Læsetid: 7 min.

Markederne forudser vores valg

Du ved lidt, jeg ved noget, en tredje ved noget tredje. Så smider vi penge efter, hvem vi tror vinder, og i sidste ende kan vores samlede indsats forudsige, om Lars Løkke bliver statsminister, Donald Trump præsident, og om briterne beslutter sig for at forlade EU. Meningsmålingernes troværdighed er i krise, og en ny slags analyse vinder frem: spilmarkederne
David Cameron og Barack Obama foran 10 Downing Street i London. Når Camerons Storbritannien den 23. juni skal stemme om Brexit, og Obamas USA 8. november skal stemme om ny præsident, vil meningsmålingerne næppe være lige så præcise som spilmarkedernes forudsigelser.

Matt Dunham

7. maj 2016

På Vorbasse Marked kan man vinde alt kødet på koen, hvis man gætter dens vægt. For koens ejer er det et relativt sikkert væddemål, for det kan man nok ikke. Et enkelt gæt er ikke nok til at komme vindende tæt på.

Regner man derimod gennemsnittet af alle Vorbassegæsternes bud ud, vil man komme umanerligt tæt på både resultatet og kødpræmien. Også tættere på end eventuelle kvægeksperter.

Byt nu koen ud med Lars Løkke Rasmussen, vægten med sandsynligheden for, at han bliver statsminister, og bed så spillerne om et indskud, og i forhold til indskuddets størrelse, et vægtet gæt på, hvad sandsynligheden er for Lars Løkkes succes – eller mangel på samme.

Det er et politisk spilmarked. Et marked, hvor spillere kan vinde eller tabe penge på deres evner til at forudsige, hvad udfaldet af et politisk valg bliver. Det er i og for sig det samme slags marked, som når Maria Sharapova spiller tenniskamp mod Caroline Wozniacki, og man prøver at forudsige udkommet hos Danske Spil.

I politik eksisterer der allerede en forudsigelsesmekanisme, der får masser af omtale op mod en afstemning eller et valg: meningsmålingerne.

Men meningsmålingerne er kommet i krise. De har gentagne gange undervurderet Bernie Sanders’ chancer ved de amerikanske primærvalg, de undervurderede drastisk Labours stemmeandel ved det seneste britiske parlamentsvalg, og de har igen og igen undervurderet Dansk Folkepartis vælgere – kulminerende ved sommerens danske folketingsvalg.

Læs også: Meninger er gratis – og næsten umulige at måle

Ifølge ph.d.-stipendiat i vælgeropførsel Martin Vinæs er der flere årsager til meningsmålingens mangel på præcision. Én faktor er de helt lavpraktiske, såsom at færre folk har en fastnettelefon, og hvis de har, vil de sjældnere tale med Gallup end tidligere. Det giver mindre diversitet blandt respondenterne.

En anden faktor er spørgsmålet om, hvorvidt folk taler sandt, når de bliver ringet op. Under sommerens folketingsvalg indfangede ikke en eneste af 120 meningsmålinger DF’s vælgertilslutning på 21 procent – samtlige spåede en langt lavere stemmeandel.

Der er endnu ikke noget endegyldigt forskningssvar på, hvorfor meningsmålingerne fejlede i lige den sammenhæng, men blandt andet meningsmålingsinstituttet Megafons direktør Asger Nielsen har forklaret den med, at en stor del af vælgerne »simpelthen ikke vil indrømme, at de stemmer DF, når vi spørger dem«.

Det er det, der i forskningen kaldes social desirability bias, et begreb for meningsmålingsdeltageres tendens til at besvare de stillede spørgsmål på en måde, der vil blive opfattet positivt af andre. I USA viser forsøg for eksempel, at folk er mere inklineret til at svare, at de stemmer demokratisk, hvis de kan høre, at intervieweren er sort.

Overordnet er meningsmålinger dog ikke blevet mere upræcise, siger Martin Vinæs. Men antallet, og hvor meget opmærksomhed de får, er steget.

Det betyder, at der oftere vil blive lavet meningsmålinger, der kommer til at ligge uden for normalen, og det er også disse, der får mest opmærksomhed. Jonas Hedegaard Hansen, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet, tilføjer:

»Meningsmålinger har altid været usikre. De mennesker, der laver meningsmålinger, bliver dygtigere og dygtigere, men der er samtidig et umætteligt behov i medierne. Hvis vi virkelig vil vide, hvad befolkningen mener, afholder vi et valg.«

Penge på spil

Eftersom det ikke går af mode at spå om, hvordan valg og afstemninger vil lande, er flere og flere på det seneste begyndt at skæve til spilmarkederne efter spådommene. På et politisk spilmarked bliver spillerne ikke spurgt til, hvad de selv mener. De bliver derimod spurgt til, hvad de tror, der vil ske.

At spillerne har penge på højkant (skin in the game) gør det ifølge forskerne mere sandsynligt, at de gætter på det, som de rent faktisk tror, vil ske – frem for hvad de ønsker, der skal ske, eller hvordan de ønsker at fremstå.

