Baggrund
Læsetid: 13 min.

Sløks frihed

Filosoffen Johannes Sløk var den frække drenge i klassen af aarhusteologer og en jonglør med sproget. Han sympatiserede med det uborgerlige og anarkistiske, oprøret mod autoriteterne og alt autoritært. Men da det antiautoritære med marxismen blev dogmatisk, tog han orlov for at oversætte Shakespeare. I anledning af Sløks 100-årsdag på onsdag skriver Søren Gosvig Olesen her om den store filosof og hans eksistentialismeskrift
Sløk tog som en af de første oprøret til sig, da muligheden opstod i maj 1968. Men han var også blandt de første til at indse, at det var slut, da det stivnede i midten af 70’erne. 
 Arkiv: Polfoto
Moderne Tider
23. april 2016

Man finder i Johannes Sløks Eksistentialisme et bemærkelsesværdigt argument for eksistentialismens frihedsbegreb — og for den tradition, der ligger bag det.

Sløk griber med eksistensfilosofien tilbage til en alvor i diskussionen af frihed, som man sjældent har set siden Rousseaus eller Schellings dage. Frihedens problem er ikke bare spørgsmålet, om mennesket har en fri vilje eller ej:

»Tværtimod, friheden betegner ikke andet end fraværelsen af alle essentielle faktorer. Det eksistentialistiske begreb om frihed er derfor begrebet om den totale og yderste tomhed.«

Frihed og tomhed er to begreber, der sidestilles hos Sløk. Og ikke kun i eksistentialismebogen. Heller ikke bare i Sløks andre bøger, men også i hans virke som lærer, foredragsholder og mediestuntman. Faktisk kredsede han så meget om temaet ’frihed og tomhed’, at folk opfattede det, som om han kredsede om sig selv.

Til det sagde han af og til afvæbnende, at han ikke syntes, han selv var noget særligt interessant tilfælde. Jeg vil forsøge at tage ham på ordet: Det interessante er ikke mennesket Sløk, det interessante er mennesket. Også i Sløks tilfælde.

Selv om Eksistentialisme var den første af Sløks bøger, jeg læste, så var den ikke mit første indtryk af ham. En gang imellem kom han til min fødeby, Odense, og så var det bare at tage ind og høre ham — det kunne man slet ikke lade være med dengang i de stormfulde 70’ere, hvor bølgerne gik højt på Institut for idéhistorie og den deri medfølgende presse.

At høre Sløk blev vanedannende for mig som for så mange andre. Ud over diverse indhold var der formen at lære af: Hvem der kunne fængsle en forsamling på den måde! F.eks. ved at tale om et eller andet ret kompliceret, idet man selvfølgeligt lader, som om det er noget, vi alle sammen er medvidende om. »Som bekendt …« Så måtte man som ubefarent ungt menneske hjem og læse på sagen, lige til den blev bekendt.

Søg, spørg ikke

Jeg lærte nu også noget andet til Sløks foredrag, nemlig at man ikke skulle spørge om noget. Spørgsmål kom helt på tværs af manden og passede lige så lidt ind som efter en koncert eller et skuespil. Ikke sjældent udlod Sløk sig i de værste gloser om spørgeren, som hin stakkels deltager ved et præstekonvent, Jan Lindhardt har berettet om:

»Sløk holdt en meget lang tænkepause, hvor han kiggede ud ad vinduet. Endelig vendte han sig langsomt om mod forsamlingen og spørgeren og sagde: ’Ved De hvad, hr. … Nu skal jeg sige Dem noget. De er simpelthen en idiot!’ Så var audiensen forbi.«

En anden gang, hvor Sløk holdt foredrag om sin nye bog Kierkegaard, humanismens tænker, var jeg vidne til, at han vægrede sig ved at blive og diskutere efter pausen. Og da den unge teologistuderende, som stod for arrangementet, gentog anmodningen til ham om at blive, hvæsede Sløk:

– Nej, er De rigtig klog, mand, vi skal da hjem! Der er jo pokalfinale. Hvem holder De med? Jeg holder med Ipswich!

– Altså, professor Sløk, jeg ved ikke, fodbold…

– Åh! De interesserer Dem ikke for fodbold?

– Ikke rigtig, jeg …

– Javel ja, sådan er De: De er åndelig

I al fald: Ens beundring trivedes side om side med en distance, som Sløk nok skulle sørge for at opretholde. For mig ændrede det sig knap, da jeg senere blev kollega med Sløk. Hans karrieres tre sidste år, 1983-1986, var min karrieres tre første.

Jeg talte på tomandshånd med ham et par gange, hvor han opførte sig så påfaldende normalt, at jeg stadig er i tvivl, om det virkelig var Sløk, jeg talte med. Derfor nøjes jeg med at skrive om ham på samme måde, som Maurice Blanchot skrev om Michel Foucault: »som jeg forestiller mig ham«.

Sløk fik skabt sig et image til beskyttelse mod hele den verden, han på skrømt havde forsøgt at erobre i de unge år (Sløks tidlige værker kom på tysk, i oversættelse v/Rosemarie Løgstrup). Ved den store kongres i Paris i anledning af Kierkegaards 150-år var Sløk ikke til stede.

Eller rettere: Han var der nok, men kun i form af et skyggebillede, som de inviterede, danske kulturpersonligheder, d’herrer Thulstrup & Billeskov Jansen vidste at fremmane (ligesom de vidste, at Sløk i Kierkegaards stadielære gjorde mest ud af det etiske stadium):

»Chez nous un professeur de Horbus, un théologien nommé Schleuk, a mis en relief le stade éthique …« (Hos os kaster en professor fra Horbus [Aarhus], en teolog ved navn Schleuk, lys over det etiske stadie ..., red.)

Som det fremgår af citatet her fra kongressens akter, Kierkegaard vivant, lykkedes det ikke rigtig med internationaliseringen. Lindhardt skriver, at Sløk talte de forskellige sprog for dårligt, og at han ikke orkede al benarbejdet med at indynde sig hos diverse for at skabe sig, hvad man i dag kalder et netværk. Det med Schleuks udtale vil jeg lade ligge og i stedet et øjeblik opholde mig ved det andet, afsmagen for at networke.

Det uoprindelige

Nu skal det indrømmes, at Sløk ikke nåede at opleve dette fænomens mest florissante periode; men han fik set en del. I Mig og Godot skriver han om sit ubehag ved at konkurrere og sammenligne sig med andre. Da han som ung besvarede en prisopgave, var det ikke for at overgå andre eller imponere bedømmerne. Sløk skrev direkte til (eller kierkegaardsk: lige over for) Gud.

