Analyse
Læsetid: 9 min.

Fascist, fascist ikke, facist, fascist ikke ...?

Er Donald Trump fascist? Det spørgsmål diskuteres åbent blandt intellektuelle og klummeskrivere fra venstre til højre i amerikanske medier. Information tager bestik af debatten
Trumps kontakt med sine tilhørere har ligheder med historiske fascistisk personligheder: Han siger det, de ikke tør sige, han nedbryder tabuer og legaliserer konfrontationer.

Ross D. Franklin

Moderne Tider
21. maj 2016

Trump er fascist! Nej, han er autoritær populist! Næh, han er demagog! Ah, hold op! Han er bare en charlatan …

Chokket over, at det blev Donald Trump, der blev republikanernes kandidat, er ved at have lagt sig, og amerikanske intellektuelle og klummeskrivere diskuterer heftigt, hvilket prædikat der bedst dækker Trumps fremtoning, hans retorik, hans tiltrækningskraft og hans budskab.

Men ingen af de kendte navne synes at give en entydig beskrivelse af Trump-fænomenet.

Fascismen var en massebevægelse, der opstod i Italien og Tyskland, efter at de to lande tabte Første Verdenskrig. Men USA er ikke Europa, og slet ikke Europa i 1920’erne og 1930’erne.

Den autoritære populisme refererer til caudillos – latinamerikanske militærdiktatorer – som Juan Perón. Som militærattaché ved Argentinas ambassade i Rom 1939-41 blev han fascineret af Mussolini og tog diktatorens politiske og retoriske virkemidler med hjem. Af andre caudillo’er kan nævnes Cubas Fidel Castro og Venezuelas Hugo Chávez.

Demagoger findes derimod i alle lande. Ordet er græsk og betyder ordret folke(for)fører, af hvilke de antikke bystater i Grækenland havde talrige.

En charlatan er til gengæld den, der gennem bedrag af andre uretmæssigt tjener penge eller skaffer sig berømmelse. Dem er der også mange af alle steder. Man løber ind i dem på gaden, i forretningslivet og i underholdningsverden.

Der mangler imidlertid et prædikat på listen. Det gjorde Jacob Weisberg, chef for Slate Group, fornylig opmærksom på i sin ugentlige klumme i The Financial Times. Det drejer sig om den populistiske demagog, en særlig amerikansk hybrid, som forfatteren Sinclair Lewis beskriver i sin profetiske roman It Can’t Happen Here fra 1935.

I bogen forestillede Lewis sig, hvilken form den europæiske fascisme ville tage, hvis den blev importeret til USA. Han beskriver lederen af massebevægelsen, Buzz Windrip, som en populistisk demagog, der lover at »forvandle Amerika til et stolt og rigt land igen«, straffe nationer, der trodser ham, hæve lønninger og holde priserne nede.

Den fiktive karakters valgløfter minder slående om Donald Trumps.

Trump vil også »genskabe Amerikas storhed« og straffe lande, der kommer USA på tværs. Mexico skal betale for en grænsemur. NATO-landene skal betale for deres eget forsvar, selv om de indgår i en alliance domineret af USA.

Kina skal straffes for at oversvømme USA med billige varer og for at bidrage til et stort amerikansk handelsunderskud. Trump lover ikke højere løn og lavere priser; men han stiller masser af nye job i udsigt uden at forklare, hvordan de skal skabes.

En amerikansk variation

Den fiktive karakter Windrip er ligesom Trump ferm til at sanse, hvilke politiske ideer folket finder tiltrækkende, og ved, hvordan man manipulerer medierne. Sandheden anser han for at være irrelevant. Den amerikanske fascists typiske vælgere er fra depressionens hvide arbejderklasse, de falder for hans xenofobi, nationalisme og absurde løfter, konkluderer Weisberg.

Efter at have indtaget Det Hvide Hus lægger Windrip bånd på pressefriheden, fængsler politiske modstandere og udnævner kompetente forretningsfolk til at regere landet.

Pointen er ifølge Weisberg, at »dersom fascismen skulle holde indtog i USA, ville det være som en variation over specifikke amerikanske temaer«.

Trump skulle ikke være velbevandret i totalitære ideologier (om end hans første kone hævder, at han engang læste Hitlers taler fra 1933 til 1945 ved sengetid). Modsat Hitler og Mussolini er han ikke revanchist, ej heller antisemit, han har ikke startet et masseparti, men overtaget et eksisterende parti, og han kræver ikke en genoprettelse af l’ancien regime.

Men, tilføjer Weisberg, han er dybest set »uvenlig« over for det frie initiativ, den frie presse og religionsfrihed. Han er xenofob og konspiratorisk anlagt, han elsker voldsudøvelse og tortur, foragter svæklinge og tåler ingen kritik.

Det lyder som beskrivelsen af en fascist. Men Weisberg forklarer, at beskrivelsen skal sættes ind i en amerikansk sammenhæng. Trump vil blot »korrigere, hvad han opfatter som overdreven tolerance« (i det amerikanske samfund).

Læs også: Det autoritære segment

Alligevel afslører en nærmere analyse af Trump-fænomenet flere direkte paralleller til den historiske fascisme – samt nogle vigtige undtagelser.

Den hidtil mest udførlige analyse er et langt essay skrevet af professor i tysk historie, Jeffrey Herf, ved University of Maryland og trykt i Francis Fukuyamas tidsskrift The American Interest.

Herf gør opmærksom på, at det metodisk kan være problematisk at drage historiske paralleller med henblik på at finde et endegyldigt svar på spørgsmålet om, hvorvidt Trump er en fascist. Der er trods alt store forskelle mellem den situation og den tid, fascismen opstod i i Europa, og det amerikanske samfund i dag.

Ikke desto mindre vælger historikeren Herf at afsøge en række temaer: Trumps holdning til demokrati, politisk vold, ytringsfrihed, mindretal og statens rolle i samfundet og dets kultur.

Det liberale demokrati

På det første område – hans holdning til demokrati – finder historikeren nogle nævneværdige forskelle mellem Trump og Hitler og Mussolini.

»De to diktatorer fordømte direkte det liberale demokratis institutioner. Det gør Trump ikke. Til gengæld beskylder han dem (institutionerne, red.) for ikke at kunne løse den politiske og økonomiske krise, men hans autoritære personlighed signalerer, at han på egen hånd kan udrette, hvad USA’s politiske institutioner ikke har kunnet gennem mange år,« skriver Herf.

Hertil føjer han, at fascister slog på, at deres massebevægelser gav dem et mandat til at ignorere resultatet af demokratiske valg. Trump taler om en bevægelse, han har skabt, og som de republikanske politikere bør føje sig under. I denne uge skrev han i en tweet: »Back to the MOVEMENT« i primærvalget i Oregon.

På et andet punkt ligger han fascisterne nær. De havde foragt for politikere. Trump praler af, at politikere i årevis har banket på hans dør for at tigge om donationer. Politikere er i hans verden folk, man kan bestikke.

Trumps gentagne fornærmelser af politiske rivaler og journalister tjener ifølge Herf til at dække over Trumps og hans tilhængeres manglende viden om politik.

»Hitler og Mussolini gjorde det samme. De talte massernes vulgære sprog.«

På et tredje område – anvendelse af politisk vold – nærmer Trump sig Hitler og Mussolini, men der er endnu et godt stykke endnu.

»Fascister brugte ud over retoriske overgreb og forhånelser også paramilitære organisationer, der brugte vold mod politiske modstandere. Trump er en mester i at håne og krænke andre, men han har ingen brunskjorter eller ungfascister til rådighed,« skriver Herf.

Læs også: ’I USA har populisme aldrig været et skældsord’

Den amerikanske historiker kommer i sin komparative analyse måske tættest på kernen i Trumps fascistoide stil ved at fremhæve den intime forbindelse, bevidst og ubevidst, som Trump skaber til sine tilhængere på massemøder.

