Analyse
Læsetid: 13 min.

Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

De vestlige vælgeres flugt fra det politiske centrum til fløjene afspejler en forudanelse om en økonomisk models disintegration. Tillidskrisen er som de nødstedtes vandring mod Europa en konsekvens af, at modellen og dens forvaltere i magtens centrum ikke har kunnet sikre lighed og nu heller ikke kan præstere vækst
Det politiske centrum kan ikke tackle udfordringerne for en økonomisk model, der mister evnen til vækst – mennesker, presses ud på fløjene af nød – som her i Madrid – eller i håb om bedre svar der.

Daniel Ochoa de Olza

Moderne Tider
23. april 2016

De skriftkloge diskuterer stadig, hvad William Butler Yeats havde i tankerne, da han for et århundrede siden, omkring Første Verdenskrigs blodige afslutning, skrev sit berømte digt The Second Coming med verselinjen: Things fall apart; the centre cannot hold. Den irske digter fortsatte, i Henrik Nordbrandts oversættelse:

»Rent anarki slippes løs på verden, den blod-omtågede stormflod slippes løs, og overalt druknes uskyldighedens ceremoni; de bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet

Nogle mener, at Yeats for sig så spirerne til 1930’ernes fascisme og nazisme, voksende ud af den kombinerede tvivl om humanismen, som krigens gru affødte, og den økonomiske krise, som fra begyndelsen af 1920’erne i flere bølger undergravede levevilkårene og tilliden i datidens Europa.

De gode, demokratisk sindede kræfter stod rådvilde, mens den højrenationale, fremmedfjendske populisme marcherede højlydt.

I dag drager iagttagere Yeats’ digt frem igen.

»Overalt i verden er der i dag en fornemmelse af en æras afslutning, en dyb forudanelse af hidtil stabile samfunds disintegration,« skriver den fremtrædende økonom Anatole Kaletsky i en Project Syndicate-tekst med referencer til digtet.

Og forudanelsen deles af mange med indsigt. Den prisbelønnede amerikanske forfatter og kommentator ved New York Times Thomas Friedman beskriver de »seismiske forskydninger i det globale systems bærende fundament med højst uforudsigelige konsekvenser«.

Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer skriver i en anden Projekt Syndicate-kommentar, at »der sker for tiden en foruroligende bevægelse mod højre på begge sider af Atlanten«.

»De raser alle mod ’systemet’« og udtrykker »en længsel efter simple løsninger,« anfører Fischer.

Belgiens tidligere statsminister, EU-parlamentarikeren Guy Verhofstadt, oplever »et giftigt, ustabilt politisk miljø i hele Europa, hvor populisme og nationalisme trives«.

»Trods sine imponerende resultater gennem årtierne risikerer det europæiske projekt nu disintegration,« advarer den borgerlige belgiske politiker.

Og på den hjemlige scene bidrager justitsminister Søren Pind i Politiken med sin bekymring over, at »et ellers fredeligt og forsonligt folk er ved at blive et meget vredt folk«.

»Det kan ende med at være farligt,« advarer ministeren og henviser til den kombinerede følelse af vrede og afmagt, der breder sig og nærer ekstremismen.

I samme avis har chefredaktør, Bo Lidegaard, i flere omgange fabuleret i foruroligede vendinger over »samfundets institutioner, der styrtbløder autoritet«, og afspejler »et tillidstab af historisk omfang« og »et afgørende syndefald for den grundlæggende sociale og politiske kontrakt, der prægede den demokratiske verden i mere end et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig«.

Fornemmelsen af at ’centret ikke kan holde’, at de etablerede politiske partier og institutioner står uden svar på de hårdnakkede kriser og skræmmende opløsningstendenser, kan aflæses i vælgervandringer til yderfløjene overalt i Vesten.

Nogle søger mod venstre i håb om, at nye visioner og handlekraft kan hentes hos en Bernie Sanders i USA, en Jeremy Corbyn hos britiske Labour eller hos Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og Piratpartiet i Island, som ved valget i 2013 kom ind i Altinget med 5,1 pct. af stemmerne, men nu står til at blive Islands ubetinget største parti med 30-40 pct.

Andre – flere – går mod højre for at finde stærke ledere, der kan genskabe trygheden, den gamle orden.

I Finland sidder højrenationalisterne De Sande Finner i regering som næststørste parti, i Norge er Fremskrittspartiet med i regeringen ledet af Højre, i Sverige er det indvandrerfjendtlige Sverigedemokraterne Riksdagens tredjestørste parti, mens Dansk Folkeparti er næststørst i Folketinget og i fremgang i målingerne.

Nede i Kontinentaleuropa fik det nye islamkritiske højreparti Alternative für Deutschland hver fjerde stemme ved det seneste delstatsvalg i Sachsen-Anhalt.

I Frankrig kan Front Nationals leder, Marine Le Pen, måske vinde næste års præsidentvalg og realisere sine valgløfter om bl.a. at melde Frankrig ud af Eurozonen. Hvis en anden valgrunde ender med at stå mellem Le Pen og præsident Hollande, tegner det i øjeblikket til, at Le Pen får 46 pct. af stemmerne, men målingerne svinger, og hun har et par gange været over 50 pct.

I Holland, hvor der parlamentsvalg inden for et år, står Geert Wilders’ højreekstreme Frihedsparti til at blive partiet med flest pladser i parlamentet.

Mod øst regeres Ungarn autoritært af Victor Orbán, der dæmoniserer flygtninge, undertrykker medier og indskrænker borgerrettigheder, med henvisning til at nationen er truet, alt mens den ultranationale premierminister i Polen, Jaroslaw Kaczy´nski, gør sit bedste for at kopiere ham.

I Storbritannien går det nationalkonservative UKIP frem i meningsmålingerne og kan være med til at fremkalde en britisk udmeldelse af EU ved folkeafstemningen den 23. juni – netop nu står tilhængere og modstandere lige i meningsmålingerne.

