Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: »Hellere slides op end ruste op«

Gudrun Lerche ville bruge sig selv og bidrage. Hvad enten det var til samfundets svageste, til sin familie eller som sygeplejerske for sine patienter
Gudrun Lerche Født den 6. december 1920 i EriknauerHar arbejdet det meste af sit arbejdsliv som hjemmesygeplejerskeAktiv i kirkens sociale arbejde og bl.a. frivillig i en genbrugsforretningEfterlader sig datter, en svigersøn, tre børnebørn og ni oldebørnDød den 19. april 2016. Begravet den 26. april Frederikskirken, Aarhus

Gudrun Lerche

Født den 6. december 1920 i Eriknauer

Har arbejdet det meste af sit arbejdsliv som hjemmesygeplejerske

Aktiv i kirkens sociale arbejde og bl.a. frivillig i en genbrugsforretning

Efterlader sig datter, en svigersøn, tre børnebørn og ni oldebørn

Død den 19. april 2016. Begravet den 26. april Frederikskirken, Aarhus

Moderne Tider
14. maj 2016

Gudrun Lerche klippede tomme kaffeposer om til julehjerter og hæklede små punge af hullede nylonstrømper. Det vand, hun vaskede hår i, brugte hun til at rykke ud i toilettet, husholdningsfilm blev vasket og genbrugt, og nøddeskaller brugt til at tænde op med.

Når Gudrun Lerche ringede på hos familiemedlemmer, trykkede hun så blidt på dørklokken, at de næsten ikke kunne høre den ringe. Hun ville ikke ligge nogen til last, men var optaget af at være noget for andre mennesker og passe på naturen.

Lige så nøjsom hun var i hverdagen, lige så rundhåndet var hun, når pengene gik til mennesker, der havde brug for det. Hun sendte store beløb til skole- og sundhedsprojekter i u-lande, købte alle lodderne i tombolaen i kirkens basar og hjalp sine børnebørn med at købe hus. Også hendes lejere på Trøjborg opdagede hendes gavmildhed og overtalte hende nogle gange til ikke at betale husleje, da hun i 1950’erne havde formået delvist at spare sammen til og låne af familien til en opgang i den århusianske bydel.

Hun havde ellers brug for lejeindtægten, efter hun sidste i 1940’erne blev skilt og blev alene med datteren Anne Marie. Det havde været svært for Gudrun Lerche at bryde løftet om »til døden os skiller«. Hun var vokset op i et indremissionsk hjem i Eriknauer ved Horsens og valgte senere Indre Mission fra til fordel for Grundtvig.

Efter skilsmissen skulle Gudrun Lerche finde en måde at forsørge sig selv og Anne Marie. Hun besluttede derfor at uddanne sig til sygeplejerske i Næstved. Imens boede datteren hos bedsteforældrene i Eriknauer. En sygeplejeelev på 32 år var et særsyn. Og oversygelejerskerne så ikke med mildere øjne på hende, da de hørte, at hun også var fraskilt og alenemor.

Hvad Danmark har brug for

»Hellere slides op end ruste op« var Gudrun Lerches motto. Hun var en lille skikkelse. Hendes hænder var til gengæld store. Som hjemmesygeplejerske cyklede hun Trøjborg tyndt. Telefonen derhjemme kunne ringe dag og nat. Hun passede bl.a. en patients bokserhund i sommerferien, tog en alkoholiker med til familiefødselsdag, blev en slags mor for en vietnamesisk bådflygtning og tilbød husly til en kollega, der blev skilt.

Gudrun Lerche stemte konservativt og var rundet af klassiske dyder. Da et barnebarn besluttede sig for at uddanne sig til skuespiller, argumenterede Gudrun Lerche for, at Danmark havde mere brug for andre af barnebarnets evner, men da hun mærkede, at det var det, barnebarnet ville, var det godt nok. Som voksen oplevede datteren Anne Marie, at hendes mor stadig kunne finde på at spørge, om hun ikke skulle friseres, ligesom hun opfordrede hende til at lave mad til sin mand. Men det mod, hun havde udvist, da hun som ung lod sig skille, tittede også frem i hverdagen. Børnebørnene måtte godt kravle ud på de yderste grene af hendes store pæretræ – bare de holdt fast.

I stuen stod et kæmpemæssigt barokskab med udskæringer og en snoet søjle. Det skab fik et af hendes børnebørn lov til at klatre rundt på. Nogle gange dækkede hun op til ham oven på skabet, hvor han spiste sine livretter, mens hun sad nede ved bordet. For havde man lyst til at spise oven på skabet, så skulle man have lov til det.

Gudrun Lerche interesserede sig for andre mennesker og den verden, som omgav hende. Hovedkilden var Kristeligt Dagblad, som hun holdt hele livet, og P1, der kørte på fuld damp hele dagen – så højt, at man allerede på vejen foran hendes hus kunne høre radioen.

I en sen alder begyndte Gudrun Lerche at se mere til sin nabo, som hun havde boet ved siden af i en menneskealder. De var begge aktive i Dan Missions arbejde, og de fulgtes ad i kirke – nogle gange i hendes favoritkirke i det nordlige Aarhus, andre gange i hans.

I august sidste år faldt hun og brækkede hoften. I påsken faldt hun igen. Hun fik følgesygdomme og begyndte at spise mindre, og de stærke hænder skrumpede ind. »I er så søde«, og »jamen tusind tak,« sagde hun igen og igen til plejepersonalet, som hun også undskyldte over for, fordi hun ikke kunne efterleve sit princip om at spise op.

Gudrun Lerche var sammen med sine nærmeste, da hun døde. Inden gjorde hun det klart, at hun ikke ville have dyre blomster til begravelsen, og at hendes familie og pårørende ikke skulle være kede af det. I et brev, som først måtte åbnes efter hendes død, skrev hun: »Hils alle og sig tak.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her