Læsetid: 8 min.

»Der er sket et skred«

De er begge vokset op i Gellerup, har gået på samme skole og endda haft samme underbo. Men i dag har de aarhusianske rådmænd, venstremanden Bünyamin Simsek og den radikale Rabih Azad-Ahmad helt forskellige syn på, hvordan det står til i Danmarks tredjefattigste kvarter – og hvordan Aarhus-bydelens sociale problemer skal gribes an
»Hvis vi havde haft sådan nogle faciliteter i min tid, så havde AGF ikke haft problemer med at score mål‚« siger Venstres børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (t.v.), der inspicerer Gellerups nye kunstgræsbane sammen med den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad

Ulrik Hasemann

28. maj 2016

Fucking svans! Du skal ikke være her.« Bünyamin Simsek har ikke været i Aarhus-bydelen Gellerup i meget mere end 20 minutter, før en storm af ukvemsord fyger ud over ham.

På den tid har vi nået at besøge det lokale bibliotek, hvor Venstre-rådmanden som barn tilbragte store dele af sin fritid med at spille skak og læse Tintin. Fået historien om, hvorfor han konsekvent udtaler sit navn »Benjamin«. Ikke af vælgermæssige grunde – i hvert fald ikke kun – men fordi det var det, hans første klasselærer døbte ham og derfor det navn, hans kammerater brugte. Og om gangbroen mellem Gellerup og indkøbscentret City Vest, der for Bünyamin Simsek er et symbol på den deroute, området har været igennem i de seneste årtier. Da han var ung, var der ikke noget metalnet, der skulle forhindre stenkast fra broen ned på vejen. Det var der ikke behov for.

Nu står vi på gangstien mellem Nordgårdhallen og den travle byggeplads på det, der engang var Nordgårdskolen. Den skole, Bünyamin Simsek gik på indtil 5. klasse. Og den skole, han som fungerende rådmand selv var med til at lukke i 2007, da andelen af såkaldt tosprogede elever havde nået 100 procent. »Det var selvfølgelig specielt at skulle lukke skolen, i og med at jeg selv har gået her,« siger han, »men med den udvikling, der havde været ...«

Bünyamin Simseks talestrøm afbrydes af en ung mand i hættetrøje og joggingbukser, der sammen med sit slæng passerer så tæt forbi rådmanden, at der næsten er fysisk kontakt.

»Jeg knepper din mor.«

»Der kan du bare høre,« siger Bünyamin Simsek. »Og det går ikke kun ud over mig. Jeg snakker også med mennesker, som ikke er politikere, der bliver chikaneret, når de kommer herude.«

En ung mand i sort hættetrøje og med en frisure, der ligner en hybrid mellem en hanekam og afrokrøller, kommer hen til rådmanden og spørger, om han må stille et spørgsmål. Det må han gerne.

»Hvad har du imod piger med tørklæde?«

»Jeg har ikke noget imod piger med tørklæde, der selv har valgt det,« siger Bünyamin Simsek.

Den unge mand er tavs nogle sekunder, før han svarer. »Din lille jøde. Yallah, daf væk herfra.«

»Det skal du ikke bestemme. Det er min by det her,« replicerer rådmanden.

– Hvorfor må han ikke være her?

»Fjern den der,« siger den unge mand og peger på Informations optager, før han forsvinder videre op ad stien.

I det samme kommer Rabih Azad-Ahmad slentrende nede fra gangbroen. Han er kulturrådmand for de radikale og har boet i Gellerup det meste af sit liv. For lidt mere end et år siden flyttede han fra Gudrunsvej til Aarhusforstaden Tilst. Ikke fordi han blev træt af Gellerup. Han var glad for at bo her. Lejlighederne er »store og luksuriøse«, og der er »grønt på begge sider af altanerne«, som han siger. men Rabih Azad-Ahmad ville bare gerne have hus og have.

