Læsetid: 5 min.

»En nærdødsoplevelse, uden at jeg vidste, hvad døden var«

»Jeg er alene, og jeg bevæger mig stille og roligt ned gennem dyndet. Der kommer vand ned i mine gummistøvler. Og jeg kan mærke, at det går hurtigere og hurtigere, og at jeg begynder at blive presset nedad. Jeg er panisk bange«
28. maj 2016

Hvad giver dig håb?

»I morges i passagen hørte jeg en lille pige komme gående med sin far. De var på vej i børnehave, og hun sagde: ’Far i dag vil jeg ikke have, du følger mig ind. I dag vil jeg gerne vise, at jeg er en stor og vigtig pige.’ Det giver mig håb, når børn på den måde siger noget, enhver voksen burde sige til sig selv hver eneste dag. I den anden ende af skalaen er det, når man mærker i det danske samfund en trods i forbindelse med for eksempel flygtningekrisen. At nogle mennesker tænker, at når mennesker går på vores veje og er i fortvivlelse, har vi en forpligtelse til at gøre noget og hjælpe. Og der kan man sige, der har været en afstand mellem det, politikerne har ment politisk rigtigt, og det en del af befolkningen har ment moralsk rigtigt. Viljen til at stille sig på de svages side over for det stærke system giver mig håb.«

Hvornår mærkede du, at du blev voksen?

»Da jeg var 8-9 år. Jeg har meget kærlige og ordentlige forældre. Jeg er ikke vokset op i et drankerhjem, men i den periode havde min far nogle problemer, der gjorde, at han drak på en måde, så jeg ikke brød mig om at komme hjem. Så jeg satte mig hen på kommunebiblioteket hver dag efter skole og læste bøger, mens jeg ventede på, at min mor kom hjem fra arbejde. Når man ser sin far fuld og ude af flippen, bliver man bange, fordi det sted, man søger tryghed, pludselig er enormt utrygt. Og en dag tog jeg min mor i hånden og sagde: ’Nu går vi ned til læge Frost.’ Det var vores familielæge. Min mor var med på den, så vi gik til lægen og fortalte, at min far havde problemer og bad om hjælp. Det var en sindssygt svær beslutning, men tanken om ikke at gøre noget, var endnu sværere. Og det var vel på en måde en voksen beslutning, hvor jeg viste ansvar som ikke var alderssvarende.«

Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Der er mange perioder af historien, jeg godt kunne tænke mig at være borger og menneske i. Men jeg vil nok vælge mellemkrigsårene. Det er opbruddet i tænkningen, den gamle verden, som falder sammen, nyt, der bryder frem. Der er opbrud på enhver måde i samfundet såvel som i litteraturen. Og alt det, vi troede, var fremskridtet i industrien, viser sig at ende med et humanistisk tilbageskridt. Der er meget på spil og meget moral på spil. De af vores forfædre, der har truffet beslutninger op mod Anden Verdenskrig og under besættelsen, har stået med nogle fundamentale moralske valg, hvor jeg ofte tænker, ’Hvad ville jeg selv gøre i den situation?’ Jeg ved godt, hvilke valg, jeg håber, jeg ville have truffet, men jeg ved jo ikke, hvad jeg ville have gjort i virkeligheden.«

Hvornår i dit liv har du været mest bange?

»Da jeg var 6-7 år og var på lossepladsen i Grindsted med haveaffald sammen med vores nabo og hans børn. Der var ikke meget affaldssortering i Grindsted på det tidspunkt, og vi legede oppe på bakken med affald. På et tidspunkt kommer jeg ud i en sump af affald, hvor jeg synker ned. Jeg er alene, og jeg bevæger mig stille og roligt ned gennem dyndet. Der kommer vand ned i mine gummistøvler. Og jeg kan mærke, at det går hurtigere og hurtigere, og at jeg begynder at blive presset nedad. Jeg er panisk bange og råber, og heldigvis kommer naboens far og finder mig, da jeg står i skrald til livet. Det var en nærdødsoplevelse, uden at jeg vidste, hvad døden var. Og det har sat sig i mig som en form for angst for at være lukket inde.«

Har du nogensinde været i slåskamp?

»Ja, da jeg gik på højskole. Det var virkelig skidt og ynkeligt. Vi havde jo et fællesskab, og der kom nogle fyre udefra, som var provokerende over for nogle piger. De var platte og tilnærmende, og så gik jeg hen til en af dem og sagde: ’Jeg synes, du er en idiot ud over alle grænser,’ og så knaldede jeg ham en på hovedet. Meget afstumpet. Jeg havde ikke noget sprog, jeg havde kun en knytnæve. Og bagefter løb jeg, alt hvad jeg kunne tilbage på mit værelse og låste mig inde, fordi jeg både skammede mig, og fordi jeg var pissebange for, at han skulle komme efter mig. Slagsmål var det nok ikke. Men det er den eneste gang, jeg har slået nogen.«

Du læser romanklassikere og hører opera. Er du slet ikke forbruger af populærkultur?

»Jeg ser mig selv som ret bredt kulturelt interesseret, jeg er ikke kræsen, og jeg elsker for eksempel Kim Larsen. Jeg kan mange af hans sange udenad, selv om jeg ikke kan synge. Men jeg bruger ikke kultur som en pauseknap, jeg bruger kultur for at opleve, for at få sanseindtryk og for at forstå, hvad det vil sige at være til.«

Hvad er dit livs største fiasko?

»Der var mange gode grunde til, at jeg kunne være blevet smidt ud af gymnasiet. Den bedste grund var nok en studietur til Prag, hvor jeg tog initiativ til, at vi tømte et grønsagsmarked for rødkål, blomkål og tomater. Vi boede på 13. etage på et hotel, og så fyrede vi alle de her grøntsager ned deroppefra. Om aftenen blev vi fulde og havde ikke flere grøntsager, og så begyndte vi at at smide gulvaskebægre ud i stedet. Det gik fuldstændigt galt. Dagen efter med bankende tømmermænd at stå over for hoteldirektøren og stille sig frem som den første og sige: ’Jeg har et bærende ansvar,’ det var eddermame tungt. Vi havde samlet penge ind i de to klasser, og jeg gav ham pengene og sagde, at de var til oprydning. Der følte jeg mig som en fiasko. Og da vi kom hjem, fik jeg en skriftlig advarsel og en rektorsamtale.«

Hvad er din livret?

»Medisterpølse – hånddrejet og defensivt stegt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu