Læsetid: 7 min.

Når duerne græder

Gensyn med Den Runde Firkant, stedet, jeg lærte at kende, dengang jeg var kæreste med Jesper. Jesper var junkie, og mit hjerte var ikke det sidste, han greb om
Gensyn med Den Runde Firkant, stedet, jeg lærte at kende, dengang jeg var kæreste med Jesper. Jesper var junkie, og mit hjerte var ikke det sidste, han greb om

Clara Selina Bach

Moderne Tider
28. maj 2016

Det er søndag eftermiddag. Solen står skarpt på himlen. Jeg har taget alt for meget tøj på. Jeg går ned på min stamcafé og henter en dåse limonade, og sætter mig på en bænk ved rundkørslen på Halmtorvet. Ved min side sidder der en ældre herre og taler i telefon. Jeg forstår ikke, hvad han siger. Sproget lyder som urdu. Han sidder og piller ved en stok, der stikker ud af hans skotskternede trolley. Han drejer langsomt hovedet og kigger på mig, mens han fortsætter med at tale. Jeg prøver at kaste et blik ned i hans trolley. Gad vide, hvad der gemmer sig i den udover stokken. Han må have opdaget mit ærinde. Han flytter sig selv og trolleyen væk fra mig. En sværm af duer flyver forbi og cirkler derefter rundt over et af byens hustage. Jeg tænder en cigaret. Tager et par hvæs og beslutter mig for at gå hen til Den Runde Firkant. Den Runde Firkant huser et værested/café og et sundhedsrum for misbrugere og hjemløse beliggende på Halmtorvet 9 C-D i Den Brune Kødby.

Det er mange år siden, jeg har været der. Det var dengang, jeg havde en kæreste, der var junkie. Jesper hedder han. Jeg har ønsket ham død mange gange. Men han lever stadig. Han mangler begge sine ben. Dem mistede han. Et efter et.

Jeg sikrer mig, at min taske ikke står åben, da jeg går ind på den brostensbelagte plads, der er indrettet med bænke og et bordtennisbord. Midt på pladsen står et læskur lavet af glas. Det er proppet med unge mænd. Mænd med en ikkevestlig baggrund. Mænd, der kunne ligne min far og mine brødre. Jeg spejder efter en ledig bænk, hvor jeg kan betragte dem. Jeg spotter en, hvor der sidder en lidt ældre mand i en blå vindjakke. »Må jeg sidde her,« spørger jeg ham. »Ja, sæt du dig bare.« Jeg giver ham et tilbageholdende smil. Jeg bilder mig ind, at han måske kunne være sindslidende eller et ensomt menneske. Jeg kigger på ham igen. Denne gang med et medfølende blik og et ’vil du ikke tilgive mig’-smil.

»Så er din mad klar,« råber en af medarbejderne fra caféen. Manden rejser sig og kommer tilbage med en tallerken salat, kartofler, og kyllingevinger. Hans smasker blidt. Velbekomme.

»Dudu, jeg skyller resten ud i toilettet. For din skyld,« råber Jesper til mig. Det er nat, og jeg har kort forinden fundet ham ude foran Mændenes Hjem på Istedgade. Høj på coke. Han er timerne forinden gået ud for at hente pomfritter til mig. Ds jeg ringede til ham og spurgte: »Hvor bliver du af?«, svarede han: »Jeg er stadig nede at hente pomfritter.« Timerne, der gået, og jeg ved, hvad klokken er slået. Jeg løber ned på Istedgade. Han må være faldet i, tænker jeg, selv om jeg håber på det modsatte. Og der står han. I et lille hjørne i Lille Istedgade med øjne så store som tekopper, og en kæbe, der kører fra side til side. Og jeg græder. Og skriger: »Hvad fanden har du gang i, det var meningen, du skulle hente pomfritter.«

 

Den Runde Firkant er indkranset af et træhegn. På den anden side af hegnet ligger PH Cafeen. En velbesøgt café, der huser alt fra koncerter til debatarrangementer. Jeg mindes tiden, hvor træhegnet ikke fandtes, og det, der skilte den ene virkelighed fra den anden, var et stålhegn, hvor intet var overladt til fantasien. Et hegn, hvor advarselsskilte var unødvendige, fordi der ikke var nogen, der mentalt eller fysisk krydsede hinandens veje eller hegnet.

»Whatever I said, whatever I did I didn’t mean it/ I just want you back for good,« synger en ung pige, der vakler forbi mig. Hun er påvirket, og har svært ved at orientere sig. Få minutter forinden er hun blev jaget væk fra et bord, hvor der sad nogle mænd og talte.

Jeg synger videre inde i mig selv og tænker tilbage på den aften, hvor jeg for første, og sidste gang prøvede speed. Jeg har vel været 16 år. Måske 17. En veninde havde inviteret mig med til en fest på Stengårdsvej i Esbjerg. Til min store overraskelse var konceptet for festen speed. Jeg glemmer ikke, hvordan en buttet pige med sort hår helt desperat gik rundt og tiggede om speed, og en fyr forbarmede sig ved at give hende en bane ude på toiletbrættet, hvorefter han kom ind og sagde, at han havde givet hende knuste panodiler. Men jeg tog speed. For jeg sov ikke normalt i to dage. Og havde de mærkeligste tanker. Jeg husker, hvordan mine forældre undrende spurgte hinanden: »Hvad er der galt med hende?« Jeg har aldrig rørt stoffer siden.

