Klopp mod den spanske superspejder

Det er selve sæsonen, der står på spil for Liverpool og Sevilla, når spillerne fra de to klubber onsdag løber på banen for at dyste i den såkaldt lille europæiske finale, nemlig finalen i Europa League, på den hyggelige og provinsagtige Skt. Jakob-Park i Basel.

Begge klubber har leveret forglemmelige sæsoner i den hjemlige liga og ligger placeret på henholdsvis syvende- og ottendepladsen. Men begge hold kan redde det hele med en sejr og den medfølgende erobring af både et trofæ til pokalskabet og en af de eftertragtede adgangsbilletter til Champions League.

For Liverpool vejer især det sidste, adgangen til Champions League, tungest. Ikke kun på grund af de øgede tv-indtægter, men også fordi det er dér, klubben selv mener, at den hører hjemme.

Når Liverpool spiller sine europæiske kampe hjemme på Anfield, står tilhængerne på den berømte endetribune The Kop og svinger med to store bannere tæt ved grønsværen og lige i masken på tv-kameraerne. På det ene er aftegnet fem Champions League-trofæer, og det andet fremviser tre Europa League-trofæer. Og længere oppe på tribunen ser man et banner med påskriften: Liverpool – European Royalty (Liverpool – europæisk monarki, red.)

Budskabet er klart til gæster og fans: I befinder jer hos en af Europas traditionelle storklubber.

Tillid fra fansene

Sådan er selvfølelsen på Merseyside, og derfor har de hyppige fravær fra Champions League i de senere år smertet lige så meget som det i efterhånden 26 år udeblevne mesterskab. I Liverpool forventes det, at holdet spiller en fremtrædende rolle på den europæiske scene hvert eneste år.

Eller som den tidligere Liverpool-træner Roy Evans formulerede det: »Liverpool uden europæisk fodbold er som en banket uden vin.«

Af samme grund blev det af mange Liverpool-fans betragtet som forræderi, da klubbens daværende manager Brendan Rodgers tilbage i november 2014 kastede håndklædet i ringen på forhånd ved at sende et reservespækket hold på banen til en udekamp i Champions League-gruppespillet mod Real Madrid.

Rodgers gjorde det for at spare en række nøglespillere til kampe i Premier League. Men i Liverpool-tilhængernes øjne var det rendyrket kapitulation.

De tolkede Rodgers spillervalg som en indirekte anerkendelse af, at Liverpool sportsligt ikke hørte hjemme på et niveau, hvor man kunne forvente at få point med hjem fra Estadio Santiago Bernabeu. Og den ydmygelse var de ikke til sinds at acceptere. De forventede stolthed og fighting spirit fra deres manager, og set i bakspejlet var udekampen mod Real Madrid i realiteten dér, hvor tillidsbåndet mellem Brendan Rodgers og tilhængerne blev brudt.

Tillidsbåndet mellem holdets nuværende træner, tyske Jürgen Klopp, og den rødklædte fanskare er til gengæld stærkt. Tilhængerne på Anfields lægter er vilde med den gavflabede sydvesttysker med skægstubbene og truckerkasketten. Og især er de begejstrede for hans selvbenævnte heavy metal football.

Klopp har gjort op med den evindelige boldcirkulation, der var i højsædet under Rodgers, og har erstattet det med en aggressiv spillestil med højbanepres – den såkaldte gegenpressing – og fokus på at komme hurtigt frem til afslutninger.

Det er kommet løbestærke og fodboldintelligente aktører som Emre Can, Firmino, Milner og Lallana til gode, mens den store taber er blevet den firskårne frontløber Christian Benteke, der er nogenlunde lige så mobil som et koncertflygel.

Benteke ankom til Liverpool som klubbens næstdyreste køb nogensinde sidste sommer, men efter en miserabel sæson er han blevet relegeret til den ydmygende rolle som tidsudtrækkende element i form af en spiller, man kan smide på banen i kampens slutfase, når man skal høvle de sidste døende sekunder af klokken, og det må formodes, at han bliver skudt af til sommer, hvis det overhovedet kan lykkes Liverpools ledelse at finde en bejler til ham.

Tid til at vise en ny standard

Klopp skal naturligvis ingen steder, for hans arbejde på Merseyside er først lige begyndt. Men i relation til finalen på onsdag kan han især bruge en sejr på grund af det psykologiske boost, det vil give holdet.

Lige siden den tårnhøje tysker fra Schwarzwald overtog Liverpool, har han arbejdet målrettet på at forvandle den demoraliserede trup til en flok spillere, der troede på deres eget værd igen.

»Vi skal udskifte tvivl med tro på, at det nytter – nu,« slog han fast i sit første interview til Liverpools egen tv-station.

Og da holdet kvalificerede sig til den hjemlige Liga Cup-finale tilbage i februar, gentog han i pressen behovet for, at spillerne lærer at krydse den mentale barriere, der skiller vinderne fra rosset.