Allermest opsigtsvækkende er støtten i USA til byggematadoren og milliardæren Donald Trump, der har overrumplet og rystet eliten i Washington ved den indtil nu massive opbakning til hans kandidatkampagne, præget af voldstrusler, fremmedhad, mandschauvinisme, sjofel retorik og fravær af egentlig politik. Trump vil give det meste af verden et spark i røven og »make America great again«. Punktum.

En længsel efter simple løsninger og stærke ledere, som Joschka Fischer siger.

Uligheden vokser rundt om Europa, og imens  kommer de nødstedte og underpriviligerede hertil for at finde tryghed. EU møder dem med mure, hegn og kampklædt politi, som her ved rydningen af den uofficielle flygtningelejr ’The Jungle’ ved Calais, Frankrig i starten af marts. 

Uligheden vokser rundt om Europa, og imens  kommer de nødstedte og underpriviligerede hertil for at finde tryghed. EU møder dem med mure, hegn og kampklædt politi, som her ved rydningen af den uofficielle flygtningelejr ’The Jungle’ ved Calais, Frankrig i starten af marts. 

Ulrik Hasemann

Den voksende ulighed

Bevægelserne mod venstre og mod højre afspejler på én måde modsætninger, men er samtidig udtryk for det samme: dyb bekymring over udviklingen i verden og dyb mistillid til det bestående systems og det politiske centrums evne til at styre den.

Igennem nu 35 år er befolkningerne på begge sider af Atlanten blevet forsikret om, at globalisering af økonomien var svaret på de krisetegn med lavvækst og arbejdsløshed, der dukkede op fra 1970’erne.

Med Chicago-økonomen Milton Friedman som teoretisk orakel og Ronald Reagan og Margaret Thatcher som ideologiske og praktiske iværksættere udstedtes løfter om, at fri bevægelighed af varer, arbejdskraft og kapital, fri konkurrence og deregulering ville genskabe den økonomiske vækst og bringe velstand og fornyet tryghed til de voksende middelklasser.

I korte perioder har modellen leveret, men med finansiel turbulens fra år 2000 og hårdnakket økonomisk krise siden 2007 er troen på opskriften krakeleret. I det omfang, der har kunnet skabes økonomisk fremgang, er den i stigende grad tilfaldet de i forvejen velstående og særligt de allerrigeste.

Hver gang udviklingsorganisationen Oxfam siden 2010 har offentliggjort sin årsrapport om globale rigdomskoncentration, er billedet blevet mere skævt. I 2010 besad verdens 388 rigeste samme velstand som den fattigste halvdel af den globale befolkning – i 2015-rapporten var denne andel koncentreret på blot 62 milliardærers hænder.

I Danmark er uligheden, målt ved Ginikoefficienten, steget konstant gennem de seneste 20 år – med 2008 som en kortvarig undtagelse, fordi dem med store formuer her tabte penge på finanskrisen.

I tiden siden 1985 har de rigeste 10 pct. af befolkningen ifølge AE-Rådet øget deres andel af den samlede indkomst efter skat til 22,5 pct., mens de fattigste 10 pct. har en svindende andel på nu kun 3,6 pct. Under krisen, dvs. siden 2008, er de riges lønindkomst steget med 13.000 kr., mens faglærte og ufaglærte arbejderes realløn er faldet med over 6.000 kr.

Nationalt som internationalt: Der er hverken sket den omfordeling eller den ’nedsivning’ af velstand fra de privilegerede til de dårligt stillede, som befolkningerne var stillet i udsigt.

»There is no alternative,« sagde Margaret Thatcher i de tidlige 1980’ere om den frisatte kapitalisme, globale deregulering og intensiverede konkurrence. Hendes partifælle, nuværende britiske premierminister David Cameron, genintroducerede TINA-udtrykket for et par år siden i et forsvar for de krisebestemte nedskæringer:

»Hvis der var en anden vej, ville jeg vælge den. Men der er intet alternativ.«

I Danmark kaldes det ’nødvendighedens politik’ af politikere, men opleves af befolkningen som overgreb på velerhvervede velfærdsgoder og frihedsrettigheder.

Den politik, der skulle være redskab for at skabe øget trivsel og tryghed for mennesker, føles som udefrakommende tvang og er dermed ved at ende som sin egen modsætning. Mennesker skal i dag indrette sig på at tilfredsstille det økonomiske system, hvor det omvendte egentlig var meningen.

Kilde: Funke, Schularick og Trebesch: Going to Extremes: Politics after Financial Crises, 1870-2014

Skuffelsen over denne udvikling kombineres med frygten for, at andre i stedet høster frugterne af globaliseringen, vinder magt og indflydelse og tager job og velfærd fra Europas og USA’s arbejdere og middelklasser.

Det er med til at forklare den markante modstand mod de to store handels- og investeringsaftaler, det politiske establishment søger at indgå hen over Stillehavet og hen over Atlanten – hhv. TPP og TTIP – som saltvandsindsprøjtninger til virksomhederne, investorerne og væksten. Såvel på den højrenationale fløj som på venstrefløjen i USA og Europa mobiliseres der – med forskellig betoning – imod aftalerne.

Mure mod de fremmede

Endnu stærkere kommer utryghed og vrede til udtryk i modstanden mod strømmene af migranter og flygtninge.

I USA vil Donald Trump bygge en mur for at holde mexicanske migranter ude, i EU er hegn, mure og grænsekontroller allerede etableret, og når flygtninge søger at forcere dem, bliver de – børn som voksne, kvinder som mænd – mødt af politiets tåregas og gummikugler som for nylig på grænsen mellem Grækenland og Makedonien eller af selvbestaltede vagtværn med macheter, der på den bulgarsk-tyrkiske grænse indfanger flygtninge og tvinger dem tilbage til Tyrkiet.

EU’s beslutningstagere opleves som paralyserede, ude af stand til at nå til enighed om løsninger og fordeling af flygtningene – dels fordi hvert medlemsland vogter på egne grænser og interesser, dels fordi regeringerne nationalt er under pres fra både højre og venstre.