Som barn har han mest sympati med dyrene, der uden videre er, hvad de skal være; »De behøver ikke styrte rundt og blive til noget«, eller med de døde, for også de døde er »comme il faut«. De levende derimod, som endnu vimsede omkring på kirkegården »og snakkede og gestikulerede og havde hastværk med at gå igen«, hvad var deres liv andet end »tom foretagsomhed«?

Selv om Sløk på den måde fra starten er i samklang med Kierkegaard – både i anprisningen af den døde som »en stolt mand« og i karakteristikken af mennesket som en »fremmed og udlænding« her i verden – så føler han sig på ingen måde forvisset om et hinsides og agerer konsekvent dennesidigt.

Der er, i det mindste foreløbig, ikke andet end tomheden. Eller friheden, om man vil. Sløk føler sig henvist til den og gør ingen hemmelighed af at have vanskeligt ved at håndtere sit menneskelige vilkår. I erindringsbogen kommer det til en ved første øjekast forbløffende bekendelse:

»Jeg skal ikke skjule, at jeg ikke er meget værd som menneske […]. Som en af mine venner i sin tid sagde, da han ikke længere ville være min ven: ’Jeg har aldrig haft nogen respekt for dig som menneske!’ – og det kunne vi sådan set ikke komme op at skændes om, for det har jeg heller ikke selv.«

Man skal dog ikke have set sig ret meget om i Sløks tankeverden, før man opdager, at det ikke bare er Sløk, der ifølge Sløk ikke er meget værd som menneske. Det er mennesket. I Mig og Godot spørger han, om mennesket ikke kunne være »et stykke degenereret natur, der er brudt ud af naturen og nu ikke ved sine levende råd«.

Så kan man selvfølgelig trække sig tilbage og skabe sig et helle, lukke sig inde med vennerne, helst de døde, det er sikrest. Men sådan et helle eksisterer kun, for så vidt man forsvarer det udadtil. Så man må spille sin rolle godt. Sløk må blive til Schleuk.

Eksistentialismebogens tre kapitler om det uoprindelige er stedet, hvor Sløk i den sammenhæng for alvor udfolder sit pædagogiske og sproglige mesterskab.

Hvad angår det første og længste af kapitlerne, det om det uoprindelige sprog, så er det oplagt at sammenkæde sprog og undervisning; enhver ordentlig lærer beder vel sin elev om at gengive et stof »i sit eget sprog«. Den skjulte forudsætning for det er imidlertid at have et sprog, der er ens eget. Og hvor mange har lige det? Og hvad vil det sige at have sit eget sprog? Der er vel næppe noget, der er mere fælleseje end sproget ...

50 års afstand gør det vanskeligt at gisne om, hvilket dansk Sløk har haft i tankerne her. Men lige meget, enhver tids sprog bliver snak på sin måde. Der er fraser nok til at fylde hele alfabetet. Bæredygtighed, ejerskab, oplevelser eller udfordringer var ikke noget, Sløk kendte til, så lidt som til det at være fremadrettet eller kontroversiel eller at implementere.

Muligvis har det medvirket til at gøre hans bog langtidsholdbar, at Sløk selv netop ikke tager eksempler, men blot beskriver, hvordan »det uoprindelige sprog« bliver herskende. Sløk forudsætter i den forbindelse bekendt, at sprog er meget mere end sprog, hvis man derved blot forstår lyde og tegn anvendt til kommunikation.

Sproget vehikulerer meninger. Dets fraser samler sig til en indstilling til verden, til livet, det kommer til at repræsentere den herskende ideologi. Det uoprindelige sprog bliver til uoprindelige meninger, uoprindelige følelser; mit eget og mest intime bliver noget, jeg har fra andre, fra medierne, osv. »Men det er – for at tale kierkegaardsk – galimatias at vide livet på anden hånd.«

Mennesket har ingen undskyldning

Sådan set er der ikke langt fra det uoprindelige sprog til den uoprindelige handling: den fortravlede, der henter sin betydning fra tingene – man er betydelig ved at udføre den slags handlinger, fordi visse ting af alle anerkendes som betydelige; den emsige handling, som udspringer af angst for ingenting at være, og som derfor kun har mening i rivalisering med andre; eller den ørkesløse handling, hvor vi er nede ved kedsomheden.

Endelig kan dette spil anskues som magtspil, det helvede, der råder, når jeg lever i sammenligningen med andre, og som i Sartres Lukkede døre netop er de andre, eller hos Heidegger det anonyme og diktatoriske Man, hvori alle er den anden, og ingen er sig selv.

Problemet er det samme i de tre kapitler: at mennesket ikke »er gået ud fra sig selv, men har taget vejen over de andre«, at »den enkelte ikke er sig selv, men de andre«. Dermed er problemet også et andet, nemlig hvornår den enkelte er sig selv, er et selv. Gives der sådan ét, afsondret fra de andre, fra samfundet, kulturen, historien?

Lad os anse det for et faktisk vilkår, at enhver selv, ethvert selv, til hver en tid kun kan eksistere på visse betingelser. Det er så ikke så afgørende, hvad disse betingelser er; det er selve forsøget på at trække grænser mellem det eget og det andet, der er problemet.

Sandt nok, som Sartre og Sløk skriver: Mennesket har ingen undskyldning. Eksistentialismen kan om noget lære mig, at jeg under alle omstændigheder selv har ansvaret for mit liv. Men hvordan forholder det sig med det, hvis selvet aldrig af egen kraft er sig selv? Hvis nu mennesket til syvende og sidst slet ikke er noget

Dengang i min gymnasietid, da jeg læste Sløk, læste jeg også Beckett: Krapps sidste bånd, Glade dage og selvfølgelig Vi venter på Godot. Og for at gøre en lang historie kort, så blev jeg slået af en bestemt passage i Godot som den mest absurde i det absurde drama.

Det er det sted, hvor en af personerne, Lucky, skal, som det hedder, «tænke«. Først skal han dog have sin hat på. »Han kan ikke tænke uden hat,« forklarer en anden af personerne, Pozzo. Én gang lykkeligt forsynet med hat istemmer Lucky nu en lang, monoton enetale. Lucky siger blandt andet:

»[…] men lad os ikke foregribe, og givet på den anden side som følge af Testu og Conards undersøgelser, ufuldendte men ikke desto prisbelønnet af det Antropopologiske Akakademi i Bern-en-Bresse og som fastslået uden anden mulighed for fejltagelse end den, som det menneskelige usikkerhedsmoment som følge af disse ufuldendte undersøgelser, som af Testu og Conard er blevet fastslået slået lået hvad der følger som følger nemlig men lad os ikke foregribe […]«

... og således videre og videre, lige til Lucky falder udmattet om (og taber sin – narre-? – hat).

Som man ser, et helt igennem absurd stykke tekst er her indbegrebet af akademisk diskurs. Det er afhandlingssprog i rablende tomgang. Senere har jeg ofte prist mig lykkelig for at have læst Beckett så tidligt, inden jeg kom ind i den akademiske verden. Det absurde teater er på sin vis kras realisme.

En mand som Sløk greb den først givne lejlighed til at gøre oprør. Det var maj 19 68. Som vi halvstore børn så med måbende beundring på reportagerne med de sorte faner i Paris’ gader, sådan gik den halvgamle professor Sløk langt videre på sit nye Institut for idéhistorie i opgør med professorvældet end mange andre. Det var det uborgerlige og anarkistiske, han sympatiserede med, oprøret mod autoriteterne og mod alt autoritært.

Men glæden blev kort. Allerede i 1976, da jeg begyndte på Aarhus Universitet, var det antiautoritære for længst fanget ind, betoneret og DKP-styret af dem, man kaldte munkemarxisterne. I de perioder, hvor institutterne for Filosofi og Idéhistorie var ’besat’, holdt jeg mig ovre på Statsbiblioteket og oversatte Foucault. Sløk havde orlov og oversatte Shakespeare …

Troen ud af folden

At forholde sig er menneskets vilkår, eller rettere, det er menneskers vilkår, for det er først og fremmest hinanden, vi forholder os til. Og så os selv, enhver af os. Spørgsmålet er, om der er nogen forskel. Jeg forholder mig til andre, jeg forholder mig til mig selv; forhold er det ligegodt. Jeg kan forstille mig i forhold til andre, men kan jeg ikke lige så godt forstille mig i forhold til mig selv?

Sløk forholdt sig til sig selv som en skuespiller, der spiller sin rolle. Men måske kan man forholde sig mindre teatralsk? Hvis vi er forhold, så er vi vel netop ikke rollespillet?

Man kan identificere sig med hvad som helst, sin stilling, sit udseende, sin intelligens – ja, selv med sine svagheder (at være syg, være patient). Men det gælder enhver af os, at vi blot har en identitet og ikke er, hvad vi identificerer os med.

Det kunne vel være eksistentialismens trods alt glædelige budskab: Mennesket er ingenting. Mennesket er ikke noget. Det er. Hvad det gælder om for et menneske, er at forholde sig. At bevare en distance til, hvad det er. Lad være med at identificere dig for meget med, hvad du er: Dét er din frihed, ja det er ligefrem befriende!

Vi identificerer os med noget hver især, vi bygger hver vores egen identitet. Sådan kan vi tro, vi er noget, et indhold, men vi er bare — en tomhed, vi ikke kan være.

Men hvad vil det så sige at identificere sig med noget, at gå fra bare at være til at være noget, at en tilværelse ’går op i noget’. Alle kan se galskaben i, at et menneske ustandselig undersøger sit hjem for insekter eller støv eller ustandselig vasker hænder – det er gentagelsestvang, tvangshandlinger: OCD. Men hvad så når en person har regler for alt – fra hvad vedkommende må spise til hvilket tøj han eller hun skal gå i. Så er tomheden fyldt ud. Men af hvad?

Hvor der efterspørges identitet, udbydes der også identitet. Alverdens religioner falbyder en identitet, som man altid kan gribe til, hvis man har behov for at indrette sit liv og begrunde sine handlinger. Sløks ubehag ved religiøse mennesker var et ubehag ved deres tvangsprægede liv, som de på den måde har fyldt – med fyld; det var et ubehag ved mennesket, der ikke kan stå ved sin frihed, dvs. tomhed, men må lyve den væk.

Der er ikke tale om et ubehag, der angår kristendommen, mere end det sådan set kunne angå kommunismen. Og heller ikke om et ubehag, der fik Sløk til at blive ateist – for ateisterne udgør bare endnu en bleg forening. Hans ubehag fik ham ikke til at opgive enhver tro.

Sløks tomhed genner troen ud af folden. Tro er også indholdsløs. I sidste ende er Sløk på den måde alligevel i pagt med en international, i hvert fald en europæisk, tendens. For er det ikke troens stærke strukturer, en strømning som »den svage tænkning« advarer os imod at tro på?

Sløk udfolder en slags eksistentiel hermeneutik, der i princippet er uafhængig af konkret religion. Han når ikke at udfolde sådan en hermeneutik i al dens uafhængighed, man ser ikke rigtig Sløk hævde troen i dens tomhed i forhold til dens mere eller mindre tilfældige indhold. Men hvis der er en arv eller udfordring at tage op efter Sløk, ligger den her.

Teksten er en forkortet udgave af ’Sløks frihed, eller: le professeur Schleuk tel que je l’imagine’ i Chr. Hjortkjær og Hans Nørkjær: ’Sløk – Perspektivforskydninger’, forlaget Klim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Han var nok glad for sin materielle tryghed.

Steffen Gliese

Suveræn artikel.

Jørgen Steen Andersen

Det er opløftende, at en sådan filosofisk interessant artikel finder vej til Informations spalter.

odd bjertnes, Jørn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Sørgeligt kun, at den kolporterer en historieforfalskning, der ellers kun har været overladt til højre-pressen.

'Marxisterne' på Idehistorisk Institut (først og fremmest Hans-Jørgen Schanz og jeg) var godt nok "munkemarxister" (et skældsord for teoretisk marxisme eller 'kapitallogik'), men vi var så afgjort afvisende over for DKP - hvis ikke ligefrem fjendtlige. Det ved Søren Gosvig udmærket; så meget mere pinligt er det, at han postuleret det modsatte.
(Om dette og vores personlige forhold, læs bl.a. "Erindringer om Rudi Dutschke" i min bog om "De fire dimensione" (2013, s. 411-29).)

Jeg har i øvrigt også bidraget med et kapitel om "Den politiske Sløk" i den samme bog, som rummer Søren Gosvigs artikel. På fredag afholdes et seminar på Århus Universitet i anledning af 100-året for Sløks fødsel. Jeg bidrager med et oplæg om "Sløk og den europæiske ide".

Jens Thaarup Nyberg, Trond Meiring, Robert Ørsted-Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Øv. Nu skal jeg ligge vågen i hele næste uge ...

Frihed er ...den totale og yderste tomhed.« ...med fare for at blive udnævnt til komplet idiot: Hvad er tvang så?

Steffen Gliese

Hvis du omformulerer det, Bill Atkins, vil du se, at tvang er det diametralt modsatte, altså et pånødet indhold. Imellem må ligge det selvpålagte ansvar.

