Baggrund
Læsetid: 9 min.

Sådan kunne Danmark sige undskyld til sine anbragte børn

Skal den danske regering give en undskyldning til fortidens mishandlede børnehjemsbørn? Spørgsmålet er aktuelt på ny i anledning af filmen ’Der kommer en dag’, der har premiere i næste uge. I forhold til andre lande er Danmark langt bagefter
Moderne Tider
16. april 2016
Store drenge på børnehjemmet Godhavn i 1960’erne. Torsdag får en dansk film om dem premiere. I Sverige var det en tv-dokumentar, der for 10 år siden, indledte forsoningsprocessen.

Erik Petersen

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har nu gjort det til socialdemokratisk politik at give en officiel undskyldning til de børn, der har været anbragt og udsat for svigt og mishandling på danske børnehjem og institutioner.

Meldingen kommer samtidig med, at Jesper W. Nielsens film Der kommer en dag, som er baseret på fortællinger fra børnehjemmet Godhavn, får premiere på torsdag.

En debat i foråret gjorde det klart, at der ikke er et folketingsflertal for en officiel undskyldning på vegne af den danske stat.

»Der er i Danmark ikke tradition for den slags officielle undskyldninger,« som Dansk Folkepartis socialordfører, Susanne Eilersen, formulerede den udbredte holdning under en Folketingsdebat. Andre har peget på, at frygten for efterfølgende søgsmål også kunne være en faktor.

Læs også: Leder: Ingen undskyldning for skyldnerens skyld

Selv hvis der skulle komme noget ud af det socialdemokratiske forslag om en undskyldning, er Danmark stadig årtier efter andre lande. Information har ringet til Australien, Sverige og Norge, for at høre, hvordan processen hen mod en undskyldning har formet sig i de lande, og hvorledes de har håndteret det penible spørgsmål om erstatning til ofrene, når først var de officielt anerkendt som ofre.

Børnehjemmet Godhavn i 1960’erne. Foreløbig afviser et flertal at give en officiel statslig undskyldning med, at det er der ikke tradition for. Foto: Erik Petersen/Polfoto

Børnehjemmet Godhavn i 1960’erne. Foreløbig afviser et flertal at give en officiel statslig undskyldning med, at det er der ikke tradition for. Foto: Erik Petersen/Polfoto

Australien

Adele Chynoweth er forsker ved Center for Heritage & Museum Studies ved Australian National University. Hun har indsamlet vidnesbyrd fra anbragte australske børn og kurateret udstillinger om deres liv.

Australien beskrives af Jacob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum som et foregangsland, når det kommer til at undskylde over for anbragte børn.

I Australien har der været mere end bare én undskyldning. Over 500.000 børn vurderes på forskellig vis at have været anbragt i australske institutioner, og de falder i tre kategorier: oprindelige australiere; britere og maltesere; og de nye australiere. Derfor er kortlægningen af deres liv, og de efterfølgende undskyldninger, også opdelt:

· I 1997 udkom rapporten Bringing Them Home om aboriginerne og dem, man kalder Torres Stræde-børnene. Udgør 50.000 af de anbragte børn.

· I 2001 udkom Lost Innocence rapporten, der beskrev forholdene for de uledsagede migrantbørn, der i 1950’erne ankom til Australien fra Malta og Storbritannien. Tæller 7.000 børn.

· 2004 udkom rapporten The Forgotten Australiens om de hvide australske børn fra fattige arbejderfamilier, der blev fjernet fra hjemmet og anbragt på institutioner. De omfatter ca. 440.000 børn.

De to første kategorier af børn blev betegnet som de stjålne børn. Debatten om, hvorvidt de stjålne børn skulle modtage en undskyldning, begyndte i starten af 00’erne, da den konservative John Howard var premierminister.

Han vil ikke give en officiel undskyldning, bl.a. fordi »Australien ikke skal føre sørgebindspolitik«: Nutidens australiere skal ikke stå til ansvar for fortidens australieres synder. Og anbringelserne var de australske delstaters ansvar og ikke noget, man derfor kan stille nationalregeringen til ansvar for. På det tidspunkt drejede debatten sig kun om de stjålne børn.