»Dette er en chance (for spillerne, red.) for at udvikle sig fra tvivlere og til nogen, der tror på sig selv,« udtalte han ifølge avisen The Guardian.

Som bekendt endte Liverpool med at tabe finalen på Wembley til City efter straffesparkkonkurrence, og dermed har denne generation af rødklædte altså stadig aldrig har vundet noget.

Men Klopp har brug for, at hans underpræsterende og alt for nederlagsvante spillere kaster den ødelæggende tvivl på egne evner over bord og etablerer en vinderkultur, hvis han for alvor skal kunne løfte dem frem mod de triumfer, som hele den røde halvdel af Merseyside håber på, herunder naturligvis ikke mindst det engelske mesterskab.

Og finalen i Basel på onsdag kan jo være et passende tidspunkt at demonstrere, at truppen er modnet og har den mentale styrke, som det kræver at tage det sidste skridt frem mod erobringen af en pokal. Liverpool skal bevise, at de atter er et hold af vindere.

Det virker på den baggrund yderst passende, at de i finalen netop skal op mod et mandskab, der må betegnes som et de mest rutinerede vinderhold, vi overhovedet har på det europæiske kontinent.

Sevilla har vundet Europa League – eller UEFA Cuppen, som den hed tidligere – fire gange inden for de seneste 10 år – i 2006, 2007, 2014 og 2015 – og er dermed et af de hold i vores del af verden, der har sat flest pokaler i skabet i denne periode.

Talentspejderen fra Sevilla

Lige nu sigter sydspanierne efter at blive det første mandskab, der vinder Europa League tre gange i streg. Og selv om man naturligvis må have respekt for de hvidklædte spillere, der har kæmpet sig i en europæisk slutkamp for tredje år i træk, så må en stor del af æren tildeles en mand, der – til trods for, at han er stort set ukendt i den brede offentlighed – har haft kæmpe betydning for europæisk topfodbold siden årtusindskiftet, nemlig Sevillas mangeårige fodbolddirektør Ramón Rodríguez Verdejo – bedre kendt under kælenavnet Monchi.

Denne bemærkelsesværdige mand startede sin fodboldkarriere som en middelgod målmand på Sevillas førstehold tilbage i 1990’erne. Men det var først efter, at han havde ladet sig pensionere fra aktiv tjeneste på grønsværen, at hans egentlige livsværk begyndte.

I år 2000 blev Monchi ansat som fodbolddirektør i Sevilla, der på det tidspunkt befandt sig i dyb krise, både sportsligt og økonomisk. Klubben var netop rykket ned i den næstbedste række, og økonomien hang i laser, så Monchi fik to hovedopgaver – at udvikle klubbens akademi og at implementere et talentspejdersystem, der ville give dem et forspring i forhold til de etablerede storklubber i jagten på potentielle stjernespillere.

And the rest is history, som man siger.

Den spanske superspejder viste sig nemlig hurtigt at have dét talent, som alle sportschefer i hele verden drømmer om, nemlig evnen til at spotte lige netop den unge spiller – ud af en vrimmel på tusindvis af mere eller mindre åbenlyse fodboldtalenter – der har potentialet til at udvikle sig til en stjerne.

Stjerner på samlebånd

Og med assistance fra et netværk på mere end 700 talentspejdere over hele kloden har han annekteret og udklækket nogle af de største profiler, der overhovedet er i fodboldverdenen i dag.

Blandt dem, der er blevet spottet af Monchi og under hans vinger i Sevilla har udviklet sig til superstjerner, finder man navne som Jose Antonie Reyes, Sergio Ramos, Alberto Moreno, Jesús Navas, Ivan Rakitic, Julio Baptista, Adriano og Dani Alves.

Og det er kun på grund af Monchis evne til nærmest på samlebånd at levere nye stortalenter til sin arbejdsgiver, at Sevilla har været i stand til at holde niveau på den spanske og internationale scene, for økonomisk set hører den sydspanske klub bestemt ikke til en af spillets giganter.

Men meget kan man kompensere for, når man råder over europæisk fodbolds svar på Mr. Moneyball som Monchi kaldes med reference til den legendariske amerikanske træner for Oakland Athletics, Billy Beane, der ved at identificere oversete talenter på et beskedent budget var i stand til at sammensætte et mandskab, der kunne tage kampen op med nogle af de største baseballhold i USA.

Monchis evner som talentspejder og spillerudvikler har for længst gjort ham til en legende i fodboldbranchen, og rygter sender ham hele tiden videre til større klubber. Men indtil videre er han forblevet i Sevilla, hvor han efter eget udsagn føler sig mest lykkelig, og på onsdag skal det afklares, om hans udvalgte 11 på grønsværen kan skrive sig selv – og ham – ind i historiebøgerne ved at løfte den høje, slanke Europa League pokal for tredje år i træk.

Det vil i givet fald lægge yderligere alen til den i forvejen betragtelige status, som superspejderen fra Sevilla nyder i fodboldverdenen.