Det blev en u’lænder,« sagde Richard Møller Nielsen som bekendt, da han havde fået at vide, at DBU tilbage i 1990 havde valgt en ukendt tysk træner ved navn Horst Wohlers som ny træner for det danske landshold i stedet for ham.
Forleden kunne tilhængere af Brøndby gøre salig Ricardos ord til deres, da klubben fra vestegnen meddelte, at de havde ansat en på disse breddegrader stort set ukendt germaner som ny træner for det blå-gule mandskab.
Alexander Zorniger er navnet på manden, der skal føre klubben fra Vestegnen tilbage på den danske fodboldtrone, hvor den i egen selvforståelse hører hjemme.
Han får sin sag for, for Brøndby har i realiteten været en nødlidende klub, siden Michael Laudrup forlod trænerposten tilbage i 2006. Hans afløser, hollandske René Meulensteen ankom til Vestegnen og blev chokeret over at finde en klikeopdelt spillertrup med usund træningskultur og en negativ dynamik i truppen.
»Brøndby er en rigtig syg patient, hvor en hasteoperation er det eneste middel, hvis man vil blive rask igen,« konstaterede han og bad klubledelsen om lov til at fyre en lille håndfuld af det, man i fængselsvæsenet kalder ’de stærke negative kræfter’ i omklædningsrummet, herunder klubanføreren Per Nielsen og kantspilleren Thomas Rytter.
Dét turde daværende bestyrelsesformand Per Bjerregaard ikke, så i stedet blev René Meulensteen ekspederet ud af vagten, og den fyring indvarslede et tabt årti for vestegnsklubben, der i en stigende tilstand af desperation har arbejdet sig igennem et større antal trænere og stilarter i forsøget på at holde trit med de hvidklædte rivaler fra Øster Allé i København og de fremadstormende jyske klubber.
Tika-taka’ens antitese
Senest har Brøndby forsøgt sig med det, man kan kalde den spanske skole i form af træner Thomas Franks Barcelona-inspirerede spillestil, der har været lagt an på at styre kampene gennem overlegen boldbesiddelse og kombinationer frem over midtfeltet. Men nu skifter man igen-igen spor. Thomas Franks spillefilosofi bliver skrottet til fordel for sin radikale modsætning, den såkaldt tyske skole, som Zorniger er en af de mest kompromisløse eksponenter for.
Det er en skole, der i høj grad er opstået ud af tyskernes forsøg på at finde et modsvar på den tiki-taka spilleform, ibererne erobrede fodboldverdenen med i slutningen af 00’erne; og den er i sin mest rene form nærmest tiki-takaens antitese, eftersom den ser bort fra ethvert fokus på boldbesiddelse og spindelvævsagtige kombinationsmønstre på midtfeltet og i stedet er bygget op om aggressivt højbanepres, hurtige omstillinger og få stationer frem mod skud på mål.
Det er fremad lynhurtigt i banens længderetning. Principperne fra autobahnen omsat til grønsværen.
Udført rigtigt, er det en utroligt underholdende og seværdig spillestil. Dens fremmeste eksponent på den internationale scene pt. er vel Liverpools træner Jürgen Klopp, der som træner i Bundesligaen førte Dortmund til to tyske mesterskaber i træk samt en Champions League-finale ved hjælp af denne aggressive og fysisk krævende måde at spille på. Og i Bundesligaen bliver den for tiden praktiseret af folk som Thomas Tuchel i Dortmund og Roger Schmidt i Bayer Leverkusen.
Sidstnævnte gav i øvrigt for et par år siden FC København et par lektioner i uophørlig boldjagt og gegenpressing, da hans Leverkusen-mandskab dystede med de daværende danske mestre om kvalifikation til Champions League og rev dem rundt i et par opgør, der sluttede med samlet 7-2 til tyskerne.
Brøndbys nye cheftræner abonnerer altså på den samme spilfilosofi, endda i dens mere radikale udgave. Det viste han i sine år som cheftræner i Red Bull Leipzig, hvor han praktiserede det, som tyskerne kalder Überfall-Fussball (overfaldsfodbold, red.).
Med denne taktik førte han den østtyske provinsklub RB Leipzig op gennem rækkerne fra den fjerdebedste række til 2. Bundesliga, og det var på baggrund af den succes, at han sidste sommer blev hyret som cheftræner for den tyske traditionsklub VfB Stuttgart.
Her afslørede både spillestilens begrænsninger og Zornigers kompromisløshed sig imidlertid, for Zornigers ophold i Stuttgart udviklede sig til en renlivet katastrofe. Det hvidklædte mandskab fra Baden-Württemberg lagde fra land med at tabe de første fem kampe i sæsonen, og da det efter 13 kampe kun var lykkedes holdet at skrabe ti point sammen, havde ledelsen fået nok og satte træneren fra bestillingen.