Jørn Andersen

Er det ikke skæbnens ironi , at mange venstreorienterede ved udsigten til at skulle stå på egne ben , hovedkulds tog flugten over i ideologier langt mere totalitære , end dem man startede med at gøre oprør
imod ?

Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Er det ikke netop sådan i dag at stort set alle, nu også SF, ser det ud til, går ind for den kapitalistiske logiks yderste påbud om at vi stort set alle, både de af os der har arbejde og de af os, der er arbejdsløse og på dagpenge eller kontanthjælp, skal føre os frem, være alvorlige, seriøse, gøre karriere i bestemte fag for at kunne lykkes - det kapitalistiske samfunds øjne her i 2016?

Kan Sløks filosofiske betragtninger som jeg læser dem gengivet her netop ikke bruges til at gå imod denne iboende kapitalistiske logik?

Randi Christiansen, Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

'Mig og Sløk'

Det er nu heller ikke helt rigtigt, at Sløk altid behandlede studerende, der havde spørgsmål til hans forelæsninger, arrogant. Ved hans allerførste forelæsning (om Thomas Aquinas) på det nyoprettede Idehistorisk Institut stillede jeg to spørgsmål, som han velvilligt besvarede. Da vi forlod salen, trak han mig til side for at få at vide, hvem jeg var. Det bev begyndelsen til et langt og sommetider særdeles konfliktfyldt venskab. Herom skrev Sløk i "Mig og Godot":

"Endelig skylder jeg også den oplysning, at de studenter, jeg skændtes med og polemiserede så skrækkeligt med i pressen, privat var mine gode venner - og vedblev med at være det."
("Mig og Godot", København 1986)

Hans sidste, længere brev til mig fik jeg et par år før hans død. Schanz, der overtog Sløks professorat, har også haft tæt og venskabelig kontakt ham indtil det sidste, hvor vi i øvrigt deltog i hans begravelse.

Man godt være i heftige, intellektuelle fejder uden på det personlige plan at miste respekt for, eller endog venskab med, sin modpart. Det forstod Sløk, og det forstod vi - hans kritikere - også.

Når Sløk på det intellektuelle plan havde respekt for os - "munkemarxisterne" - var det, fordi han forstod den teoretiske alvor, engagementet og fliden i vores positioner.

Vores kampe havde mange lighedstræk med dem, han efterfølgende fordybede sig i med sine oversættelser af Shakespeare. Omend mindre blodige.

Havde vi været infiltratorer fra DKP, ville vi med rette være blevet ramt af hans foragt. Men Idestorisk Institut var netop p.gr. af kapitallogikernes indflydelse lukket land for DKP.

Krisen mellem de progressive studenter, som Sløk fra starten støttede, og Sløk opstod, da Sløk brød et løfte til de studerende om ved første ledige, faste stilling at ansætte den vellidte timelærer og franskorienterede Esbern Krause-Jensen (strukturalisme, Foucault m.m.) ved i stedet at ansætte jungianeren Jes Bertelsen. Det var Sløks fatale fejltagelse - point of no return. Jung? Midt i en tid, der kaldte på sociale bevægelser og magtanalyse?

(Jeg ved ikke, hvad der går af Søren Gosvig, der ellers selv - bl.a. med min medvirken som redaktør - har publiceret interessante bøger om (fransk) epistemologi (et af Esbern Krause-Jensen spidskompetencer)).

Jens Thaarup Nyberg, Steffen Gliese, Trond Meiring og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

jørn andersen: " ideologier langt mere totalitære , end dem man startede med at gøre oprør
imod"

Hvilke ideologier hentyder du til? Hippieismen?

Jens Thaarup Nyberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Karsten Aaen

Læs mit bidrag til den nye bog om Sløk. Svaret er NEJ.

Robert Ørsted-Jensen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

DKP havde sgu ikke længere nogen vægt i Danmark i 70 rene hvad angår marxtænkning - det kapitel var forlængst passe - men det knep gevaldigt med at indse at Lenin (og Trotsky) selv stod fadder til Stalinismen

Steffen Gliese
Den fuldstændige frihed opnås kun i døden, - og herom ved ingen - ellers momentvis i form af det vi kalder befrielse. En slags vadested hvor vi skifter tvang (nødvendighed) som er livets sande vilkår.

Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

I øvrigt har universitetsverdenen aldrig rigtig forstået DKP - som andet end en karrierestopper. Man kunne politisk have været meget i arbejdsgivernes øjne, men fagforeningerne stod for klassekampen og her havde DKP taget iniativer når det gjaldt om, at presse arbejdsgiverne på løn- og arbejdsvilkår, herunder arbejdsmiljøforbedringer. Det såkaldte Formandsinitiativet styrede i mage år - fra 1956 og frem til midt i 80 'erne - fastsættelse af overenskomstkravene på det danske arbejdsmarked. DKP var ikke en diskussionsklub for studenter.

http://www.leksikon.org/art.php?n=872

http://www.leksikon.org/art.php?n=872

Trond Meiring

Bill Atkins,
"Den fuldstændige frihed opnås kun i døden." Hvad for en frihed? Tomheden (intetheden)?
Vi må skelne mellem frihed fra, og frihed til. I døden er man fri fra al livets undertrykkelse, smærte og glæde. Men hvad er man så fri til? Kompostering? (Jeg tar ikke stilling til et evt. åndelig efterliv og reinkarnation. Herom kan vi ikke sige noget sikkert.)

Jørgen Steen Andersen

At polemisere om filosofi er halsløs gerning.
"Hellere godt hængt end slet gift" er et filosofisk udsagn og kan bruges til eftertanke mere end til diskussion.
Når Sløk siger, at frihed er tomhed, så skal det ses i lyset af, S. K. Siger at frihed er friheden til at vælge sig selv.
Sløk går skridtet videre og siger hvad er " sig selv".
Det er filosofi på så højt plan, at det næsten bliver meningsløst a propos Beckett.

Trond Meiring
Det undrer mig bare hvis Sløk, som knyttet til Kierkegaards eksistentialisme, skulle have udtrykt et så rigidt syn på Frihed:

...friheden betegner ikke andet end fraværelsen af alle essentielle faktorer. Det eksistentialistiske begreb om frihed er derfor begrebet om den totale og yderste tomhed.« Frihed og tomhed er to begreber, der sidestilles hos Sløk. (Det er da en dødsbeskrivelse)

Speciel når Kierkegaard netop fremhæver Frihedens absolut forbigående men eksistentielle karakter:

” Således er Angst den frihedens Svimlen, der opkommer, idet Aanden vil sætte Synthesen, og Friheden nu skuer ned i sin egen Mulighed, og da griber Eendeligheden at holde sig ved. I den svimlen segner Friheden” ...den borgerlige udgave af friheden ...eller "befrielsen" som jeg foretrække.