De fremstormende højrepartier vil have hård afvisningspolitik, mens folk på venstrefløjen vil have solidarisk politik, hvor hvert land tager imod sin fair andel af de millioner, der er fordrevet fra især Syrien.

Når EU-toppen samtidig er ude af stand til at levere en løsning på den økonomiske krise, ude af stand til at udligne forskelle mellem nord og syd, ude af stand til at vedtage en fælles økonomisk politik som overbygning på den fælles valutaunion, så mister samarbejdsprojektet og dets bærende politikere legitimitet og troværdighed.

Den seneste Eurobarometer-måling af europæernes tillid til EU viser et fortsat langsigtet fald: Fra 50 pct. af de adspurgte europæere, som i 2006 nærede tillid til unionen, til kun 32 pct. i 2015.

Specielt i de syd- og østeuropæiske lande samt i Storbritannien føler klare flertal sig overhørt i EU – noget, som også kom til udtryk i den hollandske folkeafstemning om EU’s handelsaftale med Ukraine, hvor kun 38 pct. stemte ja og hele 61 pct. nej. Et nej til den europæiske elite og »begyndelsen til enden på EU«, skrev en opløftet Geert Wilders i en tweet efter protestafstemningen.

Til The Guardian siger den britiske professor i europæisk politik ved London School of Economics Simon Hix:

»Mainstreampartierne fra centrum-venstre og centrum-højre, som engang kunne regne med 40 pct. af stemmerne, er nu reduceret til 20-25 pct. Det sker overalt, og det kan indebære massive problemer.«

S: Parti af systemforvaltere

I Danmark er ikke mindst Socialdemokraterne trængt af den faldende tillid til den politiske midte. De seneste måneder har partiets ledelse modtaget hårde ord fra såvel den ældre som den unge generation af fremtrædende partimedlemmer.

»Hvis linjen fra Thorning og Corydon fortsætter under Mette Frederiksen, vil partiet bare blive ved at skrumpe,« sagde Ritt Bjerregaard i januar til Politiken.

»Nu er retfærdighedsfornemmelsen forsvundet, og det er blevet nødvendighedens politik over hele linjen«, mener S-veteranen.

I marts udtrykte formanden for DSU, Alexander Grandt Petersen, i samme avis tilsvarende sin skuffelse over sit partis »knæfald for markedsstaten«.

»Frygten for finansmarkederne blev det styrende for regeringen frem for et egentligt politisk program. Økonomien blev så at sige afpolitiseret og Socialdemokratiet reducerede sig selv til administratorer af statsfinanserne,« skriver DSU-formanden om den tidligere S-ledede regering.

I regering fremstod Socialdemokraterne som teknokratiske forvaltere af konkurrencestaten og nødvendighedens politik – uden et ideologisk projekt eller visioner med evne til at begejstre vælgerne.

I opposition har partiet og dets nye leder i dag så travlt med at dæmme op for vælgerflugten til Dansk Folkeparti via bl.a. en hård udlændingepolitik, at man spiller højt spil med i hvert fald Enhedslistens og Alternativets vilje til og mulighed for at pege på Mette Frederiksen som ny statsminister efter et valg.

Det fremføres, at disintegrationen, tillidskrisen, højrepopulismen afspejler utryghed ved og modstand mod globaliseringen. Det er rigtigt. Men det er mere præcist at sige, at det er utilfredshed med og vrede over selve måden, globaliseringen har udfoldet sig på. Altså at den ikke har virket, som det blev stillet i udsigt: til det fælles bedste.

Det er blevet en globalisering, der især er kommet multinationale selskaber, finanssektoren og de rige til gode, mens almindelige lønmodtagere og mennesker på randen af arbejdsmarkedet har oplevet skærpet konkurrencepres, stagnerende velfærd og mindre frihed til at vælge eget liv.

Plus presset udefra, fra de nødstedte millioner, der blot har taget globaliseringsbudskabet om fri bevægelighed til sig og nu prøver at bevæge sig væk fra fattigdom, konflikt og undertrykkelse og hen mod egne, hvor forholdene er tryggere.

Mange faktorer kan bidrage til at forklare, at globaliseringen er kørt skævt, men ét forhold er altafgørende: Den har ikke leveret stabil økonomisk vækst.

En genskabelse af væksten var det primære formål og dét, der kunne have banet vejen for større fælles velfærd, tro på fremtiden, solidaritet og samarbejdsvilje samt tillid til modellen og dens forvaltere i det politisk-økonomiske centrum. Med fornyet vækst og nok til alle havde der ikke været klangbund for højrepopulisternes simple løsninger og romantiske forestillinger om at genskabe den gamle, lukkede, nationale orden.

En nedslidt model

At kagen næsten ikke vokser mere, kan langt hen ad vejen forklare de fattige og nødstedtes opbrud og folkevandring mod Europa, de riges uetiske finansspekulation og skattesnyd i forsøget på at opretholde profit og formuer, de sociale nedskæringer som led i den nødvendighedens politik, der skal få statsbudgetterne til at hænge sammen, samt presset på enhver for at blive mere produktiv og konkurrencedygtig.

Økonomerne Manuel Funke, Moritz Schularick og Christoph Trebesch har i en omfattende historisk analyse af 140 års finansielle kriser dokumenteret, hvordan sådanne kriser udløser midlertidige politiske kriser og polarisering – typisk med vælgervandring mod det ekstreme højre – indtil økonomien er genoprettet.

Så havde man blot haft held til at genskabe og fastholde vækstraterne fra de gyldne årtier efter Anden Verdenskrig, ville tingene næppe være faldet fra hinanden og centret ikke være på vej til at bryde sammen.

Faktum er imidlertid, at det, der af nogle fortsat udlægges som en midlertidig krise, der snart vil være afløst af ’konjunkturnormalisering’, er en fortsættelse af nu et halvt århundredes uafbrudte tendens til faldende økonomiske vækstrater, årti for årti. Fra årlige BNP-vækstrater på omkring 5,4 pct. i snit for i-landene i 1960’erne til aktuelle rater på en til to pct.

