Læsetid: 6 min.

’Vi kommer ikke med fred’

Nedskæringer, undtagelsestilstand, skatteunddragelse, politivold og neoliberal arbejdsmarkedspolitik; der er nok med brænde til bålet i Frankrig, hvor Place de la République i Paris nu har været besat i halvanden måned
Besættelsen af Place de la République er ikke blot en lang demonstration. De protesterende er begyndt at organisere sig på nye måder.

Christophe Ena

14. maj 2016

Nedskæringer, undtagelsestilstand, skatteunddragelse, politivold og neoliberal arbejdsmarkedspolitik; der er nok med brænde til bålet i Frankrig, hvor Place de la République i Paris nu har været besat i halvanden måned.

I 2011 blev en global protestcyklus sat i gang med blandt andet Occupy Wall Street, Det arabiske forår, optøjerne i London, 15M-bevægelsen i Spanien og besættelsen af Syntagma-pladsen i Athen. De aktuelle protester i Frankrig, der går under navnet ’Nuit Debout’ (’Oprejst om natten’), viser, at ’pladsernes bevægelse’, som oprørene siden 2011 ofte bliver kaldt, stadig lever.

I Paris er besættelsen af den symboltunge Place de la République blevet udgangspunkt for forsøget på at udvikle et demokratisk fællesskab, og med en klassisk revolutionær gestus er en ny kalender blevet indstiftet, idet marts måned slet og ret fortsætter. Pladsens levende system af møder, mad og musik tæller i dag den 75. marts.

En eksplosiv situation

Oprørets umiddelbare anledning er den såkaldte El Khomri-lov, en arbejdsmarkedslov, der – hvis den gennemføres – blandt andet vil gøre det nemmere for arbejdsgivere at fyre ansatte og sætte arbejdstiden op. Loven vækker ikke mindst vrede, fordi den bliver fremført af en regering, der kalder sig selv ’socialistisk’, og ifølge en meningsmåling er tre ud af fire franskmænd imod.

Tilliden til det politiske system, der i forvejen – ligesom i resten af Europa – var under pres, er nu næsten slet ikke til at få øje på.

Læs også: Place de la Republique er besat på tredje uge

Som pamfletten Verden eller intet, der cirkulerede ved demonstrationer i marts, udtrykker det: ”Hvem kunne være så dum at fortsætte med at stemme på venstrefløjen (…) når vi så hvad dét gav Grækenland sidste sommer? (…) Vi ved, at de kommende valg ikke er løsningen, men snarere en del af problemet.”

Loven dumper ned i en situation, der i forvejen er præget af intense politiske konflikter. Den undtagelsestilstand, der blev erklæret efter massedrabene i Paris i november, er stadig i kraft, flygtningesituationen har givet Front National vind i sejlene, og Panama-papirerne har igen sat fokus på den globale ulighed.

’Vi går ikke hjem’

I begyndelsen af marts begyndte især studerende og gymnasielever at organisere protester, der ud over demonstrationer også omfattede besættelser og hærværk på bygninger og infrastruktur.

Situationen eskalerede yderligere, da en video begyndte at florere på nettet d. 24. marts. Heri ser man en gymnasieelev, der ved en demonstration mod El Khomri-loven bliver løftet op fra jorden og holdt fast af en betjent, mens en anden betjent slår eleven til jorden med et knytnæveslag i ansigtet.

Besættelsen af Place de la République var på forhånd planlagt af en gruppe aktivister med journalisten François Ruffin i spidsen. Han lancerede i februar dokumentarfilmen Merci patron! (’Tak, chef!’), der foreløbig har solgt mere end 400.000 biografbilletter.

Filmen følger et forgældet ægtepar, der risikerer at blive sat på gaden, fordi deres arbejdsgiver Bernard Arnault – chef i Louis Vuitton og Dior-entreprisen samt Frankrigs rigeste mand – flytter sin produktion til Polen.

Filmens genklang i befolkningen ansporede en gruppe omkring Ruffin til at arrangere et offentligt møde i slutningen af februar, hvor det blev besluttet, at man ved den store demonstration d. 31. marts – der kom til at trække 1 million franskmænd på gaden – ”ikke ville gå hjem.”