Det der nu skal undersøges er frihedsfølelsens (for frihed er kun en følelse af at man har et valg - "sin egn mulighed" som SK skriver.), frihedsfølelsens kombination - ikke med angst - men med lykkefølelse. Eminent beskrevet af John Reed i Ti dage der rystede verden:

To gamle bønder, krogede af slid, spadserede hånd i hånd, deres ansigter strålede af barnlig lyksalighed.
»Nå«, sagde den ene, »jeg kunne lide at se dem tage jorden fra os igen, nu!« I nærheden af Smolnyj var den Røde Garde stillet op på begge sider af gaden, vilde af glæde. Den anden gamle bonde talte til sin kammerat: »Jeger ikke træt,« sagde han. »Jeg har fløjet hele vejen!«

Jørgen Steen Andersen, "polemisere" ?

Sløk siger: "Søg, spørg ikke". Hvordan kan man søge uden at spørge om andres mening tese antitese...

Som opfatter Sløk så er han en personificering af den autoritet han påstod at bekæmpe, og jeg har ham mistænkt for at holde hof . Nogen måtte spørge andre ikke ...

Jørgen Steen Andersen

Bill Atkins
Når du har med eksistentialisme og filosofi at gøre skal du glemme alt om kapitallogik, kapitalisme og politik.
I eksistentialismen er det kun dig og dit forhold til dig selv som i første omgang er interessant for lige præcis dig som et unikt subjektivt individ og dette " at vælge sig selv" betyder hos SK at du så at sige skal genopfinde og genopdage dig selv aktivt i 24 timer i døgnet.
Det er der det ekstreme udtryk " tomheden" kommer ind.

Claus Oreskov

Nå, der skulle ikke mere til end en smule metafysisk tågesnak, før alle sædvæne tænkerne kom ud af starthullerne, og lirede deres nedslidte koldkrigs remser af.
Hvornår kommer i med noget nytænkning?
Og Robert Ørsted-Jensen hvad fanden i helvede fabler du om, er du blevet en verbal skyggebokser? Ud slynges ordet ”Stalinismen”, og alle de tomme tønder buldrer og rumler, som om de har fået diarré. Faktisk findes der ingen isme ved navn Stalinismen, så hvad skal et intelligent menneske stille op med denne genstandsløse flovhed? Derfor min bøn til alle jer, i denne uniformerede og indforstået garde – bliv mere konkrete. Præsider hvad det er I vil diskutere, og gerne med eksempler, ikke fra tanketågernes verden (metafysikken) men fra den empiriske uundgåelighed!

Claus Oreskov

@ Jørgen Steen Andersen. Har det aldrig undret dig at S.K. havde råd til navlepilleriet og at pengene sandsynligt kom fra Danmarks handel med sorte slaver. Og hvordan tror du at det eksistentielle kompleks ser ud fra slavens synspunkt – skal han vælge friheden??

Claus Oreskov

Slaven kan ikke bruge Sløk eller tossen Søren Kierkegaard til noget, derimod kan denne udtagelse kaste lys over slavens uudholdelige livssituation:
"Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed". KARL

Jørgen Steen Andersen, jeg kunne ikke drømme om at beskæftige mig med eksistentialisme, som om jeg skulle op til eksamen... Jeg beskæftiger mig med fysiske og metafysiske begreber af den grundlæggende karakter - og som Claus skriver ovenfor - gerne med eksempler. Hvor end jeg støder på meninger om disse grundbegreber, sammenholder jeg med min egen vurderingsbalast, og korrigerer evt. Jeg ved godt, at nogle filosoffer kræver læsning fra side 1 til side 2050, da den studerende ellers mister emergensen. Men da emergens er både uudtalt og diffus, påvirket af epoke og personlighed, samt ikke mindst påvirket af autoriteternes fortolkning, så foretrækker jeg at danne min egen emergens i tiden, og holde mig grundbegreberne for øje. Og i høj grad at efterleve opfordringen i:

»Men det er – for at tale kierkegaardsk – galimatias at vide livet på anden hånd.«

...men debat - samtalen - er for mig et andet meget vigtigt filosofiske redskab.

Trond Meiring

Marx' materialistiske antitese til Hegels idealistiske tese er grundleggende korrekt. Men der er også en ihvertfald delvis syntese, ved at ideene også kan bidrage til at endre samfundet. Var ikke ideen om alle menneskers lige ret til frihed afgørende i bekæmpelsen af slaveriet?

Jens Thaarup Nyberg, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Bill Atkins
Det er faktisk det jeg siger, at det er først og fremmest dig selv du skal forholde dig til og at nogen føler sig foranlediget til at nedgøre en så stor filosof og tænker som SK, det må blive deres eget problem, for jeg tvivler stærkt på at de har læst noget skrevet af ham, og hvis de har har de intet forstået.

Niels Duus Nielsen

Claus Oreskov, det er futilt at angribe S. K. for at have finansieret sine studier ved hjælp af slavehandel - som om finansieringsmodellen determinerer filosofiens indhold. KARL, som du omtaler, finansierede sine studier ved at tage imod penge fra sin gode ven FRIEDRICH, som havde pengene fra den sved, Manchesters spinderiarbejdere bidrog med i forædlingen af den bomuld, de amerikanske slaver plukkede.

Alle (betydende) filosoffer har til alle tider ernæret sig ved at tage imod penge fra andre, i sidste instans fra dem, som producerede livsfornødenhederne (hvor skulle pengene ellers komme fra?) Det hedder arbejdsdeling og har den store fordel, at folk, som har evner til at tænke store tanker, også får tid til og mulighed for at tænke dem. Hvis KARL var blevet bødker i stedet for at tage imod pengene fra sin gode vens udbytning af arbejderne, ville verden nok have set anderledes ud. Men han valgte at tage imod pengene, og verden forandrede sig - forhåbentlig med tiden til det bedre.

Hvad angår Sløks frihed:

Friheden er dobbelttydig og tvetydig. Før Friheden var Intet. Friheden er på een gang en begyndelse og et valg, en begyndelse, der er en vilje til at være (sig selv).

Friheden er et valg, for så vidt man kunne vælge at lade være. Ved at vælge at være sig selv, fravælger man ikke-væren (at være som de andre, eller "das Man").

