Læsetid: 4 min.

Skatteundragelsens apologier

Når kommentatorer, chefredaktører og borgerlige økonomer kan slippe afsted med at undskylde og bortforklare, hvad Panama Papers afdækker, skyldes det, at beløbene forekommer ufattelige. Men det er de ikke
23. april 2016

Forargelsen over skattelyafsløringerne i de såkaldte Panama Papers varede knap en uge, så bevægede den koncentrationsbesværede danske offentlighed sig hastigt videre til andre væsentlige emner – som f.eks. en journalists blacklisting som reggae-dj fra et mindre spillested i Nordvest.

Nuvel, det er måske i grunden ikke så mærkværdigt – en debat forudsætter jo som bekendt, at der er nogen, der er uenige om noget. Da alle er enige om, at skattely er djævlens værk, er der ikke rigtigt noget at diskutere. Eller hvad?

Faktisk jo. I dagene efter historien om Panama Papers var den danske offentlighed vidne til en række bemærkelsesværdige, primært borgerlige forsøg på at gyde olie på de rørte tropevande.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen bidrog med en ’perspektivering’ på sin blog, hvor han påpegede, at det samlede danske skatteprovenu er på intet mindre end 918.600.000.000 kr. – altså næsten tusinde milliarder, eller den Joakim-von-And-klingende målenhed: en billion.

Til sammenligning vurderer Niels Johannesen, der er skatteekspert og lektor i økonomi ved Københavns Universitet, at tabet for den danske stat i forbindelse med skattely løber op i den beskedne sum af tre til fem milliarder.

Tænk lige lidt over den. Tusinde milliarder! Hvilken forskel gør en tre til fem stykker fra eller til?

Omvendt jantelov?

I Kristeligt Dagblad manede Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i CEPOS og tidligere direktør i Skatteministeriet, ligeledes til besindighed. Som Brøns-Petersen påpeger, har vi endnu ikke fuldt overblik over skatteunddragelsens omfang, og der er »en tendens til, at forargelsen løber fra den reelle viden om, hvad der op og ned«.

Brøns-Petersen begiver sig dog også ud i en reel apologi for skatteunddragerne, der ifølge analysechefen ikke nødvendigvis er ude på at snyde:

»De ting, jeg har set førhen, der har grunden nok så meget været at skjule deres formuer for deres kommende ekskoner og andre familiemedlemmer. Og så er der også nogle, der er bornerte over for at vise, hvor mange penge de har.«

Når danske mangemillionærer har deres formuer posteret i skuffeselskaber og andre sindrige konstruktioner registreret på diverse hemmelighedskræmmende tropeøer, så er det altså ikke nødvendigvis, fordi de vil unddrage disse formuer deres retmæssige beskatning. Ifølge Brøns-Petersen kan det ligeså vel være motiveret af simple blufærdighedshensyn – måske ligefrem af en omvendt Jantelov, hvis undertegnede forstår analysechefen ret?

Læs også: I de riges univers er spekulation god moral

Skatteminister Karsten Lauritzen fik også begivet sig ud i en metafor med en vis apologetisk suggestionskraft, da han omtalte skattesnyderne som »skatteflygtninge«. Flygtninge. Altså mennesker, der er personligt forfulgte eller på flugt fra krig og ødelæggelse – »statsløse« mennesker, der med Hannah Arendts ord har mistet selve »retten til at have rettigheder«.

Hvis vi accepterer skatteministerens logik, så kan den globale skatteunddragelse måske ligefrem forstås som en slags ’flygtningekrise’ – omend af en noget anden karakter end den, vi siden forrige sommer er blevet så fortrolige med.

Robert og Carina?

Der kan dog ikke herske tvivl om, at omfanget af den globale skatteunddragelse reelt udgør en permanent og stadigt voksende krise.

Ifølge den franske økonom Gabriel Zucman, der er elev af Thomas Piketty, løber de samlede globale værdier i skattely op i 7,6 billioner dollar (ca. 50 billioner danske kroner), eller 8 pct. af al velstand i verden. Zucman vurderer desuden, at skatteunddragelsen årligt koster alle verdens regeringer i omegnen af 200 milliarder dollar (ca. 1,3 billioner kroner).

I Europa alene er omkring 2,6 billioner dollar (ca. 17 billioner kroner) ifølge Zucman gemt væk i skattely, hvilket svarer til 10 procent af alle værdier på europæiske hænder og 78 milliarder dollar (ca. 500 milliarder kroner) i tabt skatteprovenu.

Det er værd at hæfte sig ved, at Zucmans estimater er meget konservative og bør betragtes som en slags minimumsgrænser, hvilket formentligt også gælder for Johannesens estimat af det tabte danske skatteprovenu.

Storebæltsbroen kostede lidt over 20 milliarder kroner. Det samme gør et års samlede danske kontanthjælpsydelser. Ud fra et meget konservativt estimat franarrer en lille gruppe danske rigmænd altså hvert år den danske stat, hvad der svarer til omkring en fjerdedel af prisen for vores samlede kontanthjælpssystem.

Et kvart kontanthjælpssystem!

Prøv engang at husk tilbage på den massive og vedholdende borgerlige forargelse over Fattig-Carina og Dovne Robert, samt de nylige nedskæringer i kontanthjælpen, som den forargelse har bidraget til at præparere.

Hvor var Tom Jensens perspektiveringer dengang? Hvor var Otto Brøns-Petersens gavmilde fortolkninger af kontanthjælpsmodtagernes motivationer? Hvor var skatteministeren med sine suggestive metaforer?

Vi må og skal kunne finde fælles fodslag på tværs af det politiske spektrum om, at skattely skal dø. Alt andet er apologi for noget, vi alle sammen bør kunne fordømme i utvetydige termer: simpelt storrøveri af fælleskassen og et uantageligt brud på samfundskontrakten, begået af præcis de mennesker, der har bedst råd til at lade være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Ulla Blok Kristensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Feenstra
  • Kurt Nielsen
Sup Aya Laya, Ulla Blok Kristensen, Niels Duus Nielsen, Erik Feenstra og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg synes det er en smule tragikomisk, at vi skulle tro på, at der overhovedet ville komme til at ske nogen ændringer som følge af Panama Papers !

Vi vidste det jo allerede i forvejen; Luxembourg finten for ikke at tale om Guernsey, Cayman Islands, Delaware, Nevada etc.
Det mest bemærkelsesværdige er faktisk at journalisterne overhovedet gad skrive om det igen.

Jeg tror ikke på at magteliten frivilligt kommer til at gi' så meget som 1 krone fra sig.
Jeg tror heller ikke på at magtelitens pr-løgn&bedrag-bureauer (Venstre, LA, Cepos oa. til orientering) ikke til enhver tid vil forsvare deres Mester og Herre (føromtalte magtelite). Og at der selvfølgelig derfor ikke vil komme til at ske noget som helst politisk.

Dejligt! Mere af samme slags!

Jeg mener virkelig at det burde være en af journalisternes opgaver, at dissekere hvad politikerne reelt siger ...