Måske ser optimistiske økonomiske analytikere netop nu spæde tegn på ’genopretning’ af Europas økonomi, men samtidig er der alvorlig nedtur i tidligere højvækstregioner – recession i Latinamerika og Rusland og nedadgående vækstrater i Kina. Det er kun et spørgsmål om tid, før en dybere krise på ny indhenter de vestlige lande.

Den kendsgerning, de færreste politikere evner at tage ind, og mange mainstream-økonomer nægter at se i øjnene, er, at den kendte model er nedslidt. Den kan ikke længere præstere vækst som tilforn.

Det handler om en række ting – om at behov begynder at blive mættede i dele af verden, om at det viser sig stedse vanskelige at presse produktiviteten op, om at råstofsektoren bliver stadig mere økonomisk labil i takt med presset på ressourcerne, og om at klimaforandringer, udpining af den frugtbare jord, presset på vandressourcer, forurening af luft og vand er begyndt at undergrave den vækst, der i sidste ende hviler på naturgrundlaget.

Den globale økonomi er i dag som en badebold, der er pustet op til maksimum. Bliver vi ved at pumpe mere luft ind i den, brister den. Grænserne er nået.

Det er en indsigt og en ny virkelighed, som bryder med de modelbaserede forestillinger, der har båret velfærdsvisionerne og dikteret den økonomiske politik i mere end 50 år. En indsigt som beslutningstagerne og deres økonomiske rådgivere endnu ikke evner at tage ind og ikke har redskaber og praktiske strategier til at håndtere.

Man er i dagens virkelighed brutalt konfronteret med mundheldet om, at når krybben er tom, bides hestene, men er ikke nået til erkendelsen af, at når kagen ikke vokser mere, så tvinges man til at dele det, der er.

Hele vækstfilosofien i nyere tid og hele den neoliberale globaliseringspolitik kan ses som strategier til at undgå den svære omfordeling, som forudsætter appel til helt andre sider af mennesket end den materialistiske, konkurrencebaserede, individfokuserede tidsånd, vi er blevet indprentet siden 1980’erne.

Politikerne i centrum aner ikke deres levende råd om, hvordan de skal italesætte, endsige bane vej for, en ny økonomi, der udfolder sig inden for naturgrundlagets grænser og deler de goder, planeten kan levere, mere ligeligt mellem mennesker. De fornægter budskabet og tumler videre med skyklapper på, i håbet om at noget vil vise sig.

Da laissez faire-politikken udløste depression i 1920’erne, rykkede keynesianismen ind med en ny model, der skabte vækst i nogle årtier. Da keynesianismen stødte på grund i 1970’erne, stod de neoliberale klar med deres frimarkedsbaserede model.

Nu evner denne neoliberale model ikke længere at levere vækst, og politikerne – svækkede af markedsfokuseringen – ved ikke, hvad de skal sætte i stedet.

Rundt om dem mærker mennesker, at systemet vakler, og at dets forvaltere står nøgne, rådvilde, uden svar.

Things fall apart; the centre cannot hold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Hele debatten bør da gå på, hvem der har en god ide til, hvordan vi får skåret kapitalismen ned til sokkeholderne. Der er vist stadig nogle, der mener, at den helt skal fjernes. OK, kom frem af busken!
Jeg ved ikke, om SF har en ide.
EL må vel have det... Sig frem!
Alternativet har en masse gode ideer, og jeg vil sige, at det det myldrer, men her skal man nok være tæt på for at fornemme det. Man skal jo passe på med ikke at udsætte sig for meget for mængdens tilråb.
Indtil nu er det dog gået meget godt. Problemet er, hvem der skal peges på som ny statsminister. Her vil debattørerne nok pege på Mette, men jeg foreslår Uffe, som vil være et frisk pust.

I Danmark har vi folketingsvalg mindst hvert 4.år.

Så kan alle vælgerne gå ud og sætte deres kryds på stemmesedlen - og de valgte har så et folkeligt mandat til at finde ud af at regere landet .

Vælger man en flok "populistiske abekatte" til at regere Danmark, så går det skidt - vælger man med "omtanke", så får man et godt Folketing og en god regeringsførelse m v.

Det er vælgerne , der suverænt bestemmer - og det kan de politiske kommentatorer og "kloge samfundskritikere" lige så godt vænne sig til først som sidst..

I øvrigt er Danmark et stabilt, trygt og veldrevet land med en efter international målestok særdeles god regeringsførelse - så de danske vælgere og de valgte politikere er altså ikke så dumme endda.

Philip B. Johnsen

Robert Kroll
Du og jeg lever i drømmeverden, uden mulighed for at blive vækket pga. politisk mafia.

I den virkelige verden, hvis vi fik lov til at debattere fakta og ikke kun mafia verdenen, er vækst tryghed, ikke at forveksle med økonomisk vækst, der er motoren bag mafia, ulighed og klimaforandringer.

Ja, det fremgår jo tydeligt af debatten - som jeg omhyggeligt har læst i sammenhæng efter - ufrivilligt (det var min udbyders fejl) - at have været afskåret fra 'nettet, i et lille døgns tid - at der nok ikke er nogen nemme løsninger. Fuck!

Philip B. Johnsen

Robert Kroll
PS.
Hvis du har glemt den tilslørede verden du og jeg lever i undertrykt og fastholdt af mafia.

"Skattely' brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked, hvis handlen ikke gennemføres vil EU give bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Forklare tidligere finansminister Bjarne Corydon på DR2.

Mafia.
Fra link:
"Mafia, form for kriminel organisation, der foruden gangsterens almindelige virkemidler, korruption, trusler og vold, benytter sig af forbindelser i finansverdenen, i den politiske verden og i den offentlige forvaltning. Disse medskyldige beskytter mafiaen mod retsforfølgelse, sørger for, at virksomheder, der er knyttet til mafiaen, får offentlige entrepriser samt vasker sorte penge hvide."

Link: http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_1...

Klimaforandringerne 'uden filter'.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Hvor tåbelige tror, vores folkevalgte politikkere egentligt borgerne er?

