Læsetid 13 min.

Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

De vestlige vælgeres flugt fra det politiske centrum til fløjene afspejler en forudanelse om en økonomisk models disintegration. Tillidskrisen er som de nødstedtes vandring mod Europa en konsekvens af, at modellen og dens forvaltere i magtens centrum ikke har kunnet sikre lighed og nu heller ikke kan præstere vækst
Det politiske centrum kan ikke tackle udfordringerne for en økonomisk model, der mister evnen til vækst – mennesker, presses ud på fløjene af nød – som her i Madrid – eller i håb om bedre svar der.

Daniel Ochoa de Olza

23. april 2016

De skriftkloge diskuterer stadig, hvad William Butler Yeats havde i tankerne, da han for et århundrede siden, omkring Første Verdenskrigs blodige afslutning, skrev sit berømte digt The Second Coming med verselinjen: Things fall apart; the centre cannot hold. Den irske digter fortsatte, i Henrik Nordbrandts oversættelse:

»Rent anarki slippes løs på verden, den blod-omtågede stormflod slippes løs, og overalt druknes uskyldighedens ceremoni; de bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet

Nogle mener, at Yeats for sig så spirerne til 1930’ernes fascisme og nazisme, voksende ud af den kombinerede tvivl om humanismen, som krigens gru affødte, og den økonomiske krise, som fra begyndelsen af 1920’erne i flere bølger undergravede levevilkårene og tilliden i datidens Europa.

De gode, demokratisk sindede kræfter stod rådvilde, mens den højrenationale, fremmedfjendske populisme marcherede højlydt.

I dag drager iagttagere Yeats’ digt frem igen.

»Overalt i verden er der i dag en fornemmelse af en æras afslutning, en dyb forudanelse af hidtil stabile samfunds disintegration,« skriver den fremtrædende økonom Anatole Kaletsky i en Project Syndicate-tekst med referencer til digtet.

Og forudanelsen deles af mange med indsigt. Den prisbelønnede amerikanske forfatter og kommentator ved New York Times Thomas Friedman beskriver de »seismiske forskydninger i det globale systems bærende fundament med højst uforudsigelige konsekvenser«.

Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer skriver i en anden Projekt Syndicate-kommentar, at »der sker for tiden en foruroligende bevægelse mod højre på begge sider af Atlanten«.

»De raser alle mod ’systemet’« og udtrykker »en længsel efter simple løsninger,« anfører Fischer.

Belgiens tidligere statsminister, EU-parlamentarikeren Guy Verhofstadt, oplever »et giftigt, ustabilt politisk miljø i hele Europa, hvor populisme og nationalisme trives«.

»Trods sine imponerende resultater gennem årtierne risikerer det europæiske projekt nu disintegration,« advarer den borgerlige belgiske politiker.

Og på den hjemlige scene bidrager justitsminister Søren Pind i Politiken med sin bekymring over, at »et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk«.

»Det kan ende med at være farligt,« advarer ministeren og henviser til den kombinerede følelse af vrede og afmagt, der breder sig og nærer ekstremismen.

I samme avis har chefredaktør, Bo Lidegaard, i flere omgange fabuleret i foruroligede vendinger over »samfundets institutioner, der styrtbløder autoritet«, og afspejler »et tillidstab af historisk omfang« og »et afgørende syndefald for den grundlæggende sociale og politiske kontrakt, der prægede den demokratiske verden i mere end et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig«.

Fornemmelsen af at ’centret ikke kan holde’, at de etablerede politiske partier og institutioner står uden svar på de hårdnakkede kriser og skræmmende opløsningstendenser, kan aflæses i vælgervandringer til yderfløjene overalt i Vesten.

Nogle søger mod venstre i håb om, at nye visioner og handlekraft kan hentes hos en Bernie Sanders i USA, en Jeremy Corbyn hos britiske Labour eller hos Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Piratpartiet i Island, som ved valget i 2013 kom ind i Altinget med 5,1 pct. af stemmerne, men nu står til at blive Islands ubetinget største parti med 30-40 pct.

Andre – flere – går mod højre for at finde stærke ledere, der kan genskabe trygheden, den gamle orden.

I Finland sidder højrenationalisterne De Sande Finner i regering som næststørste parti, i Norge er Fremskrittspartiet med i regeringen ledet af Højre, i Sverige er det indvandrerfjendtlige Sverigedemokraterne Riksdagens tredjestørste parti, mens Dansk Folkeparti er næststørst i Folketinget og i fremgang i målingerne.

Nede i Kontinentaleuropa fik det nye islamkritiske højreparti Alternative für Deutschland hver fjerde stemme ved det seneste delstatsvalg i Sachsen-Anhalt.

I Frankrig kan Front Nationals leder, Marine Le Pen, måske vinde næste års præsidentvalg og realisere sine valgløfter om bl.a. at melde Frankrig ud af Eurozonen. Hvis en anden valgrunde ender med at stå mellem Le Pen og præsident Hollande, tegner det i øjeblikket til, at Le Pen får 46 pct. af stemmerne, men målingerne svinger, og hun har et par gange været over 50 pct.

I Holland, hvor der parlamentsvalg inden for et år, står Geert Wilders’ højreekstreme Frihedsparti til at blive partiet med flest pladser i parlamentet.

Mod øst regeres Ungarn autoritært af Victor Orbán, der dæmoniserer flygtninge, undertrykker medier og indskrænker borgerrettigheder, med henvisning til at nationen er truet, alt mens den ultranationale premierminister i Polen, Jaroslaw Kaczy´nski, gør sit bedste for at kopiere ham.

I Storbritannien går det nationalkonservative UKIP frem i meningsmålingerne og kan være med til at fremkalde en britisk udmeldelse af EU ved folkeafstemningen den 23. juni – netop nu står tilhængere og modstandere lige i meningsmålingerne.

Allermest opsigtsvækkende er støtten i USA til byggematadoren og milliardæren Donald Trump, der har overrumplet og rystet eliten i Washington ved den indtil nu massive opbakning til hans kandidatkampagne, præget af voldstrusler, fremmedhad, mandschauvinisme, sjofel retorik og fravær af egentlig politik. Trump vil give det meste af verden et spark i røven og »make America great again«. Punktum.

En længsel efter simple løsninger og stærke ledere, som Joschka Fischer siger.

Uligheden vokser rundt om Europa, og imens  kommer de nødstedte og underpriviligerede hertil for at finde tryghed. EU møder dem med mure, hegn og kampklædt politi, som her ved rydningen af den uofficielle flygtningelejr ’The Jungle’ ved Calais, Frankrig i starten af marts. 

Ulrik Hasemann

Den voksende ulighed

Bevægelserne mod venstre og mod højre afspejler på én måde modsætninger, men er samtidig udtryk for det samme: dyb bekymring over udviklingen i verden og dyb mistillid til det bestående systems og det politiske centrums evne til at styre den.