»De største problemer, jeg har med Gellerup, er faktisk ikke i forhold til kriminalitet, selv om det er det, der fylder meget i medierne. Mit største problem er affaldet. Der er beskidt i opgangene, og det er ikke altid, man kan snakke sig til rette med alle,« siger han.

55 år i Gellerup

Det Gellerup, vi står i, er blevet til en af de danske ghettoer, som flest er enige om, har slået fejl. Efter Tingbjerg og Vollsmose er det Danmarks tredjefattigste kvarter med en gennemsnitlig indkomst på 151.000 kr. efter skat ifølge en opgørelse fra marts fra AE-rådet. Til sammenligning har beboerne i det velstående Aarhus-kvarter, Risskov, 502.100 efter skat. Og uligheden stiger: For 30 år siden var folk i Risskov 1,6 gange så rige som folk i Gellerup. I dag er de 3,3 gange så rige.

Her er flygtninge og indvandrere. Radikalisering. Parallelsamfund. Arbejdsløshed. Social ulighed. Manglende ligestilling. Ja, sågar miljøsvineri. Det er få områder i Danmark, der som Gellerup kan hives frem i en diskussion om snart sagt alle de store temaer i tiden. Og det bliver området så. Men de færreste af de politikere, der mener en masse om den belastede bydel, kender den så indgående som Bünyamin Simsek og Rabih Azad-Ahmad. Tilsammen har de boet 55 år i området. Simsek fra 1972 til 2003. Azad-Ahmad fra 1990 til 2014.

Alligevel har de ret forskellige opfattelser af, hvordan det står til, og hvordan Gellerups problemer skal gribes an. Rabih Azad-Ahmad og de radikale står sammen med et flertal i Aarhus byråd bag den helhedsplan, der gennem blandt andet nedrivninger af boligblokke, anlæg af en butiksgade og opførelse af kontorlokaler samt en ungdomsbydel med kollegier, skal sikre en mere divers beboersammensætning og et mere trygt Gellerup. Han er fortaler for opførelsen af en stormoské på Bautavej. Og han mener, det er politikernes opgave at tale Gellerup op – ellers vil området aldrig kunne tiltrække og fastholde de ressourcestærke beboere, området har så hårdt behov for.

Bünyamin Simsek og Venstre var oprindelig en del af helhedsplanen, men trak sig i protest mod planerne om moskéen. At den socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard i marts trak sin støtte til moske-projektet i kølvandet på afsløringerne af blandt andet et sharia-råd i TV 2-dokumentaren ’Moskeerne bag sløret’, ændrer ikke på det. Helhedsplanen er, selv om den har mange gode elementer, ikke radikal nok, mener Simsek. Blandt andet synes han, at beboerne i de blokke, som rives ned, skal genbosættes i andre dele af byen – i strid med den ’tryghedsgaranti’, flertallet i byrådet er blevet enige om, og som indebærer, at de skal tilbydes boliger i samme område. Og så insisterer Bünyamin Simsek på, at det er politikernes opgave at tale om problemerne. Ikke at male et »lyserødt billede«.

Det er derfor, Information har inviteret de to politikere til Gellerup. For måske skyldes uenighederne til dels en forskel i personlige erfaringer?

Franskbrød med flødeboller

»Jeg tror, det var lige her.« Bünyamin Simsek peger ned i et hul i jorden på byggepladsen. »Mit gamle klasseværelse.« Her fra skolen har han mange gode minder. Bordtennis i frikvartererne. Og turene i City Vest sammen med kammeraterne, når de skulle ned og ’købe noget snack’, som han siger. Typisk et franskbrød, som de fyldte med flødeboller.

Dengang i 70’erne, hvor han voksede op som søn af fremmedarbejdere fra Tyrkiet, var Gellerup på mange måder en bydel ligesom alle andre, husker Bünyamin Simsek. Han og hans fætter var de eneste i klassen, der ikke var etniske danskere. Simsek legede med danske børn, talte dansk i både timerne og frikvartererne, og blev af og til passet af den danske nabofamilie. Og der herskede en respekt for »de voksne«.