Steffen Gliese

Ingen kan mene, at det er demokrati, at man hvert fjerde kan få lov til at vælge en repræsentant til at skalte med landet efter forgodtbefindende.

Torben R. Jensen

Jo Steffen, det er vi nogen, som mener.
Det væsentlige ved demokratiet er muligheden for at kritisere, stille op eller vælge nogle andre repræsentanter, hvis man er utilfreds.
Til gengæld er det nok ikke muligt at lave en demokratimodel, som alle synes er perfekt i alle forhold.

Philip B. Johnsen

Torben R. Jensen
TTIP og den skjulte antidemokratiske medfølgende ISDS, den sikre mafia fortsat vil dominere over demokrati.

Fra link: 19/02/2016 B
"Nevertheless, ISDS is expected to be back on the agenda of negotiators next week after the EU Commission’s DG Trade after Malmstroem had taken it off the agenda 'while the public consultation in the EU was ongoing'."

Link: http://www.ip-watch.org/2016/02/19/ttip-alternative-isds-no-real-alterna...

Philip B. Johnsen

Torben R. Jensen
Sådan fungere TTIP og ISDS i praksis.

Link: http://youtu.be/M4-mlGRPmkU

Torben R. Jensen

Phillip Johnsen:
Jeg har bemærket, at frihandelsaftalerne vil beskytte multinational virksomhed og reducere regeringernes handlemuligheder.
Min kommentar gik på demokratiet, hvor Steffen Gliese kom med et meget bombastisk udsagn.
Det er vel netop frygten for demokratierne, som gør, at Merkel og Obama har travlt med at få gennemført frihandelsaftalerne, inden de bliver afsat og mere kritiske politikere måske får tilstrækkelig indflydelse til også at stoppe eller ændre aftalerne.

Philip B. Johnsen

EU Mafia anno 2016.

Luxembourg-fintens fader EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, skulle sætte sig selv og Luxembourg på EU's sorte listen over international økonomisk organiseret skatteunddragelse kriminelle lande og personer.

Det sker ikke fordi mafia, skal ikke forveksles med demokrati.

Fra link:
Tre whistleblowere risikerer hårde fængselsstraffe trods omfattende ros for skattelækage.
Retssag begynder i dag i Luxembourg mod tre mænd, anklaget for at stå bag lækage, som afslørede hemmelige skattefordele til multinationale selskaber.

Link: http://politiken.dk/oekonomi/fokus_oekonomi/Luxembourg_laekage/ECE317539...

Torben R. Jensen, Carsten Svendsen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

De skal gå tilbage til korsvejen og tage den rigtige denne gang.

Steffen Gliese

I øvrigt skal de bare komme i gang med at appellere til de generøse, fællesskabsorienterede sider, som jo blev så skammeligt forladt dér for 30 år siden, mens de var på deres højeste, men også førte til mere magt til helt almindelige mennesker, hvad der aldrig er populært blandt dem, der har et ledergern - og som af den grund af al magt skal holde fra fadet, fordi de ikke har noget mål med deres ledelse andet end magtudøvelse. Derfor utallige talentløse, ligegyldige eller direkte skadelige strukturreformer.

Christian Nymark og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Vi skal være den britiske befolkning taknemmelige for deres Brexit. Det er lidt af et wake-up-call for de neo liberalistiske politiske magthavere i EU. Social dumping og ulighed bliver EU's endelige, hvis der ikke ændres kurs mod en mere klassisk socialdemokratisk linie med gode livsvilkår for alle.

...Den neo liberalistiske konkurencestat har slået total fejl og tilgodeser den lille elite og lader folket sejle.

Torben R. Jensen, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Hvis der ellers kommer et Brexit.

Det er langt fra sikkert endnu med foreløbig 2 millioner protest underskrifter med krav om omvalg. Sker det og Brexit underkendes vil balladen først for alvor starte gennem enorm vrede og frustrationer i den britiske befolkning.

Jørgen Steen Andersen

Danske politikeres udtalelser i disse dage tyder ikke på, at de har tænkt sig at ændre det neoliberale politisk/økonomiske system og prøve at føre politik til almindelige menneskers beskyttelse mod det neoliberale økonomiske systems mange skadelige og urimelige overgreb.
Hvorfor skal det være så nemt for kapitalejere og et meget besværligt liv for arbejdere og lønmodtagere generelt.
Den neoliberale konkurrencemodel er en nedadgående spiral, hvor levevilkårene for almindelige mennesker vedblivende vil blive forringet med henvisning til konkurrenceevnen.
Det er bare sørgeligt, at borgerlige partier accepterer dette eller ikke kan se, at det er det der sker.
Det kommer til at gå helt galt, for vi får arbejdsforhold som i 1800 - tallet, hvor arbejderne boede på fabrikken og arbejdede nærmest hele døgnet.
Det er besynderligt at man bare vil skrotte de fremskridt, som er opnået i de sidste 100 år.

Ebbe Overbye, Steffen Gliese og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er jo ikke for tiden nogen, der regner med Danmark, Herman Hansen, dertil har vi vist os alt for udtilbens i løsningerne af konflikterne og tilbagerulningerne af tidligere progressive politikker, hvor vi nu hastigt overhales af de andre, der ikke gør alt til et ideologisk projekt efter amerikansk målestok.
Det er det vigtigste ved Englands udtræden: at den bremse for væsentlige og fremadrettede beslutninger, UK har udgjort, kommer væk.

Fremragende artikel, jaja. Men ej heller noget nyt vi hører her og vi kommer jo ikke videre med at vende samme emner igen og igen bare for at konkludere og lamentere at vi er på røven - og give venstrefløjen skyld for ikke at have fundet løsninger i god tid. (Det har den faktisk, de blev bare ikke accepteret fordi griskheden gjorde folk døve på det venstre øre)

Spørgsmålet er så, hvordan kommer vi på benene igen?

Det bør vel være det vi skulle bruge vores energi på, ikke for at fastslå hvad der er gået galt igen og igen som en vinylpladespiller der hænger i en rille.