Friheden er dermed en begyndelse, for så vidt som man ved at vælge sig selv, fravælger den oprindelige passive ikke-væren, som er (bevidstløst) at være som de andre. Og dermed skabes noget nyt, nemlig den aktive ikke-væren, som er den konstante fristelse til at opgive friheden (selvbevidstheden) til fordel for den trygge, passive (selvbevidstløse) ikke-væren. Denne nye aktive og fristende ikke-væren er forskellig fra den oprindelige passive ikke-væren, hvorfor den i daglig tale kaldes ondskab (til forskel fra Intet).

Disse ideer kan desværre kun udtrykkes i teologiske termer, da hverken dagligsproget eller mainstream.videnskaberne har et vokabularium, der kan anvendes. Så ateister blandt læserne, bær over med mig:

Den oprindelige frihedshandling var på een gang et valg og en bestemmelse af det onde: Enten den positive Frihed, eller negationens triumf, enten sejren over det Onde, eller det Ondes sejr, enten Guds eksistens eller det evige Intet. At sige "Gud eksisterer" betyder ikke andet end at sige "Det Gode er blevet valgt".

At Jahve kaldte sig selv "Jeg er den, der er" kan ses som en spidsformulering af dette oprindelig valg af selvets eksistens, valget af Friheden, som samtidig er et fravalg af Ondskaben, som på sin side først kom ind i verden i og med dette valg. Før Friheden var der blot et tomt passivt Intet. Men har man valgt Friheden, har man samtidig valgt en stadig kamp mod Frihedens bagside, nemlig det aktive Intet, eller Ondskaben.

(Frit efter Luigi Pareyson, og tak til Søren Gosvig Olesen, som i sin tid introducerede mig til denne store tænker).

Jens Thaarup Nyberg, Peter Møllgaard, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Frihed, lighed og broderskab

S. K. og Sløk har fuldkommen ret i deres filosofiske analyse af 'frihed' som et vilkår og en fordring, men de løsriver analysen fra frihedens sociale implikationer, så den ene og alene kommer til at handle om det isolerede individ - hin enkelte. Det etiske ansvar bliver et forhold, individet har til sig selv (og evt. Gud), men ikke til sin næste (selv om S. K. påstår det modsatte).

Derfor måtte S. K. bryde med Hegel, der betonede menneskers henvisthed til hinandens behov og anerkendelse. 'Samfundet' forblev noget 'udvortes' og inferiørt.

Det kan derfor heller ikke undre, at både S. K. og Sløk kun havde foragt til overs for 'menneskerettigheder'.

Robert Ørsted-Jensen, Jakob Lilliendahl, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Niels Nielsen. Den ene filosof (Søren) levede hele sit liv i ubekymret velfærd, med tjener og alt det materielle på plads. Af denne grund behøvede han ikke at bekymre sig om virkeligheden – derfor anførte jeg at pengene sandsynligvis stammede fra slavehandlen! Den anden filosof (KARL) levede i social elendighed, var fejlernærede og hyppigt syg som følge af fattigdommen. At han modtog håndøre fra sin ven kan ikke sammenlignes, med den anden filosofs behagelige situation.
” folk, som har evner til at tænke store tanker” ja hvor højrøvet har man lov til at være Niels Nielsen? I den verden jeg lever i har ALLE de evner!!!!
Du bruger begrebet "das Man" og peger dermed tilbage på Sløks eksistentialistiske guru Martin Heidegger. Nu er det nemt at blive forført af Heidegger, med mindre man har et stringent logisk matematisk eller historisk materialistisk ståsted. Med de sidste nye afsløringer omkring Martin Heideggers antisemitisme og indædte nazisme, stor det lysende klart hvorhen metafysikken kan føre hen! Man skal afvise det irrationelle og holde sig langt fra metafysikken – det er nok det mentalt sundeste!

Claus Oreskov - du skriver "Den anden filosof (KARL) levede i social elendighed, var fejlernærede og hyppigt syg som følge af fattigdommen. At han modtog håndøre fra sin ven kan ikke sammenlignes, med den anden filosofs behagelige situation."
Så vidt jeg ved, så levede Marx absolut ikke elendigt i sin alderdom, håndører kan ikke beskrive det, når han selv klagede over prisen på sin datters klavertimer - mere borgerligt kunne det næsten ikke blive! Det betyder jo ikke, at Marx har skrevet værker uden betydning eller relevans.
Derudover mener jeg det totalt irrelevant at sammenligne de to filosoffers levevilkår, de levede jo ikke samtidigt eller under samme vilkår. Det minder mest af alt om at søge forklaringer i biografisk metode blandt tidligere litteraturværker.

Relevant kan det derimod være at se på indholdet i begge filosoffers værker og deres betydning. Der har Marx haft størst betydning - også pga. udbredelsen.

Bill Atkins, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Heidegger var nazist, Wittgenstein var efter al sandsynlighed Moskvatro kommunist, Nietzsche var aristokrat, Nozick er neoliberal, jeg kunne blive ved. Filosoffer er mennesker, der foretager politiske valg ligesom andre mennesker. Men du mener altså, at hvis man er fx nazist, kan man ikke tænke store tanker? Nazister er med andre ord ikke mennesker?

Og at du benægter, at nogle mennesker har flere brikker at flytte rundt med end andre, er direkte latterligt. Jeg kender mennesker, som er ude af stand til at løse en simpel matematikopgave, men som kan køre på enhjulet cykel. Ligesom jeg selv har måttet give fortabt over for den moderne kvantefysik, mens jeg på min guitar kan spille røven ud af bukserne på de fleste.

Halvdelen af alle mennesker er dummere end den anden halvdel, det er en statistisk kendsgerning. At påstå, at alle er lige kloge er socialdemokratisme, når den er værst.

Hans Aagaard, Jens Thaarup Nyberg, Bill Atkins, Randi Christiansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kommentaren 12:53 er rettet til Claus Overskov.

Niels Duus Nielsen

Oreskov, undskyld.

Jørgen Steen Andersen

Niels Nielsen 10:54
Tak fordi du skar det ud i pap, så alle der vil skulle kunne forstå det.
Men det ved jeg naturligvis ingenting om, for jeg er ikke alle.

Randi Christiansen

Frihed er et relativt begreb. Som ikke destomindre efterstræbes på forskellig vis. I denne indsats er bevidstheden om, hvad det er, man gør, ret afgørende. Hvordan fungerer skelneevnen, har man en aktiv samvittighed, er man medvidende om sine handlinger på et dybere plan, hvor bevidst er man?