Igennem nu 35 år er befolkningerne på begge sider af Atlanten blevet forsikret om, at globalisering af økonomien var svaret på de krisetegn med lavvækst og arbejdsløshed, der dukkede op fra 1970’erne.

Med Chicago-økonomen Milton Friedman som teoretisk orakel og Ronald Reagan og Margaret Thatcher som ideologiske og praktiske iværksættere udstedtes løfter om, at fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital, fri konkurrence og deregulering ville genskabe den økonomiske vækst og bringe velstand og fornyet tryghed til de voksende middelklasser.

I korte perioder har modellen leveret, men med finansiel turbulens fra år 2000 og hårdnakket økonomisk krise siden 2007 er troen på opskriften krakeleret. I det omfang, der har kunnet skabes økonomisk fremgang, er den i stigende grad tilfaldet de i forvejen velstående og særligt de allerrigeste.

Hver gang udviklingsorganisationen Oxfam siden 2010 har offentliggjort sin årsrapport om globale rigdomskoncentration, er billedet blevet mere skævt. I 2010 besad verdens 388 rigeste samme velstand som den fattigste halvdel af den globale befolkning – i 2015-rapporten var denne andel koncentreret på blot 62 milliardærers hænder.

I Danmark er uligheden, målt ved Ginikoefficienten, steget konstant gennem de seneste 20 år – med 2008 som en kortvarig undtagelse, fordi dem med store formuer her tabte penge på finanskrisen.

I tiden siden 1985 har de rigeste 10 pct. af befolkningen ifølge AE-Rådet øget deres andel af den samlede indkomst efter skat til 22,5 pct., mens de fattigste 10 pct. har en svindende andel på nu kun 3,6 pct. Under krisen, dvs. siden 2008, er de riges lønindkomst steget med 13.000 kr., mens faglærte og ufaglærte arbejderes realløn er faldet med over 6.000 kr.

Nationalt som internationalt: Der er hverken sket den omfordeling eller den ’nedsivning’ af velstand fra de privilegerede til de dårligt stillede, som befolkningerne var stillet i udsigt.

»There is no alternative,« sagde Margaret Thatcher i de tidlige 1980’ere om den frisatte kapitalisme, globale deregulering og intensiverede konkurrence. Hendes partifælle, nuværende britiske premierminister David Cameron, genintroducerede TINA-udtrykket for et par år siden i et forsvar for de krisebestemte nedskæringer:

»Hvis der var en anden vej, ville jeg vælge den. Men der er intet alternativ.«

I Danmark kaldes det ’nødvendighedens politik’ af politikere, men opleves af befolkningen som overgreb på velerhvervede velfærdsgoder og frihedsrettigheder.

Den politik, der skulle være redskab for at skabe øget trivsel og tryghed for mennesker, føles som udefrakommende tvang og er dermed ved at ende som sin egen modsætning. Mennesker skal i dag indrette sig på at tilfredsstille det økonomiske system, hvor det omvendte egentlig var meningen.

Kilde: Funke, Schularick og Trebesch: Going to Extremes: Politics after Financial Crises, 1870-2014

Skuffelsen over denne udvikling kombineres med frygten for, at andre i stedet høster frugterne af globaliseringen, vinder magt og indflydelse og tager job og velfærd fra Europas og USA’s arbejdere og middelklasser.

Det er med til at forklare den markante modstand mod de to store handels- og investeringsaftaler, det politiske establishment søger at indgå hen over Stillehavet og hen over Atlanten – hhv. TPP og TTIP – som saltvandsindsprøjtninger til virksomhederne, investorerne og væksten. Såvel på den højrenationale fløj som på venstrefløjen i USA og Europa mobiliseres der – med forskellig betoning – imod aftalerne.

Mure mod de fremmede

Endnu stærkere kommer utryghed og vrede til udtryk i modstanden mod strømmene af migranter og flygtninge.

I USA vil Donald Trump bygge en mur for at holde mexicanske migranter ude, i EU er hegn, mure og grænsekontroller allerede etableret, og når flygtninge søger at forcere dem, bliver de – børn som voksne, kvinder som mænd – mødt af politiets tåregas og gummikugler som for nylig på grænsen mellem Grækenland og Makedonien eller af selvbestaltede vagtværn med macheter, der på den bulgarsk-tyrkiske grænse indfanger flygtninge og tvinger dem tilbage til Tyrkiet.

EU’s beslutningstagere opleves som paralyserede, ude af stand til at nå til enighed om løsninger og fordeling af flygtningene – dels fordi hvert medlemsland vogter på egne grænser og interesser, dels fordi regeringerne nationalt er under pres fra både højre og venstre.

De fremstormende højrepartier vil have hård afvisningspolitik, mens folk på venstrefløjen vil have solidarisk politik, hvor hvert land tager imod sin fair andel af de millioner, der er fordrevet fra især Syrien.

Når EU-toppen samtidig er ude af stand til at levere en løsning på den økonomiske krise, ude af stand til at udligne forskelle mellem nord og syd, ude af stand til at vedtage en fælles økonomisk politik som overbygning på den fælles valutaunion, så mister samarbejdsprojektet og dets bærende politikere legitimitet og troværdighed.

Den seneste Eurobarometer-måling af europæernes tillid til EU viser et fortsat langsigtet fald: Fra 50 pct. af de adspurgte europæere, som i 2006 nærede tillid til unionen, til kun 32 pct. i 2015.

Specielt i de syd- og østeuropæiske lande samt i Storbritannien føler klare flertal sig overhørt i EU – noget, som også kom til udtryk i den hollandske folkeafstemning om EU’s handelsaftale med Ukraine, hvor kun 38 pct. stemte ja og hele 61 pct. nej. Et nej til den europæiske elite og »begyndelsen til enden på EU«, skrev en opløftet Geert Wilders i en tweet efter protestafstemningen.

Til The Guardian siger den britiske professor i europæisk politik ved London School of Economics Simon Hix:

»Mainstreampartierne fra centrum-venstre og centrum-højre, som engang kunne regne med 40 pct. af stemmerne, er nu reduceret til 20-25 pct. Det sker overalt, og det kan indebære massive problemer.«

S: Parti af systemforvaltere

I Danmark er ikke mindst Socialdemokraterne trængt af den faldende tillid til den politiske midte. De seneste måneder har partiets ledelse modtaget hårde ord fra såvel den ældre som den unge generation af fremtrædende partimedlemmer.

»Hvis linjen fra Thorning og Corydon fortsætter under Mette Frederiksen, vil partiet bare blive ved at skrumpe,« sagde Ritt Bjerregaard i januar til Politiken.

»Nu er retfærdighedsfornemmelsen forsvundet, og det er blevet nødvendighedens politik over hele linjen«, mener S-veteranen.