Christian Nymark og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Socialisme efter bogen, alt andet er udenomssnak.

Anders Hansen

Det er helt ærligt en af de værste omgange sludder jeg har læst længe. Liberalismen har været på tilbagetog i årtier. Se bare på den offentlige sektors størrelse. Den er en klar indikation på, hvor lidt indflydelse liberalismen har.
Ja, der er kommet lidt liberale tendenser indenfor de sidste få år, men det er ikke nogle bevægelser som har fået nogen reel magt endnu. Til gengæld er det yderst belejligt for socialismen fordi de så kan bruge dem som skydeskive for alt det, der er galt i samfundet. Altså alt det som socialismen har ødelagt.
Danmark er på vej til økonomisk kollaps lige så sikkert som Venezuela. Vi gør det bare i lidt lavere tempo, hvilket skyldes at magten ikke i samme grad er overdraget til korrupte politikere. Men vi er godt på vej.

Jørgen Steen Andersen

Anders Hansen 13:50
Nu har jeg læst din kommentar et par gange, men det er ikke lykkedes mig at få en mening ud af det det.
Du vil vist ikke acceptere, at neoliberalismen har noget med de nuværende problemer at gøre, det er nærmest socialisternes skyld, for liberalismen er på tilbagetog.
Det er mildest talt ikke min mening.
Over and out!

Anders Hansen

Jørgen Steen Andersen 18:02
Ærgerligt at du ikke kan finde mening i det jeg skriver. Jeg har lige læst det igennem igen og jeg synes nu det er ret tydeligt. Jeg skriver at liberalismen har haft meget lidt indflydelse på samfundet.
Liberalisme er et spørgsmål om frihed, begrænset offentlig system, lave skatter og mindre overvågning og kontrol. Ser vi på de sidste 50 år er de alle gået i modsat retning af hvad liberalismen står for. Altså har liberalismen ikke haft meget indflydelse på samfundsudviklingen i de sidste mange årtier. Hvis liberalisme skal have skyld for noget så er det MANGLEN på liberalismen, der skal peges på.
Et eksempel er at befolkningen de sidste 50 år er steget ca. 1 mio mennesker. Af denne stigning er det meget få, der arbejder i det private erhvervsliv. Derimod er der en meget stor stigning i antallet af offentlige ansatte (mere end fordoblet), og derudover er der også stor stigning i personer på en eller anden form for offentlig forsørgelse.

Jørgen Steen Andersen

Liberalisme er for mig ubegrænset frihandel, og det er den tilstand, vi har i og med global neoliberalisme.

Jørgen Steen Andersen

At der er mange personer på offentlig forsørgelse er et direkte resultat af den herskende neoliberale økonomiske verdensorden, som kasserer folk, når de ikke kan levere varen.

Bill Atkins @ Socialisme efter bogen, alt andet er udenomssnak.

Med al respekt, mener du virkelig det er så enkelt? Kan ikke se at Socialismen efter bogen har alle svarene. Vores situation er meget mere kompleks end man har kunnet forudse i den tid hvor bogen om socialismen er blevet skrevet. Mig bekendt fylder miljø ikke meget i socialismen og så forudsætter socialismen det samme arbejdsmarked som kapitalismen, bare med andre foretegn og også satsningen på vækst som primo motor er den samme.

Mit gæt er at det netop er en af hovedårsagerne for venstrefløjens handlingslammelse, at man må erkende at socialismen netop IKKE kan vise en vej ud af den komplekse systemkrise vi har om ørene.

Anders Hansen,

hvor i verden findes egentligt dette liberalistiske idealsamfund du skriver om?
Hvor kan vi komme og se hvor godt det fungerer i virkeligheden?

curt jensen, tak fordi du bad mig uddybe. "Socialisme efter bogen" er ment som en joke, da den bog jo ikke er skrevet. Jeg er af den opfattelse, at vil man socialisme: 'Stat og marked underkastes en demokratisk udbygning og styring', så er det nødvendigt at studere marxisme og detektere kapitalismens systemfejl og lægge en bevidst plan for produktionens og økonomiens udvikling naturligvis under hensyn til eksv. beskæftigelse, arbejdsmiljø, natur, lavindkomst eller hvad man nu ønsker samfundsudviklinge.

Jeg kan virkelig ikke se at 2008 krisen er kompliceret i en grad at at socialismen ikke skulle være svaret. I Kina eksv pumper man penge ind i bunden af samfundet og de holder en vækst på 6-8%

EU's neoliberale politik der overlade magten over arbejdskraft, produktion og kapitalstrømme til kapitalisterne mens Staten holder inflationen i ro har spillet fallit og jeg kan virkelig ikke se hvorfor socialisme og planøkonomi ikke skulle kunne tage over.

PS. Der findes en lang række automatreaktioner når vi taler socialisme - eksv. at planøkonomi ikke virker. Et studie i USSR´s planøkonomi vise at den rent faktisk fungerede. Og den nye teknologi giver iøvrigt nogle langt mere effektive redskaber til samfundsmæssig produktionsstyring end USSR havde til rådighed.

Carsten Svendsen

Anders Hansen, du er gået glip af ca. 35 års verdensudvikling.
Du kan starte med at slå "Reaganomics" og "Outsourcing" op.

Anders Hansen

curt jensen 20:22

Schweiz er nok det nærmeste vi kommer på et velfungerende liberalistisk samfund, men generelt tror jeg ikke på at der kommer noget godt ud af at gå til ekstremerne med idealistiske samfund.
Det er ikke rigtig prøvet med liberalismen så de har heller ikke fejlet endnu, men andre styreformer har bevist at de ikke er velfungerende når man går til ekstremerne, heriblandt kommunisme, socialisme og fascisme. Disse tre ismer har desuden rigtig mange fællestræk så som stærkt indskrænket frihed ud fra at individet ikke selv kan/skal styre sit liv, men det er bedre at magtapparatet styrer det. Selvstændig tankegang bliver næsten per automatik samfundsfjendtligt.

Anders Hansen

curt jensen 20:22

Der er desuden ikke noget, der har bragt så mange ud af fattigdom som kapitalisme som langt hen ad vejen går hånd i hånd med liberalisme. Intet andet kommer overhovedet i nærheden af kapitalisme til at udrydde fattigdom.

Det tror jeg ike på, Anders Hansen !

Anders Hansen

Torben Skov 03:49
Det er naturligvis helt op til dig selv. Men du kan jo prøve at sætte dig lidt ind i fakta i stedet for bare kategorisk at benægte.

Christian Nymark

Små stammer af klima-oprørere, som underminerer de dele af maskinen der er værst, er den endelige udvej for os alle - når vi ikke leder efter maden.

Mens vi venter på at driste os til det, kan vi passende tale om hvilken "isme" der har smadret planeten hurtigst?

Noget med et frisat ego, kanske..

Anders Hansen, har jo for så vidt ret, da han opfatter den industrielle produktion som kapitalisme.

Hvis vi skelner mellem privatkapitalisme og social statskapitalisme, så er social statskapitalismes lighedsskabende samfund langt mere effektivt som fattigdomsbekæmpelse, end den ulighedsskabende privatkapitalisme.

Touhami Bennour

Alle kender Kapitalismen og Marx´s das capital, samt merverdi. Hvad mangler så for at befolkninger I vesten passer på at deres liv ikke bliver forringet? Det er I hverfald mærkeligt at først man opdager Globalisering nu. De globaleserede lande er de tidligere kolonier, det var overdækket til halsen af Imperialismen. Vensre fløj som højre har vist den blinde øje til Imperialisme, de var den forkælede barn, man tog den ikke serijøst. Folk i Vesten kunne suplere deres måltid med let frugt. De var ikke rigtig solidaritet, det var I virkligheden glemt. Det var en ting som artiklen sagde ikke noget om. Det anden va den kolde krig. Venstre fløjen har som højre og kapitalisterne en angst som har at gøre med deres livsgrundlag, og privat ejendom som var truet I den konflikt med USSR. Derfor kapitalen vendte om mod dens egn befolkning efter USSR´s sammenbrud, artiklen sagde heller ikke noget om det. Globalisering er kommet for at blive( hvis du er I anden sal så kender du den første sal. men ikke omvendt). Løsningen er meget svær og det kræver store forandringer. jeg tror ikke det kan nåes før katastrofen. Toget er kørt. folk giver stadig globaliseringen skyld. I stedetfor at skelne "uligheden problematikken med globalisering"

Niels K. Nielsen

Det er altså uhyggeligt at læse så mange kommentatorers omtale af og hyldest til socialisme og kommunisme.
Det svarer til at hylde nacismen og tro på nacismen, som svar på det gode samfund.
Det er også forsøgt før, og med samme udfald som de socialistiske / kommunistiske samfundseksperimenter.

Philip B. Johnsen

»Overalt i verden er der i dag en fornemmelse af en æras afslutning, en dyb forudanelse af hidtil stabile samfunds disintegration,« skriver den fremtrædende økonom Anatole Kaletsky i en Project Syndicate-tekst med referencer til digtet.(...)The Second Coming.

Fakta tjek:
De menneskeskabte klimaforandringer, de såkalte økonomiske videnskablig eksperter ulighed, velstand og økonomisk vækst.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne skabe, samlet set global vækst, uden brug af energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Ingen nulevende økonom har til dato kunne beskrive et alternativ, der kan skabe samlet set global vækst i fremtiden, uden energi fra afbrænding af kul, olie og gas.

Konklusionen må derfor være, at økonomer generelt og samlet set, ikke har forstået, hvad gode økonomiske forhold er, økonomer har ikke forstået, skabelsen af økonomisk vækst, fornuftig beskæftigelse, rimelig fordeling af velstand og fattigdom?

Hvis man vil forstå, hvorfor vækst i vores del af verden ikke er muligt, så må man sætte sig ind i, hvordan økonomisk vækst samspiller med de menneskeskabte klimaforandringer og den rige del af verdens ubetalte regning.

De nye fremstormende økonomier, vil overtager flere og flere, af både højtuddannedes og ufaglærtes danskeres job, på grund af globalisering, hvor det ikke længere er nødvendigt, at være i samme land for, at udføre en lang række arbejdeopgaver, samtidig med at produktionen flytter til vækstlandene, med billig arbejdskraft og med ringere arbejdsmarkeds lovgivningskrav.

Investeringer foretages, hvor der er afsætningsmulighedder for, at sikre kort leveringstid og hurtig omstillingsmulighed af produktionen, det vil sige der, hvor væksten er, der vil kapitalen flytter med.

Spørgsmålet er kan Danmark/EU rumme en gigantisk størrelse, som klimaforandringspolitik udfordringen er, hvor specielt finanskapitalismen modarbejder en bæredygtig udvikling, gennem investeringer i kul, gas og olie?

En afvikling af denne afhængighed, er nøglen og den eneste nøgle, til fremtidig løsninger og økonomis vækst i EU og USA.

Der er udpræget enighed blandt vækstlandene, det er ikke EU og USA, at hvis de fremstormende økonomier og Afrika der halter bagefter, skal bremse op, for bæredygtig udvikling, så skal de gamle økonomier som EU og USA vise vejen, ved godt eksempel og gå forest, de gamle økonomier, har høstet frugterne, de kortsigtede økonomiske gevinster, men har ikke betalt omkostningerne for velstanden.

Et eksempel til illustration.
"Richer economies like the European Union, the US and others will start to limit their use of HFCs within a few years and make a cut of at least 10% from 2019.The new agreement will see three separate pathways for different countries.

Some developing countries like China, nations in Latin America and island states will freeze their use of HFCs from 2024."
Link: http://www.bbc.com/news/science-environment-37665529

S: Parti af systemforvaltere

Det kan formuleres meget kort, når Socialdemokratiet konkurrere, med andre populistiske underlødige politiske partier, så er Socialdemokratiet et kopi produkt, der ikke ligner den ægte afstumpede vare nok.