»Hitler og Mussolini sagde, hvad deres tilhængere var bange for at ytre. De brød tabuer. Det frigør tilhængerne til at sige, hvad de mener om andre – om f.eks. mexicanere, muslimer og kvinder. Det er en vigtig komponent i anstrøget af fascisme ved fænomenet Trump,« skriver Herf.

Endelig peger historikeren på den sociale darwinisme, der er indbygget i fascismen. De racer, der har de mest overlegne egenskaber, dominerer og overlever kampen, mens taberne – de sølle skrog – er undværlige. Trump er ifølge egen udlægning altid en vinder. Han hader tabere.

Og ligesom Hitler går han efter de svage og mindretallene. De hvide er andre overlegne, ligesom USA er den overlegne nation. Vé det land, der ikke udviser respekt for amerikanerne.

Er Trump fascist? Nej, ikke rigtigt, konkluderer Jeffrey Herf. »Men der er flere antydninger, som får én til at føle sig usikker på definitionen.«

En tv-berømthed

Alternativt kan man se Trump som et helt andet, særegent amerikansk kulturprodukt, nemlig som kombinationen af en berømthed – the celebrity – underholdningsverden (mere præcist reality-tv), og en ejendomsmagnat, der primært lever af at brande og sælge sig selv.

Det er den vinkel, essayist og lektor i journalistik Mark Danner lægger i et nyligt essay i New York Review of Books. Danner tager udgangspunkt i den konservative amerikanske historiker Daniel Boorstins skelsættende bog, The Image – A Guide to Pseudo-Events in America (1962).

Som fænomen blev en celebrity ifølge Boorstin først kendt i moderne tid. Hans definition på en celebrity lød: »En person, der er kendt for sin berømthed.«

»Som berømthed er han en pseudo-begivenhed, der eksisterer for at imødekomme vores overdrevne forventninger om menneskets storhed (…) Han skabes som følge af alle os, der læser om ham, vi der kan lide at se ham i fjernsynet og køber plader med hans stemme og taler med venner om ham. Hans forhold til moral, endda til selve virkeligheden, er højst tvetydig,« skrev Boorstin.

Danner ser i denne definition en præcis beskrivelse af den medieskabte entertainer og narcissist Donald Trump, der allerede i slutningen af 1980’erne blev megaberømt i USA i kraft af sine personlige udskejelser, kvindetække og aparte udtalelser i aviser og annoncer om aktuelle emner. Men Trump blev også berømt, fordi han yndede at prale af sin rigdom.

Hans berømthed nåede rekordhøjder, da han fik hovedrollen i sit eget reality-show Lærlingen på NBC, der debuterede med 20 mio. seere i 2004 og havde 28 mio., da det sidste afsnit blev sendt i 2015. Et af de mest populære tv-programmer nogensinde.

Uden tv ville Trump ifølge Danner aldrig have opnået en grad af berømthed, der betød, at de 16 andre præsidentkandidater i den første tv-debat i august 2015 lignede dværge. Debatten tiltrak flere seere end nogensinde før i et primærvalg. Og sådan fortsatte det indtil dette forår. Trumps tilstedeværelse på podiet virkede som en magnet. Seerne kunne ikke få nok.

Denne celebrity-status forklarer det tilløbsstykke, Trumps valgmøder blev til. Folk stod i timevis i kø for at komme ind og blive underholdt af superstjernen. Adskillelse mellem politik og underholdning blev med Trump udvisket.

Hvorfor fascisme nu?

Men hvad er årsagen til Trumps succes som præsidentkandidat præcist i 2015-16?

Danner kan ikke forestille sig trumpismen uden krakket på Wall Street i 2008.

»Det bragte i sit kølvand en udbredt fornemmelse af politisk korruption og finansielle svindelnumre, at nationen var blevet plyndret i stor målestok, og at politikere af alle partifarver holdt hånden over forbryderne,« skriver Danner.

Historikeren Timothy Snyder ved Yale University mener, at Trumps succes kan tilskrives USA’s mangelfulde velfærdssystem.

»Republikanerne har siden 1970’erne hjernevasket den hvide arbejderklasse med idéen om, at de gennem skat betaler for sociale bistandsprogrammer, der begunstiger de sorte. Af den grund stemte mange hvide vælgere republikansk. I virkeligheden havde de selv brug for et bedre socialt sikkerhedsnet,« siger Snyder til Information.

»Nu kommer Trump og siger: I er blevet snydt af republikanerne. Velfærdsstaten er for hvide amerikanere.«

Ifølge Snyder kan Trump slå to fluer med et smæk. Han fremstår som forsvarer af den sociale stat, såvel som af hvide amerikanere.

Det vil utvivlsomt tage nogle år at finde en fuldstændig forklaring på trumpismen. I mellemtiden er kommentatorer og intellektuelle optaget af, hvorvidt amerikansk demokratis politiske institutioner vil komme helskindet gennem en periode med Trump som præsident.

Læs også: Evangeliske kristne elsker Donald Trump

Denne bekymring begrænser sig ikke til demokrater og venstreorienterede. Selv nogle republikanske politikere og konservative tænkere anser Trump for at være en autoritær skikkelse uden respekt for det liberale demokrati.

»Nationens grundlæggere sørgede med omhu for at bygge institutioner, der skulle hindre demagoger og autokrater i at udnytte pøblens lidenskab. Indtil nu har det virket. For første gang i historien er det nu muligt, at en autoritær politiker bliver præsident,« advarede den konservative tænker Peter Wehner for nylig i The New York Times.

En anden konservativ tænker, Robert Kagan, går endnu videre i en kronik i The Washington Post torsdag med rubrikken: »Sådan kom fascismen til Amerika.« Kagan kalder det naivt at tro, at Trump, hvis han erobrer Det Hvide Hus som leder af en massebevægelse, vil føle nogen forpligtelse over for Det Repblikanske Parti.

»Det vil stå ham frit at regere enerådigt hen over hovedet på begge partier, og ingen republikaner vil turde modsætte sig. Trump vil kunne mase enhver modstander, uanset hvor populær og respekteret denne modstander er. Det er nok at stille en kritiker frem til offentlig latterliggørelse; herefter er han død som politiker,« lyder Kagans dystre forudsigelse om et USA under Donald Trump.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johannes Lennar

"Three-fourths of Italian economy, industrial and agricultural, is in the hands of the state. And if I dare to introduce to Italy state capitalism or state socialism, which is the reverse side of the medal, I will have the necessary subjective and objective conditions to do it. "
Mussolini sagde dette.

Tror ikke Trump går ind for at staten skal eje økonomien

Bill Atkins

Trump går ind for at privatøkonomien skal eje Staten, men det er ikke noget nyt i USA.

Artiklen har meget svært ved at finde fascistiske træk, som er unikke for Trump. Udenrigspolitisk virker han nærmest som værende en fredsdue. Indenrigspolitisk er det, det vulgære sprog og hetzen mod illegale indvandrere, der er de mest karakteristiske (fascistiske) træk, der kan fremhæves. De to ting hænger sammen. Man lyder vulgær når man hetzer andre mennesker, men Trump siger jo blot åbent hvad, der altid har været fortiet i amerikansk politik: Den hvide mands racemæssige hegemoni. Trump taler også åbent om the establishments forløjethed og det udlægges som had til politik. Trump virker som fascist fordi han taler åbent om den amerikanske indenrigspolitik?

Her i Danmark har the establishment (ekstremiseret ved Rebild-selskabet) altid hyldet amerikansk udenrigspolitik, fordi den tilgodeser erhvervslivet i lydstater som Danmark (og trods dansk nazisamarbejde under WWII anerkendte Danmark som allieret), uden at vi har været særlig grundige med - interesseret i - at at tale de indre amerikanske tilstande. Derfor virker sådan en som Trump pludselig vulgær. Men fascist efter amerikanske forhold? Ikke specielt.

Bill Atkins

Man kan også fremhæve at Trump afsløre et af mange store huller i amerikansk demokrati. Pengenes ret til at indsætte en politisk totalt ubeskrevet person på verdens mest magtfulde post. Velbekomme.

Anne Eriksen, Torben R. Jensen og Mads Berg anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Danmark Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er meget Donald Trump'ske.

Henrik Sass Larsen:
Folketinget skal vedtage en maksimumsgrænse for antallet af asylansøgere!

Link: https://www.information.dk/telegram/2016/05/socialdemokratiet-maksimumsg...

Fra link:
Embedsmændenes syn på jødiske flygtninge i 1930erne
Lone Rünitz, projektforsker (Dansk flygtningepolitik 1933-45) Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier:

"Dansk flygtningepolitik i 1930erne var ikke lagt an på at afhjælpe et humanitært problem. Det var en politik, som indtil 1938 tog sigte på at undgå, at et større antal tyske jøder tog permanent ophold i Danmark, og fra sommeren 1938, at forhindre at de kom ind i landet.

Herom var der bred politisk konsensus.

Politikerne ønskede at undgå, at der også her skulle opstå et "jødespørgsmål", der ville vække den latente antisemitisme til live, som man som en selvfølge syntes, at gå ud fra fandtes i det danske samfund.

Dette til trods for, at man bekræftede hinanden i, at Danmark ikke havde problemer med sine jøder."

Link: http://docplayer.dk/8403681-Embedsmaendenes-syn-paa-joediske-flygtninge-...

peter fonnesbech

Donald Trump er kun symptomet på alt det der er er galt i det amerikanske system.

Prøv at se det den vej rundt i stedet for bare at gøre det til et person spørgsmål.

Torsten Jacobsen

Moderen:
"Doktor, Doktor! Han virker så svag! Er det mon krysmastisk feber?"

Lægen:
"Flyt dem dog, kvindemenneske! De skygger for lyset! Ser De da ikke, at han er døende?"

Moderen:
"Det er krysmastisk feber...jeg ser det jo...ak, mit elskede barn..."

Faderen
"Sikke dog noget sludder. Krysmasmerne har jo ikke blomstret de sidste 100 år..knægten har forædt sig, det er det hele.."

Lægen:
"pulsen bliver svagere...der er ikke meget tid...jeg må operere! Varmt vand og rent linned...Hurtigt!!"

Moderen:
"Hvis det ikke er krysmastisk feber, hvorfor er hans læber så krysmastisk blå? Og se hans tunge..."

Faderen:
"Da krysmasmerne blomstrede sidst, var de rødligt orange, og altså ikke blå. Desuden vokser der ingen krysmasmer på disse breddegrader. Du forveksler dem med krysantemummer, tror jeg, som beviseligt er ganske ufarlige.."

Moderen:
"Det er vel som man tager det? Er krysantemummer måske ikke i famile med krysmasmer? De ligner da ellers til forveksling, tror jeg nok..."

Lægen:
"Der er ikke tid! For Guds skyld, hvad betyder det dog? Jeres søn er døende! Ser i slet ikke det? Vand! Linned!! ....NU!!!"

Faderen:
"I familie? Sludder! Jeg henter lige Paalsons gamle leksikon, så skal du få syn for sagn!

Moderen:
Og jeg ringer til oplysningen!

Lægen:
[...]

Faderen:
"HaHa! Se her, havde jeg så måske ikke ret? Gamle Paalson kan man forlade sig på! Han skriver eksplicit, at krysmasmens blomster er orange, og altså ikke blå! Knægten har forædt sig -det er det hele!"

Moderen:
Jeg venter stadig på svar. Jeg er nu nummer *734* i køen... Men bare vent! Hjælpen er på vej til min stakkels dreng.."

Lægen:
"Han er død."