Sønner, kærester, forældre, søstre der slår ihjel

Hvad er forskellen på mænds og kvinders motiv for at slå deres partner ihjel?« 22 masterelever på Universiteit Leiden i Haag i Holland sidder klar omkring bordene til dagens lektion i Interpersonal violence. Det er forelæseren ved tavlen, Marieke Liem, der stiller spørgsmålet. Hun er lektor og ph.d. i retsmedicinsk psykologi, og de næste tre timer handler det om drab i familien: på partnere, børn og forældre.

»Kvinder dræber typisk i selvforsvar,« lyder et bud fra en elev.

Marieke Liem nikker:

»Korrekt. Kvinder dræber typisk som en reaktion på længerevarende voldelige overgreb, mens mænd dræber i jalousi for at holde fast på kvinden eller for at straffe hende for at forlade ham,« siger hun og tilføjer:

»Det er yderst sjældent den anden vej rundt.«

Efter forelæsningen, spadserer vi gennem Haag til hendes universitetskontor, hvor hun uddyber:

»Jeg plejer at sige til mine kvindelige studerende, at det er mindre farligt at vandre rundt i centrum klokken fire om morgenen i en park end at ligge derhjemme i sengen ved siden af deres date eller ægtemand. Altså statistisk set,« siger hun og tilføjer:

»Familien er et farligt sted at være.«

På kontoret tegner hun en kurve over drabsraterne i den vestlige verden på et stykke papir. Den går nedad.

»Der bliver begået færre og færre drab. I Holland, i Danmark og sågar i USA. På grund af internettet, mere overvågning, mere uddannelse – der er mange grunde. Men den type drab, der falder, er dem, hvor mænd dræber andre mænd. De andre typer: kvindedrab og børnedrab – alle familiedrabene – falder kun en lille smule og udgør derfor en stadigt større andel. De lægger en konstant bund hernede,« siger Marieke Liem og skraverer en sort firkant nederst på sin hjemmelavede graf.

Et paradoks

Hun er kun 33 år gammel, men en af Europas førende forskere på feltet og formand for European Homicide Research Group, hvor europæiske kriminologer deler deres viden om drab. Det er en viden, som ikke altid passer med vores kulturelle forestillinger. Ifølge Marieke Liem er familien en af de mest voldelige institutioner i samfundet. Det er et statistisk faktum, der udfordrer mange århundreders gængse forestilling om familien som en fredelig zone, hvor vi trygt kan trække os tilbage.

»Det er et paradoks. Og det er derfor drab i familien er så uforståelige og chokerende for os. Vi har ikke den samme identifikation med kriminelle, der dræber hinanden. Bandemedlemmer er jo ’de andre’. Men familiedrab kommer så tæt på, for vi er jo alle sønner, kærester, forældre eller søstre,« siger Marieke Liem.

I Danmark er den eneste grundige nationale undersøgelse af drab siden 1970’erne et fireårigt studie fra 2008 til 2011 fra Justitsministeriets forskningsafdeling. I denne periode skete 46 procent af alle drab i Danmark inden for familien eller parforholdet.

Et højt tal, påpeger Marieke Liem, der selv kom til at beskæftige sig indgående med familiedrab, da hun som nyuddannet forsker i 2010 fik en opringning fra en mand, hvis bror havde begået selvmord efter at have dræbt sin kone og sine børn. Han havde fundet de døde familiemedlemmer og ringede til forskerne, fordi han ønskede viden.

»’Hvordan skal jeg forstå det her?’ spurgte han. ’Hvor ofte sker det? Er det sjældent? Var min bror den eneste?’ Han stillede alle disse spørgsmål, og vi måtte svare, at vi ikke anede det. For på det tidspunkt fandtes der hverken forskning eller data i Holland,« sig er Marieke Liem, der efterfølgende lavede sin ph.d. om ’udvidet selvmord’ – drab fulgt af selvmord, et fænomen man møder i omkring halvdelen af alle drabssager i familiedrab.

Siden har hun specialiseret sig i familiedrab og gennemført en lang række forskningsprojekter i drab på børn, partnere og begge dele.