Initiativtagerne skrev: ”Hvis vi lykkes med at forbinde beslutsomheden med mængden, kan vi blokere landet og tvinge regeringen til at lytte til os. Vi kan gøre eliten bange ved sammen at tage gaden.”

’Vi kræver ikke noget’

Vreden over arbejdsloven forvandlede sig hurtigt til en bred politisk protest, og i modsætning til eksempelvis Occupy Wall Street, der udpegede den rigeste procent som fjenden, eller de spanske og græske pladsbesættelser, der med kravet om ’Ægte demokrati nu!’ først og fremmest adresserede det politiske system, har Nuit Debout (endnu) ikke én samlende parole, der fremhæver en bestemt sag.

I stedet er protesterne blevet til en generel modstand mod tingenes tilstand og et samlingspunkt for en masse forskellige kampe. Meget af den tekst og tale, der siver ud af bevægelsen, er således gennemsyret af et ønske om total omvæltning.

På en mur på Panthéon-Sorbonne universitetet skrev studerende: “Hvor skal vi sprede asken fra den gamle verden?”, og i en tale ved et protestmøde samme sted sagde filosoffen og økonomen Frédéric Lordon, der var med til at planlægge besættelsen, og som på mange måder er blevet dens intellektuelle hovedfigur: ”Der er intet at forhandle om, der er intet at kræve.”

Samlet kamp

Ifølge Lordon, der afviser at give interviews til kommercielle medier på grund af modvilje mod at blive identificeret som leder af den demokratiske bevægelse, er det afgørende at samle de spredte, ”defensive kampe” og arbejde hen imod en generalstrejke og en decideret ny konstitution.

Der tales konstant om ’kampenes sammenløb’, og i arbejdskomitéen Lutte Debout (’Oprejst kamp’) forsøger man at etablere et samarbejde med fagbevægelsen og studenter- og gymnasieorganisationer, ligesom det – ifølge de kompakte referater af bevægelsens daglige generalforsamlinger – hyppigt diskuteres, hvordan man kan knytte bånd til les banlieues, Paris’ forstæder.

Der gøres også forsøg på at sprede kampene ud over Frankrigs grænser, idet der i morgen, d. 15. maj – den dato, der gav den spanske protestbevægelse 15M sit navn – er indkaldt til global aktionsdag under navnet ’Global Debout’.

Flere frygter, at Nuit Debout enten aldrig kommer længere end den endeløse række af generalforsamlinger, der hver martsdag bliver holdt på pladsen, eller at bevægelsen forvandles til et parti og bliver optaget og aflivet i det parlamentariske system, som det skete for spanske Podemos og græske Syriza. Lordon drager følgende konsekvens på sin blog på Le Monde diplomatique: ”Appellen om en konstituerende forsamling er en måde, hvorpå vi kan slippe ud af denne modsigelse mellem uproduktivitet og tilbagevenden til vælgerstalden.”

Der er i øjeblikket store diskussioner om, hvordan det er muligt at tage beslutninger uden at underminere bevægelsens basisdemokratiske struktur – og i dag kulminerer en uges fælles udarbejdelse af en række konkrete forslag i en stor afstemning.

Lordon er skeptisk over for forestillingen om et magtfrit rum og en fuldstændig flad struktur, og mener derfor, at ”det sande spørgsmål” må være ”hvordan vi kan rumme den vertikalitet, som vi nødvendigvis frembringer, på grund af det simple faktum, at vi i minimal grad organiserer os.”

’Vi kommer ikke med fred’

Pladsen i Paris har udviklet sit eget kommunikationssystem, og råder nu over tv- og radio-kanaler, et chatsystem og en app med opdateringer om de aktiviteter der foregår over hele landet. For det er ikke kun i Paris, folk går på gaden: siden d. 31. marts er der opstået organiseringer i hundredvis af franske byer, inklusiv de gamle kolonier Réunion og Guadeloupe. Eksempelvis blev der i Grenoble afholdt picnic i supermarkedskæden Carrefour, og i Toulouse blev en BNP Paribas-bank besat.