I et spil satser man ikke penge baseret på et hensyn til andre folks følelser eller meninger om én: Man gør, hvad man prædiker – eller som man siger på nutidsdansk: You put your money where your mouth is.

For tiden fører metodeforskellen til meget forskellige spådomme om den forestående britiske afstemning om medlemskabet af EU. Meningsmålingerne ligger lige nu præcist på 50-50 til ja- og nej-siden, mens spilmarkederne vurderer, at sandsynligheden for at briterne bliver i EU, er omkring 70 procent mod 30 procent for en exit.

Niels-Jakob Harbo Hansen laver ph.d.-afhandling i økonomi ved Stockholms Universitet og er sammen med ph.d. Hans Henrik Sievertsen skaber af polipredict.dk, en side, der udregner sandsynligheder på politiske begivenheder ud fra fire danske spiludbydere.

I skrivende stund kan man se sandsynligheder for Brexit-afstemningen, for om den næste amerikanske præsident bliver demokrat eller republikaner (73-27 i førstnævntes favør), for hvornår der bliver folketingsvalg i Danmark, og for hvem der bliver statsminister efter det valg.

Spilmarkederne har vist potentiale, og Niels-Jakob Harbo Hansen peger på Eva Kjer Hansens exit som landbrugsminister som et godt eksempel på, hvor spilmarkederne blev brugt som et sted, hvor meningsmålinger ikke når ud.

Få dage inde i krisen om landbrugspakken var der ifølge markederne 80 procent sandsynlighed for, at Eva Kjer ville gå som minister – hvad hun også endte med. Samtidig gennemskuede markedet Lars Løkke Rasmussens bluff om, at han overvejede at udskrive folketingsvalg: Markedet tillagde det under krisen kun 13 procent sandsynlighed, at der ville komme et folketingsvalg inden sommeren.

Informationssamlende

På en måde ligner spilmarkederne en drømmekonstruktion af den mekanisme, der fik de store liberalistiske filosoffer til at tro på, at det frie marked kunne være kernen i et velfungerende samfund: Markedet samler det størst mulige antal informationer med det bedst mulige resultat til følge.

Eller som østrigeren F.A. Hayek i september 1945 skrev i sit berømte forsvar for frimarkedsøkonomien over for planøkonomien, The Use of Knowledge in Society:

»Helheden fungerer som ét marked, ikke fordi noget enkelt medlem af den har overblik over hele feltet, men fordi deres respektive, begrænsede individuelle synsfelter overlapper tilstrækkelig meget, til at den relevante information gennem mange mellemmænd kommunikeres ud til alle. Selve det faktum at der sættes en pris for en given vare (...) tilvejebringer den løsning, som (kan man i hvert fald begrebsligt forestille sig) kunne være tilvejebragt af én enkelt bevidsthed, hvis den havde haft adgang til den samlede mængde information, som i praksis er spredt ud mellem alle de mennesker, der er involveret i processen.«

En hindring for spilmarkedernes endelige sejr ligger dog i selv samme informationsindsamling. De politiske spilmarkeder skaber ikke mange af informationerne selv, de bliver indsamlet fra andre kilder. Spilmarkederne bruger stadig de gamle informationskilder som meningsmålinger og Ask Rostrup. Men spilmarkedernes brug af informationerne er hurtigere, end vi er vant til.

Spilmarkederne er i real time. Hvis Lars Løkke kommer til at offentliggøre en plan om en totalprivatisering af uddannelsessektoren under en direkte tv-debat, vil markedet potentielt med det samme kunne kaste sig om halsen på Mette Frederiksen og få sandsynligheden for hende som statsminister til at stige.

En meningsmåling, derimod, skal først orkestreres, ringes hjem, analyseres og publiceres.

Hurtigere

Spilmarkedernes tungtvejende fordel over for meningsmålingerne ligger i navnet. For mens sidstnævnte netop måler meninger, ville en markedsfortaler sige, at et marked snarere måler informationer. Om det er markedet for aktier, obligationer, råvarer eller politiske udviklinger, er det den information, man sidder inde med, der bestemmer, hvad man er villig til at betale for varen.

Den akkumulerede information i et politisk spilmarked kan være relativt stor og indbefatter i modsætning til meningsmålinger også informationer, som de enkelte spillere ikke nødvendigvis fortæller nogen noget om.

Spillernes informationer og dermed spilmønstre påvirkes fra flere sider. Når de politiske kommentatorer giver deres analyse af udfaldet af et valg, kan spillerne lytte med, og det samme kan ske med meningsmålinger. De kan godt dog se igennem kommentatorernes bias, som når Berlingskes Thomas Jensen skriver, at Lars Løkke Rasmussen i en given situation er en stensikker vinder. Spillerne lægger analyserne sammen med forhåndenværende meningsmålinger, historiske perspektiver og spillernes personlige overvejelser.

Hvis nok af dem deltager, skal de nok nå frem til det rigtige resultat. (Der er ifølge polipredict.dk 37 procent sandsynlighed for, at Mette Frederiksen bliver statsminister efter næste valg, 33 på Lars Løkke Rasmussen, 10 på Kristian Jensen og 8 på Kristian Thulesen Dahl).

Det kræver dog, at markedet er likvidt. På et velfungerende marked er der masser af aftagere af en vare. Men kvaliteten af et marked afhænger lige så meget af, hvor megen information spillerne sidder inde med.

Kommunevalget på Ærø kan sagtens være bakket op af en knaldhamrende præcis meningsmåling, der giver Ørepublikanerne et flertal i fællesskab med Marxistisk Liste.

Men politik på Ærø handler ikke kun om stemmeandele. Det handler om politikernes indbyrdes, personlige forhold. Det har spillerne i markedet mulighed for at tage højde for. De ved, at Marxistisk Liste aldrig vil konstituere en borgmester fra Ørepublikanerne. Der er en lokumsaftale i gryden.

Det, at spillerne kender de personlige politiske forhold på øen, gør, at informationen i markedet er tæt på perfekt – også selv om markedet er relativt lille, og i en klassisk forståelse, illikvidt. Selv om Ærøvalget er et godt eksempel på, at markedet kan medtage information, kan det ikke stå alene:

»Spilmarkeder kan kun fungere, hvis der findes tilgængelig information at aggregere. Meningsmålinger leverer en vigtig del af den information, så i den forstand er retvisende spilmarkeder nok stadig afhængige af for eksempel gode meningsmålinger,« siger Niels-Jakob Harbo Hansen. Han mener ikke, at vi har nok data endnu til at konkludere på spilmarkedernes succes, men slår i hvert fald én ting fast:

Der er stort potentiale i nye forudsigelsesmekanismer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Hmm ...

- "For tiden fører metodeforskellen til meget forskellige spådomme om den forestående britiske afstemning om medlemskabet af EU. Meningsmålingerne ligger lige nu præcist på 50-50 til ja- og nej-siden, mens spilmarkederne vurderer, at sandsynligheden for at briterne bliver i EU, er omkring 70 procent mod 30 procent for en exit".

Hvis det skal give mening, er der en hel masse der "truer" med at stemme for exit, men ikke i praksis vil gøre dette.
Jeg er ikke selv i nærheden af at kunne sige, om dette er sandt eller falsk !

Jeg gemmer lige denne, og ser så hvad der sker d. 23.6.

Finn Årup Nielsen

"At spillerne har penge på højkant (skin in the game) gør det ifølge forskerne mere sandsynligt, at de gætter på det, som de rent faktisk tror, vil ske – frem for hvad de ønsker, der skal ske, eller hvordan de ønsker at fremstå."

Interessant er det at rigtige penge behøver ikke at være i spil for at spåmarkedet fungerer. Tilbage i begyndelse af 2000'erne var jeg med på et studie af David Pennock hvor vi undersøgte kunstigt spåmarkeder, altså markeder hvor man bruger "matadorpenge". Et eksempel er Hollywood Stock Exchange. Sådanne markeder viser sig også at være ganske gode til forudsigelser.

Link: http://artificialmarkets.com/

Bill Atkins

Forudsigelse af udfaldet af en demokratisk afstemning er blot et redskab for mediemonopolernes manipulation af demokratiet.

Henrik Brøndum

Enhver folkeskolelev ved, at grunden til at man kan tjene penge på markederne - er at de altid tager fejl. Information må da kunne bringe bedre politisk stof end en reklame fra disse tidligere pyramidespil-sælgere?

Robert Ørsted-Jensen

Hmm Brønum - det forrekommer mig bare at være en anden og muligvis mere sikker måde at lave meningsmålinger på og ikke noget nogen realt tjener penge på.

Jeg snu gerne at man begrensede de der meningsmålinger lidt. Det virker ofte på mig som om at politikere skelner mere til meningsmålinger end til det at tage ansvar for at lede sit land

Henrik Brøndum

@Robert Ørsted-Jensen

Ønsket om bedre meningsmålinger er det samme som ønsket om en Perpetum Mobile.

Jeg argumenterer nu heller ikke for at dem der tager nye metoder i brug på dette områder har udsigt til store fortjenester. Det jeg siger er, at markederne tager altid fejl - de enten under- eller overprissætter (aktier, obligationer, derivater, ejendomme og valuta - men ikke olie, kartofler og timelønninger). Her argumenteres der for at bruge markedsmekanismen fra først og fremmest kapitalmarkederne - der diskonterer forventningerne til fremtiden. Og der hjælper lige så godt som at skubbe til en kogt spaghetti.

Mikael Velschow-Rasmussen

Tjaehh ... I bagklogskabens ulideligt klare lys ...

Efter Brexit i går er jeg kommet frem til følgende påstand angående det her med spilmarkederne:

Grunden til at spilmarkederne forudså en KLAR 'remain' var selvfølgelig, at dem - der kunne finde på at spille på dette - ville være folk med penge, og denne ikke-repræsentative gruppe klart havde et politisk ønske om at blive i EU.
Selv med penge involveret er folks valg altså i høj grad styret af ønsker og følelser og ikke fakta, empiri og realiteter.

Freud & Bernays længe leve ... juhueehhh (NOT) .....