Læsetid: 6 min.

Selskaberne er en del af staten

Lækket af Panama Papers fremhæver endnu engang den paradoksale rolle, ikke mindst multinationale selskaber spiller i politik og økonomi: De er både skabt af staten, og fremstår stadig som uden for og i opposition til staten. Hvis vi vil gøre noget ved problemet, må vi forstå, hvordan stat og selskab er knyttet sammen
Ransagning af Mossack Fonsecas kontorer i Panama City. Men kan kontrol og regulering løse det problem, Panama-finten har afdækket?

Alejandro Bolivar

16. april 2016

Private selskaber og virksomheder – særligt de multinationale af slagsen – indtager i dag en paradoksal rolle i vores politiske og økonomiske situation:

På den ene side er de, som den neoliberale konkurrencestatslogik fremhæver, de agenter eller aktører, der skal sikre økonomisk vækst og fremgang.

I den forbindelse er det også virksomheder og selskaber, der i stigende grad i dag skal indføre og sørge for en række andre mål, som vi traditionelt associerer med nationalstaten, såsom menneskerettigheder og sociale rettigheder, inkorporeret i doktrinerne of selskabers medborgerskab (Corporate Citizenship) og virksomheders sociale ansvar (Corporate Social Responsibility, CSR).

På den anden side er private selskaber ansvarlige for øget ulighed, olieudslip og, som det endnu engang er blevet fremhævet med lækket af de såkaldte Panama Papers, for skatteunddragelse, der hvert år fjerner et anseligt beløb fra nationalstaters skattegrundlag.

I sin bog Corporate Sovereignty – Law and Government under Capitalism fra 2013 fremhæver forskeren Joshua Barkan, at der er noget ved selve de private selskabers struktur, der gør dem paradoksale. På den ene side er selskaber og virksomheder skabt, eller i det mindste anerkendt, gennem lov og får dermed eksistens som juridiske personer, der som sådan har særlige rettigheder.

De er altså skabt eller anerkendt af staten og skylder et statsligt juridisk apparat deres eksistens. På den anden side – og på trods heraf – fremstår selskaber og virksomheder (særligt de multinationale af slagsen) som stående uden for staten og som en trussel imod eller en udfordring af statens magt.

Dermed kommer det til at fremstå som en fejl i den måde, politik burde fungere på, når virksomheder har indflydelse på politiske beslutninger, som om en fremmed og kold økonomisk logik trænger sig ind på den demokratiske stat og politik.

Denne måde at se virksomheder på lægger vægt på et skarpt skel mellem politik og økonomi og mellem stat og selskab. Men den underkender og misforstår den måde, hvorpå stater altid har brugt selskaber og forskellige sammenslutninger til at opnå en række regeringsmæssige mål ved netop at give dem særlige rettigheder og privilegier. Selskabernes og statens magt er intimt og uløseligt forbundet.

Statens og selskabets krop

Staten og selskabet minder på mange måder om hinanden. Som førnævnte Barkan har gjort opmærksom på, så deler selskabet og staten afgørende ’familieligheder’, i og med at de begge er sammenslutninger af mennesker forenet i en enhed eller i en krop.

Staten er i sig selv en sammenslutning, men en sammenslutning, der har fået en særlig status i vores politiske bevidsthed og har opnået eller tilkæmpet sig monopol på vold – både fysisk og symbolsk. Staten har også opnået monopol på at definere og sikre det, vi ville kalde det almene eller fælles vel, det vil sige sikringen af alle (med) borgernes fysiske og materielle sikkerhed.

Staten har historisk set opnået og fået legitimeret dette monopol på politisk suverænitet gennem de forskellige diskurser om staten, der har italesat den som den eneste suveræne politiske magt inden for et givet territorium og over en bestem nation(alitet).

Som jeg har undersøgt i min ph.d.-afhandling Sovereign bodies – Constitution and Construction of State, Subject and Corporation, netop forsvaret ved Idéhistorie, Aarhus Universitet, så er en af de afgørende troper og måder, det er blevet gjort på gennem metaforer eller analogier med naturlige eller biologiske (menneske) kroppe og personer som en politisk krop, en body politic, eller som en (fiktiv eller kunstig) person.

Alle andre politiske kroppe, eller korporationer (det latinske korpus betyder netop krop), var dermed – på grund af deres lighed – potentielle trusler mod statens enevældige suverænitet og monopol på politisk tilhørsforhold.