Forebyggelse kræver data

»Jeg finder drab fascinerende. Det er en sjælden forbrydelse. Men der findes ikke nogen handling, som er mere ekstrem. Det, der driver mig, er at afdække hvorfor? Hvordan skal vi få det til at give mening?« siger Marieke Liem og peger på, at familiedrab til alle tider har fascineret og givet næring til kunst og kultur. Fra Biblens første mord – Kain, der slog sin bror Abel ihjel, over den græske tragedie om Medea, der dræber sine børn for at hævne sig på Jason, til Shakespeares Othello, der tager livet af Desdemona i jalousi.

Drab er ikke noget stort forskningsfelt i Europa, fortæller Marieke Liem, og slet ikke i Danmark, hvor der ud over den nævnte undersøgelse kun findes et mindre studie af drab på Fyn og i Sønderjylland. Sammen med forskere i en række lande har Marieke Liem gennem de senere år derfor etableret databasen European Homicide Monitor, hvor foreløbigt Finland, Sverige og Holland deltager.

»Der findes ikke ret meget datadrevet research inden for drab. Der er masser af research, men det baserer sig typisk på politiets oplysninger, der skal bruge det til at opklare sagerne eller de sociale myndigheder, som skal forebygge vold og kriminalitet, og er derfor ufuldstændigt,« siger Marieke Liem.

»Men vi har brug for tal, hvis vi skal blive klogere. Og hvis vi skal forebygge ikkedødelig vold, er vi også nødt til at vide, hvad der udløser drab.«

Op gennem historien har familier i mange lande og samfund i krisetider valgt at tage livet af medlemmer, man ikke kunne brødføde eller som var syge eller på anden måde svage. Drab af kulturelle årsager, på eksempelvis pigebørn, ses stadig i flere dele af verden.

Også i nyere tid har der i den vestlige verden været perioder, hvor socioøkonomiske forhold har øget forekomsten af familiedrab. Eksempelvis under depressionen i 1930’ernes USA, der oplevede en bølge af sager, hvor hele familier blev fundet dræbt som reaktion på økonomisk deroute. Eller de mange enlige mødre, der i begyndelsen af det seneste århundrede dræbte deres spædbørn for at skjule sporene af sex uden for ægteskabet.

Omkring Anden Verdenskrig var danske kvinder – typisk enlige – oftere gerningsmænd i børnedrab end mænd. De anvendte hyppigt bygas som drabsmetode, så alle i hjemmet sov ind i døden – inklusive kvinden selv. Problemet svandt dog ind i takt med abortens indførsel, øget ligestilling og forbedrede socioøkonomiske forhold for enlige mødre.

Afvikling af den giftige bygas havde påviseligt også en betydning. Hvilket demonstrerer, at selv om samfundet har haft langt mindre succes med at nedbringe drabskurverne for drab i familien, er det på ingen måde umuligt. Det kræver bare, at man får øje på problemet.

Familien gjorde det

David Wilson er professor i kriminologi ved Birmingham City University, hvor han har forsket i vold, organiseret kriminalitet og drab i over 20 år. Han er efterspurgt, når drabssager skal udlægges i primetime og har også været med til at lave dokumentarprogrammer om spektakulære sager.

»Jeg plejer at spørge tilhørerne til mine foredrag og forelæsninger om, hvor mange drab, de tror, der bliver opklaret. De fleste svarer 20 procent, og de modigste 50 procent. Det rigtige svar er over 90 procent. Og når jeg stiller mit næste spørgsmål: ’Hvorfor lykkes det politiet at opklare så mange drab?’ får jeg alle svarene inspireret af Hollywood: ’På grund af DNA? Er det brugen af gerningsmandsprofiler? Eller er det de dygtige retsmedicinere? Og svaret er ’Nej. Nej. Nej.’ Det er ganske enkelt, fordi det ofte var et familiemedlem, der gjorde det. Ægtemænd dræber konen, børn dræber deres forældre, mænd dræber kæresten, forældre dræber deres børn. Vi har en helt forkert opfattelse, blandt andet fordi aviser, tv og underholdningsindustrien elsker at fortælle os om de mærkværdige og unormale drab. Om seriemordere, bandemedlemmer og pædofile,« siger David Wilson og påpeger, at der i hans eget land Storbritannien siden 1970’erne i gennemsnit er blevet slået seks børn ihjel af ukendte gerningsmænd om året.

