Læsetid: 10 min.

Becky er død

På sin vis blev Beckys liv et lille blueprint af verdenssituationen. Hun er ikke den første – og sikkert heller ikke den sidste – af de migranter, jeg har arbejdet med, der er død. Becky blev 28 år
Becky var helt bevidst om, at et liv i Europa indebar, at hun måtte sælge sex: Hvis du ikke vil sælge sex, så bliv væk fra Europa som hun sagde. Privatfoto
21. maj 2016

Rest in Peace, Becky. Du vil altid være i mit hjerte,« stod der på en Facebook-side for et par uger siden.

Jeg modtager ofte Facebook-beskeder og opslag, SMS’er og opkald fra de kvindelige migranter, jeg har interviewet i forbindelse med min forskning i migration og trafficking fra Nigeria og Thailand til Europa.

Alt fra rejseplaner, spørgsmål om de bedste ruter mod Europa, selfies med trutmund og solbriller, fotos af nyfødte, madfotos – og til hurtige spørgsmål om, hvorvidt de kan låne penge af mig.

Dødsannonceringer dukker op af og til. En bror er død i Sahara på vej til Europa, en thailandsk kvinde er knivstukket af en kunde på et bordel i Danmark, en anden dræbt i en trafikulykke i Thailand. Opslaget om Beckys død var skrevet af en bekendt til Becky.

Jeg havde ikke hørt fra Becky i nogle måneder. Det var ikke usædvanligt. Hun havde tidligere mistet telefoner til væbnede røvere, fået utallige nye numre, ingen penge til internet, eller hun var i sin landsby eller i Sahara uden internetdækning.

Sidst, vi talte, var Becky ved at krydse grænsen fra Nigeria til Niger. Det var Becky’s tredje forsøg på, via Niger og Libyen, at nå Italien. Jeg havde ventet på at høre nyt. Så kom dette sørgelige R.I.P.

Jeg spurgte hendes Facebook-bekendte, hvad der var sket. Jeg tænkte, hun nok døde på vejen til Europa – i ørkenen eller i havet. Men det var ikke sådan, Becky døde.

Europa er ægte

Jeg nåede at kende Becky i fem år. Hun blev 28. Første gang jeg mødte hende, kom hun grinende ind i en lille rødmalet og hed stue i et hus i udkanten af Benin City i det sydlige Nigeria. En by, hvorfra de allerfleste nigerianske kvinder, der sælger sex på gaden i Europa, begynder deres rejse.

I stuen interviewede jeg Faith og hendes mor. Faith var netop blevet deporteret fra Italien efter at have solgt sex på gaden i seks år. Faith kendte flere kvinder, der var deporteret fra Europa, og kvinder der som Becky drømte om at rejse til Europa.

Efter det første møde med Becky tilbragte hun og jeg meget tid sammen. Becky var en dreven zipped lip girl – en kvinde, der som Becky forklarede det, ikke siger noget om noget til nogen – fordi det er den bedste måde at beskytte sig selv på i Nigeria. Men hun ville gerne fortælle levende og detaljeret om sit liv og rejserne mod Europa til en ufarlig antropolog.

Læs også: Kvinderne, der drukner i Middelhavet

Vi endte med at lave dokumentarfilmen Beckys Journey med et lille nigeriansk filmhold. For Becky drømte om at blive til noget – om at blive berømt – om at blive set og hørt. Hun var frygtløs og følsom. Hun havde mange og modsatrettede grunde til at drømme om Europa. Fattigdom var blot en af dem.

En dag tømte Becky køleskabet for den chokolade, jeg havde med fra Danmark til sene feltnoteskrivende stunder. »Ja – jeg spiste det hele,« indrømmede hun blankt. »Jeg elsker jeres chokolade. Det er ægte. Alt i Nigeria er uægte. Jeg elsker også de sko, min (nigerianske, red.) tante i Italien sender til mig. De er ægte. Det er derfor, jeg elsker Europa. Europa er ægte.«

Becky rejste fra delstaten Edo i det sydlige Nigeria. Antallet af asylansøgende nigerianere, der ankommer til Europa, er tredoblet de seneste otte år, og selv om sandsynligheden for at få asyl er minimal for nigerianere, fortsætter antallet med at stige – mange rejser via Benin City. 

