Læsetid: 9 min.

Al magt til kommunen!

Midt i den apokalyptiske stemning, der præger venstrefløjen i disse år, spreder en positiv vision sig: kommunen. For nogle rummer dette begreb ligefrem ideen om det 21. århundredes revolution
Barrikade på Rue de la Chapelle marts 1871. Pariserkommunen blev efter 60 dage ved magten nedkæmpet i en blodig militæraktion, men har siden lagt navn til revolutionære visioner verden over. 

Barrikade på Rue de la Chapelle marts 1871. Pariserkommunen blev efter 60 dage ved magten nedkæmpet i en blodig militæraktion, men har siden lagt navn til revolutionære visioner verden over. 

Polfoto

21. maj 2016

For et par uger siden tweetede den franske protestbevægelse Nuit Debout et billede af en aktivist, der er ved at ændre et gadeskilt: Hvor der før stod ’Place de la République’, som er navnet på den plads, bevægelsen har holdt daglige generalforsamlinger på siden den 31. marts, står der nu ’Place de la Commune’.

En gestus læsset med historisk betydning: Republikken er styrtet, og kommunen er trådt i dens sted, ligesom i 1871, da den parisiske befolkning midt i en krigssituation gjorde oprør og skabte Pariserkommunen, hvor en demokratisk magt herskede i 60 dage.

Begrebet kommune er inden for de seneste år blevet mere og mere udbredt i venstrefløjens tanker, tekster, paroler og handlinger. Og her er der vel at mærke ikke tale om den offentlige forvaltningsinstitution, som vi normalt kalder for kommunen, men derimod om noget så omfattende som afskaffelsen af det kapitalistiske samfund.

’Kommunen’ betegner grundenheden i en revolutionær vision, der forsøger at reformulere overskridelsen af kapitalismen som skabelsen, udbredelsen og sammenkoblingen af kommuner.

Læs også: ’Vi kommer ikke med fred’

»Ikke blot er kommunen ikke død, den kommer tilbage,« skrev det revolutionære franske kollektiv Den usynlige komité i bogen Til vores venner fra 2014.

Tesen bekræftes af det første trykte nummer af Roar Magazine, der lige er udkommet og har kommunen som tema. Ifølge redaktøren Jerome Roos er kommunen som politisk form intet mindre end »horisonten for en ny cyklus af kampe, der indprenter sig selv i nutiden som det definitive mål for det 21. århundredes revolution«. 

Måske var det dette, den tyske venstrefløjsorganisation Interventionistische Linke og den italienske bevægelse Coalizione dei Centri Sociali havde på fornemmelsen, da de i 2014 indkaldte til protester ved et EU-topmøde med opfordringen til at deltage i skabelsen af ’den europæiske kommune’.

Selvopretholdende fællesskaber

Som det ofte er tilfældet med modeord, er der ingen klar konsensus om, hvad en kommune egentlig er. Begrebet bliver brugt om alt fra landbrugskooperativer i Venezuela over aktivistkollektiver i storbyer til kommunen over dem alle: Pariserkommunen.

De eksempler på kommuner, der beskrives i Roar Magazine, omfatter bl.a. kurdiske Rojava, hvis organisering er inspireret af PKK-lederen Abdullah Öcalans ideer om ’demokratisk konføderalisme’; oprøret i den koreanske by Gwangju, hvor indbyggerne i 1980 drev militæret ud af byen og overtog magten i seks dage; den aktuelle sydafrikanske slumkvartersbevægelse Abahlali base Mjondolo; oprøret i den mexicanske by Oaxaca i 2006, hvor politiet efter en brutal nedkæmpning af en strejke blev smidt på porten i næsten et halvt år, og byens beboere rejste 3.000 barrikader og etablerede en demokratisk magt.

Det er også oplagt at nævne Oakland-kommunen, der som en del af Occupy-bevægelsen i USA i 2011 besatte en offentlig plads og blokerede havnen, og dermed forhindrede cirkulationen af store mængder amerikansk kapital.

Fællestrækket er, at ’kommune’ bruges som en betegnelse for (forsøget på) skabelsen af et lokalt forankret, selvopretholdende fællesskab, der suspenderer den kapitalistiske vare- og pengeøkonomi inden for fællesskabet.

Afskaffelsen af kapitalismen forstås her som en proces, hvor kommuner opbygges, styrkes og sammenknyttes, indtil de er stærke nok til at konfrontere staten og endegyldigt gøre produktionsmidlerne til fælles ejendom.

Ideen om kommunen angiver en retning for en antikapitalistisk politik, der ikke handler om at ’overtage statsmagten’, men om at skabe selvopretholdende fællesskaber, der kan ekspandere og udgøre et grundlag for den videre kamp.