Da Labourleder Kevin Rudd blev premierminister i 2007, erklærede han som noget af det første, at den hans regering ville give de stjålne børn en undskyldning. Det fik organisationer som CLAN (Children Homes & Foster Care Abuse Group in Australia), der arbejdede med de glemte børn til ligeledes at kræve en undskyldning: »Vi var på de samme hjem som de stjålne børn. Hvor er vores undskyldning?,« var deres argument forklarer Adele Chynoweth.

Argumenterne mod at undskylde på lige fod over for de to grupper bundede i racisme: »De hvide børns anbringelse skal ikke overskygges af aboriginernes lidelse,« hed det fra modstandere, siger Chynoweth. Men i 2009 fik også de glemte børn deres undskyldning.

»Kampen for en officiel undskyldning havde rod i ideen om, at det ville medføre en bred folkelig anerkendelse af, hvad de her børn havde været igennem,« siger Adele Chynoweth.

Når overgrebene ikke har været en del af den officielle australske historie, har de overlevende glemte børn haft svært ved at få forståelse: Når de skal forklare lægen, hvorfor de hører dårligt, er det nemmere at finde forståelse, hvis lægen ved, at arene og de talrige indre blødninger stammer fra et utal af lussinger og tæv på institutionen. Eller på socialkontoret, hvor de skal bede om understøttelse. Eller hos partneren, der spørger til mareridtene.

I nyere tid er der dukket historier op om, hvordan politiet negligerede sager om misbrug af børn i kirkens varetægt. Det førte til, at tidligere Labour-premierminister Julia Gillard i 2012 nedsatte en kommission til at undersøge sagen.

Efter kommissionens beretning om kirkens misbrug udkom, har Labour i opposition gjort det til en selvstændig sag, at der skal etableres et nationalt kompensationssystem, så overlevende fra alle grupper – de stjålne børn, de glemte børn og børn i kirkens varetægt – kan søge om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, psykiske følgevirkninger, etc. Adele Chynoweth håber, et sådant kompensationsprogram kan håndteres uden for retssalene i relativt åbne instanser, så det bliver muligt for australierne at lære om landets historie.

Sverige

Göran Johansson var statslig udreder for den kommission, der i 2004 blev sat til at undersøge, om den svenske stat havde et medansvar for, hvad der skete med de anbragte børn i Sverige.

I 2005 blev der vist en dokumentar på svensk TV2. Den afdækkende de forhold, svenske børn havde levet under, når de var blevet placeret uden for hjemmet i perioden 1920-1980. Dokumentaren førte til, at den daværende socialdemokratiske regering nedsatte en kommission, der skulle udrede de anbragte børns forhold – Vanvårdsutredningen blev den kaldt.

Göran Johansson fortæller, at han og hans hold indrykkede annoncer i alle større medier, hvor de efterlyste vidner, der vil stille op til interview. Henvendelserne væltede ind. Det ville tage år at nå igennem dem alle. Til sidst blev der sat en slutdato, men selv derefter kom der flere til i breve og på telefonsvareren.

I alt blev 866 tidligere anbragte børn interviewet. Men Johansson var i kontakt med mere end 1.900, hvoraf »mange aldrig havde fortalt deres historie før. Det var mænd i 50’erne, der havde levet med den her hemmelighed hele livet«.

I 2010 blev de første konklusioner af rapporten præsenteret, og i samme ombæring præsenterede børne- og ældreministeren en Uprättelsesutredning, der skulle komme med anbefalinger til, hvad den svenske stat burde gøre med resultaterne fra Vanvårdsutredningen.

Anbefalingerne blev fremlagt for ministeren i begyndelsen af september 2011. Den 10. september meddelte hun, at regeringen ikke ville følge anbefalingerne om erstatning til de overlevende.

I de efterfølgende dage rejste der sig en proteststorm, og halvanden uge senere ændrede regeringen holdning: Der ville komme en officiel undskyldning, og den skulle følges op af muligheden for erstatning. To måneder senere var 1.300 tidligere anbragte børn indbudt til ceremoni i Stockholm. Her leverede Riksdagens formand en officiel undskyldning på vegne af den svenske stat.

Op til undskyldningen havde der været splittelse internt i partierne på tværs af det politiske spektrum om, hvorvidt der skulle følge erstatning med undskyldningen. I samtlige partier rummede tilhængere af at give kompensation.

