Læsetid: 10 min.

Her kan historien krybe op ad benene

På strejftog gennem det sydøstlige Tyskland, hvor det er umuligt at betragte livet, hverdagen og modsætningerne, uden at landets og Europas ånd og historie fletter sig ind i oplevelsen
Plagwitz, Leipzigs gamle industrikvarter. I Vest var de for længst blevet restaureret og indrettet med gallerier og fancy cafeer, men her i det tidligere DDR-land træder fattigdom og noget vist gammeldags stadig frem midt i det selvbevidste, moderne gadeliv.

Karen Syberg

7. maj 2016

1

Vi er lige kommet over grænsen til Tyskland. Målet er Leipzig, hvor der venter os nogle dages arkivsøgning efter materiale om Weimarrepublikkens kranke skæbne. Årsagerne til denne var mange, men én af dem var kejserdømmets undergang med Versaillesfreden og det efterfølgende skrøbelige demokrati, hvor hungersnød og hyperinflation rasede, og magten skiftede mellem i alt 18 regeringer på 13 år.

Kejserens undersåtter blev uden at have bedt om det forvandlet til statsborgere på et tidspunkt, hvor fordelene ved en demokratisk tilværelse var ret svære at få øje på. Det hele endte med Hitlers magtovertagelse.

Lige nu skal vi imidlertid tisse og kører ind på først opdukkende rasteplads. Da vi kører videre, leder GPS-damen os på sit jammerlige computertysk ad en frakørsel fra motorvejen, hvorefter vi skal dreje til højre, til venstre og til højre ad villaveje og til venstre og højre igen. Noget er galt. Da vi atter rammer motorvejen står der Kolding på det første skilt, vi møder. Vi er på vej tilbage til Danmark! Der er ikke andet at gøre end at fortsætte.

Hvis nogen har troet, at der nu om dage er rød-hvide grænsebomme og vajende dannebrogsflag ved indkørslen til dronningeriget, bliver de skuffede. Næsten symbolsk er det svenske farver, der modtager os. En del af grænsehalløjet skyldes jo, at Danmark i første omgang skyndte sig at lodse flygtningene videre til Sverige, indtil broderlandet lukkede ned. Så gjorde Danmark det også.

Nu er der blå blink og en stor gul, blinkende pil af den slags vejarbejdere udpeger kørebaner med. De småfrysende strissere, der bemander overgangen, ligner også selv vejarbejdere i deres trafiksikre veste. Vi modtages med et rutine-videre-vink og – synes jeg – et lidt mere indforstået smil end det, ordensmagten normalt benytter sig af. »I ved jo, hvorfor vi er her! Beklager.«

Ind i Danmark igen og vende bilen. Dette blev så dagen, hvor vi var i Danmark to gange og i Tyskland to gange. Så kører vi mod syd, mens det bliver grønnere og mere blomstrende omkring os, og temperaturen langsomt stiger til tocifrede varmegrader.

2

Vi har reserveret værelse på Plagwitzer Hof i Gießerstraße, i det gamle arbejderkvarter Plagwitz. Hotellet så hyggeligt ud på nettet, og der var parkeringspladser i gården. Det sidste gjorde udslaget.

Jeg lægger ikke mærke til det med det samme, men efterhånden bliver det påfaldende: Alle ansatte er hvide, også rengøringspersonalet. Det går op for mig, hvor vant jeg er blevet til, at det er de brune eller asiaterne, der besætter de underordnede servicefag. Men ikke her. Og det fortsætter ude på gaden. Alle er hvide.

Gießerstraße – Støberigade – bærer sit navn med rette, i det gamle industrikvarter står stadig smukke, ornamenterede rødstensfabrikker fra før verden gik af lave. Men svært forfaldne og med blændende vinduesrammer.

Havde de ligget i Vest, var de for længst blevet restaureret og indrettet med gallerier og fancy caféer, men her i det tidligere DDR-land træder fattigdom og noget vist gammeldags stadig frem midt i det selvbevidste, moderne gadeliv. Det er lang tid siden, man sidst så besatte huse, men her er nogle af de forfaldne røde bygninger faktisk beboede – besatte eller ej.