Også i Danmark er kommunebegrebet dukket op, og i 2011 kunne man finde plakater, der annoncerede oprettelsen af ’Københavnerkommunen’: »Kommunisering er produktionen af fællesskab. Københavnerkommunen giver asyl til alle, som ønsker at leve et ikke-kapitalistisk liv. Et sted, hvor lidelse, begær og begejstring deles.«

Gruppen bag plakaten eksperimenterede blandt andet med at dele penge, lejligheder og andre livsfornødenheder.

Statens forfald

Men hvorfor er det netop ideen om kommunen, der er blevet dette fikspunkt? Et muligt svar er, at kommunen er en protestform, der svarer til den måde, magten fungerer på i dag. Som Den usynlige komité forklarede i Den kommende opstand fra 2007:

»Magten er ikke længere koncentreret i et punkt i verden, den er denne verden selv, dens strømme og avenuer, dens mennesker og dens normer, dens koder og dens teknologier. Magten er selve organiseringen af metropolen. Magten er vareverdens helhed i hver af dens punkter. Den, der besejrer den lokalt, sender globale chokbølger gennem dens netværk.«

»Magten bor ikke længere i institutionerne,« skrev samme komité et par år senere, og det betyder, at staten ikke længere har den magnetiske kraft på revolutionære, som den havde tidligere.

Der er ikke længere noget Vinterpalads, der kan stormes, og hvem gider erobre en stat, der fremfor at regulere selv bliver reguleret af varernes og pengenes globale kredsløb? Hvorfor deltage i parlamentsvalgenes spektakel, når politikere åbenlyst lige som alle andre bliver revet rundt af finansmarkeder, så snart de ikke velvilligt underlægger sig markedernes bevægelser?

Ideen om kommunen tilbyder en ide om en politisk praksis, der ikke centrerer sig om nationalstaten, men som på en og samme tid både er mere lokal og mere global. Den amerikanske litterat Kristin Ross’ bog Communal Luxury. The Political Imaginary of the Paris Commune fra 2015 har spillet en vigtig rolle i diskussionerne om kommunebegrebet.

Hun udtrykker princippet apropos Pariserkommunen: »Den kommunale forestillingsevne opererede med den foretrukne skala af den lokale, autonome enhed inden for en internationalistisk horisont. Den havde ikke meget tilovers for nationen, eller, for den sags skyld, markedet eller staten.«

Ligesom magten har også arbejdet, der sammen med staten udgjorde en af grundpillerne for store dele af det 20. århundredes revolutionære satsninger, ændret karakter. Prekarisering, uformelle økonomier, arbejdsløshed, outsourcing og de-industrialisering har undergravet det arbejdsmarked og den arbejderidentitet, som den vestlige arbejderbevægelse byggede sine organisationer på.

Og her træder forestillingen om kommunen til med et alternativ til den nostalgiske længsel efter arbejderbevægelsens storhedstid.

Når skabelsen af kommuner bliver til omdrejningspunktet for den politiske praksis, forskydes fokus fra arbejdet og arbejdspladsen til fordel for den lokale organisering omkring menneskers tilhørsforhold og dagligdagens praktiske opgaver.

Kommuner handler nemlig ikke blot om arbejdet, men om alle elementer af det fælles liv og om at gøre de problemer, der i det kapitalistiske samfund er henvist til hjemmets private sfære, til fælles anliggender.

Derfor indebærer ideen om kommunen også et fokus på den såkaldte ’reproduktive sfære’, altså reproduktionen af det fælles liv; en kommune handler også om at etablere politiske fællesskaber omkring opgaver som at sikre boligforhold, skaffe og lave mad, passe børn og lignende.

Det reproduktive arbejde er traditionelt blevet pålagt kvinder, og mange peger på, at kommunen som politisk form har en indbygget tendens til at nedbryde kønshierarkier ved at inddrage de reproduktive opgaver i den politiske organiseringsform. Som aktivisten Barucha Peller skriver om Oaxaca-kommunen i Roar Magazine:

»Selv-reproduktion – eller bevægelsens evne til at reproducere sig selv på en daglig basis uden at være medieret af den kønnede arbejdsdeling eller kvindernes usynliggjorte arbejdsstyrke, der udfører alle de opgaver, som er nødvendige for at opretholde livet, så bevægelsen kunne bestå – betød at Oaxaca-opstanden reproducerede sig selv som kommune.«

Alternativismens spøgelse

Endelig kan kommunen også overskride geografiske skillelinjer, og det i en dobbelt forstand. For det første kan kommuner etableres både i byen og på landet, og for det andet kan kommunale former genfindes overalt på kloden og indebærer derfor ikke et vestligt centreret projekt.

I diskussionerne om begrebet dukker historiske referencer ofte op, hvilket viser, at kommunen ikke blot overskrider rummets grænser, men også tidens.

