Læsetid: 7 min.

Dannelse i digitale tider

Dannelse er med it og telefoner blevet demokratiseret. Det elitære islæt er borte, efter at al viden er blevet folkeeje. Dannelse erhverves ved at kombinere og formidle store datamængder på nye, intelligente måder
Dannelse er med it og telefoner blevet demokratiseret. Det elitære islæt er borte, efter at al viden er blevet folkeeje. Dannelse erhverves ved at kombinere og formidle store datamængder på nye, intelligente måder

Jens Panduro

28. maj 2016

Hvad skal vi også med dannelse nu om dage? spørger mange i dag med et fjernt blik og iPhonen i hånden. Er det ikke elitært og gammeldags – ”otidsenligt” (et ord vi savner på dansk)? Nu har vi jo fået pc’en, mobiltelefonen og iPad’en. Og Google og utallige apps sørger for at vi gratis dag og nat gennem disse vidundere behersker dannelsens og kulturens vigtigste grundstof, viden – den ligger parat på alle sprog i en sky et sted over Californien. Vi er takket være ny teknik midt i en vældig intellektuel optur. Men menne-skeligt set måske også i en gevaldig nedtur, hvor dannelse og åndsliv kurer ned ad en sliske mod en fordummende og hård digital fremtid, fordi de digitale instrumenter har atomiseret al viden – gjort den uoverskuelig.

Men lad os rette slisken lidt opad og fastslå, at den ikke skråner nedad: udviklingen skrider eller flyder snarere majestætisk fremad horisontalt, men i en verden under uop-hørlig forvandling. De dannede er ikke lærde enere, men en type veluddannede menne-sker, der findes til enhver tid, de syner ikke i landskabet, men tilpasser sig den ny intellektuelle verden i en overvejende positiv intellektuel udvikling, hvor noget gammelt stof skrumper ind og taber betydning (f.eks. latin og religion), mens andre nye kundskaber og egenskaber føjer sig til dannelsesbegrebet.

Men den moderne form for dannelse må suppleres af et veludviklet stykke knowhow om, hvordan man navigerer elektronisk og husker de hemmelige fag- og kodeord i legen på tastaturet. I de sidste årtier er udviklingen gået så hurtigt, at mange, der er over 40, nu er et stykke bagud i digital teknik i for-hold til de tyve-årige, der lever med telefonerne i hånden døgnet rundt. I mange ældres øjne står de unge i fare for at forsvinde ind i den virtuelle verden, druknet i et atomiseret videnshav.

Dannelse forgår ikke – den lever som udsnit i enhver befolkning og har bestået i tusin-der af år – ikke mindst som ældgamle kulturer i Kina og Indien. I Europa går begrebet helt tilbage til den græske antik med dets dannelsesideal kaldet paideia, der oprindelig kredsede omkring veltalenhed (overtalelse) og sprog (skønhed), men med Platon blev gjort til en alsidig uddannelse til samfundsborger – indsigt i ideernes verden og skær-pelse af tænkningen var formålet. Matematik blev fremhævet som særlig dannende, fordi dets krav til logik sliber intellektet ligesom en kniv. Romerne overtog grækernes paideia, særlig Cicero, der meget rammende oversatte ordet til det latinske humanitas, menne-skelighed - i virkelighed den sokkel, hvoraf al europæisk dannelse voksede og som via renæssancen i 1500-tallet er gået videre som humanismen, dannelsens grønne hoved-stamme i en sejrrig europæisk kulturhistorie. I 1600-tallet fjernede man sig fra religionen. John Locke sagde: ikke kun præsterne skal (ved dåben) kunne skrive sin form for dannelse på barnesindets tomme tavle, tabula rasa. Det var indgangen til Oplysningstiden i 1700-tallet, der vel var almendannelsens kulmination – lige dele opsamling af viden på tryk og praktisk udnyttelse af den.

Wilhelm von Humbolt var manden, der omkring 1800 samlede forskning og undervisning på sit universitet som en helhed, hvorfra al dannelse skulle udgå. Bildung kaldte han det, som det smukke resultat af Aus-bildung. Og i den form sprang begrebet endnu før 1800 fra Humbolts Berlin direkte til Stockholm, hvor Thomas Thorild (mon ikke Sveriges Rousseau?) dannede ordet bildning og tilsvarende utbildning. Bildning er ifølge ham den uddannelse, som dyrker de fag, ”som kan bibringa förståndet skärpa…och odla känslan för det sköna, smaken”; altså både de ældres ønske om det rationelle og den ny tids romantik.”

Ordet dannelse eksisterede ikke på dansk før 1800 så lidt som begrebet. Ifølge Store danske Ordbog blev ordet dannelse så at sige konstrueret for foden af Frederiksberg Bakke lige efter år 1800 af Knud Lyne Rahbek, den første danske professor i æstetik, ”skønhedslære”. Som en dansk purisme – skønt han sikkert kendte Humbolts tyske tanker – dannede han en ny betydning af ordet danne, dvs forme. Han ville antyde, at dannelse er resultatet af en udvikling som følge af det logiske: uddanne, ligesom på tysk: Bildung-Ausbildung og den svenske parallel. Tilsvarende iøvrigt på dansk er ordet drage, forældet form for at bevæge sig, blevet til opdragelse. Mærkelig nok findes der ikke no-get ord for dannelse på engelsk, ordbogens culture eller good manners dækker jo ikke.

Ordet dannelse og bildning er altså ikke stationære egenskaber, men er undervejs i stadig forædling. Det trådte i stedet for oplysning, der under romantikken blev et kedeligt fy-ord. I Jens Baggesens hovedværk Labyrinten fra 1792 skriver han om en bestemt dames fine kultur, men ikke dannelse: ”Den viste sig ved det smagfuldeste valg af udtryk, ved den fine politur ved hendes tale, men som aldrig forledte hende til at tale som en bog og meget sjældent om bøger.”

I 1800-tallet tog det pænere borgerskab ordet dannelse til sig som en klassebetegnelse, som først dyrkedes i de nordiske landes studenterforeninger, siden kaldet de nationalliberale, der sang ”Herre vi ere i åndernes rige” og troede på den skandinaviske union. Men dette næsten komiske akademiske danske overmod ødelagde de nationalliberale politikere da selv i 1864, og forvandlede sig til almindelige, nyttige borgere med en ud-dannelse.

Den nationalliberale dannelse var et æresord, som ærgrede dette borgerskabs farligste fjende, Georg Brandes. Han lånte skældsordet ”dannelsesfilister” fra sit forbillede Fr. Nietzsche og kastede det i hovedet på sine mange modstandere, der pyntede sig med fine ord. Men Brandes skabte selv som litteraturprofet en ny dannelse i de nordiske lande: Et dannet menneske skulle i hans tid nødvendigvis kende handling og symbolik i Henrik Ibsen og Strindbergs skuespil.

Begrebet dannet såvel som bildning blev efter 1900 afsvækket, afløstes af kultiveret, der nok er noget andet: et halvkunstnerisk, belæst menneske, men ikke det alsidigt orienterede intellekt. Og nu er de dannede ikke en indrammelig klasse. De går rundt omkring blandt os, løfter i stilhed det intellektuelle niveau og gør ikke nødvendigvis opmærksom på sig selv. Vi trænger til nogen flere af dem, nu i alvidenhedens elektroniske tidsalder. Bare de ikke bliver nørder.

Dannelse er et flydende begreb, der kan misbruges. Et dansk firma, ”Center for digital dannelse” reklamerer således for tiden på nettet for kurser i ”værdiskabende samspil med andre i den virtuelle verden” – et ret afskrækkende fremtidsscenarie. Vi sidder alle mere og mere dér bag skærmen og hugger virtuelle skærver!