Der står blomster i de ikke blændende vinduer, der hænger fantasifulde arrangementer af gryder, kaffekander og piskeris fra en åbning i anden sals højde, og overfor fastslår en transparent: »Kein Mensch ist illegal« – Intet menneske er illegalt. På en lygtepæl er klistret en rød mærkat med »Fight for feminism«. Og nedenunder med tysk grundighed: »Gegen Sexismus und seine gesellschaftliche Grundlage« – Imod sexisme og dens samfundsmæssige grundlag.

Vi er havnet blandt hipstere og punkere med tendens til goth. Jeg troede, det var noget, der hørte 1990’erne til, men på det byhistoriske museum opdager vi, at Leipzig hver pinse den dag i dag er internationalt samlingspunkt for alverdens goths, i en grad så den lokale WGT-bevægelse (Das Wave-Gothic-Treffen) i 2014 modtog Leipzigs turistpris!

Til hverdagsbrug virker outfittet mere afdæmpet, men mange af de kvinder, vi møder, har sortfarvet, ultrakort eller asymmetrisk hår, sorte læber og tung, sort eyeliner. Ødselt piercede i ansigt og ører og iført ærmeløse sorte bluser i den lune forårsluft.

Mændene er tatoverede, har langt vildtvoksende skæg og langt hår, samlet i nakkeknude eller hestehale. Det høje hipsterhår, der er redt op midt på hovedet, ser man kun i ny og næ, det er vist ved at være umoderne. Til gengæld kan menneskenes tatoveringer knap hamle op med husenes, der er overmalet med tags og graffiti og overklistret med plakater.

Siden Ungdomshuset på Nørrebro i København blev revet ned, har jeg ikke set noget lignende. Her er det imidlertid hele gader, der er overmalet og klistret til med lag på lag af plakater for forestillinger, performances, demonstrationer og koncerter. »I am not here, says the void«, står der.

»Traurig und asexuell« opføres i Schwarze Perle, NAKAM, der har navn efter en post-holocaust jødisk hævnergruppe, viser et traurigt ansigt med knive i øjnene, og en plakat for en demonstration gælder etårsdagen for to nynazisters mord på den 19-årige Kamal K. »Nazis keine Ruhe lassen! – Nichts wird vergessen, nichts ist vergeben!« (Lad ikke nazierne få fred – intet skal blive glemt, intet er tilgivet!).

Plakaternes budskaber om politisk bevidsthed og oprør, men også med en vis no future-holdning over sig, står i mærkelig modsætning til den afslappede forårsstemning mellem murene. Unge mennesker passerer i muntre smågrupper, cyklende eller slentrende med en øl i hånden. Ikke én er over 30 år, og ikke én kvinde bærer tørklæde.

Om aftenen spiser vi for enden af gaden, hvor sporvognen kører, og restauranterne ligger på stribe. Mest afvigende er det ældre par, der tilfredse med at kunne indtage middagen udendørs har slået sig ned på en fortovscafé. Os.

3

Der findes selvfølgelig også ældre mennesker i Leipzig. Men som universitetsby, konservatorieby og center for en række andre uddannelsesinstitutioner, er det unge, der dominerer bybilledet. Det er ikke sjældent at se en pige eller dreng komme cyklende med violin- eller cellokassen på ryggen. Indvandrere derimod ser vi ingen af. En enkelt cyklende cellopige med tørklæde, en enkelt arabiskklippet ung mand – das ist alles.

Leipzig er en af de tyske byer, som blev mindst bombet under Anden Verdenskrig, kun 20 procent af byen blev ødelagt. I dag er Indre By, die Altstadt, totalfredet – hvilket dog ikke forhindrer adskillige larmende byggepladser.

Men halvt underdrejet bag en vejtromles morderiske larm finder man en betagende smuk jugendcafé, og Zum Arabischen Coffee Baum hører til Europas ældste kaffehuse. Første gang nævnt i 1556. Dér spiser vi frokost i »Schumanns stue« til klassisk musik og stik af komponister på væggene.