»Og det er naturligvis seks for meget. Men statistisk set er der to børn om ugen, der bliver slået ihjel af deres forældre her i landet. Det hører vi bare ikke så ofte om. Forældre er mere optagede af at fortælle deres børn om stranger-danger,« siger han – faren ved det fremmede. Forudgående anvendelse af vold er også en faktor i familiedrab, hvilket blandt andet er påvist i flere britiske undersøgelser.

Halvdelen af alle kvinder, der bliver dræbt, bliver slået ihjel af deres partner, og i to tredjedele af tilfældene var der tale om et i forvejen voldeligt forhold. Det gælder også drab på børn, der ind imellem kan være slutningen på længerevarende forløb med voldelige overgreb.

Og egentlig er det ikke så underligt, at det er inden for hjemmets fire vægge, at man finder så mange ofre og gerningsmænd, mener David Wilson.

»Familien er et sted med mange spændinger. Vi går ikke ind i et forhold med en intention om at forlade det igen, men fordi vi tror på det. Vi investerer vores kærlighed – alle vores håb, drømme og ønsker i familien. Og når det ikke går godt, oplever vi det som frustrerende. Og som et stort tab.«

På hans lillebitte kontor står de fleste af bøgerne i vakkelvorne tårne på gulvet, fordi instituttet netop har flyttet lokaler. Han venter på boghylder.

»Og de er sværere at skaffe end at opklare et mord,« som han muntert bemærker.

Den eneste hylde i lokalet er prydet af en række tekopper med logoer fra forskellige fængsler i England. Selv om han oprindeligt er uddannet filosof, har David Wilson nemlig en længere karriere i den engelske kriminalforsorg bag sig. Her har han blandt andet arbejdet som vicefængselsinspektør og været med til at opbygge to særlige enheder til de 12 farligste indsatte i England.

I dag er han professor, fuldtidsunderviser og forsker og har skrevet 15 bøger, herunder en bestseller om britiske seriemordere. Og så har han i et forskningsprojekt for nylig undersøgt 71 eksempler fra 1980 til 2012 i Storbritannien på såkaldte familicides – sager, hvor gerningsmanden slår ikke blot sine børn, men også sin partner og i nogle af tilfældene sig selv ihjel.

David Wilson kategoriserer dem i fire hovedtyper: ’Den selvretfærdige’, som mener, at moderen er årsagen til familiens sammenbrud, og som er drevet af hævn. ’Den skuffede,’ hvor manden føler, at børnene eller konen ikke følger hans ide om familielivet – eksempelvis i forhold til kultur eller religion.

’Den normløse’, hvor drabsmandens familieideal er tæt forbundet med hans økonomiske succes, og som ved tab af job eller penge ikke mener, at partner og børn kan leve videre uden ham. Og sidst ’den paranoide’, hvor drabet bliver begået ud fra et fordrejet ønske om at beskytte familien fra en udefrakommende trussel fra eksempelvis myndighederne eller retssystemet.

Depressive gerningsmænd

»Jeg er vant til at have med drab at gøre. Men i disse sager gjorde det indtryk på mig, hvor langt mændene ville gå for at tage livet af sig selv og deres børn: hoppe ud fra klipper, køre ud i floder eller sætte ild til huset. De var virkelig målrettede« siger David Wilson, der påpeger, at det næsten udelukkende er mænd, der begår familicide.

»For mig at se er det en kriminalitetsform, der handler om at rekonstruere en tabt eller truet maskulinitet. Det er den ultimative refleksion af en eller flere kriser i den moderne maskulinitet. Den er begået af mænd, der forsøger at leve op til ideen om manden, som forsøger. Som en, der skal styre og kontrollere situationen. Det er mænd, der ofte ser kone og børn som en slags udvidelse af dem selv. Som deres ejendom,« siger David Wilson.

I sine data fandt han derudover en stigning i antallet af familicides det seneste årti i Storbritannien – særligt inden for den kategori, hvor manden reagerede på et pludseligt økonomisk tab.