»Jeg kan huske, at jeg rigtig mange gange blev sat på plads af naboer, hvis jeg gjorde noget forkert. Vi spillede for eksempel fodbold i gården, hvor der var parkeringspladser. Nogle gange ramte bolden en bil. Dengang sagde folk noget til os, og det respekterede vi faktisk – vi var også lidt bange for dem,« siger han.

»Sådan er det jo ikke i dag. Der er sket et skred.«

I Bünyamin Simseks udlægning er historien om Gellerup en forfaldsfortælling. Det begynder med danske familiers hang til parcelhuse og 1980’ernes ankomst af flygtninge fra Iran-Irak-krigen og Israel-Palæstina-konflikten. Mange af hans danske venner flyttede væk fra Gellerup, for at deres familier kunne få hus og have. Og flygtningene overtog deres plads.

»Lige pludselig var dem, jeg spillede fodbold med, primært børn med anden etnisk baggrund end dansk,« husker Bünyamin Simsek. Og snart begyndte han at lægge mærke til sociale problemer. At mange af de voksne ikke tog på arbejde. Og at affaldet flød i opgangene.

I dag mener Bünyamin Simsek stadig, at det går den forkerte vej. Venstremanden hæfter sig ved, at arbejdsløsheden stiger. Aarhus Kommunes opgørelser viser, at andelen af Gellerups beboere, som står uden for arbejdsmarkedet, er steget fra 49 procent i 2012 til 55 procent i 2014. Og at andelen af selvforsørgende fra 2010 til 2014 er faldet fra 30 procent til 21 procent.

Faldende kriminalitet

Rabih Azad-Ahmads sammenligningsgrundlag er et andet. Han er fem år yngre end Bünyamin Simsek, men kom først til Danmark som 14-årig i 1989 som palæstinensisk flygtning fra Libanon. På det tidspunkt var der flere tosprogede på Nordgårdskolen end i Bünyamin Simseks tid – »det var nok cirka halvdelen,« husker Rabih Azad-Ahmad. Og i frikvartererne blev der talt meget arabisk. »Så det var lidt svært at se, hvordan jeg skulle lære dansk.« Han skiftede derfor til Åby skole på den anden side af den ringvej, der adskiller Gellerup fra villakvartererne Åby og Åbyhøj.

Hvis Gellerup for Bünyamin Simsek er en forfaldsfortælling, er den for Rabih Azad-Ahmad snarere historien om en plaget bydel, der er i langsom bedring. Han husker eksempelvis 90’ernes kriminalitet som »meget værre« end i dag.

»Dengang var det ikke altid, man var tryg ved at gå her om aftenen,« siger Rabih Azad-Ahmad, da vi bevæger os op ad gangstierne langs de tilsyneladende endeløse byggepladser og mod blokkene på Gudrunsvej.

»Sådan er det jo ikke nu.«

Rådmanden kan læne sig op ad statistik fra Rigspolitiet, der viser, at antallet af politianmeldelser er faldet kraftigt det seneste år – fra 126 til 60 pr. 1.000 indbyggere.

Den anden side

Et »velkommen til Gellerup« afbryder den radikale rådmands talestrøm. En midaldrende mand, der ser ud til at have somalisk baggrund, kommer os i møde på grusstien. Han smiler stort, giver hånd og småsludrer lidt med rådmændene, inden han går videre.

»Der har vi den anden side af Gellerup,« siger Bünyamin Simsek.

»Ja,« supplerer Rabih Azad-Ahmad, »de fleste folk her er virkelig venlige og imødekommende. Det må vi ikke glemme.«

Så fortsætter han sin argumentation for, hvorfor han mener, det går fremad for Gellerup. Se på, hvordan de unge stormer ind på videregående uddannelser, påpeger han.

»Jeg kender for eksempel ham, hvis datter var den første herude, der blev uddannet til læge.«

Da vi når op til kulturrådmandens gamle opgang på Gudrunsvej nr. 2, kommer en mand cyklende på parkeringspladsen. »Der har vi ham jo,« udbryder Rabih Azad-Ahmad – manden, hvis datter blev læge. Walid Mahmoud hedder han. Han har boet i Gellerup i 28 år og er tidligere underbo til både Rabih Azad-Ahmad og Bünyamin Simsek.