Friheden til denne eksistentielle opdagelsesrejse er kostbar og vigtig, og det er sandt, at uden mad og drikke, duer helten ikke. Derfor er det her, i konkurrencestatens slaverytteri, at menneskers frihed kan stjæles, at vores tanke-tros og ytringsfrihed kan kuppes, og vores ultimative menneskeret til i frihed at foretage vores egen eksistentielle opdagelsesrejse kan afspores, så vi glemmer, hvem vi er, glemmer vores vigtigste opgave som er, at lære os selv og vort potentiale at kende.

'Gud eksisterer' betyder 'det gode er valgt' (tak niels) Vi er rumrejsende i færd med at erkende eget råderum. Ligefrem proportional med erkendelse er vores evne til at vælge det gode.

Det svære er vel ikke, at vælge det gode i eget lille liv. Det svære er at vælge det gode, for de der absolut vil leve det store liv, og det gode for de mange, der ikke ser konsekvensen af, at de er mange med et "lidt" ubæredygtigt liv.

Nej jeg tror ikke rigtig på, at SK's projekt: "kjend dig selv" - adskil dig selv fra andre. fører til den gode Frihed.

Jørgen Steen Andersen

Bill Atkins 13:48
Du må meget undskylde at jeg korrekser dig, men du skal både slippe for at stramme buk og blive eksamineret, men læs S.K. og hans glimrende analyse og forklaring på forskellen mellem æstetik og etik. Jeg kan ikke lige huske, hvor det står, men find det selv.
Du skriver "adskil dig selv fra andre".
Og " kend dig selv".
Lige netop det er grækerne og Sokrates, men SK siger at det er en passiv bestemmelse.
Du skal vælge dig selv, for det er en aktiv position, for hvis du absolut vil have kapitallogik blandet ind i det, så er det nu, for det bliver dialektisk lige pludselig, men har naturligvis ikke noget med kapitalisme at gøre.
Det her er filosofi.
Og det gælder i enhver situation - også i de ekstreme, måske især i de ekstreme - som du siger, "at de er mange med et "lidt" ubæredygtigt liv".
Det er ikke meningen, at du bevidst skal stræbe efter at "adskille dig selv fra andre".
Du skal blive dig selv ved at vælge dig selv om det så er nok så banalt.
Det absolut vigtigste her og det må du holde fast i, det er at du vælger dig selv selvom det er nok så svimlende.
Jeg kan give dig et citat, som jeg holder meget af;
" Det er Skjønt at se en mand som er sit eget Forsyn".

Niels Duus Nielsen

Kort til Mihail Larsen: Jeg har ikke læst Sløk (bortset fra den idehistorie, staten forærede mig, da jeg gik i gymnasiet) men Gosvigs kronik har givet mig blod på tanden.

Pareyson, hvis lille bog om frihedens filosofi jeg efterhånden har læst i laser, kredser også primært om den individuelle frelse, katolik som han jo er.

Så Pareysons ideale analyse kan selvfølgelig ikke stå alene, men skal udvides til at omfatte et dialektisk forhold mellem den ideale frihed til at være sig selv og den materielle nødvendighed af at være sig selv sammen med andre.

Marx har med sin utopiske tanke peget mod denne mulighed i formularen "den enkeltes frie udvikling er forudsætningen for alles frie udvikling". (hvilket så også kan gælde som en tilbagevisning af Bill Atkins skepsis over for Kierkegaards "kjend dig selv").

PS: Mihail, jeg vil meget gerne læse om dit personlige forhold til sløk i din "De fire dimensioner" (wink, wink).

Mihail Larsen

Niels,

Jeg har forlagt din adresse. Send den venligst igen til mihail@eui.institute

Claus Oreskov

@Niels Nielsen. Ja filosofer fortager valg (om de er frie, og derfor tømt for indhold, får så stå hen) men tror du at formel logik, kan føre til nazisme eller antisemitisme – nej vel! Imidlertid er denne risiko til stede, hvad angår metafysikken, derfor siger jeg, at man skal være varsom og ikke sværme alt for meget for det irrationelle.
Karl Marx henlevede mange af sine sidste år i dybeste armod, det er alle hans biografier enige om. Det gik hårdt ud over familien der også måtte lide afsavn. Jeg citere fra Georg Reinhold Mac: ”Karl Marx liv og værk” Bd3. Side 134: ”Han (Karl Marx) var et vrag allerede før han blev 55 år gammel. Så hårdt havde fattigdom, sult og lidelser taget på ham. Derfor var det at han aldrig fik fulendt de sidste to bind af ”Das Kapital””.
Jeg har ikke sagt at nazister ikke kan tænke store tanker, det er noget du finder på, om nazister i moralsk forstand er mennesker vil jeg gerne vedstå at jeg ikke mener de er! Du ser jo selv hvilken klam og nedrig lille lort Heidegger udviklede sig til. Dit menneskesyn hører hjemme i romantikken, med dens forvirrede dyrkelse af geniet og troen på de udvalgte. I virkelighedens verden er vi sandelig meget ens begavet, og tak du din gud og skaber for det!

Claus Oreskov

Det arbejdende folk, der står op hver morgen, før fanden har fået sko på, og knokler dagen lang, samt betaler sin skat, så der er råd til både tarmoperationer og filosof uddannelser i Danmark, har mærkelig nok ingen eksistentielle forkvabbelser! Sjovt nok behøver vvs montøren ikke, at overtage sig selv, finde frem til sit jeg eller andre latterlige julelege – han har allerede overtaget. Han behøver ikke lede efter livet, fordi han er midt i det, og intellektuelt er han forberedt på livets opture og nedture.

Bill Atkins og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Blod på tanden?

Alice i Eventyrland ;)

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Præcis, rædsomt udtryk, find på et andet ....

Randi Christiansen

Det arbejdende folk, claus, har altså også brug for inspiration fra esoterikerne. Jeg ved af personlig erfaring, at det segment kan være ret snæversynet. De, som underlægger sig konkurrencestatens tyranni, mister deres sjæl og frihed, de bliver slaver af den ene %, og det er fgm dødens pølse for frie, selvtænkende mennesker. Hvem kommer oprøret mod slavetilværelsen fra? Hvem gør oprør mod corydanismen? Hvem er fortrop i den bevægelse? Dem, der går på arbejde hver evige eneste dag på slavefabrikken og kommer udslidte hjem uden overskud til deres børn eller til anden livskvalitet? Og ender med at dø en tidlig død pga fysisk og psykisk opslidende, ofte helbredstruende arbejde. Hvor er deres oprør?

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Det var skam bare en opfordring, hvis man har blod på tanden.. Sådan helt oprigtigt :)

Michael Kongstad Nielsen

Hvem laver de mursten og det tømmer og bygger det hus, du bor i? Hvem laver og sælger de sko, du går i, og får den bus til at køre, der befordrer dig hen til forretningen? Hvem høster kornet og sender hønsenes æg ud i butikkerne? Hvem gør arbejdet, så filosoffen kan have det mageligt?

