Højdepunktet i Charlie Kaufmans nyeste (dukke)film, Anomalisa – for såvel hovedpersonen, telemarketingsguruen Michael Stone, og med hensyn til hvad man kan opnå rent dukketeknisk – er en sexscene med både cunnilingus og ømhed i rigeligt mål.
For Stone er lykken dog kortvarig, og allerede morgenen efter denne fysiske, men i endnu højere grad mentale, opblomstring, lukker hans sind sig igen om sig selv. Og Anomalisa er netop en film om at være spærret inde i sit eget hoved.
Et grundproblem ikke bare for Stone, men for det moderne menneske generelt, antyder Kaufman, og Anomalisa kan ses som hans behandling af den længsel, Kafka beskriver i sin kortnovelle Ønske om at blive indianer, som her er citeret i dens fulde længde, oversat af Isak Winkel Holm:
»Hvis man dog bare var en indianer, straks parat, og på den løbende hest, skråt i luften, bestandig skælvede kort over den skælvende jord, indtil man slap sporerne, for der fandtes ingen sporer, indtil man smed tøjlerne, for der fandtes ingen tøjler, og knap nok så landet som glatmejet hede foran sig, allerede uden hestehals og hoved.«
Én af de ting, Kafka viser med novellen, er netop forfatterens ønske om at forsvinde ud af sit eget hoved; at slippe sin selvbevidsthed og glide ind i en art harmonisk naturtilstand repræsenteret ved den frie, vilde indianer.
Pendanten hos Kaufman er Michael Stone og hans længsel efter at slippe af med det filter, der har lagt sig mellem ham og verden, og som har bemægtiget sig hans sind i en sådan grad, at alle, han møder – undtagen én – taler med samme stemme. Altså en visualisering af Kafkas ønske.
Et ønske som forfatteren David Foster Wallace – hvis på én gang neurotiske og eventyrlystne blik på hverdagslivet Kaufman må siges at dele – har beskrevet som længslen efter »at være beredt og opmærksom i stedet for at blive hypnotiseret af den konstante monolog inde i ens hoved«.
Kedsomhed som religiøs oplevelse
Denne kafkaske ambition gælder imidlertid ikke nødvendigvis kun for forfattere og andre kunstnere. For er det ikke samme forsvinding, folk i dag søger gennem overdreven træning (de sidste minutter på løbebåndet hvor man forsvinder aldeles i udmattelsen), i det allestedsværende mindfullness (hvor målet er at kunne skubbe tankerne ud af sindet for at lade det tilbage i en naturgiven og harmonisk tilstand) eller i folks tilsyneladende tilfældige, men nærmest desto mere intense ’passioner’ for alt fra bagværk til marskandiseri?
Og er hipsterskæg og økologi for den sags skyld ikke også udtryk for en ambition om at fremstå i en oprindelig, ikkeanalyseret form? Er den så populære higen efter autenticitet ikke netop længslen efter at skrælle alt bort, så man kun står tilbage med den rene kerne?
Det er i hvert fald i de hverdagsagtige og for de fleste vestlige mennesker velkendte situationer, at både Kaufmans og Wallaces karakterer gebærder sig. Det er i lufthavnenes og kædehotellernes rutineprægede og sterile monotoni, at Kaufman/Stone lider, ligesom det i Wallace’ ufuldendte og posthumt udgivne roman The Pale King er den knusende kedsomhed i den amerikanske skatteforvaltning, der er omdrejningspunktet.
En af den romans hovedideer er netop, at det gennem en laden sig opsluge eller nedsænke eller forsvinde i denne monumentale grå masse af statistik og regneark er muligt at opnå en unik, endda overjordisk, form for harmoni, en renere og mere dedikeret levemåde – kedsomhed som en religiøs oplevelse.