»Det, at vi lever i et nyliberalistisk samfund, kan godt have betydning. En kombination af et pludseligt tab af økonomisk status, og en forskruet opfattelse hos manden af, at døden er en bedre skæbne for kone og børn, får mændene til at reagere med vold,« siger han.

Denne tese vækker genklang hos en anden af førende forsker i feltet, amerikaneren Jack Levin, professor i sociologi og kriminologi ved Northeastern University i Boston, som i en menneskealder har forsket i blandt andet massemord. Herunder også familiedrab med flere ofre, som ifølge hans data sker i gennemsnit 23 gange om året i USA. Og som han på bredt amerikansk kalder family annihilation – familieudslettelse.

»Det er på en måde ironisk, at vi her i USA taler så meget om massemord og skoledrab, men faktisk er familiemassakrer den form for massemord, som hyppigst forekommer i USA i dag. 40 procent af alle massemord – defineret som mere end to drabsofre – finder sted i home sweet home,« påpeger han.

»Vi kalder det bare ikke massemord, selv om ofrene er lige så døde.«

En af hans væsentligste pointer er, at der ikke er tale om, at det pludseligt slår klik for gerningsmanden i familiedrab.

»Drabsmanden har typisk været deprimeret eller frustreret over længere tid. For nogle af dem er det nærmest en kronisk tilstand, som er opbygget over et livsforløb med skuffelser, hvilket forklarer, hvorfor langt de fleste gerningsmænd er midaldrende. Det kræver akkumulerede, vedholdende frustrationer at producere en morder,« siger Jack Levin.

Og så er det også påvist, at omkring en fjerdedel af gerningsmændene lider af en depression.

»Men hvis det var den udløsende faktor, ville vi have hundrede tusind massemord om året. Det er blot en af faktorerne,« siger han.

Et andet vigtigt element er isolation. Gerningsmanden har sjældent et netværk, der kan hjælpe eller støtte ham. Og så er der også ofte et hævnmotiv.

»Han skyder skylden på konen, hun har fundet end anden, der har måske været en grim skilsmisse, og han beslutter sig for at hævne sig ved at dræbe det, hun elsker allermest: børnene. Men motivet kan også være en slags perverteret følelse af kærlighed og loyalitet, hvor han tænker: ’Livet her på jorden er forfærdeligt, vi vil alle have det bedre, hvis vi er døde, og jeg som forsørger tager ansvaret for at kontrollere familien, som jeg altid har gjort.’ Når man bagefter siger, at det ikke giver mening, for han var ellers sådan en omsorgsfuld far, er det, fordi man ikke forstår, at det netop var derfor, han gjorde det.«

Og som det allervigtigste, påpeger Jack Levin, bliver begivenheden ofte udløst af et tab – det kan være skilsmisse, fyring, økonomisk deroute eller lignende statustab.

Få kvinder

Jack Levin har også en teori om, at økonomiske forhold kan have indflydelse på familiedrab af denne type – præcis som man så det i 1930’ernes USA. Han har påvist en statistisk sammenhæng mellem tiden før og efter den økonomiske krise i 2008, og en stigning i antallet af familiedrab i USA. I denne periode, hvor arbejdsløshedstallene fordobledes, steg antallet af ofre fra 29 til 56.

»Der var en stor og signifikant stigning i netop den type sager, hvor drabene skete ikke ud fra et hævnmotiv, men ud fra en forsørgers perverterede ønske om at beskytte sin familie fra økonomisk ruin,« siger Jack Levin, der mener, man bør have øget fokus på mænd, der er i fare for at miste job, komme i gæld eller på anden måde opleve tab i form af skilsmisse eller lignende.

»Når en mand mister jobbet eller familien, føler han ikke, at livet er værd at leve. Den type mand har brug for hjælp,« siger Jack Levin.

Men hvad med kvinder? Slår de aldrig ihjel? Jo, men det er kendetegnende, at de som nævnt indledningsvis stort set kun dræber ægtemænd i selvforsvar, eller deres egne helt små børn. Inden for forskningen taler man om neonaticide og infanticide – henholdsvis drab på børn inden for det første døgn af deres liv eller inden for deres første leveår.

