Interview
Læsetid: 4 min.

»John le Carré er nu også min menneskelige helt«

»Det giver mig håb, når ting ender godt, som man ikke troede ville ende godt. Historier, der får en anden slutning end den, de så ud til at ville få«
Moderne Tider
21. maj 2016
»Det giver mig håb, når ting ender godt, som man ikke troede ville ende godt. Historier, der får en anden slutning end den, de så ud til at ville få«

Carsten Bundgaard

Vil du gerne instruere en James Bondfilm?

»Ja! Det tror jeg alle filminstruktører gerne vil. James Bond er ikonisk. Det er et filmsprog, vi alle sammen er vokset op med.«

Hvorfor får din TV-serie ’Natportieren’ én til at tænke på James Bond?

»Vi har ikke planlagt, at den skulle gøre det. Men der er jo nogle indlysende grunde til det: Det er en spionhistorie, der udspiller sig i en dramatisk nutid med nogle meget æggende elementer i.«

Men selve produktionen har også det der storladne, dyre, slicke look?

»Det er en større produktion end noget andet jeg har lavet, og dyrere. Men det har faktisk været sjovt hele vejen igennem. Jeg har ikke følt mig tvunget til at lave ting, jeg ikke havde lyst til.«

Har du skullet lære noget for at lave den?

»At lave seks timers film i stedet for de sædvanlige to. Det kræver virkelig, at man kan holde tungen lige i munden. Jeg kan for eksempel godt lide at improvisere. Og der skal man passe meget på ikke at lave rod i tingene, når man arbejder med en stor, lang thriller, hvor oplysningerne skal falde i den rigtige rækkefølge.«

Kan du give nogle eksempler på improvisation i serien?

»Tom Hollander, som spiller Corky, fandt på mange af sine sjove replikker på stedet. Mange af scenerne mellem hovedpersonen Jonathan Pine og Jed, kvinden, er om ikke improviserede, så lavede markant om. Vi øvede dem og lavede om i dem om morgenen og indspillede dem om eftermiddagen.«

John le Carré har fortalt om at skulle vænne sig til tanken om, hvor meget af handlingen der er ændret fra hans roman med en helt ny setting i det arabiske forår og en kvindelig efterforsker. Hvor mange af de ændringer har du været involveret i?

»Det er svært at definere, fordi det er noget, som vi, der lavede den, var meget enige om. I det manus, jeg læste, var handlingen allerede opdateret fra den oprindelige handling, der foregår i 1993. Og produceren og manusforfatteren sagde til en af vores første samtaler, at de gerne ville have en kvinde med, og foreslog, at det kunne være Burr. Og det var jeg helt med på.«

Hvem fandt på, at Olivia Colman skulle spille hende?

»Jeg er altid meget involveret i castingen. I det her tilfælde havde jeg set Olivia Colman på Sundance-festivalen i 2011, hvor jeg sad i juryen, og hvor vi gav hende en pris. Og jeg havde vidst lige siden dengang, at hende skulle jeg arbejde med. Så da Burr blev en kvinde, vidste jeg, at det skulle være hende. Olivia Colman har en fuldstændig, ekstrem fast integritet. Hun hviler så meget i sig selv og har en ærlighed, som er helt urørlig. Og så er hun sjov.«

Du har lavet mange komedier og nære, menneskelige historier. Hvad kunne du bruge det til i sådan en storladen thrillerproduktion?

»Jeg synes, der er ret meget humor i den. Og John le Carré skriver jo dybest set thrillers med en masse psykologi i. Det er derfor, jeg altid har været vild med ham og drømt om at filmatisere ham. Jeg synes faktisk Natportieren samler en masse forskellige ting, jeg har arbejdet med.«

Hvad har du taget med dig fra at have arbejdet i Hollywood?

»Den her serie er en meget stor produktion med ekstremt mange mennesker, elementer, locations og special effects. Jeg ville have været meget nervøs ved at lave den, hvis jeg ikke havde lavet andre internationale produktioner først. Man er nødt til at forstå, hvordan det dér store logistiske system fungerer for at kunne prioritere, træffe de rigtige beslutninger og i det hele taget navigere i det. I øvrigt havde jeg aldrig fået projektet, hvis jeg ikke havde lavet noget i Hollywood først.«

Hvordan var John le Carré?

»Han var helt fantastisk. Ud over at være min litterære helt er John le Carré nu også min menneskelige helt. Han er så skarp og sjov. Hans drivkraft, også når han skriver, er hans totale had til alt hykleri. Han er simpelthen så respektaftvingende, fordi han er så klar i spyttet, og så ærlig og sjov og klog.«

Hvornår mærkede du første gang, at du blev voksen?

»Jeg kan godt mærke, at jeg er det nu, men jeg er i tvivl om, hvornår det skete. Det gjorde en forskel at få børn – det, tror jeg, er lidt skelsættende. Der er jo ganske vist masser af mennesker, der har fået børn, som stadig ikke er voksne. Men alligevel.«

Hvad har du i din taske?

»Det er sjovt, du spørger, for jeg har lige ryddet op i den i morges. Så nu er der kun fire forskellige læbepomader, hårnåle, mobiltelefoner, kleenexer og forskellige vigtige sedler, som er blevet så krøllede, at de aldrig bliver kigget på. Der er ikke længere det gamle tyggegummi, men i morgen er det der igen. Det får sneget sig ned i den uden om mig.«

Hvad giver dig håb?

»Det giver mig håb, når ting ender godt, som man ikke troede ville ende godt. Historier, der får en anden slutning end den, de så ud til at ville få. En pige, jeg kender, som troede hun aldrig nogensinde ville få en kæreste. År efter år efter år. Og så pludselig en dag var det alligevel hendes tur.«

Læs også: ’Bare det, at der stod John le Carré på, var nok’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her