Det usædvanlige i forhold til andre migrant- og flygtningegrupper er, at langt over 50 procent af de nigerianske migranter er kvinder. Delstaten Edo er dermed et af de omtrent syv steder – ’hot spots’ – primært i det globale syd, hvorfra kvinder i særlig grad rejser til det globale nord til ægteskab, sexindustrien eller bliver involveret i trafficking.

De andre områder er Nordøstthailand, Østrumænien (ikke Det globale Syd), det nordøstlige Kina, det nordøstlige Brasilien, Den Dominikanske Republik og Filippinerne. Herfra rejser kvinder oftest via såkaldte ’intime migrationer’ – det vil sige knyttet til kontakten til en mand eller mænd – sexkunder og ægtemænd.

Intime migrationer er i hastig vækst på globalt plan. I Danmark er thailandske kvinder nu den nationalitet, danske mænd hyppigst gifter sig med ud over etnisk danske kvinder.

Det forskningsprojekt, jeg er ansvarlig for, Women, Sex and Borders – Seeing Migration, Sex Work and Trafficking from the Global South, undersøger dette fænomen med feltarbejde to af disse steder – Edo state i Nigeria og Isaan i det nordøstlige Thailand.

Jeg har arbejdet som antropolog med migration, særligt kvinders migration i 13 år. Becky er ikke den første migrant, jeg har arbejdet med, der er død som en følge – direkte eller indirekte – af migrationen.

Ofte tager vores perspektiv på migration udgangspunkt i Det Globale Nord. Men hvordan ser det ud i den anden ende, der hvor migrationen starter, hvor migranter kommer fra? Hvorfor bliver nogle områder til ’migration hot spots’? Hvorfor bliver nogle steder særligt til ’kvindelige migrations hot spots’?

I disse områder er migration et hverdagsvilkår, en strategi og en følelsesmæssig tilstand. Børn savner deres bortrejste mor, gamle forældre er afhængige af de penge, der sendes hjem, og enhver kender nogen med en datter i Europa. Hvad betyder EU’s migrationskontrol i de områder?

Hvor informationerne om nye love modtages i telefonen fra dem, der allerede er rejst, læses på Facebook eller høres gennem landsbysladderen. I disse områder er familierne og udviklingen afhængig af migranters penge – men samtidig blokerer migrationskontrol de gængse ruter.

På hvilken måde gør grænsekontrol ruterne mere farlige? Hvad gør migrantsamfund så? Vælger de nye ruter? Hvilke forsørgelsesstrategier vælger de?

Så længe manden betaler

Becky ville ikke kun til Europa, fordi hun var fattig eller ville have ’ægte’ varer. Hun ville også være fri. Hun ville frigøre sig fra sin families og Nigerias snærende bånd. Inden hun forsøgte at komme til Europa første gang, konverterede hun fra islam til kristendommen.

Becky var opvokset i en muslimsk familie i delstaten Adamawa, hvor Boko Haram nu hærger. Men »muslimske kvinder rejser ikke til Europa og gør det, jeg vil gøre,« forklarede Becky. Så hun rejste til det sydlige Nigeria og blev kristen. Hun ville selv bestemme, hvem hun var kærester med, familien nægtede at møde hendes ikke-muslimske kærester. Men som hun sagde det:

»Jeg vil leve som en hvid kvinde – jeg vil selv bestemme«.

Første gang hun forsøgte at nå Europa, brugte hun de skolepenge, hun havde fået af sin far, til at betale for falske rejsedokumenter. Men hun blev stoppet allerede i lufthavnen i Nigeria. Nigeriansk grænsepoliti uddannes af europæiske politifolk til at opdage falske dokumenter og især forebyggende at stoppe kvinder, som mistænkes for at rejse via et traffickingnetværk.

Kvinderne stoppes allerede inden, de sætter sig på flyet, til stor frustration for kvinderne, der både mister deres billet og muligheden for at komme til Europa. De placeres ofte på et krisecenter i Nigeria, betalt af donationer fra europæiske lande, der skal få dem til at opgive drømmen om Europa.