På tidspunktet for hans fyring viste fodboldstatistikkerne – som tyskerne er så vilde med – ellers, at Stuttgart var et af de hold i Bundesligaen, der tilbagelagde flest kilometer i løbet af en kamp, ligesom de hvidklædte spillere også toppede opgørelsen over aktører med flest af de såkaldt højintense løb, der er en afgørende ingrediens i presspillet i den tyske skole.
Men det nytter jo ikke noget, at have en flok spillere, der farer rundt som skoldede kaniner, hvis der ikke er nogen plan med det, de foretager sig, og hvis det hele i øvrigt sejler bag den (alt for høje) forsvarskæde.
Fra Leipzig til Brøndy
Så Zorniger røg ud, men hans fyring kom for sent til at redde Stuttgart, der endte sæsonen med at pifte ned i 2. Bundesliga for første gang siden 1975. Og netop det faktum, at Zorniger må betragtes som hovedansvarlig for, at det sydøstlige Tysklands største fodboldbastion for første gang i knap fire årtier ikke er at finde i landets bedste fodboldrække, har åbenbart stigmatiseret ham i en grad, så han ikke har kunnet lande et nyt trænerjob inden for landets grænser.
I stedet har han altså været tilgængelig for tilbud fra Superligaen, der ellers ikke er en liga, der bliver regnet for ret meget syd for grænsen. Og det bliver spændende at se, hvad den nyankomne tysker med den fandenivoldske spillestil vil kunne stille op med det falmede storhold ude på Vestegnen.
At han vil forsøge at omsætte sin overfaldsfodbold fra tiden i Leipzig til danske rammer, skal man nok ikke være i tvivl om. Men han kommer til at få en udfordring med personalet, forstået på den måde, at Brøndbys trup pt. er sammensat af spillere, der er indkøbt til at kunne praktisere Thomas Franks possesion-bold.
Og det er ærligt talt svært at se tilbagelænede og kombinationsglade aktører som Ørnskov, Kahlenberg og Nørgaard piske sig selv rundt på banen i evigt genpres og højintense løb for at tilfredsstille de spillemæssige krav fra en træner, der selv efter tyske forhold var kendt for at kræve en utrolig stor fysisk indsats fra sine spillere.
Man må derfor gå ud fra, at Brøndbys klubledelse i sommerens transfervindue går på markedet og forsøger at indkøbe nogle aktører, der i højere grad kan matche de krav, som Zorniger stiller til dem. Og skal man tro landsholdsspiller Yussuf Poulsen, der spillede under Zorniger i Leipzig, så kan både de nuværende og kommende Brøndby-spillere godt indstille sig på, at de kommer til at knokle for føden på træningsbanen og i kampene fremover.
Som han formulerede det til BT, da nyheden om Zornigers ansættelse i Brøndby blev kendt:
»Han kommer med en højintensiv stil, hvilket kræver et træningsniveau, som ikke særligt mange i Superligaen er på endnu. Der er nok nogen, der vil få et chok. Det er virkelig hårdt, og jeg tror, at mange kommer til at synes, at det er for hårdt – især i starten. Nogle vil vænne sig til det, andre vil ikke … Det er meget intensivt og fysisk med den form for fodbold. Hver gang, der kom en ny spiller til klubben, sagde vedkommende efter de første træninger: ’Det her, det kan man jo ikke.’ Men det kan lade sig gøre, og det skaber resultater.«
Gennemført tysk
Brøndbys klubledelse satser naturligt nok på, at den 48-årige træner fra Mutlangen i Sydtyskland vil være i stand til at omplante sine flotte resultater fra Leipzig på de danske baner. Og der er i hvert fald næppe nogen tvivl om, at man på Vestegnen vil vise ham den tillid og tålmodighed, som han ikke fik i Stuttgart. For alt tyder på, at Brøndbys klubledelse med sportsdirektør Troels Bech i spidsen nøje har håndplukket Zorniger til at levere lige netop den spillestil, som klubben i sin nye strategi har erklæret, at den vil spille fremover.
Det er en strategi, som Brøndby lancerede under en vis fanfare i sidste måned. Den er navngivet ’Strategi 6.4’, hvilket blandt andet refererer tilbage til klubbens stiftelsesår 1964. Og under punktet »Stærk presfodbold« står visionen for klubbens fremtidige spilleform nøje beskrevet:
»Med stærkt genpres og løb med høj intensitet ønsker vi at minimere tiden i forsvar og opnå scoringer gennem udnyttelse af modstanderens strukturbrud.”
De ord kunne jo nærmest være formuleret af Zorniger selv. Og de illustrerer, at hans ansættelse ikke er sket i blind panik, men er en del af en større plan, som hele klubben på Vestegnen har engageret sig i – fra direktionslokalerne og ned til det yngste talentarbejde. En plan om at generobre sin tabte position i det danske fodboldlandskab ved hjælp af tysk aggressivitet og højbanepres. Brøndby har meldt sig helt og fuldt ind i den tyske skole.