Det er flere gange påvist statistisk, at man er i størst fare for at blive slået ihjel de første 24 timer af sit liv. Den typisk drabsmetode er kvælning, moderen er gerningsmanden, og hun har ofte psykiske problemer, forklarer Marieke Liem:

»Det er meget sjældent, at kvinder slår børn ihjel, uden at der er psykisk sygdom involveret. En dominerende gruppe er de helt unge kvinder, som enten er dårligt begavede eller lider af alvorlige psykoser. De ved måske ikke, at de er gravide, og bliver så chokerede over, at der kommer er barn til verden, at de dræber i affekt. Det kan også være unge kvinder, som godt ved de er gravide, men skjuler fødslen med drab, fordi de ved at omgivelserne ikke vil acceptere et barn,« siger Marieke Liem.

En anden kategori er kvinder, som har en fødselsdepression og slår barnet ihjel i afmagt. Og endelig har forskning også påvist en øget risiko for drab på børn, hvis moderen lider af eksempelvis skizofreni eller andre affektive lidelser.

Jonatan Hedlund, overlæge og specialist i retspsykiatri ved Rättsmedicinalverket i Stockholm, lavede sidste år en undersøgelse af drab på børn i Sverige, hvor han sammen med to andre forskere sammenlignede forekomsten af drab på børn i 1990’erne med 00’erne. Antallet faldt, ikke mindst drab på helt små børn begået af mødre. Et af forskernes bud på årsagen til faldet var en øget indsats i behandlingen af depression.

Straf hjælper ikke

»Helt generelt er dræbte børn den eneste drabsgruppe, hvor man finder en betydelig andel af kvindelige gerningsmænd. Og vi har en formodning om, at faldet kunne hænge sammen med øget anvendelse af antidepressiv behandling,« siger Jonathan Hedlund, der mener, at man bør forske videre i denne retning.

Generelt er psykisk sygdom en dominerende faktor, når det gælder drab i familien. Det er blevet påvist i flere internationale undersøgelser – også af Marieke Liem i Holland.

»Det er klart, at man også finder gerningsmænd med antisociale forstyrrelser og misbrugsproblemer, men der er psykisk sygdom involveret i mange sager. Og derfor kan man også se mange af de her sager som en refleksion af forekomsten og behandlingen af psykisk sygdom i samfundet,« siger hun.

Alligevel straffer vi drab stadigt hårdere. Den svenske undersøgelse over to årtier konkluderer blandt andet, at gerningsmænd i dag oftere får livstid for drab på børn, men til gengæld sjældnere idømmes behandling. Ifølge Marieke Liem hænger det direkte sammen med det fald, vi oplever i drabsraterne i hele den vestlige verden.

»Vi straffer drab langt hårdere i dag end i 1980’erne og 90’erne. Vi lever i et langt mere fredeligt samfund, med færre drab og mindre vold end før. Men det har sænket tærsklen for, hvad vi vil acceptere. Og jo lavere tolerance, jo hårdere straf,« siger Marieke Liem.

Samtidig er den typiske reaktion på en gerningsmand, der slår børn eller kone ihjel, at han er enten mad or bad, som hun siger – vanvittig eller ond.

»Vi bruger de udtryk for at få det til at give mening, men også for at distancere os fra det. Det, der har overrasket mig mest i de år, jeg har beskæftiget mig med drab, er, at det aldrig nogensinde bliver begået ud af ren ondskab. De menneskelige tragedier er derimod en rød tråd i de her sager,« siger Marieke Liem.

David Wilson er helt enig. Blandt gerningsmænd er der et påfaldende fravær af monstre, siger han:

»De fleste gerningsmænd er almindelige mennesker med almindelige job, der har begået ekstraordinære mord i en tilstand af sorg og tab,« siger han.

Men hvad skal man gøre, for at forebygge drab i familien? Den internationale forskning har ikke et entydigt svar, men peger i flere retninger: Bedre rådgivning i de mest bitre skilsmissesager, øget indsats mod vold mod kvinder, bedre behandling af psykisk sygdom og selvmord.

Men som Marieke Liem afslutningsvis siger:

»Jeg synes, det er godt, hvis vi kan forebygge de her forbrydelser og få drabsraterne til at falde mere endnu, men drab kan ikke undgås. Det vil blive ved med at findes. Så længe vi stifter familie. Så længe mennesker findes.«