Det omvendte karneval

Den russiske filosof og litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin udviklede i 1930’erne et begreb om ’karnevalisering’, der har haft en del teoretisk betydning for både antropologien og litteraturteorien.

Ifølge Bakhtin var det i middelalderen og renæssancen almindeligt at ophæve den almindelige orden i karnevalet, hvor faste strukturer, hierarkier og tabuer blev suspenderet. Denne undtagelsestilstand havde en form for rensende eller terapeutisk effekt, idet den tillod »de latente sider af den menneskelige natur at komme til udtryk«, som det hedder.

Under karnevalet er livet revet ud af dets almindelige gang og »verden er vendt op og ned«. Bakhtin mente, at karnevalets sociale funktion delvis forsvandt med den moderne tid, men at det karnevalistiske i stedet var trådt ind i blandt andet litteraturen.

Hver dag er karneval

Som allerede Walther Benjamin bemærkede i sin tekst om Kapitalisme som religion, er det imidlertid kendetegnende for kapitalismen, at det snarere er selve hverdagen, der er blevet til et karneval.

Langt mere end et klart, struktureret og åbenlyst hierarki, er vores samtid kendetegnet ved sammenblandinger af det høje og det lave, komik og vulgaritet, gameshows, vold som underholdning, osv. Slavoj Žižek bemærker noget lignende i en kritik af Michael Hardt og Antonio Negris begreb om multituden og deres fortolkning af de nyere sociale bevægelser som karnevalistiske.

Ikke at det egentlig er forkert, at mange nye protestformer har fået et karnevalistisk træk, men det er forkert, at det karnevalistiske er progressivt. Der er ikke noget, kapitalismen elsker mere end et godt karneval, hvor folk kan danse i gaderne og gøre grin med magthaverne. Ikke alene er dette en fin måde at lukke lidt damp ud; man kan oven i købet tjene penge på det.

Men måske er der en yderligere pointe i Bakhtins begreb om det karnevalistiske, der kan bruges til at analysere vores samtid. For hvis vi antager, at karnevalet er blevet til den almindelige tilstand, kunne man så ikke netop sige, at alvoren, de tydelige hierarkier og magtinteresser er blevet til undtagelsen?

Verden bliver stadig engang imellem ’vendt op og ned’, men i dag er det alvoren og realiteterne, der træder frem som undtagelser. Vi har fået en slags omvendt karneval: Et afbræk af alvor i det permanente karneval, der er normalen.

Terrorangreb, metanhuller i Sibirien, økonomisk sammenbrud i Grækenland – alle minder de os i et kort øjeblik om noget, vi kalder barske realiteter, men disse realiteter er der blot som en undtagelse, inden vi tænder for X Factor eller skynder os ned på cafeen.

Panama

Set i dette lys er de gravalvorlige afsløringer af Panamapapirene måske netop sådan en omvendt karnevalistisk pause fra den permanente fredagsunderholdning.

Vi kan forarges et par uger over den enorme rigdom og magt, som vi egentlig godt ved ligger derude et sted, men hvad skal man egentlig gøre ved det, bortset fra at brokke sig lidt til kollegerne eller linke til en kritisk artikel på sin Facebookside, og så vende tilbage til normaliteten, rentefradragene, Zulu Awards og Champions League?

Det er jo næsten uoverskueligt at skulle til at lave noget grundlæggende om ved hele den måde, kapitalen bevæger sig gennem verden. Og som Berlingskes Tom Jensen da også beroligende beskrev det sidste søndag, skulle vi måske lige klappe hesten og glæde os over de mange, skinnende ting, vi kan købe for de penge, som erhvervslivets spidser har tjent til os i den skat, de faktisk betaler.

Historiske skift

Hvad, både Bakhtins, Benjamins og Žižeks analyser har vist, er vel først og fremmest, at forholdet mellem normalitet og undtagelse ikke er konstant gennem historien. Måske kan man finde en form for håb i dette.

Det ville for eksempel give Tom Jensens artikel i Berlingske en helt anden lyd, når han skriver, at Panama-skandalen »cementerer den tilsyneladende mere og mere udbredte opfattelse,« at »kapitalismen stinker«.

Han medgiver, at der er en stigende tendens til at mene, at »kapitalismen kun gavner de allerrigeste og de store, multinationale selskaber«, samt at »hele Bernie Sanders’ succesfulde præsidentkampagne i USA er bygget op omkring den vision«.

Måske er det ganske rigtigt netop her, vi finder det virkeligt positive budskab i Sanders’ udfordring af det amerikanske establishment: Ikke nødvendigvis i en realistisk kandidat til præsidentposten, men i en styrkelse af en mere og mere udbredt bevægelse, fra Syriza og Podemos over Jeremy Corbyn til Sanders og hans støtter, der er holdt op med at stille sig tilfreds med karnevalistiske parader og i stedet kræver, at den alvor, der af og til som en undtagelse forstyrrer løjerne, tages alvorligt.