Nej, dannelse er ikke noget kollektivt, men først og fremmest en individuel holdning. Man bliver ikke dannet af at tage en universitetsgrad - snarere kan man let uddanne sig til nørd eller fagidiot, en af den slags eksperter som statsminister Anders Fogh Rasmussen i 00’erne hånede, så alle akademikere blev smækfornærmede. Nej, dannelse kræver nok en eller anden form for særlig uddannelse, som forudsætter en sans eller et talent for alsidig kombination. Den skal kunne udfolde sig ganske uden affekterede lader ?? eller anden titel end at være ”et dannet menneske”. ”Bildning är den kunskab som bliver en del av din personlighet” lyder det så smukt i den svenske udgave af Wikipedia.

I den standende diskussion om en gymnasiereform i Danmark er begrebet af nogle dannelse gjort til en ledestjerne, en slags upræcist værktøj for pædagoger. Desværre bliver ordet almendannelse i den forbindelse nærmest brugt i flæng med dannelse. Almendannelse får man i folkeskolen med grundelementer som læsning og regning osv, medens dannelse er målet for gymnasiernes mere dybtgående og forståelsesbaserede lærdom.

Afstanden mellem gymnasiet og universitetet er også åndeligt set stor, kræver omstil-ling. Det vedgik man i København allerede år 1675 – studenterne var for umodne til et lærd studium. Så selveste kong Christian 5.s kansler Peder Griffenfeld indførte en obliga-torisk førsteårsprøve, filosofikum, et etårs kursus i filosofiens historie og lidt psykologi, som utallige generationer havde stor glæde af. Indtil studenteroprørerne i maj 1971 tåbeligt fik undervisningsministeren, ”Onde Helge” Larsen, til at afskaffe prøven i marxismens hellige navn.

Ellen Key har vittigt defineret dannelse som ”den kunskap som är kvar sedan vi glömt allt vad vi lärt oss.” En rammende bemærkning, fordi det ikke er lærdom, men netop denne åndelige smidighed, der er brug for i vor tids digitale verden, hvor ting specialiseres, hurtigt kan skaffes, og let forsvinder bag glemte kodeord i det digitale. Vi savner nu om dage meget de gamle almenkulturelle tidsskrifter, der blomstrede før Verdenskri-gen. ”Tilskueren”, Gads danske Magasin og Ord och Bild udkom én gang om måneden med vægtige artikler på 5-10 sider fra alle fagområder, orientering på højt, men letlæseligt niveau. Godt tidsfordriv, passende fordybelse på divanen.

Der er to typer på dannede mennesker. Nogle er det, fordi de er omvandrende bjerge af paratviden, som de kan remse op af til enhver tid, men mindre godt benytte i større sammenhæng. Andre er derimod mere glemsomme, men har evnen til hurtigt at hente den nødvendige viden og gøre den nyttig. De to kategorier er sjovt demonstreret af H.C. Andersen i eventyret om Klods Hans, der vandt prinsessen. Hans brødre havde lært adressebogen og det latinske leksikon udenad og tilmed smurt munden med levertran. Men de kunne ikke bruge den viden, da de så mødte prinsessen. Klods Hans derimod tænker derimod i muligheder og sammenhænge og ikke i kendsgerninger. Han forholder sig komparativt og kreativt til det, han finder på vejen og til prinsessens udspil; han er praktiker, erotiker og lidt af en filosof over for de doktrinære brødre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

Tjae ... franskmaendende har et fint udtryk for den "sygdom", maaske mangel paa dannelse, der truer de med snotten permanent og ukritisk i telefon, osv : infobésité

Søren Kristensen

Når man er uddannet i et fag er der ikke mere dannelse at hente dér, med mindre man begynder på en ny uddannelse og jo mere uddannelse man har jo mere dannet er man, selvsagt. Heldigvis kan kan ikke blive for dannet, men man godt være overkvalificeret og det er mest ærgerligt for skatteborgerne.