I marts udtrykte formanden for DSU, Alexander Grandt Petersen, i samme avis tilsvarende sin skuffelse over sit partis »knæfald for markedsstaten«.

»Frygten for finansmarkederne blev det styrende for regeringen frem for et egentligt politisk program. Økonomien blev så at sige afpolitiseret og Socialdemokratiet reducerede sig selv til administratorer af statsfinanserne,« skriver DSU-formanden om den tidligere S-ledede regering.

I regering fremstod Socialdemokraterne som teknokratiske forvaltere af konkurrencestaten og nødvendighedens politik – uden et ideologisk projekt eller visioner med evne til at begejstre vælgerne.

I opposition har partiet og dets nye leder i dag så travlt med at dæmme op for vælgerflugten til Dansk Folkeparti via bl.a. en hård udlændingepolitik, at man spiller højt spil med i hvert fald Enhedslistens og Alternativets vilje til og mulighed for at pege på Mette Frederiksen som ny statsminister efter et valg.

Det fremføres, at disintegrationen, tillidskrisen, højrepopulismen afspejler utryghed ved og modstand mod globaliseringen. Det er rigtigt. Men det er mere præcist at sige, at det er utilfredshed med og vrede over selve måden, globaliseringen har udfoldet sig på. Altså at den ikke har virket, som det blev stillet i udsigt: til det fælles bedste.

Det er blevet en globalisering, der især er kommet multinationale selskaber, finanssektoren og de rige til gode, mens almindelige lønmodtagere og mennesker på randen af arbejdsmarkedet har oplevet skærpet konkurrencepres, stagnerende velfærd og mindre frihed til at vælge eget liv.

Plus presset udefra, fra de nødstedte millioner, der blot har taget globaliseringsbudskabet om fri bevægelighed til sig og nu prøver at bevæge sig væk fra fattigdom, konflikt og undertrykkelse og hen mod egne, hvor forholdene er tryggere.

Mange faktorer kan bidrage til at forklare, at globaliseringen er kørt skævt, men ét forhold er altafgørende: Den har ikke leveret stabil økonomisk vækst.

En genskabelse af væksten var det primære formål og dét, der kunne have banet vejen for større fælles velfærd, tro på fremtiden, solidaritet og samarbejdsvilje samt tillid til modellen og dens forvaltere i det politisk-økonomiske centrum. Med fornyet vækst og nok til alle havde der ikke været klangbund for højrepopulisternes simple løsninger og romantiske forestillinger om at genskabe den gamle, lukkede, nationale orden.

En nedslidt model

At kagen næsten ikke vokser mere, kan langt hen ad vejen forklare de fattige og nødstedtes opbrud og folkevandring mod Europa, de riges uetiske finansspekulation og skattesnyd i forsøget på at opretholde profit og formuer, de sociale nedskæringer som led i den nødvendighedens politik, der skal få statsbudgetterne til at hænge sammen, samt presset på enhver for at blive mere produktiv og konkurrencedygtig.

Økonomerne Manuel Funke, Moritz Schularick og Christoph Trebesch har i en omfattende historisk analyse af 140 års finansielle kriser dokumenteret, hvordan sådanne kriser udløser midlertidige politiske kriser og polarisering – typisk med vælgervandring mod det ekstreme højre – indtil økonomien er genoprettet.

Så havde man blot haft held til at genskabe og fastholde vækstraterne fra de gyldne årtier efter Anden Verdenskrig, ville tingene næppe være faldet fra hinanden og centret ikke være på vej til at bryde sammen.

Faktum er imidlertid, at det, der af nogle fortsat udlægges som en midlertidig krise, der snart vil være afløst af ’konjunkturnormalisering’, er en fortsættelse af nu et halvt århundredes uafbrudte tendens til faldende økonomiske vækstrater, årti for årti. Fra årlige BNP-vækstrater på omkring 5,4 pct. i snit for i-landene i 1960’erne til aktuelle rater på en til to pct.

Måske ser optimistiske økonomiske analytikere netop nu spæde tegn på ’genopretning’ af Europas økonomi, men samtidig er der alvorlig nedtur i tidligere højvækstregioner – recession i Latinamerika og Rusland og nedadgående vækstrater i Kina. Det er kun et spørgsmål om tid, før en dybere krise på ny indhenter de vestlige lande.

Den kendsgerning, de færreste politikere evner at tage ind, og mange mainstream-økonomer nægter at se i øjnene, er, at den kendte model er nedslidt. Den kan ikke længere præstere vækst som tilforn.

Det handler om en række ting – om at behov begynder at blive mættede i dele af verden, om at det viser sig stedse vanskelige at presse produktiviteten op, om at råstofsektoren bliver stadig mere økonomisk labil i takt med presset på ressourcerne, og om at klimaforandringer, udpining af den frugtbare jord, presset på vandressourcer, forurening af luft og vand er begyndt at undergrave den vækst, der i sidste ende hviler på naturgrundlaget.

Den globale økonomi er i dag som en badebold, der er pustet op til maksimum. Bliver vi ved at pumpe mere luft ind i den, brister den. Grænserne er nået.

Det er en indsigt og en ny virkelighed, som bryder med de modelbaserede forestillinger, der har båret velfærdsvisionerne og dikteret den økonomiske politik i mere end 50 år. En indsigt som beslutningstagerne og deres økonomiske rådgivere endnu ikke evner at tage ind og ikke har redskaber og praktiske strategier til at håndtere.

Man er i dagens virkelighed brutalt konfronteret med mundheldet om, at når krybben er tom, bides hestene, men er ikke nået til erkendelsen af, at når kagen ikke vokser mere, så tvinges man til at dele det, der er.

Hele vækstfilosofien i nyere tid og hele den neoliberale globaliseringspolitik kan ses som strategier til at undgå den svære omfordeling, som forudsætter appel til helt andre sider af mennesket end den materialistiske, konkurrencebaserede, individfokuserede tidsånd, vi er blevet indprentet siden 1980’erne.

Politikerne i centrum aner ikke deres levende råd om, hvordan de skal italesætte, endsige bane vej for, en ny økonomi, der udfolder sig inden for naturgrundlagets grænser og deler de goder, planeten kan levere, mere ligeligt mellem mennesker. De fornægter budskabet og tumler videre med skyklapper på, i håbet om at noget vil vise sig.

Da laissez faire-politikken udløste depression i 1920’erne, rykkede keynesianismen ind med en ny model, der skabte vækst i nogle årtier. Da keynesianismen stødte på grund i 1970’erne, stod de neoliberale klar med deres frimarkedsbaserede model.

Nu evner denne neoliberale model ikke længere at levere vækst, og politikerne – svækkede af markedsfokuseringen – ved ikke, hvad de skal sætte i stedet.

Rundt om dem mærker mennesker, at systemet vakler, og at dets forvaltere står nøgne, rådvilde, uden svar.

