Læsetid: 6 min.

Sværvægterne er tilbage

Efter en række kedsommelige år står sværvægtsboksningen på tærsklen til en ny stor æra. Håbet hviler især på den 26-årige brite, Anthony Joshua, der i aften får sin første chance for at blive verdensmester
Efter en række kedsommelige år står sværvægtsboksningen på tærsklen til en ny stor æra. Håbet hviler især på den 26-årige brite, Anthony Joshua, der i aften får sin første chance for at blive verdensmester

Kirsty Wigglesworth

9. april 2016

Joe Louis, Rocky Marciano, Muhammad Ali, George Foreman, Mike Tyson, Evander Holyfield.

Det er i sværvægt, at boksning har haft sine største stjerner, og lørdag aften kan sporten tage et skridt tilbage mod sin naturlige orden, når Anthony Joshua og hans 106 kilo muskler i London forsøger at fravriste amerikanske Charles Martin verdensmesterskabet.

Vinder Joshua, bliver boksningens glamour-division for alvor vakt til live igen efter en årrække, hvor sporten har været domineret af små mænd som den geniale, men kedelige Floyd Mayweather og den nu falmede fillippiner Manny Pacqiuao.

Fokus har været tvunget ned i de mindre vægtklasser, fordi sværvægtsdivisionen er blevet holdt i et søvnigt jerngreb af den sympatiske, men risiko-forskrækkede ukrainer Wladimir Klitschko, som let har besejret en stribe mestendels sløje udfordrere.

Efter at have tabt i november er 40-årige Klitschko nu omsider på vej ud, og en stribe nye, unge og underholdende sværvægtsnavne tripper for at tage over og genskabe tidligere tiders sværvægtsspænding. Og absolut mest forventning og begejstring samler sig om den 26-årige brite, Anthony Joshua.

Han har kun bokset knap 15 kampe før i aften, men hans mix af superheltefysik, nådesløshed i og pæn-dreng-attitude uden for ringen har ramt en nerve i England. Vinder Joshua over Charles Martin, er han klar til at erobre resten af verden.

Joshua går helt uhørt indtil kampen med kun 32 professionelle runder i rygsækken. Én modstander holdt ud til syvende omgang, de resterende er blevet slået ud før tredje rundes afslutning. Highlights fra Joshuas kampe minder om de årlige videoer fra Pamplona, hvor gale tyre tramper hen over folk, der nok fortryder den fare, de har udsat sig selv for.

Tyson-sammenligningen

I boksning er det en doven vane at sammenligne en hver upcoming sværvægtsbokser med Mike Tyson, men med Joshua er det svært at komme uden om. Som Iron Mike gjorde det i sine unge dage, har Joshua udslettet sine hidtil 15 modstandere med en lethed, der leder tankerne hen på det klassiske Tyson-citat: »Hvor vover de at udfordre mig med deres primitive evner?«

Som Tyson har Joshua på få kampe skabt sig en aura af uovervindelighed, og hos bookmakerne er han favorit mod samtlige andre sværvægtere i verden. Og som Tyson lever Joshua op til arketypen om den unge kriminelle, der har fundet disciplin gennem boksning.

Her ophører parallellerne så. I nogle få år lykkedes det Tyson at kanalisere al sit mindreværd og sin aggression over i at blive en noget nær perfekt boksemaskine, men når han gik i ringen til lyden af raslende kæder eller åbent fantaserede om at slå modstanderens næseben op i hjernen, var ingen i tvivl om, at dæmonerne hele tiden risikerede at overtage styringen.

Joshua er helt modsat og kan virke næsten irriterende dukset, når han som et tobenet leksikon af selvudviklingsmantraer konstant taler om stay hungry, stay humble – forbliv sulten og ydmyg.

Sådan har det ikke altid været. I 2009 gav slagsmål og småkriminalitet ham en fængselsstraf og et år med fodlænke, og i 2011 stod han til en længere dom for hashhandel.

En dommer valgte dog at give ham en chance og lod ham slippe med samfundstjeneste. Og den greb han. I 2012 vandt han OL-guld i supersværvægt i London, kun fire år efter han første gang havde stået i en boksering.

Med OL-guldet fulgte tilbud om professionelle kontrakter fra alle boksningens store promotorer. Efter længere tids betænkning faldt Joshuas valg på Eddie Hearn, den glatte og veltalende søn af tidligere promotor Barry Hearn.

Mange får kvalme af den mildt sagt selvtilfredse Eddie Hearn, men han har formået at løfte boksesporten i England, og Joshua er bannerfører for en ny af generation boksere, som med et af Eddie Hearns yndlingsord igen har gjort sporten sexy. Billetterne til aftenens kamp i O2-Arena blev solgt på 90 sekunder, og ved ringside vil være et væld af Premier League-stjerner og skuespillere som Idris Elba og Benedict Cumberbatch.