»Du ved godt, at med politikere så er det hårdt,« griner han.

Walid Mahmoud, der er tidligere medlem af den lokale afdelingsbestyrelse i Brabrand Boligforening, er fortrøstningsfuld på bydelens vegne.

»Tingene bliver helt klart bedre,« siger han. Og tilføjer, at helhedsplanen er »den bedste ting, vi har gjort her i Gellerup.«

»Området bliver mere åbent. Før har det måske været lidt lukket,« siger han.

På vej tilbage mod City Vest og biblioteket kommer vi forbi ungdomsklubben og den nyanlagte kunstgræsbane. På lågen, der skal forhindre bilerne i at køre igennem, sidder en gruppe unge og hænger ud i solen. Blandt dem er afro-hanekammen. Ham, der kaldte Bünyamin Simsek en lille jøde. Der opstår en akavet tavshed, da rådmændene baner sig vej gennem afspærringen. Denne gang er der ingen tilråb. Ungdomsklubbens pædagoger er lige i nærheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
ingemaje lange og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen ingvard nielsen

Det er en forkert vej at gå hvis man møder området Gellerup parken, med fordomme og foragt, det er let for det giver billige point i øjeblikket, sandheden er, at jo mere konfrontation man søger med stedet, ligefrem proportionalt, mere ballade får man, jeg har selv boet der i en tid hvor Politiken, under Thøger Seidenfaden, forsøgsvis sadlede om fra kun at lede efter de dårlige historier i området til også at kigge efter de gode, det viste sig at have en hel utrolig positiv selvforstærkende effekt på området, mon ikke de her to politikere husker den tid, da også Louise Gade som fik skyld for at være skabs Radikal, tog ud i området for at føre dialog med Imamerne! Det viste sig, at der var jo mulighed for den gode dialog, hvis man søgte efter den! Vi fik Muhammed krisen i dag kan vi jo se at den kunne have været undgået! Jeg har muligvis skrevet dette før, alligevel er jeg overbevist om at jeg kommer til at skrive det samme igen!

steen ingvard nielsen

Nogen må måske fortælle de her unge mennesker at jødehad ikke gavner deres sag tvært imod, det kunne Thøger Seidenfaden og information jo være et bevis på. Medier der har søgt den positive dialog!

steen ingvard nielsen

Når man stolt som hr. Simsek fortæller at man har været medvirkende til at nedlægge sin egen skole, så skylder man også at fortælle offentligheden, at der på samme skole, på daværende tidspunkt, sad en af de aller dygtigste skoleledere byen, på daværende tidspunkt, rådede over, det giver ikke grund til at tro at den ikke var velfungerende, tvært imod, fordi der er 100% 2 sprogede børn på en skole, er det grund nok til at nedlægge den, jeg tror at det har givet en masse unødvendig frustration, og en følelse af at det altid er de samme vi slår ned på, det giver frustration og i værte fald vold! Der kunne have været undgået, om man ønskede det, men det gør vi åbenbart ikke!

steen ingvard nielsen

Den hårde linje overfor området har vist sit værd, det giver en eksplosion af problemer, dialogvejen har også vist sit værd, den gav selvjustits! Så hvis vi gad lære af historien, så var mange bud på løsninger givet på forhånd, men nu spiller vi Hardball igen, lad os nu se om ikke det giver de samme problemer som det også gjorde den gang! Hansemand gætter!

Det er sådan noget subjektivt vi æstetikere kan se, når vi møder det ude i virkeligheden - alt, hvad der kan registreres med intakte og oplyste sanser og behandles med fornuften og forstanden til en værdidom over alt det først og fremmest idiotiske på alle planer, som åbenbart også skal beherske det offentlige rum frem for den lukkede afdeling ... ;-)