At appellere til populister, som de er flest i dagens Danmark, racistiske, magtbegærlige opportunister der vil indføre flertalsdiktatur, med løsninger af sædvanlige apolitisk afstumpede karakter.

Når befolkningen føler sig og virkelig ’er’ oprigtigt truet af folkevandringer fra de menneskeskabte klimaforandringer, de i kølvandet opblussede krige og traditionel fattigdom, der sender mennesker på flygt, når magthaverne, politikerne i kombination med økonomiske system og de mest velhavende, ikke beskytter befolkningen imod alvorlige fare, med handling på de underliggende handlingskrævende problematikker, så bliver der, mere end rigeligt plads til populister, der ikke behøver at forholde sig til det større samlede politiske verdensbillede og dennes udfordringer, opportunister behøver kun at puste til ilden under frygten, have mindst en syndebuk og ville magten og et folkevalgt racistisk flertalsdiktatur er født, et Danmark for selvudråbte overmennesker.

Socialdemokratiet er ikke populistiske nok, til at slå rigtigt igennem, som et ægte populistiske underlødigt politiske parti, Socialdemokratiet er de hårdeste og koldeste, men Socialdemokratiet ikke vundet befolkningens tillid.

Socialdemokratiet har ellers altid tidligere, haft en stor plads i mit hjerte, dengang Socialdemokratiet kæmpede for 'alle' lønmodtageres ret til et godt liv og kæmpede hårdt for mennesker, der af forskellige årsager, fra ulykke til sygdom blev socialt udsatte, men det var dengang, nu er Socialdemokratiet bare et af de mange nye populistiske neo-liberale og anti-demokrati og retsstat partier, der spiller de udsatte ud imod de fattige for, at opnå underliggende politiske mål.

En nedslidt model:
Fairhandel skal generelt etableres på længdekredse og ikke breddekredse, af jorden, det løser befolkningstilvækst og immigration problematikker og skaber ikke samtidig, på kort sigt, menneskeskabte klimaforandringer.

EU i fairhandel aftaler med Afrika og andre relativt fattige regioner giver mulighed for, at sætte høje standarder for miljø, arbejdstageres og forbrugeres rettigheder, det modsatte er tilfældet med USA og Canada, der er udfordrede af ulighed, men også overforbrug på olie, gas og kul, der skader klimaet i hele verden, den udvikling skal reduceres og ikke i vækst.

Niels K. Nielsen

@Philip Johnsen
Folkevandringerne skyldes først og fremmest befolkningseksplosionen og skyldes ikke ændringer i klimaet, som du skriver.

Christian Nymark

Niels:
Det er altså en kvart løgn: syriske flygtninge kan for nogles vedkommende bestemt beskrives som klimaflygtninge. Men det er vores pligt at komme på forkant med de folkevandringer, vi ved vil komme.

Derfor er det en vigtig pointe Philip bringer, uanset omfangets niveau i år. Vi er jo ikke 100 år fra at klimaforandringerne påvirker visse regioner så stærkt at vi får alvor får en strøm af klimaflygtninge, verden aldrig har set mage til før.

Des hurtigere vi vækster, des hurtigere kommer der flere klimaflygtninge.

Touhami Bennour

Hvad er klimaforandring? det lyder her bare som underhodning. Klima opvarmning betydev ELEMENTERNE" gå amog, intet liv er der mere. Men her man begrænser det endnu engang til vekst lande, har de brug fordet ? Hvis er vand i havet og er der ilt, så er der liv? så kan man løse problemerne?Man kan flytte vand fra havet til forskellige hjem til alt mulig brug. Planeten JORDEN er ikke Neptun eller Mars, det er alt her , tænkl på Mendeleev Tavle

Touhami Bennour

Et land som Hong Kong anvender havet vand til toilettere I landet: tænk hvor stor et problem det bliver løst hvis mange I samme i situation gør det samme. Jeg tænker på de arabiske lande, som er alle ( nogle har floder) omringet af vand fra havet, anvender det samme system fra havvand. Jeg tænker også på at installere vand bassiner, hvor det er muligt til indiduel vask. og forstille mig at udvide det til køkken og gøre køkken rent-. Drikke vand kan der afsaltes vand fra havet, det samme kan der anvendes evt.til landbrug. Det er mange muligheder ved hav vand. Problemet er den neoliberal system tillader det- Her er venstre og højre enig at sætte skæp i julet.

Den dag havvand kan bruges til vanding er et meget stort globalt problem løst. Kan vi så få kunstig fotosyntese til at skabe brint, så er energiproblemt løst. Fremtiden er lys, men magthaverne vil hellere krig.

Touhami Bennour

Erratum. "stikke en kæp i hjulet"

Touhami Bennour

Solenergi er uudtømmelig og kan køre dag og nat og absolut ren energi, deen bliver ikke monopol i og det er bedre så, forhåbentlig stopper Islamofobi. for årsagen ligger i Olie indtægterne.

Solen er kilde. Brint er lagermediet.

Touhami Bennour

Ja det hele hedder solenergi. om hvad vi får brint eller helium, jeg er ikke expert.

Touhami Bennour

Der skal en Kopernicus Revolution til, og andre mennesker til at arbejde med. Alt er som det gamle, intet nyt. Se for ex. doppelnationalitets begreb: det forstås som sædvanlig kæp i hjulet, I virkeliheden ser man på det en mulighed til at afskaffe krig, ved at føre mennesker nærmere hinaden. Bare et eksempel.

Martin Widlund

I forhold til mit verdensbillede så er denne artikel som noget fra En skør skør verden... :-)

Neoliberalisme...hvor? Den offentlige sektor er enorm, skattetrykket og reguleringen ligeledes. Keynesianisme kan vel i sin essens defineres som at der skal være offentlige investeringer i lavkonjunkturer og det er fornuftigt hvis man kan time det rigtigt. I Danmark har vi konstant og altid en masse offentlige investeringer.

Sider