordiske mytologis, så er det egentlig ikke svært at se, at den indeholder præcist de samme problematikker.

Det åbenlyse spørgsmål er jo: Hvad lavede Gud så før begyndelsen? Der findes da naturligvis også en række særdeles fantasifulde spekulationer over dette spørgsmål i den jødisk-kristne tradition.

Hvad, myterne viser, er først og fremmest, at verdens grundlæggende paradoksalitet ikke kan forklares bort m<ed et snuptag. Måske kunne man endda sige, at myterne er måder at give selve det paradoksale udtryk. Myten om myten er derimod, at den giver en simpel og kohærent forklaring, fordi de andre er så dumme, at de tror, at der er et simpelt svar på alting.

Vi finder myten om myten både i den ene religions latterliggørelse af den anden og ikke mindst hos de mærkeligt aggressive ateister som Richard Dawkins, Bill Maher og andre.

Måske ville det være mere interessant at springe fordummelsens led over og i stedet tage udgangspunkt i den sandhed, enhver myte bringer for dagen: At verden er grundlæggende paradoksal (eller fucked up om man vil), og at det kræver den allerstørste filosofiske og videnskabelige anstrengelse at give dette et bedre udtryk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Pas nu på.
Myte er et skældsord. Ingen bryder sig om at få det, de tror på og går ind for, karakteriseret som en myte. Hverken tilhængere af Big Bang - teorien, eller Kristendommen, bryder sig om sådanne fornærmelser, men på en måde ophæves mytens eksistens ved at påstå, at myten er en myte. Vrøvl kræver tre nægtelser for at blive neutraliseret: - vrøvlet og vrøvlet er noget vrøvl.

Michael Kongstad Nielsen

"om" - skulle der stå mellem mellem de to gange "vrøvlet" i sidste linje.

Trond Meiring

Myte er blevet gjordt til et skældsord, men er det egentlig ikke. Mytene er urgammel folklore, der kan bære megen visdom i sig, og helt sikkert også meget vrøvl, som det meste som menneskerne finder på. Men myter er ikke bare vrøvl. Vi bliver meget fattigere, den dag vi siger at myterne, de er "bare myter."

Michael Kongstad Nielsen

Men når man flytter fra begrebet myte til begrebet mytologi, så sker der noget, for så får det en hel anden valeur: - det bliver historisk og anerkendelsesværdigt, det bliver kulturarv, dette manende ord, som man gerne bøjer sig i støvet for, og jeg kan godt forstå, at fremkomsten af en vaskeægte regnbue på himlen, som forleden dag, må have givet de før-kristne, norrøne vikinger lyst til at fortolke alverdens fænomener i forhold til en gudeverden.

Trond Meiring

Mytologi kommer af myte, er en systematisering af (stedegne) myter. Det er den nye, daglige brug af mytebegrebet der er forkert.

Trond Meiring

* Mythos, gr.

Trond Meiring

Angående vrøvl, var det Hegels eller Marx' negationen af negationen du tænkte på?

Michael Kongstad Nielsen

Ja, for betydning 2 i ODS har taget magten fra myten.
http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=myte

Trond Meiring

Faren er den, at den tager fra os kundskaben om myterne, når ingen længere kender ordets oprindelige mening. Indsnævret ordforråd kan lede til et indsnævret verdensbillede.

Michael Kongstad Nielsen

Enig. Der er kun én ting at gøre: - brug ordet i dets oprindelige betydning.

En myte er en historisk beskrivelse der kun har én kilde. Det er ikke en del af definitionen, at det skal være mystisk eller selvmodsigende - eller forkert.

... deraf følger, at kravene for at forstå en given myte, kontra en historisk konstatering, er større, somme tider af metafysiske dimensioner større, hvad angår forståelse af andre, ofte meget fjerne kulturers, og enkeltindividders, tankemåde og logik.