Things fall apart; the centre cannot hold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mads Berg
    Mads Berg
  • Brugerbillede for Ann Thomsen
    Ann Thomsen
  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Søren Rehhoff
    Søren Rehhoff
  • Brugerbillede for Jakob Trägårdh
    Jakob Trägårdh
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Ernst Enevoldsen
    Ernst Enevoldsen
  • Brugerbillede for Laurids Hedaa
    Laurids Hedaa
  • Brugerbillede for Thomas Kristensen
    Thomas Kristensen
  • Brugerbillede for Sup Aya  Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Keld Albrektsen
    Keld Albrektsen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Herman Hansen
    Herman Hansen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Rasmus Knus
    Rasmus Knus
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Peter Wulff
    Peter Wulff
  • Brugerbillede for peter fonnesbech
    peter fonnesbech
  • Brugerbillede for erik mørk thomsen
    erik mørk thomsen
  • Brugerbillede for Morten P. Nielsen
    Morten P. Nielsen
  • Brugerbillede for Niels Erik Nielsen
    Niels Erik Nielsen
  • Brugerbillede for Poul Brunhøj
    Poul Brunhøj
  • Brugerbillede for Jan Pedersen
    Jan Pedersen
  • Brugerbillede for Peder Pedersen
    Peder Pedersen
  • Brugerbillede for Torben R. Jensen
    Torben R. Jensen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
  • Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
    Jørgen Steen Andersen
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Dina Hald
    Dina Hald
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Nils Enrum
    Nils Enrum
  • Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
    Michael Kongstad Nielsen
  • Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
    Aksel Gasbjerg
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Mads Berg, Ann Thomsen, Holger Madsen, Søren Rehhoff, Jakob Trägårdh, Bill Atkins, Per Jongberg, Ernst Enevoldsen, Laurids Hedaa, Thomas Kristensen, Sup Aya Laya, Jan Weis, Niels-Simon Larsen, Olaf Tehrani, Flemming Berger, Keld Albrektsen, Jens Thaarup Nyberg, Anders Graae, Herman Hansen, Niels Nielsen, Rasmus Knus, Mihail Larsen, Peter Wulff, peter fonnesbech, erik mørk thomsen, Morten P. Nielsen, Niels Erik Nielsen, Poul Brunhøj, Jan Pedersen, Peder Pedersen , Torben R. Jensen, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Chr. Mondrup, Jørgen Steen Andersen, Jørn Andersen, Dina Hald, Lise Lotte Rahbek, Nils Enrum, Michael Kongstad Nielsen, Aksel Gasbjerg og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Fremragende artikel. Tak for den Information.

Problemet er så, at de, der i alt tomulten, har bevaret tænkevenen, selv på en god dag, højst kan mønstre 20% af befolkningerne.

curt jensen, Søren Thuesen, Per Jongberg, Laurids Hedaa, Mads Berg, Arne Lund, Erik Feenstra, Bill Atkins, Sup Aya Laya, Flemming Berger, Herman Hansen, erik mørk thomsen, Morten P. Nielsen, Jeppe Lykke Møller, Torben R. Jensen, Jørgen Steen Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

God opsamlende artikel.
Syriza i Grækenland var de første til at vise vejen. Siden kom Podemos i Spanien og Femstjernebevægelsen i Italien, Piratpartiet i Island, Alternativet i Danmark. Det er som om, de gamle etablerede partier ikke kan mere, navnlig socialdemokratierne sidder fast i en ikke efterspurgt højredrejning. I Portugal og Spanien kan de gamle partier ikke regere uden de nye venstredrejede, folkelige protestpartier. Det vil komme til Italien også, og måske også Danmark, hvor Alternativet, EL og SF vil tage sig betalt for at støtte eller deltage i en Mette Frederiksen-regering.

Bjarne Andersen, Sup Aya Laya, Torben R. Jensen og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Thomsen

Fremragende artikel, vil jeg mene, men hvordan kommer vi videre - efter denne neoliberale periode?
Er det nulvækst, ikke flere mennesker på kloden, mere bæredygtigt ressourceforbrug og mindre ulighed?

Steffen Gliese, Erik Feenstra, peter fonnesbech, erik mørk thomsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Tilføjelse: hvis vi ser blot på Europa for ikke at tale om resten er det et stort spørgsmål i hvor høj grad vi kan tale om "stabilitet" det sidste godt ethundrede år.Er andet syn kunne være at vi er gået fra omvæltning til omvæltning. Op til flere gange i løbet af de hundrede (eller 98) år har det været "nu" at det helt store lysende alternativs tid var kommet. Bortset fra at disse alternativer i flere omgange for mange forekommer at være meget værre end det der var. En række blindgyder vil det virke som.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Det handler meget lidt om politik, det handler til gengæld, rigtigt meget om økonomisk magt!

Hvornår begynder vores Folkevalgte, at opføre sig som folkets repræsentanter, med b.la. langsigtede bæredygtige klimamål, opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering.

Spørgsmålet er vel rent faktisk, som nævnt i den framragende artikel, evner vores folketinget politikkere det, jeg mener, at være folkets repræsentanter, de folkevalgte taler stadigvæk om frihandel og ISDS økonomisk mafia.

Forstår de folkevalgte politikkere klimaforandringerne afledt af neoliberalt 'såkalt' økonomisk vækst?

Klimaforandringerne 'uden filter'.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

"Skattely' brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked, hvis handlen ikke gennemføres vil EU give bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Forklare tidligere finansminister Bjarne Corydon på DR2.

Mafia.
Fra link:
"Mafia, form for kriminel organisation, der foruden gangsterens almindelige virkemidler, korruption, trusler og vold, benytter sig af forbindelser i finansverdenen, i den politiske verden og i den offentlige forvaltning. Disse medskyldige beskytter mafiaen mod retsforfølgelse, sørger for, at virksomheder, der er knyttet til mafiaen, får offentlige entrepriser samt vasker sorte penge hvide."

Link: http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_1...

Hvor tåbelige tror, vores folkevalgte politikkere egentligt borgerne er?

Kom til folket og tal for jeres børn, det er der fremtid i!

Mads Berg, Brennan Young, Janus Agerbo, Bjarne Andersen, Sup Aya Laya, Anne Eriksen, Herman Hansen, Roselille Pedersen, peter fonnesbech, Randi Christiansen, Torben R. Jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Neoliberalismen var et fejlskud i første omgang: antagelser om mennesker og verden, som intet sted hører hjemme. Væksten standser med nyliberalismen og dens følgesvend, New Public Management, alt for mange cand. scient. pol.'er og alt for få kunsthistorikere.

jens wolff, Per Jongberg, Kurt Nielsen og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben R. Jensen
Torben R. Jensen

God artikel
Men artiklen nævner konsekvent de neoliberale partier, som det politiske politiske centrum.

Neoliberalismen er en ekstrem ideologi og en modsætning til totalitære ideologier, hvor man på den ene side placerer al magt hos staten eller en stærk leder, medens neoliberalismen placerer al magt på et idealiseret "marked" og nedbryder statens magt.

De politiske bevægelser er vel blot et udtryk for at vælgerne er blevet, hvor de altid har været med et ønske om afbalanceret økonomi med både statslig styring og privat virksomhed. Så medens de "regeringsbærende" partier har bevæget sig mod ekstremisme, så har vælgerne forsøgt at finde et mere moderat politisk ståsted.

At neoliberalismen så i tilgift har ført til mere ulighed efterlader naturligvis også en stor gruppe vælgere, der søger neoliberalismens modsætning i mere totalitære ideologier.

curt jensen, Bente Simonsen, Kurt Nielsen, Janus Agerbo, Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Flemming Berger, Herman Hansen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Der må i sagens natur være tale og 'fiktiv vækst' måle på befolkningens glæde eller mangel på samme, ved politikken der føres af de folkevalgte.

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Velfærdssamfundet som det ses i de nordiske lande er det bedste og, for nu at nævne det, billigste værn mod social destabilitet, fascisme, død og ødelæggelse.

Mon den sandhed nogensinde gå op for den blå svindler regering? Eller skal historien om den stærke mand virkelig have lov til at gentage sig?

I Danmark er ansvaret for dette ravnerock lige nu ene og alene Lars Løkke Rasmussens ansvar, hvilket er meget meget foruroligende.

...Politik er blevet en uhyggelig og tåbelig kortsigtet affærer.

Brennan Young, Peter Owen, Kurt Nielsen, Janus Agerbo, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Roselille Pedersen, peter fonnesbech og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Og grøften mellem befolkningen og den etablerede politiske magt scene vokser sig stødt større med mere-af-det-samme. Seneste skud på mistillidsstammen er den kommen TTIP frihandelsaftale mellem EU og USA med USA som stor favorit som fordelsdrager og med undergravning af de europæiske løn- og arbejdsforhold, samt miljø. Det første der ryger, når den aftale træder i kraft, er EU's forbud mod genmanipulerede fødevarer.

...Velbekomme og velkommen til fortsættelsen af politikerlede og af EU's deroute.

Kurt Nielsen, Janus Agerbo, Bjarne Andersen, Flemming Berger, Roselille Pedersen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Rohde Jensen
John Rohde Jensen

Jeg har svært ved at forstå begejstringen for neoliberalismen. Den hviler på et teoretisk grundlag som fagøkonomer har forkastet for næsten hundrede år siden.

Når man stadigt fremturer, imod bedre viden, er der kun tre mulige forklaringer: personlig vinding, ideologi eller simpel uvidenhed. Det er min påstand at en lille gruppe pumper propaganda ud, forklædt som ideologi, men udelukkende med personlig vinding for øje. Jeg kigger blandt andet på jer CEPOS. På den måde får man en stor gruppe mennesker til at handle stik imod deres egne interesser.

Det ville være en imponerende præstation, hvis ikke den var så frastødende.

Bente Simonsen, Søs Dalgaard Jensen, Henrik Olesen, Mads Berg, Jørn Andersen, morten rosendahl larsen, Bjarne Andersen, Sup Aya Laya, Anne Eriksen, Flemming Berger, Herman Hansen og Roselille Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Pedersen
Peder Pedersen

Det er Europas uløste flygtningeproblem og stadigt skrantende økonomi, der får mange trængte europæere til at søge mod autoritære ledere og højrepopulistiske og nationalistiske organisationer. EU´s politiske lederskab kan ikke enes om, hvordan problemerne skal løses. Den tyske Kansler Merkel forsøger at stable en solidarisk løsning af flygtningeproblemet på benene, mens liberalisterne med hendes Finansminister Schäuble i spidsen stædigt kæmper for at forhindre en solidarisk løsning af de økonomiske problemer.

Solidaritet plejede at være en del af det danske Socialdemokratis dna, men på partiets hjemmeside leder man forgæves efter forslag til, hvordan flygtningesituationen i Europa kan håndteres på en solidarisk måde. Socialdemokratiet er med i Party of European Socialists, som har alle europæiske socialdemokratier som medlem, og som går ind for en solidarisk løsning på Europas økonomiske problemer i form af EU-obligationer og EU-Kommissionens European Investment Plan. Det hører man heller ikke noget om fra Socialdemokraterne.

Nøglen til løsningen af Europas problemer er økonomien. Hvis Den Europæiske Centralbank fik lov til at bruge sin mulighed for at skabe euros ud af den blå luft til at finansiere flygtninges ophold og underhold, ville flere lande se en økonomisk fordel i at tage imod dem. Med tilstrækkelige EU-midler til Den Europæiske Investeringsplan, ville der kunne skabes arbejdspladser og indkomster til de europæere, der nu føler sig socialt truet af indvandringen. Islamisk Stat ville også have sværere ved at hverve proselytter i et Europa, hvor der også er mulighed for dem, som allerede er indvandret og for deres efterkommere til at opnå et godt liv og menneskelig respekt.

I stedet for at forsøge at overhale Dansk Folkeparti højreom, burde Socialdemokratiet formulere en dansk europapolitik som et solidarisk alternativ til frygtsom nationalegoisme og liberalisternes lammende nedskæringspolitik, der fastholder europæerne i social usikkerhed og fremtidsfrygt. Det er et politisk lederskab, som ville være det gamle arbejderparti værdigt.

Erik Feenstra, Laurids Hedaa, Niels Nielsen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Mihail Larsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Der er vist ikke den store forskel på at ville løse et problem med grænser for grænseløshed med mere grænseløshed -- og så at ville løse et problem med grænser for vækst med mere vækst.
Den samme paradoksale sirenesang - forskellige vers, men samme omkvæd ?

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Et emne, som artiklen ikke kommer ind på, men som absolut er en del af det fejlslagne billede, er den fejlslagende udenrigspolitik ført i mellemøsten de sidste 70 år udelukkende med det formål at skabe billig olie til vestens væksrater. Det er sket gennem destabilisering af mellemøsten og indsættelse af korrupte samarbejdsvillige totalitære ledere på bekostning af, at de mellemøstlige starter har kunnet udvikle sig til velfungerende samfund. Og denne destabilisering foregår fortsat den dag i dag. Senest har Danmark igen besluttet sig for at involvere sig militært. Desuden har vesten, efter murens fald erklæret kapitalismen som sejersherre og løbet resterne af Rusland og enden.

Begge dele har ikke gavnet udviklingen af en bedre og mere velfungerende, samt stabil verden. Tværtimod. Og i stedet for at nytænke situation fortsætter politikerne med nødvendighedens mere-af-det-samme politik hen mod afgrunden af krig død og helvede og ressource overforbrug med uoprettelige økologiske og medmenneskelige skader til følge så langt øjet rækker.