Politiet, der har vide beføjelser på grund af undtagelsestilstanden, bliver i stigende grad kritiseret for at være unødigt voldelige – ikke mindst efter en 20-årig studerende i forrige uge blev skudt med en af politiets såkaldte ’flash-ball’-pistoler og mistede sit venstre øje. Nuit Debout-bevægelsen er på sin side under beskyldning for at være infiltreret af ’ballademagere’, der kun er ude på at hærge og lave optøjer.

Kritikere har derudover sat spørgsmålstegn ved bevægelsens demokratiske og åbne karakter, efter at den højreorienterede intellektuelle Alain Finkielkraut kunne fortælle, hvordan han blev smidt ud af pladsen med en spytklat i hælene; en historie, som også har domineret den beskedne dækning i danske medier.

Frédéric Lordon afviser i François Ruffins blad ’Fakir’ forestillingen om, at en pluralistisk bevægelse nødvendigvis ’skal have plads til alle’: ”dette land hærges af to slags vold i stor skala: kapitalens vold og den racistiske vold, som Finkielkraut er den måske allermest kendte agitator for.”

Og han tilføjer: ”Vi er her for at lave politik. Vi er ikke venner med alle. Og vi kommer ikke med fred.”

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Pedersen
  • Flemming Berger
  • Ervin Lazar
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Mortensen
  • peter fonnesbech
  • Steffen Gliese
  • Torsten Jacobsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Sup Aya Laya
  • Britta Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Kurt Nielsen
Jan Pedersen, Flemming Berger, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, peter fonnesbech, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Sup Aya Laya, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Jørgen Steen Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

Forhåbentligt kan det denne her gang lykkes at lave en magtstruktur, der kan holdes i kort snor på demokratisk vis.

Michael Kongstad Nielsen

Ligner det ikke "l'alternative en français" eller "l'alternative globale"?
De kunne studere det danske Alternativet og dets vej til pludselig betydning uden at være topstyret, men alligevel i stand til at udvikle en politik og holde uheldige elementer ude.

Britta Hansen

'(Arbejdsmarkeds-)Loven vækker ikke mindst vrede, fordi den bliver fremført af en regering, der kalder sig selv ’socialistisk’, og ifølge en meningsmåling er tre ud af fire franskmænd imod.'

Jep. Og det minder mig kraftigt om tyske SPD under Schröder, der gik hen og 'reformerede' social- og arbejdsmarkedsloven. Socialdemokraterne i vores lande (Tyskland, Danmark, Frankrig...) har mistet deres troværdighed. Og vælgeren husker: Tyske SPD ligger p.t. på 21%. Langt fra at kunne kalde sig et 'Folkeparti'.

Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, peter fonnesbech, Steffen Gliese, Helene Kristensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Det er et kæmpe demokratisk problem, at en socialistisk - altså venstreorienteret regering - vil gøre det nemmere for arbejdsgivere at fyre folk og sætte arbejdstiden op.
Det er igen et led i politiken i at overholde klimamålene ved at få arbejderklassens forbrug minimeret, og robotter og ny teknologi erstatter arbejdskraften, som går til i skidt og møg.
På den måde kan storkapitalen og de superrige " redde" jordens klima og samtidig redde sit eget skind.

Leif Høybye, Steffen Gliese, Helene Kristensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Nedskæringer, undtagelsestilstand, skatteunddragelse, politivold og neoliberal arbejdsmarkedspolitik; der er nok med brænde til bålet i (Danmark), hvor mange offentlige pladser, i (København) nu har været besat i halvanden måned

Nå for søren venner,
jeg troede det var Frankrig, vi talte, om, så var det vores venner Danskerne!

Sup Aya Laya, Helene Kristensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

De ved ikke, hvad de selv vil. De er imod alt muligt - fuldt berettiget, Men har ingen idé om det nye.
Det havde de i 1789. Filosofferne har ikke beredt dem vejen, som dengang. Nu må de rave rundt i blinde og håbe på, at en løsning falder ned fra himlen. Det gør den måske, men organisering må der til, ellers dør det hele ud i ingenting.

Flemming Berger, Per Torbensen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Emil Eiberg-Jensen

Der er tale om en politisk flash mob af samme forvrøvlede art som det arabiske forår...
Der også i starten blev fejlfortolket af de Europæiske 'intelektuelle' og mediernes redaktører og journalister...
Indtil det gik op for folk at 'oprøret' var et udtryk for mangel og trængsel på grund af overbefolkning...
'Organiseret' ved hjælp af mobil telefoner og internet propaganda af alsken art.
Frankrigs ungdom er i en social stand af chok på grund af det mange årige tryk fra landets nordafrikanske storfamilie ghettoer...
- samt de store terror attentater som samme ghetto unge har udført...
At nogle venstreorienterede idioter forsøger at forklare ungdommens tilstand af eksistentiel og værdimæssig rodløshed,
som et udtryk for en venstreorienteret bevægelse,
skyldes kun deres egen snot forvirrede ønsketænkning...

Frank Hansen

Det ville være en lykke om det stive franske arbejdsmarked blev gjort mere fleksibelt. Som det er nu kan en nyansat møde op på arbejdspladsen den første dag, gå tidligt hjem om eftermiddagen og aldrig vise sig igen. På trods af dette kan arbejdsgiveren hænge på fuld løn i årevis. Hvem vil ansætte nogen under de forhold?

Jeg har familiemæssige relationer i Frankrig, der driver selvstændig virksomhed indenfor reparation af både og biler. De kunne ikke drømme om at ansætte en uden for familiem. I stedet benytter de løstansatte i stort omfang.

Det stive franske arbejdsmarked er hovedårsagen til den store ungdomsarbejdsløshed.

Steffen Gliese

Emil Eiberg-Jensen, du har fået overbefolkning på hjernen. Kunne du ikke i stedet for beskæftige dig med et reelt problem: uligheden f.eks. Du er jo socialdemokrat.
Her er, hvad en gammel minister skrev sidste år - og så undrer partiet sig over, at det går tilbage for dem selv og fagbevægelsen?! De trækker hinanden ned.
http://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/jytte-andersen-husk-ret-og-...

Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Så må man jo bare håbe for din familie, Frank Hansen, at de reproduktive færdigheder er i orden.

Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Steffen Gliese, det er skam et stort problem for mindre virksomheder, at de på grund af den absurde beskyttelse af lønmodtagere ikke tør fastansatte nogen, som de ikke kender særdeles godt eller ligefrem er i familie med. Men det er et endnu større problem for de unge, som ikke kan få fast ansættelse nogen steder og må klare sig med løsarbejde uden pension.

Robert Kroll

Det stive franske arbejdsmarked (og det stive spanske arbejdsmarked) er skabt af det forhold, at der ikke var et ordentligt system med arbejdsløshedsunderstøttelse, ordentlig socialpolitik o s v, som vi kender i Danmark og de ørige nordiske lande. (Stauning gjorde det godt, da han skabte grundlaget i Danmark.)

Den manglende statslige indsats på det sociale område i Frankrig (og Spanien) kompenseredes af en lovgivning, der vanskeliggjorde afskedigelser - staten "smurte" sit sociale ansvar af på arbejdsgiverne ved at gøre afskedigelser meget vanskelige - og det uanset om virksomheden havde noget at lave eller var nødt til at omstille til en ny konkurrencesitiuation for at overleve. ( Så fandt arbejdsgiverne på kortvarige kontraktansættelser for at kunne omstille og tilpasse for at undgå at miste konkurrenceevne i forhold til udlandet.)

Og så er fagforeningerne altså slet ikke så effektive som f eks i Danmark , og man har ikke et arbejdsmarkeds system med velorganiserede fagforeninger og arbejdsgiverforeninger samt et veludviklet overenskomstsystem samt en arbejdsret.

Det danske system ville være et gevaldigt fremskridt for Frankrig - men indfører man kun den "halvdel" af systemet, der tager hensyn til virksomhederne, så duer det selvfølgelig ikke.

I sidste ende , så er det stærke fagforeninger, der skal garantere gode arbejdsforhold , så en høj organisatuonsprocent er et "must".

Carsten Wienholtz, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Leif Høybye

Jeg undrer mig mere over, hvorfor det ikke bliver vist i dansk fjernsyn, hvad der foregår i Frankrig på pladser og gader. Men måske er det ikke så underligt -. det kongelige danske fjernsyn skulle jo nødig være med til at sprde uroen til den hjemlige andedam.