Læsetid: 15 min.

Sønner, kærester, forældre, søstre der slår ihjel

Vi frygter den ukendte gerningsmand, men faktisk er drabsmanden meget ofte en af de nærmeste. Knap halvdelen af alle drab i Danmark begås inden for familien. For her investerer vi vores kærlighed, håb og drømme. Og når det ikke lykkes, kan det udløse kolossale destruktive kræfter
Tegninger: Rufus Skov Quistgaard og Brunhilde Folke Lang

Tegninger: Rufus Skov Quistgaard og Brunhilde Folke Lang

28. maj 2016

Hvad er forskellen på mænds og kvinders motiv for at slå deres partner ihjel?« 22 masterelever på Universiteit Leiden i Haag i Holland sidder klar omkring bordene til dagens lektion i Interpersonal violence. Det er forelæseren ved tavlen, Marieke Liem, der stiller spørgsmålet. Hun er lektor og ph.d. i retsmedicinsk psykologi, og de næste tre timer handler det om drab i familien: på partnere, børn og forældre.

»Kvinder dræber typisk i selvforsvar,« lyder et bud fra en elev.

Marieke Liem nikker:

»Korrekt. Kvinder dræber typisk som en reaktion på længerevarende voldelige overgreb, mens mænd dræber i jalousi for at holde fast på kvinden eller for at straffe hende for at forlade ham,« siger hun og tilføjer:

»Det er yderst sjældent den anden vej rundt.«

Efter forelæsningen, spadserer vi gennem Haag til hendes universitetskontor, hvor hun uddyber:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Lina Sørensen
  • Troels Ken Pedersen
Pia Qu, Lina Sørensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tue Johnsen

Underligt indlæg. Drab/mord er altså støt nedadgående, men andelen af kvinder som bliver dræbt, er voksende?
Det er vel stadig en markant større andel af de totale drab, hvor mænd er ofrene, ikke?

Skørt fokus.

Troels Ken Pedersen

Hvad skulle det skøre være? Vi har godt fat i at få knækket kurven på de fleste af de typer drab, hvor det er mænd der myrder mænd (og kvinder der myrder mænd fylder ikke ret meget i landskabet), men vi har ikke rigtig fat i at få gjort noget væsentligt ved den betragtelige del af drabene, der udgøres af mænds drab på mænd og især på kvinder og børn i deres familie/forhold.

Hvor er det skøre i at se på det?

Tue Johnsen

Uagtet om andelen af drabene der af kvinder og børn (særlig de relaterede til gerningsmanden) bliver større, så er LANGT størstedelen jo stadig mænd som dræber andre mænd.

Fokus må vel være, at sætte en stopper for drab over hele linjen, i stedet for at sætte dette særlige fokus på kvinder og børn. Det hele må vel gå ud på, at INGEN skal slås ihjel, snarere end at kvinder/børn skal særligt beskyttes - med in mente, naturligvis, at deres andel som ofre er noget mere begrænset.

Tue Johnsen

Uagtet om andelen af drabene der af kvinder og børn (særlig de relaterede til gerningsmanden) bliver større, så er LANGT størstedelen jo stadig mænd som dræber andre mænd.

Fokus må vel være, at sætte en stopper for drab over hele linjen, i stedet for at sætte dette særlige fokus på kvinder og børn. Det hele må vel gå ud på, at INGEN skal slås ihjel, snarere end at kvinder/børn skal særligt beskyttes - med in mente, naturligvis, at deres andel som ofre er noget mere begrænset.

Troels Ken Pedersen

Men vi HAR jo fokus på drabene på mænd, og tallet rasler ned. Det forekommer mig ret u-skørt at have fokus på det tal, der IKKE rasler ned. Med bandevold, tilfældig gadevold mm. og de andre ting, der generelt fører til mænds drab på mænd uden for hjemmet, lader vi jo faktisk til at have OK fat?!