Men her i Den Runde Firkant sider nogle af dem, der ikke har kunnet slippe stofferne, siden de prøvede dem første gang. »Jeg er ikke lykkelig,« fortæller en tyrkisk mand fra Konya mig og fortsætter: »Jeg kom til Danmark, da jeg var 10 år, og har brugt det meste af mit liv her ved at være på stoffer. Jeg har mistet alt, og det eneste, jeg tænker på, er, hvornår jeg kan ryge den næste sten.« I hånden har han et syltetøjsglas betrukket med sølvpapir. »Jeg startede, fordi nogle venner lokkede mig ind i det, og nu sidder jeg her. Se dig omkring. Hvad laver du her.«

»Jeg er journalist.«

Endnu en tyrkisk mand fra Konya blander sig i samtalen og beretter lystigt om sin tid i fængslet, og hvordan misbruget har påvirket hans liv. »Skal vi gå ind og ryge,« siger de til hinanden på tyrkisk og forsvinder væk.

Jeg kigger op på himlen. Solen skinner stadig. Jeg skulle have taget solcreme på. Jeg tænder en ny cigaret og triller lighteren rundt i mine hænder. Jeg forsøger at få øjenkontakt med nogle af de unge mænd inde i læskuret. Uden held. Jeg vender mig om og kigger rundt på de andre bænke. Ved de fleste af dem sidder der mennesker, men de er opdelt i etniske grupperinger. Romaer, østeuropæere, etniske danskere, og folk fra de nordafrikanske og mellemøstlige lande. Heriblandt asylansøgere. Og så er der duerne. Ringduerne. Der er mange af dem. De går rundt og pikker i jorden efter madrester og brødkrummer, som bliver kastet ud til dem.

 

»Hallo, må jeg spørge dig om noget,« råber en mand til mig, mens han kommer hen mod mig.

»Ja.«

»Er du psykolog eller sådan noget. Du ligner ikke en, der kommer her.«

»Nej, jeg er journalist. Hvad laver du her?«

»Jeg tager stoffer.«

Jeg ser undersøgende på ham. Han fortæller, at han er født og opvokset på Vesterbro af marokkanske forældre. Han har været gift og har en datter. Vi er jævnaldrende. Han har taget stoffer i 12 år.

Mit første møde med Jesper er på Riccos Kaffebar i Istedgade. Det er sommer. Han har smukke øjne. De er grønne. Hans hænder er grimme. Jeg har ikke set sådan nogle før. De er store. Og der er ingen synlige blodårer. Han laver en mærkelig smaskelyd med sin mund. Den irriterer mig. Den sommer er han virkelig flot. Høj. Brun. Clean. Og han er en kussetyv. Kvinderne elsker ham.

Det gjorde jeg også. Lige ved og næsten.

»Jeg føler mig ikke som en dansker. Og i Marokko får jeg at vide, at jeg er en snobbet europæer. Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, er, at jeg er muslim,« fortæller den dansk-marokkanske mand.

Vi sidder og kigger lidt på duerne, der går rundt på må og få. I Danmark findes der tre vilde duearter: ringduen, tyrkerduen, og hulduen. Sidstnævnte er fredet. Jeg kigger hen på læskuret. Der er opstået et skænderi. En mand har fået stjålet sin mobiltelefon og går nu febrilsk rundt og spørger, hvem der har taget den. Jeg åbner min taske for at sikre mig, at jeg har alt, hvad jeg skal have. Jeg kan mærke en stikkende fornemmelse i mine kinder. Jeg fortryder igen, at jeg ikke har taget solcreme på.

»Hvorfor tror du egentlig, at duerne går sådan rundt og roder i jorden,« spørger manden mig, »har du tænkt over, at de måske også leder efter stoffer. At de er afhængige.« Han ruller en tohundredekrone seddel sammen til et rør, og sniffer en bane coke.

Jeg lærte aldrig at forstå Jespers afhængighed. Jeg hadede den. Jeg var næsten ved at købe et skud coke og dope. En speedball. I afmagt. For jeg forstod ikke, hvorfor han var så besat af det. Jeg ville mærke det, han gjorde. Den der vanvittige stoforgasme. Jeg turde ikke. Og jeg skammede mig sådan over, at han var min kæreste. Min junkiekæreste. Og jeg hadede ham for, at jeg havde overvejet at tage stoffer, så jeg kunne forstå ham. Og jeg hadede ham for, at jeg ville ønske, at han var død.

 

»Hallo, er det ikke dig, der hedder Dudu. Kendte du ikke Jesper,« råber en ung kvinde til mig. Hun kommer hen og sætter sig ved vores bord. Hun har sin sorte buksedragt hængende nede ved hofterne. Hun retter på tøjet og samler sit mørke hår i en knold. På hendes venstre overarm har hun en tatovering af sig selv. Hun er smuk. Hende på tatoveringen, tænker jeg.

»Du har været kærester med Jesper engang. Han har vist mig billeder af dig. Han var min store kærlighed. Han knuste mit hjerte.«

Jeg smiler til hende. Og til duerne. Og hun græder, for hun kan ikke skaffe penge til sit næste fix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her