Læs også: Leder: Drømmen om at komme nordpå

Det stoppede ikke Becky – for hende betød det, at hun ikke kunne komme på et fly, i stedet en endnu farligere, dyrere og længere rejse gennem Sahara. Becky vidste, at hun skulle sælge sex, hvis hun kom frem for at tjene penge: »Hvis du ikke vil sælge sex, så bliv væk fra Europa.«

Hun kendte en, der solgte sex i Italien, som fortalte: »Vi giver kærlighed hvor som helst – så længe der er en mand som vi lbetale for det.«

Becky mente, at migration og at sælge sex var den mulighed, hun havde for at forbedre sit liv.

»Dem, jeg har mødt, som har solgt sex, har set smukke ud, når de kom tilbage til Nigeria,« fortalte hun.

I 2011 påbegyndte hun derfor sit andet migrationsforsøg. Rejseudgifterne blev nu betalt af en kvindelig ’madam’, som allerede befandt sig i Italien.

Sammen med 36 andre migranter tog hun afsted gennem Sahara til Libyen. Fra Libyen skulle rejsen gå videre over Middelhavet til Italien. Efter 10 dage i Saharas ørken var der ikke mere mad og vand. En ung mand, der sad klinet op ad Becky på ladet af trucken, døde.

Da de endelig kom frem til Libyen, brød borgerkrigen ud, og det var ikke længere muligt at krydse Middelhavet. Efter at have skjult sig i Libyen i to måneder måtte hun rejse tilbage til Nigeria. På vejen tilbage døde hendes veninde.

Veninden var gravid i niende måned med en libysk mand, en sexkunde, hun havde mødt, mens de ventede på at sejle over havet. Hun gik i fødsel i ørkenen, men moderkagen sad fast. En medrejsende kvinde fortalte, at moderkagen kunne presses ud, hvis den fødende bed hårdt i en ske i mens. Den lille gruppe af kvinder og mænd stod hjælpeløst og så til, mens kvinden døde.

Becky stod nu med en død veninde og nyfødt baby på armen. Babyen afleverede hun i Benin City til bedstemoren med en besked om, at datteren ville ringe snart. Siden gik filmen om Becky godt, og af og til var det muligt at få penge fra visninger rundt omkring i verden. Dem sendte vi til Becky. Men den smule penge og to mislykkede forsøg fik ikke Becky til at opgive drømmen om Europa, og i slutningen af 2015 forsøgte hun igen.

Kvinder der smugler

Becky’s tredje og sidste forsøg var også gennem ørkenen. Inden da spurgte hun mig, om jeg vidste, om der stadig ankom skibe til Italien fra Libyen.

»Ja, det gør der,« svarede jeg. »Men Becky, det er meget farligt. Du skal ikke rejse den vej. Har du hørt om alle skibene, der synker i Middelhavet?«

»Ja, selvfølgelig ved jeg det,« svarede Becky, »jeg ser det hver dag på CNN. Men jeg er ikke bange, det ved du. Hvis jeg dør, er jeg ligeglad. Hvis jeg får muligheden for at krydse havet, så gør jeg det. Jeg stopper ikke, før jeg er i Italien. Jeg gør det for mig og min familie. Men jeg håber, at min madam kan tage mig med fly til Italien.«

Beckys madam ville have 60.000 euro for at få Becky til Italien over havet. Men så skete der noget. Becky fik forhandlet beløbet ned til 30.000 euro. Til gengæld skulle Becky rejse rundt i Edo og finde fem andre kvinder at tage med. Becky blev selv agent og smugler.

Typisk er de billeder, vi ser af smugling, domineret af tragedie, udnyttelse og død begået af mænd. Vi ser billeder af menneskesmugleren – en mand i håndjern – og forestillinger om den kriminelle, voldelige mand, fra Det Globale Syd forstærkes.

Kvinderne derimod portrætteres som ofrene, der passivt transporteres, og som jeg tidligere har skrevet, hyppigere drukner. Men kvinder er ikke blot passive i smugling. De er måske ikke kaptajner på skibene. Men forskning i smugling viser, at kvinder også deltager i smugling og migrationsindustrien.