Romanen har endda en pendant til Kafkas forsvindende hest i form af en passage om et teaterstykke, hvor en revisor sidder på scenen og »bare bliver siddende i længere og længere tid uden at foretage sig noget, og publikum bliver mere og mere rastløse, og endelig begynder de at gå, først nogle få og så alle sammen, mens de hvisker til hinanden om, hvor forfærdelig kedeligt stykket er. Og så, da alle har forladt salen, kan stykkets egentlige handling begynde«. Først når alt uvæsentligt er sorteret fra, kan man leve helt.
Hvorfor er det så ulideligt?
Hvis man nu med Kaufman og Wallace accepterer, at denne længsel er noget, de fleste kæmper med, bliver det interessante spørgsmål selvfølgelig i første omgang, hvad der gør tilværelsen så ulidelig, at folk flest inderligt ønsker at flygte fra at tænke over den – og dernæst om der overhovedet er noget håb forude.
Både Camus og Kierkegaard betragtede livets meningsløshed som den frygtindgydende forhindring, mennesket skal overvinde, og deres tanker virker ikke fjerne for hverken Wallaces revisorer eller for Kaufmans Michael Stone, når han læser op fra sin bestsellerbog omkring god kundeservice, How May I Help You Help Them? foran et henført publikum.
Kaufman synes desuden at antyde, at den moderne verden gør sit til at forværre situationen. Stone søger under et sammenbrud på talerstolen under førnævnte konference således gråden, denne totale overgivelse til ens indre, som en udvej, men må erkende, at han (som en anden sten) ikke er i stand til at græde på grund af det Zoloft, hans læge har ordineret ham.
Man kan også bemærke, at Stone flere gange prøver at forklare andre sit problem, men hver gang mødes med enten manglende forståelse eller direkte fjendtlighed. Måske Kaufmans kommentar til et samfund, hvor forestillingen om ’Det lykkelige liv’ er pejlemærket, og hvor det påhviler enhver respektabel borger at tildække alle afvigelser som var de spedalske lemmer.
Kierkegaard anviste her den trodsige tro som en vej ud af meningsløsheden, mens Camus anførte nødvendigheden af at acceptere absurditeten i livets meningsløshed og udråbte Sisyfos til det absurdes (lykkelige) helt. Blandt revisorerne i Wallaces The Pale King er der heller ingen mangel på Sisyfos-karakterer, heriblandt en mand der inddeler sin græsplæne i 17 felter, som han så slår ét efter ét, så det passer med, at når han er færdig med det 17., er det igen tid til at slå nummer ét.
En regnskabsunderviser besynger endda revisorens kedelige arbejde som den eneste tænkelige arena for ægte heroisme, fordi heroisme a priori er inkompatibel med »publikum eller applaus eller endda den blotte bemærkelse fra andre mennesker«, og garanterer sine studerende, at et sådant arbejde blottet for spænding og engagement bærer potentialet til en glæde, de aldrig vil kunne forestille sig.
Kaufmans instruktørdebut Synedoche, New York har også en af Camus’ Sisyfos-helte i centrum i form af en neurotisk teaterinstruktør, der i forsøget på at genopføre nøglebegivenheder fra sit eget liv bygger en kopi af New York inde i en lagerhal og inde i den kopi endnu en lagerhal med en kopi af New York og inde i den endnu en …
Men i Anomalisa har Kaufman et noget mere fristende bud på en udvej end Wallaces kedsomhed, idet kærligheden viser sig som en potentiel redning for Michael Stone.
Stadig handler det dog om ambitionen om at nå ind til et renere selv, her blot ved at lade sig opsluge af en anden, hvilken i Anomalisa optræder i form af callcenter-teamlederen Lisa – en slags ubesmittet og uskyldsren pigekvinde, der netop er langt mere ’naturlig’ og fri af den analytiske overbygning, Stone selv lider under (hendes yndlingssang, som hun synger for Stone i filmens mest hjerteskærende scene, er Cyndi Laupers »Girls Just Want to Have Fun«).
Der er måske en grund til, at vi alle sammen render rundt med et ønske om at være hovedløst forelskede. For Stone lykkes det dog kun ganske kortvarigt, så måske kedsomheden alligevel er et bedre bud.
Læs også anmeldelse af Anomalisa: Dukker skubber til os