Til byens gammeldags charme hører også, at Leipzigs centrum er gennemkrydset af passager.

»Passagerne er handelens liderlige gade, med det formål at vække begæret,« mente Walter Benjamin om Paris’ passager. Auerbachs Hof i Leipzig, i dag Mädlerpassage, der blev påbegyndt i 1530, rummede ganske rigtigt hele 70 hvælvinger med handel, ikke mindst af luksusartikler. Men i dag er det nok så meget arkitekturen, der betager.

Faktisk er der omkring 25 velbevarede passager især fra sidste halvdel af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. Gründerstilen fra omkring 1870’erne og jugendstilen fra 1910’erne og 1920’erne dominerer bybilledet.

Inde i Mädlerpassage ligger stadig Auerbachs Keller, der har fundet sin varige plads i verdenslitteraturen med Goethes Faust. Goethe, der studerede jura i Leipzig fra 1765 til 1768, gjorde kælderen til ramme om et ’sold’ med de lystige svende Frosch, Brander, Siebel og Altmayer. De hælder vin i hovedet på hinanden, skændes og synger om smukke piger, indtil Mefistofeles og Faust træder ind, og sagerne tager en alvorligere vending.

4

Man færdes ikke i Tyskland uden et ben i historien. Nogle gange synker det i, andre gange trækker man det forskrækket til sig. Vi opsøger fototeket på universitet i Dresden. Jeg tror, vi befinder os i en forstad med det sædvanlige kedsommelige DDR-byggeri, men nej, vi er midt i selve Dresden.

Jeg vidste godt, at Dresden var Leipzigs modstykke, at Dresden var Tysklands mest bombede by. Det er ikke, fordi jeg ikke kender historien, men netop fordi jeg kender den, at jeg bliver chokeret. Jeg havde ventet, at Dresden var ligesom Berlin og Leipzig. At man kunne se, hvad der blev stående, finde husrækker med nye huse i hullerne efter de gamle, der faldt.

Eller måske som i Trier, hvor jeg engang undrede mig over, at der slet ikke var spor af bombninger. Kun for at opdage, at alt, hvad jeg stod og kiggede på, var genopbygget efter krigen. Så var vel også noget af Dresden restaureret? Jeg vidste, at Dresdens Frauenkirche fra begyndelsen af 1700-tallet var blevet genopbygget. Jeg forestillede mig at det gamle barokkvarter omkring den også var.

Der stod noget. Der stod nøjagtigt så meget, at Dresdens barokke skyline kan udfylde et af de store brun-hvide skilte langs motorvejen, der reklamerer for seværdigheder.

På de andre ser man en enkelt borg eller et museum. På skiltet ved Dresden ser man hele det tilbageværende barokke Dresden. Men nede i virkeligheden er der ingen husrækker med nye huse i hullerne efter de gamle. Alt, hvad vi ser, er firkantet, klodset DDR- eller mere moderne efterkrigsbyggeri. En ildrød kæmpeklods, et krystalpalads, der hælder mere faretruende end Den Sorte Diamant. For det indre blik: rygende ruiner.

5

Nogle steder synker benet dybt i. I vores forsøg på at undgå kilometervis af Stau, bilkøer, på motorvejen mellem Dresden og Leipzig, havner vi i Grimma ved floden Mulde. En statelig middelalderby med anselige huse, slotte på højdedragene og en historie tilbage til 1200-tallet. Her er der vitterligt ikke blevet bombet.

Nutidens problemer trænger sig på i form af en større oversvømmelse i 2002, men det er en anden historie. Til Grimmas ældre historie hører det kloster, hvorfra den nonne, der blev gift med Martin Luther, rømmede.

Her får hun ansigt og et navn, Katharina von Bora. Men epifanien rammer først senere, da vi på Altes Rathaus i Leipzig pludselig står foran hendes vielsesring! Her begyndte opgøret med cølibatet, der stadigvæk gnaver som en orm i den katolske kirke. Her bliver Reformationen konkret.