Kvinder rekrutterer, forhandler beløb, afbetalingsplaner, afhenter wiretransfers, rengør ventehusene, hvor migranter overnatter, til de kan smugles, laver maden, og nogle er chauffører.

Forskning i menneskesmugling viser, at der typisk er tre veje ind i smuglingsverden; via socialt netværk eller »tilfældighedernes entreprenørskab«; at personen opsøger eller er der, hvor behovet for smugling opstår. Den tredje vej – og den er typisk for kvinder – er, at smuglerarbejdet er en del af kvindens egen migration. Becky fik rejsen til Europa billigere, hvis hun selv deltog.

Et af de sidste fotos, hun sendte mig, var en selfie af hende samen med fire kvinder – alle med fuld makeup. Det var de kvinder, der skulle med til Europa, og de drak øl på en bar af plastikstole i Benin City for at fejre, at de dagen efter skulle rejse mod Europa. En afskedsfest.

Becky mod verden

Beckys liv er et portræt af den politiske og økonomiske virkelighed. En slags skitse af verdenssituationen. Hendes liv giver vigtig viden om de mange forhold, der afgør migranters rute – som ikke har noget med velfærdsmodeller i Nordeuropa at gøre. Det lille levede og drømmende menneskeliv besværliggjort og umuliggjort af forhold uden for hendes kontrol.

Beckys livsruter var sammenfiltret med alt fra Islam (som hun konverterede fra); Boko Haram (der indtil videre har dræbt seks familiemedlemmer); Gaddafis fald i Libyen (som forpurrede hendes andet forsøg på at nå Europa); EU’s migrationskontrol (som gjorde, at hun måtte sætte sig i dyb gæld for at komme til Italien) og korruption i Nigeria (et rigt land, der ikke i særlig grad fordeler goderne).

Becky spurgte mig:

»Hvad skal jeg sige, Sine, når jeg kommer til Italien, hvis jeg bliver taget af politiet – skal jeg sige, jeg er offer for trafficking eller flygtet fra Boko Haram?«

Skillelinjen mellem migrant og flygtning er ikke altid tydelig. Mange er begge dele på samme tid.

Tredje forsøg mod Europa lykkedes ikke – hun måtte vende om – blev stoppet i Niger. På vejen tilbage blev hun gravid. Babyen døde i maven, og Becky døde, fordi lægens forsøg på en nedslidt klinik med at få babyen ud gik galt. Becky døde af noget så almindeligt som en graviditet. Som sin veninde i ørkenen.

Hvert år dør omkring 40.000 gravide kvinder i Nigeria. Med cirka 180.000 døde kvinder om året er Afrika syd for Sahara det farligste sted i verden for kvinder at være gravide. Af alt det, der kunne have slået Becky ihjel – fra Boko Haram til Middelhavet – var det mødredødelighed, der dræbte hende til sidst.

Se dokumentarfilmen Becky's Journey.

Læs anmeldelse af Becky's Journey: En sexarbejder i transit

Serie

Med antropologen på kvindernes vandring

Antropolog Sine Plambech skriver jævnligt til Moderne Tider i forbindelse med sit forskningsprojekt om EU’s migrationskontrol og især kvindelige migranter.

Globalt migrerer kvinder især fra seks-syv områder, hvoraf Plambech udfører feltarbejde i Thailand og Nigeria. Kvinder søger ofte mod Europa og Danmark ved for eksempel at gifte sig eller som sexarbejdere. Nogle bliver involveret i trafficking. Deres fattige hjemområder er afhængige af de penge, de kan sende hjem, men en strengere migrationskontrol i EU har gjort det sværere for kvinderne at komme til Europa. Projektet skal derfor blandt andet undersøge, hvordan EU’s tiltagende migrationskontrol påvirker kvinderne, deres ruter til Europa og udviklingen i deres hjemlande. Undervejs vil hun skrive om det og tage Moderne Tiders læsere med ind i det antropologiske laboratorium.