Roar Magazine opregner en række historiske eksempler på kommunale fællesskaber: sammenslutninger af nordamerikanske indianerstammer i 1100-tallet; ’traditionelle afrikanske samfund’; arbejderes magtovertagelse i Firenze i 1378; The Diggers, en protestantisk kommune i England i midten af 1600-tallet; sammenslutninger af pirater i 16-1700-tallet.

Understregningen af, at kommunen er mulig til alle tider og alle steder viser også den tendens til romantiserende forestillinger om et oprindeligt, naturligt og ahistorisk fællesskab, som ofte viser sig i lovprisningen af kommunen som politisk form. Her bliver kommunen til den måde, mennesker spontant og naturligt organiserer sig på i fraværet af undertrykkelse.

Forsøgene på at etablere kommuner bliver ofte kritiseret for det, man især i Frankrig kalder ’alternativisme’, og som med den franske kommunist Leon de Mattis’ ord består i »troen på, at vi med et begrænset antal mennesker inden for kapitalens verden kan etablere relationer, som allerede ville være en præfiguration af kommunisme«.

Hvis kommunen forfalder til at blive de privilegeredes flugt fra et fremmedgørende samfund, mister den sit politiske potentiale og forvandles til et simpelt selvrealiseringsprojekt og forbrugsvalg. Og når man læser de forskellige forsvar for kommunen, er det tydeligt, at truslen om alternativisme altid lurer i baggrunden.

Derfor ledsages den opskrivning af det lokale, der altid er en væsentlig del af kommunebegrebet, altid af en slags besværgelse – for eksempel skriver Jerome Roos i Roar Magazine:

»Ikke desto mindre er der tydeligvis vigtige forskelle mellem de antikke kommune-former og de revolutionære kommuner, vi taler om her, ikke mindst med hensyn til sidstnævntes emancipatoriske, fremtidsorienterede og internationalistiske horisont. Og vigtigst: Den moderne kommune omfavner fuldt ud ekspansiviteten og universaliteten i det socialistiske ideal.«

Tilbage til Marx

Genoplivningen af ideen om kommunen er på sin vis også en genoplivning af en impuls i Karl Marx’ tænkning, som ofte bliver overset. I Det kommunistiske manifest fra 1848 anså Marx og Engels overtagelsen af staten som den proletariske revolutions første foranstaltning, efterfulgt af en nationalisering af jord, produktionsinstrumenter og kapital.

Men 24 år efter, i 1872, skriver de i et nyt forord, at Pariserkommunen har »leveret bevis for, at arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål«.

Erfaringerne fra Pariserkommunen fik med andre ord Marx til at bevæge sig væk fra forestillingen om at overtage statsmagten, og i stedet orientere sig efter etableringen af kommuner som den direkte skabelse af kommunisme.

I de sidste år af sit liv korresponderede Marx med den russiske revolutionære Vera Zasulich omkring muligheden for en kommunistisk revolution i Rusland, og da han og Engels i 1882 – ét år før Marx’ død – igen skriver et nyt forord til manifestet, er sporene fra korrespondancen tydelig: Her kan man læse, at det fælles ejerskab til jorden i de russiske landbrugskommuner kan »tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling«.

Nutidens forsøg på at samle den splittede modstand under kommunens banner er et forsøg på at bypasse det 20. århundrede og vende ryggen til statsfikseringen og antikverede former som partiet og fagforeningen. Båndet til de ’socialistiske’ stater skal rives endegyldigt over, og kommunismen skal præsenteres på ny.

Kommunisme handler her ikke om at overtage statsmagten og derfra ændre samfundet, men om at opbygge lokale fællesskaber, der kan løse konkrete problemer i menneskers hverdagsliv, og derigennem opbygge den styrke, der skal til for at bryde med en verden, der reducerer alle sociale relationer til kommercielle relationer.

Som nogle af deltagerne i studenterprotesterne i Californien i 2009-10, hvor kommunebegrebet også florerede, skrev: »For virkelig at ødelægge varerne og staten, må opstanden skabe et fundament, der ikke kan nære sådanne ting, en grund der er ubeboelig for arbejde og dominans.«

Ved at gribe tilbage til kommunebegrebet og ophøje Pariserkommunen til paradigmet for den revolutionære bevægelse bliver tendensen også et forsøg på at hele de splittelser, venstrefløjen historisk har været præget af.

Ifølge Kristin Roos var Pariserkommunen netop kendetegnet ved fraværet af de splittelser mellem eksempelvis kommunister og anarkister, der senere fik en så væsentlig betydning.

