Læsetid 3 min.

Ingen parring i parken

Temperaturen og safterne stiger, så det dunker. Her er en miniguide til Københavns underliv
Temperaturen og safterne stiger, så det dunker. Her er en miniguide til Københavns underliv
Clara Selina Bach
14. maj 2016

Første stop: Kødbyen. Når lysten melder sig, kan man tage i byen og se, om andre vil byde én op til vandret dans.

Meget passende er mange barer og dansesteder beliggende i Kødbyen, hvor man førhen solgte og slagtede kød og køer. Man ser (og føler og smager) stadig kødet an, inden man hakker til. Her er der garanteret et fast sortiment af hipsterkød i alle mulige smagsnuancer. En buffet af livsglæde garneret med salte tårer og længselsfulde sommernætter.

Singler går på diskotek for at flirte og score og måske have sex. Alt sammen fremmedord, for vælige vikinger befattede sig åbenbart ikke med slig overfladiskhed, men blødgjorde møen i mjød eller med magt og muskelsvulmende mandighed. Subtil charme anbefales mere end bøvet råben an, men mjød virker stadig udmærket.

Det der med at score er vist mest et heteroproblem. Mænd og kvinder sukker over for lav kvalitet, for lidt kemi, kusse, kærlighed. Næ, så er det nemmere at være bøsse.

Findeleg, gemmeleg, cruising

Bøsser boller byrummet bedre. Større byer er som skabt til mænd, der har sex med mænd. Tilfældige møder med flotte fremmede har længe udgjort en egen tiltrækning ved byen. F.eks. i Ørstedsparken. Ulåste låger, central beliggenhed og snoede stier beregnet til langsom slentren udgør næsten et usynligt neonskilt med en pink trekant, der blinker ’ned her’ henover indgangen.

Desværre er buskene blevet trimmet ned, kondomkassen fjernet og det nådige krat ryddet ’for større gennemsigtighed’. Med andre ord: Ingen parring i parken. Københavnerne opfordres ellers til at bruge byen, men det skal være på anstændige måder, begribeligvis.

Amager Fælled er et andet rekreativt område, og her er der nogle, der heldigvis ikke nøjes med blot at løbe. Her er buskene endnu ikke trimmede, selv om intimmoden dikterer glathed, så man ikke får hår i munden.

Det er også muligt at svede sig sund sammen med andre nøgne mænd fra hele verden i Amigo Sauna i Studiestræde. Det er den ældste bøssesauna i verden, fra 1974, og alene af den grund er den noget, vi kan være stolte af.

Voksenlegepladserne er også medvirkende til, at magasinet Monocle flere gange har kåret København til verdens mest liveable eller beboelige by: Udover at byen er pæn, tryg, grøn og god at cykle og have børn i, er byen også ramme om erotik og møder med mere, uanset hvilket køn man nu lige er til. København giver plads til kærligheden, også den kortvarige. Bladet kalder det dydigt nok for tolerance, men ordet kunne ligeså godt have været: Spænding, mulighed, krydderi, gnist, forførelse.

Sidste stop: Gerningsstedet

Mere end halvdelen af københavnerne bor alene, hvilket gør dét noget nemmere. Slut med at skulle smide søskende ud af det fælles børneværelse. Ingen pensionater med besøgsforbud, nidkært håndhævet af en vrissen pensionatbestyrerinde. Næ, bare hjem i seng. Eneste problem kunne være nederen naboer med hang til sædelig søvn, men æggebakker kunne gå hen og blive det nye sort i indretning. Så giv den endelig gas i sengen!

Eller. Andetsteds. I Danmark er det ganske vist ikke dediceret ulovligt at have sex udendørs, bare andres blufærdighed ikke bliver krænket. Men forhindringerne er så mange, at det ligner en sammensværgelse mod at have sex i det fri. Gennemsnitstemperaturen er kun 8,5 celsius. Sommerens lyse nætter er smukke, men ikke just befordrende for gantende gemmeleg, hvis man ovenikøbet er selvlysende hvid. I Danmark bor der gennemsnitligt 120 personer pr. kvadratkilometer, stigende til knap 20.000 pr. kvadratkilometerpå Nørrebro: Der er aldrig langt til din næste, der måske ikke gider at se og høre dig hore. Desværre.

Det har dog ikke forhindret opfindsomheden i at udfolde sig i Tivolis spejlsal, ruinen på Jarmers Plads, Frederiksberg have, Sankt Thomas Plads, arkaden ved Suhmsgade, Amaliehaven, Assistens kirkegård, Valby station – udgangen til Mellemtoftevej, parkeringspladsen under Israels Plads, Skydebaneparken. Listen er langt fra udtømmende… Find selv flere frække steder, og lad kærligheden blomstre som de prægtige hestekastanjetræer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

Gab!
Hetrosexuel ativitet er jo helt ude af proportion med formålet. Alle andre levende væsener kan finde ud af at f.eks. kattens adfærd kun er for at sikre kommende generationer. Gråspurve det samme.
I mange dyresamfund dukker hannen kun op til formeringen og fjerne sig så.
Homo er lysår fra formålet. Findes der ikke noget medicin?

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

Torben Knudsen
For det første tager du fejl når du siger alle andre levende væsner kun 'gør det' med henblik på forplantning. For eksempel primater af mange slags gør det på forskellig vis for fornøjelsens skyld, også homoseksuelt.
Men hvad mener du præcist når du skriver: "Homo er lysår fra formålet. Findes der ikke noget medicin?" Du mener da forhåbentligt ikke at homoseksualitet er en sygdom?