Feature
Læsetid: 10 min.

Vandet tager deres land, deres mindesmærker, deres levebrød

Over en flere tusinde kilometer lang kyststrækning i Vestafrika er den globale opvarmning ikke en abstrakt mulighed, men daglig faretruende virkelighed i form af massiv kysterosion, der smadrer hele samfund og driver mennesker ud i desperat migration og fattigdom
En dreng bjærger kalkuner i sikkerhed for vandmasserne. På få år er den lille strimmel land, der skiller landsbyen Fuvemeh fra standkanten, reduceret fra flere kilometer til få hundrede meter.

En dreng bjærger kalkuner i sikkerhed for vandmasserne. På få år er den lille strimmel land, der skiller landsbyen Fuvemeh fra standkanten, reduceret fra flere kilometer til få hundrede meter.

Matilde Gattoni

Moderne Tider
21. maj 2016

Det er tidligt på eftermiddagen, da 32-årige David Buabasah begynder at gå nervøst frem og tilbage mellem sit hus og kystlinjen for at holde øje med de stigende vandstand.

Mens højvandet gradvis skyller hen over den stejle forstrand ved den lille fiskerby, der ligger mellem Atlanterhavet og floden Voltas udmunding, forbereder de lokale indbyggere sig på det værste.

»Når de store bølger kommer, kan de nemt koste dig livet. I sidste uge havet tog en del af mit hus, mens min familie lå og sov i det,« forklarer fiskeren og peger hen mod en mur med to dørkarme – det er de sidste rester af hans ødelagte hjem.

Få minutter senere afbryder en truende rumlen vores samtale. Buabasah løber ned mod havet og kommer tilbage med et bestyrtet udtryk i ansigtet. »Havet er strømmet ind i skolen,« råber han.

Mens tidevandet minut for minut bliver stærkere, presser det bølge efter bølge ind i landsbyen og slår med støt stigende kraft mod dens faldefærdige huse. Og mens husmure kollapser under havets raseri, fyldes centrum af Fuvemeh med enorme søer af saltvand, der ligger i vejen for de beboere, der prøver at redde deres få ejendele.

De, hvis huse er tættest på kysten, kan intet stille op. De må blot se bølgerne rive alt, hvad de ejer, med sig. I aften vil de være nødsaget til at finde ly i familiemedlemmers huse eller i skolegården – i angstfyldty venten på det natlige tidevand.

For 20 år siden var denne ghanesiske landsby et blomstrende samfund med 2.500 indbyggere. De levede dels af fiskeri, dels af  de mange kokosplantager, der lå mellem havet og byen. »Jeg kunne ikke se havet fra mit hus«, siger Buabasah, der selv er fisker.

»Jeg var nødt til at gå forbi kokospalmerne og op på en bakke, for at få et glimt af det.«

Men de seneste årtier har klimaændringer og andre menneskeskabte forhold udløst en kombination af højere temperaturer, stigende vandstand og kysterosion. Og over de sidste 10 år er denne dynamik taget yderligere til. Gradvis, men ubønhørligt har havet efterhånden slugt flere hundrede meter af kystlinjen. Først kokosplantagerne, dernæst den første række huse.

De, som før boede tættest på vandet, har i nogen tid klaret sig ved at rive deres huse ned og genopbygge dem længere inde i landet. Men på den stadig vigende kystlinje er den sandstrækning, der skiller havet fra flodmundingen, nu ikke længere end 300 meter.

Det betyder, at Fuvemehs beboere ikke har mere plads at trække sig tilbage på. Hvor Buabasahs hus før lå på flodmundingssiden af landsbyen, ligger det nu direkte ud til havet. De sidste træer er revet op af bølgerne og ligge døde på forstranden. Som et grumt varsel om, hvad udsigterne er for en befolkning, der allerede har måttet se sit levebrød delvis ødelagt.