Det er dybt frustrerende, at være vidner til samtidig med at det sagtens kunne lade sig gøre, at gøre tingene meget meget bedre. Hvis vi og vores politikere bare ville og ture. Men det er magt spillets få personers interesser som for lov at vinde.

...Det er i den grad de forkerte mennesker som sidder på magten.

Bente Simonsen, Laurids Hedaa og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben R. Jensen
Torben R. Jensen

Peder J. Pedersen
Jeg er enig i, at Euro-landene burde benytte sig af muligheden for en fælles aktiv finanspolitik, og at en fælles europæisk fordeling af flygtninge kan implementeres og reguleres via tilskud, som det eksempelvis sker med landbrugsstøtten. Men fælles europæiske projekter må nødvendigvis finansieres af alle landene og ikke kun Euro-landene.

Steffen Gliese, Peder Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening har Europa alt for længe holdt hånden over den finanskapitalisme, der førte til 2008-09 krisen, og ignoreret de fattigdoms- , arbejdsløsheds- og ulighedsproblemer, der fulgte med overalt. Behandlingen af Grækenland fra trojkaens side siger alt, og befolkningens reaktion ligeså.

Endvidere har Europa ignoreret udviklingen af de omstændigheder, der førte, og stadig fører til flygtninge og migrationsbølgen mod Europa.

Endelig har Europa skudt sig selv i foden ved at fastholde en bedaget koldkrigs-tankegang helt ude af takt med virkeligheden,

Der skal slås nogle kolbøtter og indses nogle fejltagelser, hvis vi skal komme nogenlunde helskindene ud af dette.

Søren Thuesen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Jan Pedersen, Sup Aya Laya, Peder Pedersen , Anne Eriksen, Flemming Berger og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Pedersen
Peder Pedersen

Torben R. Jensen
Absolut! Det kunne landene udenfor euroen gøre ved at lade deres egne nationalbanker trykke penge efter behov i deres respektive valutaer. Det korte af det lange er, at lande og møntunioner med ret til udstedelse af egen valuta, aldrig kan mangle penge til at betale deres regninger. Så længe der er ubenyttetede ressourcer til rådighed, herunder ledig arbejdskraft, kan pengeudstedende autoriteter bruge løs uden fare for inflation. Søg eventuelt på "Modern Monetary Theory". Penge kan måske ikke løse alle problemer, men de kunne gøre en hulens masse godt for Europas arbejdsløse og indvandrere, og dermed fjerne noget af de højrenationalistiske bevægelsers tiltrækningskraft.

Brugerbillede for Peder Pedersen
Peder Pedersen

Torben R. Jensen
Absolut! Det kunne landene udenfor euroen gøre ved at lade deres egne nationalbanker trykke penge efter behov i deres respektive valutaer. Det korte af det lange er, at lande og møntunioner med ret til udstedelse af egen valuta, aldrig kan mangle penge til at betale deres regninger. Så længe der er ubenyttetede ressourcer til rådighed, herunder ledig arbejdskraft, kan pengeudstedende autoriteter bruge løs uden fare for inflation. Søg eventuelt på "Modern Monetary Theory". Penge kan måske ikke løse alle problemer, men de kunne gøre en hulens masse godt for Europas arbejdsløse og indvandrere, og dermed fjerne noget af de højrenationalistiske bevægelsers tiltrækningskraft.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Uhyggelig sætning med det opløste center. I det daglige prøver den enkelte at holde sammen på centeret i hvert fald sit eget, men se nu på oppositionen og vores vægren ved at pege på Mette. Der er ingen samlet opposition. EL klarer den, Å går frem, og ellers går det den vej, hønsene skraber. Ren elendighed. Selvforskyldt elendighed, hvis ikke lige det er kapitalisternes skyld, hvad det jo altid er for nogle.
Bedre end at forbande mørket er det at tænde et lille lys, men det afviser de, der vil have hele elværket, og hvor længe kan sådant et holde, 70 år?
Der er ingen venstrefløj af format. Der er næsten ingenting. Der er ikke engang et navn for det, der kunne træde i stedet. Det kunne med et fremmedord hedde et alternativ. Ikke engang det, kan vi enes om. Vi har ikke et center at forsvare. Ting falder fra hinanden, uden der er et center. Hvis der er noget, hedder det kontanthjælpsstøtte, som såkaldte rød blok forsvarer. Ellers nedskæringer for de blå, og det er sgu noget mærkeligt noget at samles om.

Så er det, at nogle skal udsætte sig for hån. I den seneste tid er borgerløn blevet bepisset, men heller ikke andet. Jeg har ikke læst noget fra debattører, der havde gode modargumenter, og et parti i ryggen. Løse fugle, der bare skræpper op uden visioner. Det er noget så uinteressant, gab, gab.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Weimar om igen

Utroligt, at vi i Europa skal prøve turen en gang til.

Mads Berg, Flemming Berger, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Problemet i dag er, at den politisk ekstremitet befinder sig i centrum og har regeringsmagten...
fløjene står for alternative tanker og fornuft.

Olav Bach, Knud Chr. Pedersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Fløjene repræsenterer: Socialisme, alternativ velfærd, og national interesser, alt sammen baseret på udvidet demokratisk forståelse

Centrum repræsentere: Stormagtskrige, mørkelægning en masse, hemmelige handelsaftaler, løndumping, nedskæringer blandt de fattigste for at give til de rigeste, soldater i gaderne, mistænkeliggørelse, udvidet overvågning, rovdrift på miljø og natur, og latterliggørelse af demokratiet og folk, her udtrykt gennem Søren Pind:

»et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk«.

...det tror sgu da fanden når vi konstant i de sidste 15 år har blandet os krige, som vi ikke har noget at gøre med, og vi er aldrig er blevet spurgt eller informeret sagligt.

Søren Thuesen, Laurids Hedaa, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Trond Meiring og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

»...og så jeg synes, at Venstre er godt polstret, og at der er masser af dygtige mennesker, som i al den tid, jeg kan se, er klar til at løfte partiet. Det, synes, jeg er betryggende«

...siger Søren Pind i en situation hvor meningsmålingerne viser støt faldende opbakning blandt vælgerne og historisk lav tilslutning. Jeg afstår fra at kommentere på den person, men det er sgu svært....

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jørgen Steen Nielsen har tydeligvis ladet sig inspirere af George Monbiots indlæg i The Guardian, trykt som oplæg til denne kommende bogudgivelse. Det skal bestemt ikke lægges JSN til last, bortset fra at vi vel så ikke får den fulde og hele artikel i oversættelse.
Den kritiserer venstrefløjen for at have forsømt at udvikle et alternativ til neoliberalismen, og det er jo ganske sandt.
Det er imidlertid et paradoks, nærmest et faux pas, når artiklen på den ene side omtaler den standende misære som i høj grad konsekvensen af globaliseringens manglende indfrielse af løfterne, og politikerne på den anden side fremstilles som rådvilde og ude af stand til at gennemskue, hvordan de skal få folk til at skifte om fra neoliberalismens kyniker. Sandheden er den meget trøstende, at folk aldrig har købt det kyniske billede, men tværtimod langt henad vejen har troet, at velfærdssamfundet var bevaret og tog sig af dem, der havde behov for hjælp. Det er for mange en virkelig opvågnen for tiden, som vækker megen vrede, men også megen aktivisme. Jeg tror, at det vil være betydeligt lettere simpelthen at spille med åbne kort om det nødvendige og en indrømmelse af neoliberalismen ødelæggende virkning. Folk er så parate til at komme tilbage på sporet.