Samtidig skam-markedsføres Joshua af tv-mastodonten Sky Sports, der har rettighederne til hans kampe, og hørmen af glamour og promotion har fået flere dedikerede boksefans til at rynke på næsen. Forfatteren Peter De Vries bemærkede engang, at hans ambition var at få et massepublikum, som var stort nok til, at hans oprindelige mere elitære publikum kunne se ned på det, og det synes præcist at være, hvad der er sket for Anthony Joshua.

Prisen for hans overvældende og hurtigt til vundne popularitet er, at de dedikerede boksefans har givet ham øgenavne som Fake J, og der er en mistanke om, at han blot er et medieskabt hype-job.

På den ene side er det rigtigt, at Joshua får VM-chancen tidligt i karrieren mere på grund af sin kommercielle kraft, end for det han hidtil har udrettet i ringen. For modstanderne har været af beskeden kvalitet. Omvendt har Joshua ikke gjort andet end at demolere alle, han hidtil har stået over for, og hvad mere kan man bede en bokser om?

Det smukke ved boksning er selvfølgelig, at i ringen bliver alle afsløret til sidst. Hverken nyrige beundrere, positiv psykologi-mantraer eller glittet markedsføring hjælper Joshua, når han skal kæmpe mod Charles Martin, der kommer med IBF-verdensmesterskabet og en ligeledes uplettet rekordliste.

Martin har 23 vundet gange, 21 gange på knockout. Han har hverken Joshuas karisma eller smil, men han er en stærk og velskolet højrefodsbokser på størrelse med Joshua, og så har han en aura af dyster intensitet.

Han er efter eget udsagn vokset op sulten, faderløs og fattig i St. Louis, og bærer en stor del af tiden på et lettere sørgmodigt udtryk. Et par gange har han talt om en indre vedvarende vrede, men derudover forfalder han til vendinger, man nok skal være amerikaner, have vrangforestillinger eller eventuelt begge dele for at kunne sige uden selvironi.

»Jeg kommer til at gå hen over dig, trampe lige hen over dig. Jeg går på Jorden som en Gud, og det er, hvem jeg er,« sagde han henvendt til Joshua i et dobbeltinterview med dem begge på Sky Sports.

I samme interview snakkede Anthony Joshua om sine egne private kampe, men også om boksningen som et middel til personlig overvindelse:

»Jeg allerede besluttet mig for min destination, og uanset, hvad jeg skal ofre, så gør jeg det. For mig handler det om selvudvikling, det var det, der fik mig ind i boksning. Jeg havde brug for disciplin.«

Ordkrigen er i gang

Joshuas dedikation står skrevet i de muskelfibre, som ser ud til at presse hans huds elasticitet til det yderste. Men lykkes det ham at gøre det af med Charles Martin, betyder det ikke, at alle hans mål er nået.

I boksningens forvirrede titellandskab er IBF-titlen, som de kæmper om, kun et af fire betydende VM-bælter. Tyson Fury har to af de andre bælter, og efter hans sejr over Wladimir Klitschko i november er Fury bredt anerkendt som verdens nummer et.

Fury er også brite, men af den irske traveller-minoritet. Han kan bedst beskrives som en omvandrende bipolær lidelse, og han er dermed Joshuas absolutte modsætning. Hvor Joshua er kontrolleret og korrekt, er Fury vild og uforudsigelig. Han er et bjerg af en mand, men ligeså lasket at se på som Joshua er hårdt pumpet.

Mens Joshua taler om hårdt arbejde og ydmyghed og tiltrækker sponsorater fra internationale brands, så rabler Fury om Jesus, truer folk med tæsk, uploader billeder af drukture og havner i problemer for kommentarer om homoseksuelle, mens dyrerettighedsgrupper raser over, at han fanger og spiser pindsvin.

I den seneste uge er der allerede begyndt en ordkrig mellem de to, og vinder Joshua i aften, og vinder Fury revanchekampen mod Klitschko, så er der lagt op til den største kamp i britisk boksehistorie. Men der er også andre navne i spil til store kampe.

Netop tilbagevendte David Haye er en trussel mod alle, New Zealands Joseph Parker er den sydlige halvkugles svar på Anthony Joshua, og så er amerikanske Deontay Wilder, der synes at slå folk bevidstsløse, bare de tjatter til dem. Og en hel del flere.

Uanset hvordan man krydser navnene, kan det kun blive underholdende. Det er store mænd, der kommer for at slå andre store mænd ud. Det er sværvægtsboksning, som det ikke har været siden de tidlige 90’ere, men sådan som det altid bør være.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu