Det var Hitler, der sagde det!

I Alan Parkers film The Life of David Gale fra 2003 deltager hovedpersonen Gale (Kevin Spacey) på et tidspunkt i en tv-debat om dødsstraf med guvernøren fra Texas (spillet af Michael Crabtree).

Gale narrer sin modstander i en fælde ved at få ham til at bifalde et relativt abstrakt citat, der viser sig at være fra Hitler (»et sundt samfund må ikke sky nogen midler for at frigøre sig fra ondskaben«), og det er filmens implicitte postulat, at guvernøren dermed faktisk var komplet udstillet og havde tabt debatten, hvis da ikke lige Gale umiddelbart efter havde ladet sit gode hjerte og temperament løbe af med sig.

Den debatteknik, som David Gale benyttede sig af, er blevet temmelig udbredt i de senere år, f.eks. i vox pops, hvor folk på gaden spørges, om de kan støtte dette eller hint citat og (som regel) bliver pinligt berørt, når de opdager, hvor det stammer fra.

I en dansk udgave gættede forskellige interviewofre således på, at en serie (i første omgang unavngivne) Hitler-citater kom fra Inger Støjberg, Martin Henriksen eller Simon Emil Ammitzbøll, mens et lignende amerikansk indslag afslørede fans af Donald Trump i samme disciplin. Spørgsmålet er bare, hvad det egentlig er, der bliver afsløret i disse små happenings.

I begge de netop nævnte indgik f.eks. Hitler-citatet, »Jo større økonomisk krise, jo mere vil immigration blive set som en byrde«. Kunne dette ikke uden videre være sagt, ikke bare af Inger Støjberg, men også af Erik Meier Carlsen eller Rulle Grabow eller Michael Laudrup?

Spoken word

Hvad, der bliver afsløret i de små happenings og citat-gættelege, er derfor ikke så meget en grusom lighed mellem ting, der kunne være sagt af både nutidige politikere og fascistiske ledere i 1930’erne. Langt mere fremviser eksemplerne selve den overdrevne fascination af politiske lederes karisma og uudgrundelige intentioner – en fascination, som muligvis endda er størst på interviewernes side i de nævnte interventioner.

Hvis det var Hitler, der sagde det, får et udsagn pludselig en ekstra dimension med antydning af pauker og valdhorn i baggrunden. Bemærkelsesværdigt nok er det snarere denne fascination selv, der bringer mindelser om 1930’ernes totalitære bevægelser.

Når vi lægger Hitlers ord i munden på Støjberg eller Trump ved at arrangere gættekonkurrencer, hvor det næsten ikke kan undgås at tage fejl, er det på en måde, fordi vi gerne vil se dette sammenfald. Det er, som om der er en sær nydelse ved, at denne rene, uforfalskede ondskab pludselig er tilstede i vores nuværende politiske virkelighed.

Måske fordi det befrier os fra at deltage i den politiske debat? Hvis det er Hitler, man er oppe imod, er der jo ikke meget at gøre.

På en måde var det netop den helt rigtige tilgang, da en af de ydmygede Trump-fans problematiserede hele gættekonkurrencen. Til et givent citat sagde han, at hvis det havde været Trump, der havde sagt det, ville han støtte det.

Udsigelsespositionen

Det er selvfølgelig altid vigtigt, hvem der har sagt hvad. Men Hitler-fascinationen går alligevel fejl der, hvor den tilskriver en form for ophøjet betydningsfuldhed til den konkrete person, der har ytret et udsagn. Som om der var en hemmelig, personlig identitet, derinde bagved i den oprindelige, autentiske Hitler, der kunne tillægge ord en magisk aura.

Den giver en værdi- og følelsesladet forestilling om, hvem der har sagt det – hvad man med Jacques Lacan kunne kalde en imaginær identifikation. Man kan identificere sig med personen, der har sagt det, og hvis personen er Hitler, kan man straks føle sig bestyrtet. Men denne følelse er i sig selv først og fremmest en tilsløring af udsagnets egentlige funktion.

I stedet for at forholde os til sagen begynder vi ganske hurtigt at forholde os til os selv, måske med en svag æstetisk opstemthed, en lille gysen. »Hvad siger det om mig, at jeg ikke lige kunne gætte personen bag?« – »Hvis det var mig, der var blevet spurgt på den måde, så ville jeg have gættet det … eller ville jeg?«

For at blive placeret rigtigt må udsagnet i stedet forstås i sin symbolske sammenhæng: Hvad betød dette udsagn i Hitlers Tyskland? Hvilke love og forordninger hang det sammen med, hvilket menneskesyn og hvilken økonomisk politik?

Da Hitler udtalte sig om økonomi og immigranter, var det talt ind i en bestemt symbolsk sammenhæng, som ikke uden videre kan sammenlignes med den sammenhæng, Trump taler ind i.

Eller det vil sige: Måske kan den sammenlignes, men det ville kræve en ganske anden analyse. At forstå udsigelsespositionen er ikke at forstå det unikke menneske, der står bag udsagnet, men at forstå den symbolske orden, som det var talt ind i.