Det var derved centralt for staten at udgrænse sådanne korporationer og sammenslutninger og underordne dem staten og gøre dem til noget andet end politiske aktører og til noget, der tilhørte andre sfærer end den politiske – det vil sige allokere dem til områder, som vi i dag ville kalde for enten civilsamfundet eller markedet eller det økonomiske.

På den anden side har staten – som inkorporationen af det fælles vel – brugt, skabt og anerkendt en række sammenslutninger, associationer og korporationer til at opnå en række regeringsmæssige mål.

Gennem historien har staten skabt og anerkendt byer, kolonier, lav, hospitaler, universiteter og ikke mindst selskaber og virksomheder for at opnå centrale regeringsmæssige mål såsom økonomisk produktion, beskatning, sundhed, uddannelse og altså ikke mindst handel, profit og indtægter.

For at opnå sådanne mål har disse korporationer fået eller blevet tildelt en række privilegier såsom skattefrihed, selvbestemmelse og autonomi – og ikke mindst status som juridisk person og dermed udødelighed – netop fordi denne særlige status var afgørende for at sikre afgørende dele af det fælles eller almene vel.

Forskellige former for korporationer – og dermed også dem, vi i dag mestendels forstår som corporations, altså private virksomheder og selskaber – er således ikke noget, der er forskelligt fra eller i opposition til staten.

Staten er i sig selv en slags selskab eller i hvert fald beslægtet med det, og staten har altid brugt en række sammenslutninger og selskaber til at regere og sikre det fælles vel – og har til det formål udstyret selskaber med en række særrettigheder, privilegier og undtagelser fra loven.

Hvem er de produktive subjekter?

Disse privilegier til selskaber ser vi stadig i dag. Selskaber er juridiske personer, dvs. at de i retlig forstand er subjekter, der kan eje ejendom, indgå kontrakter og være genstand for lovgivning.

Denne egenskab er særligt udviklet i angloamerikansk selskabslov, som er basis i den globale selskabsforståelse. Den giver selskaber en række rettigheder og privilegier, som naturlige subjekter eller mennesker ikke har – de er f.eks. udødelige og kan ikke straffes med fængsel, men kun med bøder eller evt. opløsning.

Selskabers status gør dem ideelle til at begå sig i en globaliseret verdensøkonomi. De er ikke bundet af fysiske og geografiske begrænsninger, men kan bevæge sig frit omkring til de steder, hvor profitterne – eller mulighederne for skatteunddragelse – er størst.

De rettigheder har selskaber, fordi deres privilegerede status er god for staten. Og dette fælles vel er intimt forbundet med den måde, staten opstod på, som en enhed, i et konstant konkurrence- og rivalitetsmæssigt forhold til andre stater.

Suveræn- og nationalstatens magt og det fælles vel er intimt forbundet med økonomisk vækst og velstand. Og selskaber har altid været en aktiv del i sikringen af dette fælles vel.

En afvisning af selskaberne til fordel for en tilbagevenden til suveræn-, national- eller velfærdsstaten (hvis dette overhovedet på nogen måde er muligt) er således ikke en løsning på dette problem, for problemet er tæt og intimt forbundet med selve statens form. En statslig form og en statslig logik, som EU i øvrigt på ingen måde er et radikalt brud med.

Fremlagt som en nødvendighed i den globale økonomi, vi lever i, indfører og orienterer (de vesteuropæiske) stater sig i stigende grad efter en neoliberal konkurrencestatslogik.

Her er det helt eksplicit ikke længere statens rolle at sikre individets eller familiens sociale eller økonomiske rettigheder, men at sørge for optimale mulighedsbetingelser for selskaber og virksomheder, som er de aktører, der skal sikre vækst og fremgang, og som derfor er afgørende for at skabe job, velstand og velfærd (inden for denne logik). Men dette er ikke noget nyt; det er snarere en accentuering af forhold i (national) statens indre logik.

Hvad der derimod er nyt, er, at det nu helt eksplicit er de private selskaber og virksomheder, der er de centrale subjekter for politikken. Det er selskaber og virksomheder, der skal skabe vækst, velstand og fremgang. Og det er derfor, de har så privilegeret en position i vores politiske og økonomiske virkelighed.

Derfor vil det aldrig være en tilstrækkelig løsning på panama-finten eller generelt på de utallige andre måder at skjule skattepligt og overskud rundt omkring i verden at øge den nationale, EU-styrede eller overstatslige regulering. Hertil er det nødvendigt med et opgør med selve (national) statens form – en form, der er tæt forbundet med selskabers privilegerede position, og som ser selskaber som mere centrale subjekter for politikken end mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer