Læsetid 4 min.

Hvis interesser tjener den nye udenrigspolitik?

Danmarks nye udenrigspolitiske rapport taler mere end 400 gange ialt om vores »interesser«. Hvem dette »vi«, som rapporten henviser til, står der derimod ikke så meget om
7. maj 2016

Det var ikke engang Henry Kissinger, der opfandt, at udenrigspolitik skal handle om interesser.

Kissinger er manden bag det berømte diktum om, at USA ikke har nogen permanente venner eller fjender, kun interesser. Han udgiver nu som nogle og halvfemsårig fortsat indsigtsfulde geopolitiske analyser, og den såkaldt realistiske udenrigspolitiske skole, som han er et af symbolerne for, lever i bedste velgående og er netop i dansk kontekst blevet genvakt i ambassadør Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til en dansk udenrigspolitisk strategi.

Taksøes rapport udkom i mandags med et budskab om, at dansk udenrigspolitik fremover ikke blot skal lade sig hidse og forlede af blåøjede værdikampe, men med køligt hoved løbende må afveje, i hvor høj grad hver enkelt udenrigspolitiske indsats nu også tjener danske interesser. Praktisk skal det ske gennem det, som gransker Taksøe selv har foreslået oplagt fra nu af kunne hedde ’Taksøe-testen’.

Læs også: Taksøe: ’Vi er det 12.-største land i verden’

Den kunne nu også hedde Kissinger-testen, lord Palmerston-testen eller E.H. Carr-testen, for mange kloge mænd har før Peter Taksøe-Jensen ment, at udenrigspolitik må funderes på en vægtning af nationens interesser.

Noget i det budskab er slidstærkt, også selv om verden har ændret sig betydeligt, siden E.H. Carr, også en af realismens hovedtænkere, i 1930’erne gjorde op med 1800-tallets forestilling om, at en højere, rationel orden var det styrende princip for nationernes udenrigspolitik.

I parentes bemærket var interesseargumentet også gennemgående i de såkaldt værdipolitiske år omkring 2003, hvor Danmark besluttede at føre krig i Irak med Saddams fald til følge, en politik, som Taksøes rapport er blevet modtaget som et opgør med.

Også dengang blev det understreget helt ind i hjertet af stats- og udenrigsministeriet, at en krig i Irak var i Danmarks interesse, nemlig fordi det var i Danmarks interesse at være en aktiv og loyal allieret med USA.

Psykisk nation

Men hvad er så en national interesse? Udtrykket optræder 445 gange på Taksøe-rapportens blot 106 sider. Til sammenligning optræder ordet »demokrati« blot 19. Ganske ofte slår granskeren fast, at bestemte strukturer i det udenrigspolitiske, som f.eks. medlemskabet af EU og NATO, er i vores interesse.

Han siger derimod ikke noget om, hvad landets ledelsesapparat egentlig skal gøre, hvis befolkningen ikke er enig i, at disse strukturer er i dens interesse. Men hvem er »vi’et« så i »vores«?

Konsensussen blandt europæiske embedsmænd som Taksøe om, at EU-deltagelse er i befolkningernes interesse, er vel næsten total. Alligevel står det i disse dage 50/50 mellem »bliv«- og »forlad«-lejren op til Storbritanniens afstemning om landets EU-medlemskab i juni, og EU-kritikken vinder frem i mange, mange andre europæiske lande, herunder Danmark.

Læs også: ’Man kan opstille mere overbevisende grunde til at være i Libyen end i Mali’

Som et andet eksempel gør rapporten et stort nummer ud af at definere »kongeriget Danmarks« interesser, ikke mindst hvad angår Arktis, en sprogbrug, der indlemmer Grønlands og Færøernes (påståede) interesser i Danmarks.

Men som det grønlandske selvstyre i denne uge har påpeget, og som blandt andet forhandlingerne om en global klimaaftale har illustreret, er det grønlandske styre ikke enigt med det danske styre om, hvad dets interesser er. Så er de overhovedet med i vores »vi«?

Kongens politik

Hvordan kan interesse-sprogbrugen skøjte så uopmærksomt hen over de demokratiske problemer og reelle politiske konflikter, der ligger lige nede under en politisk ledelses påstande om, hvad dens lands interesse er?

Ifølge lederen af International Crisis Group, den franske tidligere EU-diplomat Jean-Marie Guéhenno, skyldes blindheden, at de fleste moderne europæiske stater i deres oprindelse er en konges ejendom, og at vi derfor har en tendens til at antropomorficere nationer.

I den forståelse bliver især udenrigspolitikken en projektion af herskerens ønsker og humør, har Guéhenno skrevet i en artikel fra 1998 om forsøgene på at skabe et europæisk »vi« med en fælles europæisk udenrigspolitik. Men også i USA, der ikke er født som kongedømme, er udenrigspolitikken i særlig grad suverænens (præsidentens) felt.

Herskeren bestemmer virkelig her, lidt ligesom Danmark, den tidligere kolonimagt, altså fremdeles insisterer på at føre Grønlands, koloniens, udenrigspolitik.

Nu er problemet bare, at vi befinder os i en tid, hvor staten ikke er så stærk, som den har været. Den udfordres af alt fra flygtningestrømme over multinationale virksomheders skattetænkning til mere eller mindre radikale og voldelige protestbevægelser.

Læs også: Mens Europa slås om grænser, forbinder verden sig

Som svar på disse udfordringer, foreslog DIIS-forsker Vibeke Schou Tjalve ved et seminar onsdag, er Taksøes totalfokus på »»interesser« simpelthen for snævert og blodfattigt. For at vi skal kunne organisere os omkring vores interesser, skal vi nemlig først kunne definere, hvem »vi« overhovedet er.

Tjalve sagde det ikke, men det virker oplagt at tilføje, at man i dag ikke får etableret et godt »vi« som basis for sin politik, hvis man ikke bruger temmelig meget energi på at sikre sig, at den er demokratisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Dagmar Christiandottir
  • Niels Nielsen
  • Alan Strandbygaard
  • Kasper Malskær
  • Jørgen Steen Andersen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Toke Andersen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Dagmar Christiandottir, Niels Nielsen, Alan Strandbygaard, Kasper Malskær , Jørgen Steen Andersen, Michael Kongstad Nielsen, Toke Andersen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Eriksen

Interesser betyder penge - troede i forvejen at GGGI og f.eks U-landshjælp var betinget af handel - man kunne starte med realisme og mindre optagethed af "vores rygte"!
Så måske, hvis positivt - mindre krig og mere human hjælp?

Leo Nygaard

Berlingske har en artikel med general Curtis Scarparrotti - 4 stjerner og NATO øverstkommanderende.
Her siges, kort :
- Rusland er den største.........trussel mod USA og dets europæiske allierede.
- USA har nu tre forskellige brigadetyper i rotation i Østeuropa.
- De skal efter CS`s mening gøres til en permanent........med 90 kampvogne og 5000 mand.

Er det i Danmarks interesse at medvirke til denne optrapning på Ruslands dørtrin.
Rusland er en trussel ! Hvad er Nato - og vi.

Nanna Wulff M.

Er det ikke bestillingsarbejde fra Venstre?

Hvis så --- så må det tjene Venstres interesser.