Familien Setor levede tidligere af, hvad Komlan Setor (t.h.) kunne tjene som fisker. Men den mindskede fiskebestand har tvunget ham til at tage et deltidsjob som skrædder. Familiens hus ligger nu i vandkanten, og den regner med at blive tvunget væk i løbet af de næste seks måneder

Familien Setor levede tidligere af, hvad Komlan Setor (t.h.) kunne tjene som fisker. Men den mindskede fiskebestand har tvunget ham til at tage et deltidsjob som skrædder. Familiens hus ligger nu i vandkanten, og den regner med at blive tvunget væk i løbet af de næste seks måneder

Matilde Gattoni

Storbyer trues

Fuvemehs situation er symptomatisk for et meget større problem, der berører over 7.000 km kyststrækning i 13 vestafrikanske lande – fra Mauretanien til Cameroun. Drevet frem af varmere globale temperaturer fjerner de stigende vandstande aflejringer fra kysten og fører dem ud i havet, hvilket forårsager massiv erosion, som kan æde snesevis af meter jord hvert år.

I en region, hvor kystzonen huser 31 procent af de berørte landes befolkninger og tegner sig for 56 procent af deres samlede BNP, er dette et kæmpeproblem.

»I Vestafrika er infrastrukturer og økonomiske aktiviteter centreret langs kystregionen, så når vandet fortsætter med at stige, truer det selve vores eksistens og indtægtsgrundlag. Vi sidder på en tidsindstillet bombe,« forklarer Kwasi Addo Appeaning, professor ved Institut for Marinbiologi og Fiskevidenskab på University of Ghana.

Fænomenet forværres yderligere af menneskelig aktivitet, som bygning af dæmninger og ocean-havne, som holder sediment tilbage, hvorved det forhindres i at nå kysten. Hertil kommer sandudvinding og fældning af mangroveskove – selvom sandet og skovene  begrænser bølgernes effekt på kysten.

Hvor vandstanden forventes at stige globalt af 48 cm frem til sidst i århundredet, har man beregnet, at selv et lidt mindre drastisk scenarie med en vandstandsstigning på 43 cm i Vestafrika omkring næste århundredskfite vil resultere i oversvømmelser, der rammer 16 millioner mennesker om året og forårsager årlige skader for 38 milliarder dollar.

Havet har allerede ryddet flere kystsamfund og truer nu nogle af de mest dynamiske byer i regionen. Lavtliggende områder i Lagos, den 15 millioner mennesker store nigerianske megapolis og syvendehurtigst voksende by i verden og den ghanesiske hovedstad Accra, hvis økonomi anslås til at have en værdi på tre milliarder dollars, oversvømmes allerede i et rekordstort omfang.

De sydlige dele af Nouakchott, hovedstaden i Mauretanien, mister op til 25 meter strand om året, mens kysterosion allerede har skadet flere hoteller i Gambia og Senegal, hvor turisme udgør 11 procent af den lokale økonomi. Desuden trues  vandresevoirerne i Cotonou, Benin økonomiske centrum.

Havstigningen påvirker de lokale økosystemer foruden flere unikke historiske steder. I omegnen af Fumeveh forsvinder ynglepladser for havskildpadder, mens antallet af delfiner, hajer og hvaler i farvandene ud for kysten mindskes.

Også de UNESCO-beskyttede koloniale forter langs Elfenbenskysten og Ghana, hvorudfra slavehandelen mellem Afrika og Amerika udgik, er truede – de er et levende vidnesbyrd om en af de mest dystre sider af nyere tids historie.

Om morgenen efter et højvande er stranden i Fuvemeh fuld af alger og knuste træstrammer, som bølgerne har revet op. En palme, som dagen før stod flere meter inde på stranden, står nu på kanten af den stejle forstrand med halvdelen af sine rødder blottet. I erkendelse af, at havet vil bliver ved med at rykke ind på landsbyem, er mange  af dens boere febrilsk gået i gang med at rive deres huse ned, for i det mindste at kunne genbruge murstenene.

Janeth Akorli, en fiskehandler på 46, var ikke så heldig.

»Jeg var i gang med at lave mad i mit hus, da havet kom. Vandet tog min mobiltelefon, madras og mange andre ting«, forklarer hun. »Alle værelser blev oversvømmet. Jeg er så bange for havet, at jeg ikke har kunnet sove i de sidste tre dage.«

Situationen er den samme i nabolandet Togo, hvor kystlinjen ifølge de lokale myndigheder sidste år trak sig op til 36 meter tilbage. Det er et ildevarslende tegn i en region, hvor voodoo – en religion baseret på dyrkelse af forfædre og den fædrene jord – i sin tid opstod og stadig i vid udstrækning praktiseres.

»Hver gang havet tager en af vores feticher eller skytsånder, har det negative konsekvenser for befolkningen,« forklarer 70-årige Koffi Amegnekou, voodoo-præst i Baguida, en erosionsramt forstad til hovedstaden Lomé. »Hvis vi ikke kan tage os af dem, vil de ikke beskytte os.«

Blot få kilometer herfra, i byen Agbavi, ligger der rækker af ødelagte bygninger langs stranden.

»Den nationale motorvej plejede at gå forbi der, lige ved siden af mit første og andet hus,« forklarer Togbe Agbavi Koffi, en 60-årig lokal høvding, og peger ud mod det åbne hav. »Men nu er også mit tredje hus ved at synke i havet. Jeg har lyst til at græde, men en høvding græder ikke.«

Klimaforandringerne ødelægger ikke bare byer, helligdomme og marker. De ødelægger også levebrød, kulturarvsminder og sociale strukturer i hele samfund. De stigende temperaturer har desuden medføret nedgang i fiskebestandene og begyndende sult hos lokale fiskere, samtidig med at erosion og tilsaltning har gjort indhug på agerjorden og forurenet ferskvandsreserver.

Fiskeren David Buabasahs hus blev taget af vandet for en uge siden, mens hans familie lå og sov. Muren og dørkarmene er alt, hvad der er tilbage. Beboerne i de huse, der ligger tættest på havet kan intet stille, kun udskyde katastrofen for en stund.

Fiskeren David Buabasahs hus blev taget af vandet for en uge siden, mens hans familie lå og sov. Muren og dørkarmene er alt, hvad der er tilbage. Beboerne i de huse, der ligger tættest på havet kan intet stille, kun udskyde katastrofen for en stund.

Matilde Gattoni

Kortsigtede løsninger

Frataget livgrundlaget og de sociale strukturer mister disse lokalsamfund deres mest ressourcestærke mennesker til migration, mens arbejdsløshed driver andre ud i narkotika- og alkoholmisbrug.

I Agbavi er situationen så desperat, at kriminelle bander er de eneste, der kan tilbyde et værn mod fattigdommen. De gør sig typisk i smugling brændstof og strand-sands-minedrift – en forbudt aktivitet, der forværrer erosionen.

»Nogle af vore børn arbejder i sandlejerne, så snart de kommer hjem fra skole, for at tjene lidt penge,« klager høvding Koffi. »Folk er sultne og små børn bliver tvunget til at stjæle. Vi lider meget.«

Udviklingen i Vestafrika er på ingen måde blot et afrikansk problem. Den er et forvarsel om, hvad man også vil kunne opleve mange andre steder i verden, hvis ligevægten mellem menneskelige aktiviteter og natur ikke snart bliver genoprettet.

»En af de største bekymringer i den udviklede verden er migrationsstrømmene, men migration er også fattigdom – migration er også klimaændringer,« forklarer Fredua Agyeman, direktør for Ghanas Ministerium for Miljø, Videnskab, Teknologi & Innovation. »Så længe dette problem består i Afrika, vil ingen grænsehegn, skydevåben eller politisoldater kunne forhindre folk i at komme til jer.«

I stedet for at arbejde med langsigtede tilpasningsteknikker har de lokale myndigheder grebet til mere primitive værn som diger og bølgebrydende høfder. Sidstnævnte er lodrette stenblokke, pæle og eller cementblokke i strukturer vinkelret ud fra land. De hindrer aflejringerne i at bevæge sig langs kysten og  får dem til at bundfælde sig i et bestemt område.

Hvis de bliver bygget ordentligt og holdt ved lige, kan høfder være effektive på kort og mellemlang sigt. Men fordi de er beregnet til kun beskytte de områder, hvor de er opstillet, kan de ved at gribe ind i den naturlige strøm af sedimenter føre til forværret erosion andre steder langs kysten.

»Høfder er ikke den bedste løsning, men de er den billigste måde at stabilisere kysten på,« forklarer Placide Cledjo fra Institut for Geografi og Miljøvidenskab ved Université d’Abomey-Calavi, Benins vigtigste kystforvaltningsekspert.

»Vi har brug for en samlet kortlægning af lystens probemer, så vi kan finde en integreret løsning fra Nigeria hele vejen til Ghana og Elfenbenskysten for at løse problemet en gang for alle.«

En mindre radikal metode er påfyldning oppumpning af enorme mængder af sand fra havbunden. Selv om denne ’sandfodring’ er mere miljøvenlig, er den langt dyrere og skal gentages flere gange om året for at erstatte det sand, der føres tilbage til havet.

I den østlige ende af Ghanas kyst er byen Keta påmindelse om, hvor tvivlsomme de grove teknikker kan være. Keta var engang et blomstrende handelsknudepunkt og hovedstad i Volta-regionen, men har i de seneste årtier værfet ramt af massiv kysterosion, som har ødelagt byens økonomi og fået over halvdelen af befolkningen til at udvandre.

Fort Prinsensten, et handelsfort fra dengang Danmark havde besiddelser i Ghana, og som engang lå i byens centrum, ligger nu på kystlinjen og er delvis ødelagt af bølgerne. Resten af byens gader og elegante koloniale bygninger er tynget af en spøgelsesagtig stemning, der vidner om, at stedet aldrig vil kunne genvinde sin livsgnist.

Hvordan måler vi civilisation

I sidste øjeblik har Ghanas regering dog opført diger og høfder, der ser ud til at beskytte, hvad der er tilbage af byen. De har til gengæld forværret erosionen i landsbyen Blekusu længere nede ad kysten.

»Vi har fået så mange problemer på grund af disse høfder,« forklarer 68-årige Alice Kwashi, en lokal enke, hvis hus allerede er delvis ødelagt af bølgerne. »Havet har ødelagt elnettet og forurenet vores ferskvandsbrønde.«

Selv om kvinden har bygget en lille, interimistisk dæmning for at beskytte husets døre, har havvandet allerede taget hegnet og er begyndt æde sig ind på fundamentet. »Hver gang jeg lægger mig til at sove, ved jeg, at det kan være min sidst nat, fordi bølgerne når som helst kan tage mig.«

Tilpasning til de udfordringer, kysterosion medfører, er ikke let, og ventes at koste mellem 5 og 10 procent af de berørte landes BNP. Nogle af mulighederne er bedre kystforvaltning, genopbygning af infrastrukturer langt fra kysten og genbosættelse af de mest truede samfund. Men eksperter er enige om, at det er nødløsninger, og at en langsigtet løsning ikke vil være mulig uden grundig nytænkning af hele vores udviklingsmodel.

I en verden, hvor fremskridt er synonym med urbanisering og forbrugsvækst, bliver de traditionelle samfund systematisk ofret på modernitetens alter – selv i en situation, hvor stigende pres på naturressourcerne burde få os til at genoverveje vores prioriteter.

»Hvis vi ikke kan finde en balance mellem vores umættelige appetit på modernitet og naturens muligheder for genopbygge sig selv, vil vi altid løbe ind i problemer, uanset hvor store fremskridt inden for moderne videnskab eller teknik vi mener at opnå«, siger Agyeman. »Vi betragter os selv civiliserede, fordi vi har været på Månen, men først når vi har lært at leve fredeligt med miljøet, kan vi hævde at have præsteret noget for alvor«.

Indbyggerne i Fuvemeh er blandt de millioner, der betaler den ultimative pris for et problem, de ikke selv har skabt. Med det nuværende erosionstempo vil landsbyen kunne være væk om mindre end et halvt år.

Stillet over for det bitre valg mellem at blive her og blive skyllet væk eller opgive jord, historie og levevis ved David Buabasah ikke, hvad han skal gøre. Hans skræmte børn og kone er indtil videre flyttet til en anden landsby, men han kan ikke følge dem, da landsbyens havn er udgangspunktet for hans fiskeri.

At migrere vil indebære, at han skal opgive sit job og ikke vil kunne brødføde sin familie længere, da der ikke findes genbosættelsesområder langs kysten.

»Jeg er meget bange for fremtiden for dette sted,« indrømmer han fortvivlet og ser ud mod horisonten. »Før eller senere bliver vi nødt til at tage af sted. Men vi har ingen steder at tage hen«.

© Matteo Fagotto og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Alle vore politikere burde læse denne artikel.

Torben R. Jensen, Jørgen Steen Andersen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen
Vores politikkere er skam meget optaget af precist dette emne og løsningen på problemet syntes at gå på noget i retning af, at folkedrabet sker helt kontrolleret, så ikke aflivningerne forstyrre for meget i f.eks. Danmark.

Henrik Sass Larsen:
Folketinget skal vedtage en maksimumsgrænse for antallet af asylansøgere!
Link: https://www.information.dk/telegram/2016/05/socialdemokratiet-maksimumsg...

Politikerne kalder det for realisme nu om dage Niels-Simon Larsen.

Fra link:
"Realismen arbejder med en grundlæggende antagelse om, at internationale relationer er konfliktfyldte, og at internationale konflikter ultimativt afgøres med krig (eller trusler derom)."

Link: https://da.m.wikipedia.org/wiki/Realisme_(international_politik)

Torben R. Jensen, Niels-Simon Larsen, Torsten Jacobsen, Ib Christensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Den globale opvarmning ligner umiddelbart ét stort anslag mod enhver religion, for hvis der var en retfærdig (hvad skal vi med en uretfærdig) gud hvorfor lader hen det så gå ud over dem der har mindst andel i årsagerne? Omvendt kan man også argumentere for at gud for længst har bevist. at hen ikke har ret meget tilovers for de fattige. På den baggrund undrer det mig til stadighed, at de fattige så vedholdende bekender sig til religion. Gud ved hvad der sker, når de vågner op og begynder at gøre os ansvarlige?

Jørgen Steen Andersen

Gud er ikke en Morten Korck - figur eller julemanden.
Det er ikke når det går allerbedst, at Gud er nærværende, for så skulle de vestlige samfund være utroligt religiøse, men de er er det stik modsatte, for de er blevet til stemmekvæg og forbrugsnihilister, som kun går narcissistisk op i egen navle og magelighed og selvtilstrækkelighed.
Det er ikke Gud der har et problem og skal bevise noget.
Det er rent faktisk mennesker og hele menneskeheden, som står i problemer til halsen, og jeg synes det er vel meget forlangt at Gud skal ændre agenda på grund af nogle jordiske fjolser.

Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Svend Ferdinandsen

Det er da sørgeligt, at deres strand bliver skyllet væk, men at give "klimaændringer" skylden er langt ude. Ifølge tidevandsmålinger er der ikke megen ændring. http://www.psmsl.org/data/obtaining/stations/1049.php
Det er nok ikke anderledes end sommerhuse ved Vesterhavet eller Møns Klint, hvor erosionen har holdt på længere end vi har udledt CO2.
I øvrigt skal man sjældent mere end lidt ind fra kysten, så er man oppe i både 5 og 10 meter over havet.

Niels-Simon Larsen

Til alle: Gå ind og se 'Slangens favntag'. Jeg blev grebet af den samme følelse, som da jeg læste artiklen her. Filmen handler om indianere i Amazonas og de folkemord, der blev begået mod dem. Det er jo også et folkemord, der foregår med Klimaforbrydelserne, som de rettelig burde kaldes. De fortrænges på alle mulige måder.
Da jeg havde læst artiklen, slog jeg om på næste side og sagde til mig selv: Nu slår jeg om på næste side. Da jeg gik hjem fra biografen sagde jeg til mig selv: Så har jeg set endnu et folkemord.
Og nu sidder jeg og skriver. Skulle jeg hellere gøre noget andet? Hvad? Jo, jeg kunne... Ligemeget hvad jeg finder på, vil temperaturen stige. Det er der, jeg føler mig fanget, og det ved jeg også, at I gør. Hvad gør man, når der ikke er mere at gøre? Man kan gøre op med religionen som lige foreslået. Det har vi gjort. Som pacifist vil jeg ikke gribe til vold, og det gør også kun ondt værre. Skal vi indføre borgerløn? Ha! vær nu seriøs, mand!
Denne her knibe må gøre noget ved mange. Jeg er selv i en moden alder og kan tåle dystopien, men hvad sker der med andre, især de unge. Hvad med børn, der bliver skræmte?
I pornobladenes barndom kom der pludselig et blad, der reklamerede med: Et blad man kan have liggende fremme. Er Information en avis, man kan have liggende fremme? Ja, for der er ingen, der læser den, og de, der gør, ved ikke, hvad de skal stille op med indholdet, så de blader bare om på næste side. Jeg føler mig virkelig i en kæmpeknibe sagt lige ud.

Niels Duus Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Svend Ferdinandsen,

Overser jeg noget, eller linker du til data for perioden 1963-1982?

Jørgen Steen Andersen

Niels - Simon Larsen 12:57
Ja, det er meget skræmmende, og Gud sidder sikkert et eller andet sted - for Han kan jo være alle vegne på samme tid - og ryster på hovedet, og da Gud husker alt, så glemmer han naturligvis ikke alle ophavsmændene og alle ofrene.
Du beskriver lige nøjagtig menneskelig afmagt og manglende evne til som enkeltindivid at ændre " historiens gang", og jeg føler da også at jeg er mere tilskuer end deltager, men den enkelte kan ikke gøre andet end samvittigheden og moralen tilsiger ham at bidrage med og være tilfreds med det.
Man siger jo, at ingen er forpligtet ud over sine evner, og hvis man ikke føler sig kaldet eller er fanatisk, så slap af og lev det liv du har, for i sidste ende er du jo kke forpligtet på, hvad andre foretager sig.
Eller har fortaget sig.
Du kom da festen var i gang og du går inden ( lige inden) den slutter.

Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Svend Ferdinandsen

Torsten
Det var en fejl, men der er meget få målestationer på kysten.
Der er dog denne med nogle huller: http://www.psmsl.org/data/obtaining/stations/331.php
Men generelt er havstigningerne måske 2mm/år og uden nævneværdige ændringer i stigningstakten, bortset fra lokale forskelle grundet landbevægelser.
Lidt journalistisk research efterlyses, før klimaændringer pr. automatik får skylden for alle dårligdomme.

Michael Kongstad Nielsen

Selv om jeg absolut ikke er benægter af klimaforandringer, er der nu noget i denne fremstilling, der ikke huer mig. Forveksler den ikke almindelig kysterosion med havstigning? Artiklen nævner, at en havstigning på 0,5 m forventes inden århundredets udgang. Men selv en halv meter skulle vel ikke være så katastrofalt - eller hvad?

Kombinationen af havstigning, uvejr, tidevand og op-stuvning i flodmundinger kan være giftig, Det så vi i New York for et par år siden, og netop den amerikanske østkyst tror jeg er mere udsat end den afrikanske vestkyst. Vestafrika er præget af N - Ø passaten fra nord, og S - Ø passat fra syd, og områder med vindstille derimellem. Der er altså mest fralandsvind eller stille. På den anden side af Atlanten er der ikke just stille, særligt ikke efter en lang sommer. Så der vil en halv meter + virkelig betyde noget. Det er også derfor tegnestuen BIG er i fuld gang med at sikre Manhattan mod nye oversvømmelser.

Niels-Simon Larsen

Ja, man må nok forvente, at 'den almindelige kysterosion' bliver lidt voldsom i tiden fremover. Der var lige nogle billeder af nogle stillehavsøer, der var blevet oversvømmet.
Når det nu en dag går ud over Amager, tager vi det sikkert lige så roligt og afslappet som nu. Det tror jeg, vi vil gøre her på Østerbro i hvert fald. Amager ligger jo uden for vores synsvidde.

Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen
Det er gået op for de 99 procent af befolkningen på kloden, at klimaforandringerne er alvorlige også her i Danmark.

Men se på politikernes investeringer i nye olie forekomster og frasalg af DONG, spørgsmålet er, hvor langt er politikkerne parate til gå for at beholde de nuværende økonomiske magtstrukturer i samfundet på befolkningens bekostning.

Michael Kongstad Nielsen

DR-byen er noget af det første, der får sokkerne i vand.
Det er selvfølgelig slemt, men jeg melder mig gerne til at vride og hænge til tørre.

Niels-Simon Larsen

Philip: Der er ikke noget, der er gået op for klodens befolkning, heller ikke her, desværre. Hører lige at de har 51 grader i Indien. Det har de aldrig haft gør.
Svend Ferdinansen, var det ikke noget med en tur til Indien?

Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen
Det er interessant, at du mener befolkningen ikke er bevist om klimaforandringernes potientiale for ekstreme samfundsomvæltende katastrofer, situationens alvor er ellers blevet beskrevet på klimatopmøder i snart et kvart århundrede, nu i de seneste år i en globaliseret verden, med internet på savannen i Afrika.

Men pointen var nu politikernes investeringer i nye olie forekomster og frasalg af DONG, hvor spørgsmålet er, hvor langt politikkerne er parate til gå for, at beholde de nuværende økonomiske magtstrukturer i samfundet på befolkningens bekostning

Niels-Simon Larsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Svend Ferdinandsen skriver

Men generelt er havstigningerne måske 2mm/år og uden nævneværdige ændringer i stigningstakten..

Og her gik jeg og troede, at netop en forøget stigningstakt var en af indikatorerne på, at global opvarmning er en realitet..

https://www.youtube.com/watch?v=dBs_K59K6GY

"Nå ja, hva' fa'en. Det er jo bare i Afrika. Det er ikke noget der påvirker os her i lille DK. Flere penge til Frontex!"

-Valgri politiker på Christiansborg.

Svend Ferdinandsen

Denne side kan give en oversigt over om der er nogen acceleration.
http://www.psmsl.org/data/obtaining/map.html
Det er vandstand ved kysterne, og det er jo det væsentlige.
Satellitprodukterne prøver at beregne mængden af vand i havet og ikke højden relativt til land.

Michael Kongstad Nielsen

Nu skal man også huske på, at jordskorpen bevæger sig. Fx. synker Als ca. 15 cm. på 100 år. Nord for aksen Hirtshals - Helsingør hæver jordskorpen sig derimod.
https://da.wikipedia.org/wiki/DVR90