Det blev vedtaget i slutningen af 2011, og der blev nedsat et udvalg bestående af jurister, psykologer, socialarbejdere og læger, der i første omgang skulle bedømme ansøgere via et indsendt skema og derefter via en samtale. De, der blev godkendt, modtog alle sammen det samme beløb: 250.000.

I sidste ende var det ikke spørgsmålet om, hvad der var sket specifikt med hvert enkelt barn, der fik staten til udbetale erstatning. Det var princippet i, at staten havde fejlet i sit ansvar for at have styr på anbragte børns ve og vel.

Økonomerne i finansministeriet ringede til Johansson for at forhøre sig om, hvad det ville løbe op i. Han gættede på, at mellem 2.000 og 5.000 ville søge erstatning. I sidste ende endte det på 5.000, hvoraf halvdelen fik afslag.

Göran Johansson mener, at 50 var for høj en afslagsprocent. Han mente selv, at 90 procent af de, der var blevet interviewet af udvalget, var berettiget til erstatning. Frygten var ifølge Johansson, at mange ville drikke deres erstatning op.

Det er også sket for nogle, siger han. Han får stadig beskeder og breve fra tidligere anbragte børn, og i de fleste tilfælde, har erstatningen forsødet alderdommen med et lille sommerhus eller en familietur til Thailand.

Erstatning: Omkring en halv milliard danske kroner (anslået).

Norge

Tor Bernhard Slaathaug er generalsekretær i Rettfred for Taperne, der er en stiftelse, som arbejder for at hjælpe udsatte og misbrugte børn. Ola Ødegaard er tidligere anbragt barn, forfatter og tidligere generalsekretær i Rettferd for Taperne.

Edvard Befring er norsk socialpolitiks grand old man. I 1990’erne stod han bag tre store udvalgs-rapporter om norske børns forhold fra 1945 og frem. I den første blev barneombudsmandens rolle klarlagt, i den næste stod det norske børneværn for skud, og i den sidste rapport kortlagde han som leder af Befring-udvalget omsorgssvigt og overgreb på norske børnehjem og specialskoler.

Samtidig med Edvard Befrings akademiske arbejde udkom bogen Ingen barndom, hvori forfatteren Ola Ødegaard fortæller om sit liv som anbragt barn. I 1993 stiftede Ødegaard Rettferd for Taperne (Retfærdighed for Taberne), der arbejder for anbragte børns rettigheder og muligheder for erstatning.

I starten af 00’erne begyndte pressen at skrive om anbragte børns vilkår på institutioner i Oslo og Bergen. Det førte til, at Befring-udvalget blev nedsat, og i 2004 udkom udvalgets rapport, hvori der bl.a. stod, at en tredjedel af de anbragte børn havde erindringer om at være blevet misbrugt seksuelt af voksne eller andre elever, og »at de relevante myndigheder negligerede institutionerne med svigtende tilsyn, manglende opfølgning og tilførsel af ressourcer«. Rapporten anbefalede – som i Sverige – at de anbragte børn fik mulighed for at søge erstatning.

»En officiel undskyldning ville give anerkendelse til de anbragte børn fra hele Norge,« sagde Edvard Befring.

Da sagen nåede til Stortinget, kom det aldrig til en rigtig debat. Der var umiddelbar enighed om, at Stortinget skulle undskylde over for de anbragte børn.

»De fulgte anbefalingerne og den sunde fornuft,« siger Ola Ødegaard. Undskyldningen kom den 10. juni 2005, kort efter fulgte regeringens undskyldning, og i sin nytårstale anno 2006 bad kong Harald de anbragte børn om tilgivelse.

Tilbage stod spørgsmålet om erstatning – eller billighetserstatning, som det hedder, når man i Norge ingen juridiske muligheder har for at søge erstatning. Stortinget besluttede, at erstatningsforpligtelsen skulle deles af kommuner og stat.Hos staten blev det muligt at modtage op til 300.000, mens kommunernes loft lå ved 800.000.

For at få udbetalt den højeste erstatningssats skulle man have været udsat for seksuelle overgreb, og der blev opsat relativt strenge krav til dokumentationen. Gennemsnitligt er ca. en fjerdedel af de sager, der er blevet behandlet via Rettferd for Taperne endt med erstatning.

Det er stadig muligt at søge erstatning for tidligere anbragte børn – både hos staten og i kommunerne. Da der er over 400 kommuner i Norge, slår flere af dem sig sammen, når de skal behandle ansøgernes sager.