Mads Berg, Trond Meiring og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Neo.markedsliberalisme er ekstremisme. Det faktum forandres ikke, ved at det meste af det politiske centrum og socialdemokrati (og SF!), idag omfavner denne. Faktisk kan vi tale om et ekstremistisk og terroristisk magtcentrum. Nazisterne var aldrig i det politiske centrum og "moderate" i de tolv år de var ved magten i Tyskland.

Kurt Nielsen, Torben R. Jensen, Steffen Gliese og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Venstrefløjen skulle have forsømt at udvikle et alternativ til neoliberalismen citerer Steffen Monbiot ovenfor. Det er ikke helt rigtigt. Vi har hele tiden haft socialismen/kommunismen som et vægtigt omend i vores tilfælde ret teoretisk alternativ - folk har bare ikke villet have det. Er der nogen, der ikke er flygtet fra det som samfundsbærende system? Når det er sagt, vi, jeg give Monbiot ret. Der har ikke været et 'bæredygtigt' alternativ, men der er der nu og har været et par år. Alternativet har lige taget imod Pernille Schnoor fra S, og nu vil jeg omfortolke Jørgens sætning: De falder fra; de gamle centre kan ikke holde.

Brugerbillede for Bill Atkins

Trond Meiring: Nazisterne var aldrig i det politiske centrum og "moderate" i de tolv år de var ved magten i Tyskland.

"Moderate", nej, men det politiske centrum, det var de. Der er ingen lov der siger at centrum er moderat.

Brugerbillede for Arne Lund

Det er værd at lægge mærke til, at i flere af de lande, hvor partier ude til højre er gået kraftigt frem, eller sidder i regering, da har de ikke været i stand til at opfylde de forventninger deres vælgere havde til dem. Det gælder fx Norge, i Finland er der uro i regeringen. Sverigedemokraterne er splittede mellem de pæne, og de vilde, i Østrig og Holland ligeså.
Og det kan da godt være, at Front National vinder præsidentvalget næste år, men heller ikke det parti er uden indre alvorlige splittelser. Det samme gælder også for Alternativ Für Deutschland.Og så fremdeles...
Det, der gør situationen farlig, er atr når de her nævnte partier ikke lever op til forventningerne, så vil der opstå partier endnu længere til højre. Partier, der er endnu mere hadefulde, og er villige til at bruge endnu barskere metoder.

Her i landet ses det ved, at der på det seneste er opstået to partier til højre for blå blok. Dels Danskernes Parti, der har klare fascitoide træk, samt Nye Borgerlige, der er en udspaltning fra de konservative og LA, og som siger det om indvandrerne, som Søren Pape og Anders Samuelsen ikke mener eller ikke vil sige.
Nye Borgerlige har rod i den velstillede del af det nordsjællandske borgerskab, som drømmer om andet og mere end topskattelettelser, især tryghed. Stifteren Pernille Vermunds evige omkvæd er "jeg tør ikke gå hjem fra stationen om aftenen". Og dén skal jo nok give pote ude på villavejene, hvor angsten for hjemmerøverier (begået af "rumænere" og "islamister") er udtalt.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Centrum og fløjer er relative og historisk skiftende. Ekstremisme kan findes i centrum, såvel som på fløjene.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Konklusionen er, at samfund, der ikke sørger for en fordeling af værdierne - ikke ud fra "retfærdig-", men nødvendighed - ikke kan bestå. Arbejde i samfund har en funktion: det frembringer noget vigtigt eller forbedrende, eller det løser nødvendige opgaver (eller det er i sig selv udfordrende, spændende, opløftende), og når det ikke længere kendetegner arbejdet, bliver det deprimerende og stressende. Ikke-arbejde er bedre end unødvendigt arbejde, for der er uendelig meget, der venter på at blive opdaget eller prøvet eller gjort af dem, som ikke har noget bedre for. Løn er ikke den bedste igangsætter, hvis den overhovedet er en igangsætter.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

I den grad det beriger at diskutere venstrefløj, Marianne, så går den væsentligste skelnen mellem autoritær og ikke-autoritær venstrefløj - i hvert fald i Danmark. Den autoritære fløj er gået heden. Den anden eksisterer i forskellige enklaver. For mig er Alternativet det yderste venstrefløjsparti af realistiske drømmere og eksperimentalfolk. Lidt som jeg oplevede SF i firserne.
Der er ingen drømmere (visionære) ud over Alternativet i dag, hvad partier angår. Det er derfor, jeg er der. Ude hos de partiløse til venstre møder jeg endnu flere og større eksperimentatorer. Skønne folk med ild i håret.

Laurids Hedaa, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Man kan jo kun håbe på at levebrødspolitikernes dage er ved at være omme.

De har svigtet os på alle måder og udstillet sig selv som uduelige til at være opgaven voksen.

Når det er sagt bliver spørgsmålet tilbage: hvem og hvad skal så tage deres plads?

Hvis ikke vi snart finder ud af det, ender det hele i kaos og anarki mens de 1% gnider sig i hænderne fordi jo mere vi lever i kaos, jo mere sikker deres situation er. De behøver ikke os længere, ikke engang for at blive ved med at blive rigere. At vi bliver malket og ressourcerne omfordeles til deres fordel sker allerede helt automatisk, ved at supercomputere handler med andre supercomputere i det skjulte, 24/7.

Neoliberalismens store succes har været at den herskende klasse kunne få millioner af lønslaver til at identificere sig med kapitalismen (og derved splitte den fhv. arbejderklasse) ved at bilde dem ind at de også har en chance for komme med på de riges spisebord frem for at leve af krummerne der drysser ned derfra som det har været normen under industrikapitalismen. Denne illusion er nu ved at brase sammen da boligmarkedernes pyramidespil har nået mætningspunktet: huspriserne kan ikke blive ved med at stige i al uendelighed, men netop det er hvad der ville være nødvendig for at holde spillet i gang.

Levebrædspolitikerne fra begge siders centrumspartierne har de sidste 30 år beskæftiget sig med at holde netop dette pyramidespil i gang med alle midler. Andet kan og magter de slet ikke. Nu hvor spillet krakelerer står de med bukserne nede og aner ikke hvad de skal stille op.

Surt sjov.