Flemming Berger, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Filosoffens opgave i tiden, som jeg ser den, er at være med til at frigøre mennesket fra arbejdets tyranni, forstået som det ene menneskes udbytning af det andet. At være med til, som det formuleres andet sted i avisen, at gøre verden hellig igen, forstået som at gøre den hel igen, at helbrede den, at omstille nuværende misbrug af ressourcerne til respektfuld anvendelse af jordens gaver til os. Så vi kan blive frisatte til at vores arbejde investeres i at være frie, levende, legende, søgende mennesker i stedet for at være slaver af og for konkurrencestatens vampyrisme.

Flemming Berger, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@randi christiansen. Jamen det er da godt, at du ved at arbejderne er snæversynet, og trænger til åndelig bistand fra de arbejdsfrie – men jeg kan ikke acceptere et sådant forkvaklede menneskesyn! Nu er jeg altså født og opvokset som pjalte proletar. Mine skole og legekammerater var alle arbejder børn, og jeg kendte ingen borgelige, før omkring 19 års alderen. Jeg kan betro dig at det snæversynet menneske mødte jeg ikke i dette miljø, men først da jeg opdagede jeres verden! Arbejderen har ikke underlagt sig konkurrencestatens tyranni som du kynisk skriver. Arbejderen har ikke mange valg om nogen og han/hun skal forsørge sig selv og signe børn plus skabe den merværdi som I andre nyder godt af, det er vilkårene og ingen kan flygte fra det. Jeg så som barn mine forældre blive nedslidte og jeg så proletarer der døde en alt for tidelig død grundet bl.a. arbejdsskader – det var ikke noget de valgte TRO IKKE DET! Samtidig så jeg den indsigt de havde i undertrykkelsens og udbytningens mekanismer. Som V. Lenin siger, arbejderen har en direkte og umiddelbar erfaring omkring samfunds udbytningen, han behøver ikke at læse sig til, hvad han hver dag erfare! Disse proletarer tog den ekstra byrde på sig at forandre udbytter samfundet til et velfærdssamfund og en kort tid lykkedes det. Det er derfor du er vokset op i et samfund, der er mindre råt og modbydeligt end f.eks. USA. Tak du proletaren og hans intelligens for det!!

Trond Meiring

Spinoza var optiker og slibte linser for at livnære sig. Ikke alle filosoffer har været fredet adel, og kun levet af frugterne af andre menneskers arbejde. Nogen af de moderne økofilosofer har arbejdet med økologisk landbrug. Der må være en balance og tildels vekselvirkning mellem håndens og åndens arbejde. Håndværk kan også være mere udfordrende end hvad man måske tror, hvis man ikke selv har prøvet det.

Niels Duus Nielsen

Claus Oreskov, metafysik er skam ikke irrationelt. Livet og verden er irrationel, hvilket kommer til udtryk i, at kun dele af verden kan rummes indenfor den formelle logik. Metafysikken har så til alle tider forsøgt at udvide logikkens scope ved at udtænke nye præmisser, der kan bringe mere af virkeligheden indenfor tænkningens rammer. (Dette er et metafysisk ræsonnement, ikke en endegyldig sandhed; mange logikere hævder, at livet og verden er rationel).

I middelalderen, da engle var en anerkendt del af virkeligheden, var det spørgsmålet om, hvor mange engle, der kunne være på et knappenålshoved, der var interessant. I dag, hvor seriøs forskning sætter spørgsmålstegn ved den frie viljes eksistens, er det spørgsmålet om den frie vilje, der er interessant.

Blot skråsikkert at afvise forskningen og at påstå at den frie vilje eksisterer, eller skråsikkert at afvise den dagligdags erfaring og påstå, at den frie vilje ikke eksisterer, er begge dele irrationelt. Så metafysikken har en berettigelse, og dens berettigelse er netop, at den forsøger at tøjle sværmeriet og den tankeløse dogmatik i et forsøg på at give de store spørgsmål en logisk konsistens.

Om politiske filosoffer: Ernst Jünger var ikke nazist, men han var så stokkonservativ, at det næsten gør ondt. Han teoretiserede over det nye menneske, som han kaldte "arbejdersoldaten", og som ville afløse modernitetens menneske.

Han hyldede denne udvikling af et Übermensch, men det gør ikke hans tanker mindre banebrydende - tværtimod satte han ord og system på en udvikling, som i disse år accelereres fra statsligt og politisk hold. At underkende hans klarsyn, blot fordi han syntes det var en god ting, mens alle rettænkende mennesker burde se det som en dårlig udvikling, er irrationelt. At han så arbejdersoldaten som et mål, vi skal stræbe efter, skal da ikke forhindre os i at bruge hans forklaringsmodel som en murbrækker til at vende denne udvikling.

På samme måde er det irrationelt at underkende Heideggers "das Man" bare fordi forvirrede sjæle misforstår hvad Heidegger mener med "Beschluss" og derfor bliver decisionister. At være en viljeløs konformist kan ikke være efterstræbelsesværdigt, men at være en skråsikker viljefetichist er ikke meget bedre. Igen er det ikke metafysikken, der er skurken, men ufuldstændig tænkning og dogmatisk påståelighed, begge dele noget, den kritiske metafysik bekæmper.

Højrefløjen hugger hele tiden venstrefløjens frigørende ideer og instrumentaliserer dem til at undertrykke masserne, jf. Habermas og hans "tvangsfrie tvang", som i dag er dybt integreret i bureaukratisk kontroltænkning i form af partshøringer o. lign. Hvorfor skulle vi ikke hugge de få store tanker, som er frembragt på højrefløjen, og bruge dem til frigørende formål?

Det arbejdende folk har ikke eksistentielle kvababbelser, siger du. Men så er det da mærkeligt, at folk spiser så mange lykkepiller og at så mange begår selvmord. Men nej, her går det godt, fru kammerherreinde. Lad endelig ikke virkeligheden påvirke Deres verdensanskuelse.

Jeg vil godt medgive, at jeg også (!!!) føler mig hjemme i romantikkens tankeverden, selv om jeg ikke ligefrem dyrker geniet. Men jeg er altid parat til at anerkende, at der er mennesker, der er mere skarpe i roen end mig.

Men fat mod, Claus Oreskov, hvis du synes det hele bliver for langhåret for din smag, for som salig Kant engang sagde: Vi behøver jo ikke alle være metafysikere.

Flemming Berger, Jens Thaarup Nyberg, Randi Christiansen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar

Sider