Typisk bliver der opsat en hjemmeside, hvor det er muligt at udfylde et dokument. Derefter bliver man indkaldt til et interview. Ansøgerens krav bliver vurderet i forhold til, hvorvidt behandlingen af den pågældende var fagligt og socialt accepteret, da den foregik. Og om man har boet på en institution, der har været kendt for at behandle de anbragte børn uden for loven og normernes rammer.

I dag 10 år efter melder der sig stadig nye ansøgere.

Erstatning: Knap en milliard danske kroner (anslået)

Jacob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg, der skriver ph.d. om tidligere børnehjemsbørns historie og er en af forfatterne bag ’Godhavnsrapporten’, har bidraget med viden og kilder til artiklen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har mødt et par Godhavndrenge - voksne - i min tid, blandt èn, der Indledte sin beretning med orden: "Om du så lagde 1000 kr. på bordet foran mig, så kunne jeg ikke få en eneste skefuld kartoffelmos ned" .

Det er super at filmen ’Der kommer en dag’ er lavet.

jens peter hansen

Så giv da den undskyldning og hvorfor var det nu at Mette Frederiksen ikke gav den i mens hun selv sad ved magten ? etc. etc. etc.

Jette M. Abildgaard, Janus Agerbo, Gert Romme og Benny Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis staten/kommunerne har lavet noget "griseri", så skal de ramte da have erstatning/kompensation for de påførte ulemper/smerter/lidelser o s v.

Men at dagens danskere skal give en undskyldning for noget, som "forfædrene" har gjort er da helt og aldeles urimeligt og uretfærdigt - hvor langt tilbage skulle dagens levende danskere så undskylde ?
Skulle vi undskylde vikingernes hærgen i England m v - skulle dagens muslime undskylde de muslimske hæres erobringstogter gennem Nordafrika og ind i Europa m v - skulle dagens kristne undskylde korstogene o s v ?
Det ville blive en verden , hvor postvæsenet ville blive ovebebyrdet med at bringe undskyldninger frem og tilbage i en uendelighed - og så er det vel i øvrigt ikke sådan, at man skal hæfte for forældres, bedsteforældres , oldeforældres o s v forbrydelser ?

jens peter hansen

Nu ER der vel en væsentlig forskel på hvad nulevende personer har været udsat for og hvad der skete for sekler tilbage eller hvad?

Kære Jens Peter Hansen

Både ja og nej.

Hvis Staten Danmark giver en undskyldning, så gør den det på alle statsborgeres vegne - nyfødte, børn, voksne , mænd, kvinder o s v. D v s også på vegne af statsborgere, der ikke ved noget som helst om sagen og ikke har noget som helst at gøre med den. .

Så derfor nej tak til "kollektive undskyldninger" - men er der lidt et tab eller en uret på en eller anden måde, så skal der selvfølgelig betales erstatning/kompensation til den eller de ramte ( - og det er helt ok, at også mine skattepenge går til dette, uanset at jeg ikke er skyld i noget som helst i sagen).

Staten eller statsministeren kan evt udtrykke sin medfølelse med de ramte - men uden kollektiv undskyldning.

Trond Meiring

Staten kan (skal) undskylde for hvad Staten har gjordt af uret. Kirken kan også svare for sig. En officiel undskyldning kan betyde meget for dem som uretten er gået ud over.

Søren Rehhoff

@ Robert Kroll

"Hvis Staten Danmark giver en undskyldning, så gør den det på alle statsborgeres vegne - nyfødte, børn, voksne , mænd, kvinder o s v. D v s også på vegne af statsborgere, der ikke ved noget som helst om sagen og ikke har noget som helst at gøre med den". .

Staten eller det offentlige kan jo også bare give en undskyldning i sin egenskab af forvaltning,, det var det offentlige, der have tilsynspligten med Godhavn. En offentlig undskyldning indbefatter ikke nødvendigvis alle landets nutidige og fremtidige borgere. Men hvis du er så bekymret for om det vil blive opfattet som om du også siger undskyld, så kan du og andre gode medborgere med samme bekymring, sikkert få det maget sådan, at undskyldningen vil blive givet på en måde, hvor det bliver understreget, at det er Staten og i hvert fald ikke jer, der undskylder.