Laurids Hedaa, Flemming Berger og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Det er et kraftfuldt udtryk - at centeret ikke kan holde og tingene falder fra hinanden. Danmark er forholdsvis stabilt, endnu. Det er interessant at se på centrene og de mennesker, der flokkes der. Den indspiste elite holder sig. Kongemagten også. Kirken. Opslutningen om militæret som noget, der gavner verden. Det mere udefinerlige så som, at der er godt at sidde på sin pind og knokle for et multinationalt selskab, der anbringer pengene i skattely.

Vi trænger til et moralsk/etisk opgør om det at arbejde for noget, der skader os. Det meste af det arbejde der foregår, er dybt ødelæggende. De lærere, der uddanner de unge til ødelæggende arbejde, kan ikke sige sig fri for ansvar.

Jeg ser sådan på det, at befolkningen er opdraget til at fortrænge virkeligheden. På overfladen ser alt godt ud, men neden under kan centrene ikke holde.

Mads Berg, Kurt Nielsen, Torsten Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Den såkalte venstrefløj har intet fundament, intet svar på de væsentligste udfordringer, ingen fælles tilgang til verdens flygtninge, med deres børn på armen, intet politisk fundament i tilgangen til krig og klimaforandringerne vores arv til vores børn, har vi ingen fælles tilgang til.

Hvor er de langsigtede bæredygtige klimamål, opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering?

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Inspireret af Curts indlæg forekommer det mig, at Marx' vision var, at kapitalismen umuligt kunne holde og ville bryde sammen under sig egen vægt. Der skulle så være nogle dvs. kommunistetiske partier til at gribe ind på det rigtige tidspunkt.
Når det nu er sådan, at kapitalismen rent faktisk holdt, mens de kommunistiske partier brød sammen, så er problemet, at der ikke er et teoretisk og realistisk grundlag for et modstykke til kapitalismen. Den lammelse ser vi overalt.
Redningen kan så bestå i en ny opfattelse af, hvordan man laver folkelig opbakning. Det sker på de alternative fronter over alt i verden i dag. Det er ikke kun traditionel politisk aktivitet, men også noget med at tage sin egen person med i spillet og bl.a. være villig til at se på, hvordan man indvirker på andre. Derfor har Alternativet nogle værdier og dogmer at køre samværet efter. Det er det, vi kalder ny politik, og det bærer frugt.
Nu har jeg lagt mig blot for sarkastiske angreb, kan jeg mærke, men bare kom an!

Brugerbillede for morten rosendahl larsen
morten rosendahl larsen

Vi som nation, ligesom alle andre nationer, har nøjagtigt de parlamentarikere og den presse vi/de fortjener....!

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Kapitalismen er totalitarisme styrende det vi kalder demokrati som reelt ikke længere er overlevelsesdygtigt, kvalt af fjendtlig Kapitalisme.

Krig, fremmedhad og klimaforandringer er resultatet.

Derfor!

Den såkalte venstrefløj har intet fundament, intet svar på de væsentligste udfordringer, ingen fælles tilgang til verdens flygtninge, med deres børn på armen, intet politisk fundament i tilgangen til krig og klimaforandringerne vores arv til vores børn, har vi ingen fælles tilgang til.

Brugerbillede for Bill Atkins

Undskyld, men hvor har man fra, at kapitalismen vil bryde sammen af sig selv?

...der er ingen teori der underbygger det, og i praksis har kapitalismen vist sig at være særdeles darwinistisk: omstillingsdygtig og hensynsløs.

Brugerbillede for Bill Atkins

Philip B. Johnsen, jeg mener socialismen, med sin styring af produktionen og fordeling af produkter, er det rette svar på kapitalismen, og dens uundgåelige cykliske kriser...og krigeriske adfærd.

Brugerbillede for morten rosendahl larsen
morten rosendahl larsen

Man kan ikke bebrejde ulven at den tager får ! Ligesom man ikke kan bebrejde børsfolkene og de ultra rige at de rager til sig, det er min natur som skorpionen sagde. Eller levebrødspolitikeren for at tilrane sig magt indflydelse og privilegier.
Men man kan klandre bonden, altså os, for ikke at passe ordentligt på vores får !

Brugerbillede for Bill Atkins

At kapitalismen bryder sammen af sig selv, lyder lige så usandsynligt som jesus genkomst. At samfundsøkonomier vil bryde sammen er kapitalismens inderst mål. Marodører elsker kaos og ruin.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Bill Atkins
Det er så en vision for kapitalisme, for realiteterne er kapialisme er i dag drivkraften til klimaforandringer, forfølgelse ikke beskyttelse, grådighed og krig.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Opgaven for den såkaldte venstrefløj, hvad om hvem det så end er i dag, er en fælles plan for stabilitet i modsætning til kapitalismen, der bringer død, kaos og splittelse, krig klimaforandringer og forfølgelse.

Det er ikke et ønske om mindre frihed, men et ønske om mere frihed.

Den såkalte venstrefløj har intet fundament, intet svar på de væsentligste udfordringer, ingen fælles tilgang til verdens flygtninge, med deres børn på armen, intet politisk fundament i tilgangen til krig og klimaforandringerne vores arv til vores børn, har vi ingen fælles tilgang til.

Kapitalisme er et våben, der som atomvåben skal på listen over afviklings opgaver, hvad man så kalder kapitalismen i de rammer er ligegyldigt, men skaderne af dette våben skal reduceres.

Brugerbillede for Bill Atkins

Philip B. Johnsen, jeg synes ikke du forholder dig til min kommentar 12:05, om socialismens demokratiske "styring og fordeling af produkter". To ting der vil bringe overforbrug og forurening under kontrol. ..det kan vel være starten på "en fælles plan" eller du har måske forslag til en bedre plan, Philip.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Problemet er, Morten Rosendahl Larsen, at de, der skulle sætte læhegn op imod ulvene, i stedet er blevet lovet en pels af den første i flokken, der går til, og derfor har skiftet loyalitet.

Mads Berg, Flemming Berger, Kurt Nielsen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Bill Atkins
Det er godt set, "styring og fordeling af produkter", men det er nødvendigt med fælles fundament, et projekt for den såkaldte venstrefløj, hvad om hvem det så end er i dag, en fælles plan for en bæredygtig stabilitet, langsigtede bæredygtige mål, på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering.

Det er kapitalisme, krig, klimaforandringer og manglende respekt for mennesker i nød, der er varemærket for højrefløjen, hvad er fundamentet for den såkaldte venstrefløj?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jeg er sikker på, socialistisk omstilling indtræffer snart, af sig selv. Det sker pga. kedsomhed: det, som kapitalismen kan tilbyde af oveforbrug og tomme kalorier.
"Man kan jo også få for meget af det søde,
Så får man kvalme og har brug for anden føde."
Shakespeare/Møllehave "En Midsommernats Drøm"

Sider