Sine Plambech er ansat på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Projektet er tilknyttet migrations-forskningsmiljøer på University of Oxford og Columbia University i New York. Forskningen er finansieret af, og indgår i, Det Frie Forskningsråds eliteforskerprogram.

Seneste artikler

  • Kvinder er en kampplads

    10. september 2016
    Slagsmålet om de muslimske kvinders burkinier i Frankrig var ikke første gang, en værdikamp udspillede sig hen over kvinders, ofte migrant-kvinders, kroppe. Faktisk er det en figur, der gentager sig
  • »Jeg føler, jeg flyver bagud i mit liv«

    27. august 2016
    »Vi sad i flysædet og aftalte at kaste os fra side til side – vi ville få flyet til at få problemer, til at vende om. Tilbage til Europa.« Nigerianske Mary taler om den dag, hun blev deporteret til Nigeria. Men Marys fly vendte ikke om. Som Mary skal tusindvis af migranter fremover på fly hjem. Massedeportation er blevet et af EU’s mest centrale bud på en slags løsning på migrantkrisen, og unionen står nu over for et deporterings-eksperiment uden fortilfælde. Men hvad sker der, når deportationsflyene lander?
  • Smugling forklædt som trafficking?

    13. februar 2016
    EU diskuterer ny menneske-smuglingspolitik, og en ny debat opstår: Er transport af flygtninge og migranter smugling eller trafficking? Begreberne er vigtige, fordi de bruges til at retfærdiggøre vidt forskellige politikker med vidt forskellige konsekvenser for de mennesker, det hele handler om
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • uffe hellum
  • Flemming Berger
  • Mads Berg
  • Martin E. Haastrup
  • Bo Jensen
  • Benjamin Bach
  • Steffen Gliese
  • Torsten Jacobsen
  • Niels Erik Nielsen
  • Mads Peter Rommedahl
Pia Qu, uffe hellum, Flemming Berger, Mads Berg, Martin E. Haastrup, Bo Jensen, Benjamin Bach, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen, Niels Erik Nielsen og Mads Peter Rommedahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Hvis ikke der indfinder sig en erkendelse af egen medvirken, kommer der mange flere flygtninge de kommende år og hvis vores svar på udfordringerne er som i 1938, bliver resultatet som i 1945.

Vores klimaforandringerne skaber flygtninge, som vores krige gør det.

"Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...)også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let.
Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare.
Disse metoder fungerer i ethvert land."

Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch.

Pia Qu, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Martin E. Haastrup, Jørn Petersen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Hans Jensen

Det nordøstlige kina er vel ikke en del af det globale syd. Hvis de søger mere nordpå der så kommer du til Korea, og vel Rusland. Og jeg har lidt svært ved at tro at etniske kineser i det nordøstlige kina er sex migranter. TIl Nordkorea eller hvad? Artiklen siger hvorfra kvinder rejser fra. Det nordøstlige Kina? Hvis Beijing tæller med der, og Beijing er nord og øst i kina, så er svaret vel måske fordi der er så sindsygt mange udlændinge der, også mænd, som møder kinesiske piger og forelsker sig og bla bla. Men det er vist en lidt anden kop te end sex migration.

Hans Jensen

Den statistik kan måske også være relateret til hvor folk emigrerer fra, formelt, såsom at ansøgninger om visa osv. går via en ambassade i, tada, Beijing. Jeg har pt. 2 kinesiske vinder som har giftet sig med amerikanere, begge mine veninder kommer fra ganske velhavende familier og de vil rive hovedet af dig hvis du sætter dem i samme kontekst som "Becky".

uffe hellum

@Stig: Jeg tror trafikken går den anden vej. På grund af et-barns-politikken er der mange mænd i Kina, og mange fra den veluddannede klasse gifter sig med piger fra Korea.

Det er givetvist meget lukrativt for sexarbejdere at arbejde i Beijing, hvis de kan slippe ind. Måske er der fattige piger fra provinsen (hvor to børn var tilladt), der søger lykken i Beijing.

Det er svært for mig (og for de fleste) at forstå størrelsen af Kina, men der er flere millionærer i Kina end i USA, hvor vi ellers har ret mange. Der er også en større middelklasse (dem der tjener $100k om året).