Hvis ideen om kommunen er populær i disse år – hvor en apokalyptisk stemning gennemsyrer ikke bare venstrefløjen, men stadig større dele af samfundet – vidner det ikke mindst om, at der er et behov for en vision for et brud med kapitalismen, der ikke blot tager sig ud som en teatralsk forsøg på at genopføre det 20. århundredes fejlslagne revolutioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leif Høybye
  • Per Jongberg
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Jan Pedersen
  • Johannes Lennar
  • Anne Eriksen
  • Jørgen Steen Andersen
Leif Høybye, Per Jongberg, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Jan Pedersen, Johannes Lennar, Anne Eriksen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Høybye

Jeg blev 40 år yngre af at læse denne artikel. Det giver mig håb for mine børn og børnebørn. Måske lykkes det.

Per Jongberg, Christian Nymark, Niels Duus Nielsen, Nike Forsander Lorentsen, Torsten Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

To andre eksempler bør med: 1) Athens demer, der var ikke-geografisk baserede enheder, der på den måde sikrede ligelig repræsentation på folkeforsamlingen fra by, land og kyst.
2) Det højst nutidige Gentofte, hvor man siden august sidste år har lagt byens udvikling i kollegier med borgerdeltagelse som udviklingsfora, hvorfra politikerne henter forslag til vedtagelse.

Randi Christiansen

Ordnet : "Kommune : OPRINDELSE via fransk commune fra latin neutrum af communis 'fælles', af kon- og munus 'opgave, hverv'
1.
den mindste lokale administrative enhed, som ledes af en folkevalgt kommunalbestyrelse, og som bl.a. tager sig af socialforvaltning, skoler, daginstitutioner, plejehjem, biblioteker, pasfornyelse m.m. Danmark blev ved kommunalreformen i 2007 inddelt i 98 kommuner; fra 1970 til 2007 var der 275 kommuner"

Smadremændene har længe været ude efter fællesskabet. Men 'de kan ikke slå det ihjel, det er en del af dem selv' - de kan bare lave en helvedes masse ballade for sig selv og andre. Men som en klog mand har sagt : hvor der ikke er visdom, er der udfordringer. Et flertal må forstå, at de ikke længere vil lade sig styre af frygt, brød og skuespil. Det er livet for kostbart og vidunderligt til. Så nu er opgaven at tage fællesejet tilbage, og for at kunne det, må visionen for det nye samfund, som jo betyder fællesskab, være klar. Tryk avler modtryk, og det bliver den derfor i stadig større grad. Det viser denne historie om kommunerne

Leif Høybye, Christel Gruner-Olesen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Dette er efter mit hjerte siden den gang min mor lagde Peter Krapotkins bog..' En Anarkists Minnen' i favnen på mig med orden..'Læs'.

Randi Christiansen

Og hvem er smadremændene? Følg pengene - find de ansvarlige > den ene procent og co.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at partier, som hylder den personlige frihed, er dem, der samtidig og under usselt dække af deres liberale frihedsfloskler, tillader pengemagtens ran af fællesejet. Nådesløst jagter de fattige for deres sidste femøre, mens de kontrollerer borgerne i hoved og r.. men sørge for, at skatteinddrivelse fungerer, det kan/vil den ene procents kompagni ikke, således at fælleskassen - den man så nidkært inddriver til fra de fattigste, så de rigeste kan få skattelettelser (som by the way tydeligvis ikke har de eftertragtede dynamiske effekter; hvornår er nok nok?) - mister milliarder i senest uberettiget udbetalt returmoms, fordi smadremændene - i dette tilfælde afr - har smadret skat.

Og de ansvarlige bliver ikke stillet til ansvar - stor økonomisk kriminalitet og uagtsomhed = små eller ingen konsekvenser for de ansvarlige - lille økonomisk kriminalitet og uagtsomhed = store konsekvenser for de ansvarlige. Hvornår er nok nok?

Dana Hansen, Per Jongberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kommunetanken har jo givet navn til kommunismen, men begrebet er omfattende - genfundet i det engelsk 'common', udbredt eller fælles.

Niels Duus Nielsen

"...det fælles ejerskab til jorden i de russiske landbrugskommuner kan »tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling«."

Her fik vi så også lige grundlaget for at socialisterne i EL ikke alene kan alliere sig med "anarkisterne" i Alternativet, men også med georgisterne - Leo Nygaard?

Christian Nymark

Hvis 20-50 mand tager springet, finder et stykke uudnyttet land og begynder opstarten af en kommune, kan det så lade sig gøre hvis det ikke er i København?
Alle andre steder vil ordensmagten være så overlegen at kommune-forsøget vil blive opløst førend det rigtigt begynder - der er næppe 500 moddemonstranter der jævnligt kan haste til et spirende kommune-forsøg og nå at standse politiets overgreb, førend det hele er itu.. eller hvad?

Hvad gør vi (tillader jeg mig) så?

Christian Nymark

Ups; glemte nok det vigtigste:

Skriftlig anbefaling skal også gøres af Leifs kommentar! Hurra-jubii :D

Den mest opløftende artikel i år.

Tak for det, Søren.