6

I dag er det mandag. Vi passerer en række mænd, der er ved at opstille en flytbar spærring i hele gadens længde, der skal være demonstration. Klokken 16, siger én. Da vi ved 15-tiden krydser over Simsonplatz hvor Bundesverwaltungsgericht, Forbundsforvaltningsdomstolen, ligger, drejer den ene politibil efter den anden ind på pladsen og parkerer.

Til sidst er der 25, hvortil kommer et antal motorcykler. Betjentene bærer Glockpistoler, håndjern og polititelefoner, men ingen visirer eller hjelme. De unge betjente af begge køn – på alder med ungdommerne i Plagwitz – spiser Bockwurst og krammer hinanden, når de mødes. Et par stykker kommer med store plasticposer fulde af frugt, som de fordeler blandt bilernes besætninger.

Med erindringen om DDR-tidens autoritære robotnikker i baghovedet forhører jeg mig forsigtigt om, hvad det er for en demonstration. Men der er ikke meget apparatnik over den unge betjent, der snakkesaligt kaster sig ud i en redegørelse for, at der ikke er tale om én, men om to demonstrationer, og at det mest er sammenstødene mellem dem, de skal forhindre.

Så falder tiøren omsider: Mandagsdemonstrationer. Imod flygtningene, selvfølgelig! Pegida med deres slogan, Wir sind das Volk! stjålet fra 1989-revolutionen, der opfandt mandagsdemonstrationerne og havde sit udspring netop her, i Leipzig. Mere gådefuldt er det, hvor de vrede pegidanere, der her hedder Legida, finder de strømme af flygtninge, de vender sig imod.

På Leipzigerbystyrets hjemmeside oplyses det, at der i november 2015 var 4.327 asylsøgere og personer på tålt ophold i Leipzig. Året før var der kommet 1.232. I alt er der omkring 5.400 flygtninge i hele Leipzig.

Betjenten forklarer, at her er mange venstreekstremister, så moddemonstrationerne kan udarte til voldsomheder. Vi nikker. Det er jo rigtigt, at de autonome godt kan blive voldsomme. Men hvornår er demonstrationen? Det kan man ikke vide. Vorbereitung ist alles, forberedelse er alt, svarer betjenten muntert. Og så får en forbipasserende kollega et kram.

Vi sætter os i solen og venter. Så gider vi ikke vente længere, men går en tur, og da vi kommer tilbage til pladsen, er alle bilerne væk. Åbenbart kan man heller ikke vide, hvor der demonstreres.

Til sidst tager vi sporvognen – og sidder vi fast. Vi har fundet demonstrationen. En ung kvinde overfor, der har hørt vores danske, giver sig til på engelsk at forklare, at dem med de store bannere er the bad guys, og at vi kan kende the good ones på musikken. Nogle minutter efter peger hun ud ad vinduet: Der kommer de!

Jeg får øje på en samling mennesker, der nærmer sig, men ingen store bannere. Da de kommer tættere på, kan jeg se en enkelt sort fane og læse den gule inskription: Refugees Welcome.

Men autonome? Det er jo de unge hjemme fra gaden, der fredsommeligt snakkende kommer trækkende med deres cykler! Ingen sorte hætter, sten eller køller. Måske er de autonome et andet sted, men det finder vi aldrig ud af, ligesom vi heller aldrig får det mindste glimt af legidaerne. Vi sidder fast i en sporvogn.

Til gengæld kan vi overhøre den unge kvindes samtale med den ældre dame på nabosædet. Den ældre dame kaster vrede blikke efter de forbipasserende unge. Og så falder bemærkningen:

»Jeg forstår ikke, at de tillader det!«

Man kunne givetvis høre den samme bemærkning fra en ældre dame i Danmark, men lige her, i disse omgivelser, åbner skakten til fortiden sig. Weimarrepublikkens 1920’ere, hvor socialister og kommunister stredes om magten og sloges på gaden med nazistiske kampgrupper, toner frem bag de fredeligt forbipasserende unge og damens vrede kontrafej.

’De’ er myndighederne, øvrigheden, der skal sørge for ro og orden. Demokratiske rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed indgår ikke i overvejelserne. Vi sidder over for en undersåt.

Så er det, at historien af sig selv begynder at krybe op ad benene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu