Klumme
Læsetid: 4 min.

Her i mørket er det kun os to

Taxaen er et løfte om total frihed og mobilitet i bytte for at sidde og lytte til alt muligt pis
Taxaen er et løfte om total frihed og mobilitet i bytte for at sidde og lytte til alt muligt pis

Rasmus Fly Filbert

Moderne Tider
7. maj 2016

Jeg er begyndt at køre mere i taxa. Det har noget at gøre med, at jeg er blevet ældre og derfor har fået flere penge, men også at jeg er blevet ældre og derfor bliver hurtigere udmattet i kroppen.

Jeg er 28 år. Jeg har cerebral parese. Når man lever med en såkaldt unormal krop, kan taxaen være et pusterum fra bylivet, noget, der giver mig en fleksibilitet, i forhold til hvor jeg kan bevæge mig hen.

Prisen er til gengæld at sidde i et ret intimt rum med en fuldstændig fremmed person i nogle minutter. Og høre f.eks. deres countrymusik. Og nikke dumt til diverse småracistiske og små-sexistiske kommentarer, fordi jeg er bange for at ødelægge stemningen.

Eller jeg er bange for at komme op og diskutere med den, som jeg, hvis jeg skal være lidt skribentdramatisk, har lagt mit liv i hænderne på. Og jeg kan slet ikke begynde at forestille mig, hvordan mange taxachauffører omvendt må have det. Eller også er det netop det, jeg kan.

Der i hvert fald noget fint ved det taxarum. Ved det at kunne tale med et fremmed menneske, jeg ellers aldrig ville tale med. At kunne fortælle, at jeg er ked af et eller andet, og så efterlade den følelse i bilen. Hvilket jo slet ikke er at efterlade den, men måske bare give den videre. At tage noget med og at give noget tilbage. Meget ligesom at skrive poesi.

I weekenden kørte jeg med nogle venner og min kæreste hjem til vores lejlighed, og pludselig begynder den enormt speedede mandlige chauffør at snakke misundeligt om, hvor smukt det er at have menstruation, og »hvor vildt det er, at kvindens krop opdaterer sig selv hver måned«.

Så skruede han op for musikken og forsøgte ligesom at tappe ind i vores humør. Og alt føltes ekstatisk. Andre gange kan jeg køre med en i permanent pinlig tavshed, eller andre gange har jeg venner, der er hårdere ramt af deres handicap end mig, som slet ikke kan få en taxa. Og når de så endelig får en, skal de finde sig i at blive talt til som små børn eller rent ud sagt som et stykke kød uden bevidsthed.

På den måde virker taxaen som et sygt rammende billede på at være et menneske i vor tids kæmpesystem: Dette her løfte om total frihed og mobilitet i bytte for at sidde på et passagersæde og lytte til alt muligt pis, indtil man på et tidspunkt holder ind til siden for at betale, og så gøre et eller andet, og så tage den næste vogn med den næste chauffør, som også selv har nogle helt fucked arbejdsvilkår, der i øvrigt trues af ikkeskattebetalende firmaer, der ikke engang længere er firmaer, men bare en app på min telefon. (Seriøst: Stop med at kør i Uber, alle sammen). Denne her frihed inden for meget bestemte rammer og for meget bestemte personer.

Her er vi kun os

Og måske er det derfor, at taxaen også har fået en genkomst som litterært motiv hos en forfatter som Bjørn Rasmussen i Ming (2015), hvor vi både møder f.eks. den samfundskritiske veganer, der fortæller om, hvordan hønsenes dårlige hofter spreder sig til menneskene, og den kvindelige chauffør, der midt i en uskyldig udveksling om, at »der er dejligt i Aalborg«, siger: »ja der er ikke så mange sorte«.

Denne her følelse af, at vi er totalt viklet sammen med alle mulige underlige andre i en bil, som ingen af os rigtig bestemmer, hvad skal være. Og det kan så både være en voldsom eller poetisk lille kabine.

Intimitet i byen kan både være hårdt og smukt. Men det elektriske ved at sætte sig ind i en taxa er, at det er en mulighed overhovedet, og ikke bare en teknisk funktion, der skal transportere min stive krop hjem i seng eller min grædende baldrede krop hurtigt væk fra en ekskærestes lejlighed med PlayStation og tøj i en blå Ikea-pose.

Taxaen er også et sted, hvor vi i noget tid er meget konkret knyttet til en anden person. En person, jeg f.eks. selv tit glemmer at spørge om, hvordan han har det, eller som jeg tit dømmer på grund af ting, hun kommer til at sige, hvilket jo ikke betyder, at hun er et røvhulshul 24/7. Og ligegyldigt hvad, som med en man er forelsket i f.eks., så kan der være følelsen af, at lige nu er man bare de her to personer, som må prøve at få den bedste tur ud af det.

Som Sanne Salomonsen synger: »Her i mørket er der kun os to, i en taxa.« Og så er der selvfølgelig de andre i bilen og taxachaufførens familie i telefonen og andre mennesker i telefonen og taxachaufførens tidligere kunder i luften og taxacentralen i radiobølgerne og færdselsloven udenfor osv.

Men selv om alle de her ting er omkring mig i den taxa, så er taxaen lige præcis noget, jeg har et ansvar for og en mulighed i, i en tid hvor det samme scenarium for den offentlige transport virker mere og mere umuligt, hvilket jeg gerne ville sige noget mere om, men nu er ordmeteret sgu løbet op, så det må blive en anden dag.

Hyrevognen. Dagligt, overalt i byen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Egentlig adskiller det at køre i taxa og samtale/ikke samtale sig ikke fra andre situationer her i livet, når man møder nye mennesker.

Man er oplagt til samtale - man er uoplagt til samtale.
Man er enig - man er uenig.

Kører man meget - det har jeg af nød gjort i en længere periode, og anvender man det samme selskab, møder man gamle kendinge. Og de er indbyrdes meget forskellige. Som alle andre mennesker. Men de kan også genkende en. Og de ved ofte, hvor man skal hen.

Man er så at sige på hjemmebane, for man ved, hvad der venter en.

Af og til får man helt ny viden. Som nu en parkeret bil af mærket Tesla (aldrig hørt om det mærke før), som to forskellige chauffører begge kommenterede. En sådan er elektrisk, og den koster 700.000.