Læsetid: 6 min.

Vores kultur er en voldtægtskultur

Det ligger dybt forankret i vores kultur, at kvinder har noget, som mænd erobrer fra dem gennem sex, og at dette erobringsmønster er noget naturligt, som ligger hinsides etiske hensyn
Moderne Tider
14. maj 2016
Fortællingen er, at kvinden har det, som manden gerne vil have, hvorfor spillet er centreret om at lokke kvinden til at give dette fra sig. Det er af største vigtighed, at hun ikke kender til spillet, da et sådant kendskab ville skabe en risiko for, at dets strategier ikke virker på hende.

Fortællingen er, at kvinden har det, som manden gerne vil have, hvorfor spillet er centreret om at lokke kvinden til at give dette fra sig. Det er af største vigtighed, at hun ikke kender til spillet, da et sådant kendskab ville skabe en risiko for, at dets strategier ikke virker på hende.

SSPL/Library of Congress

Da jeg forholdsvist sent i mit teenageliv begyndte at gå i byen for at se på drenge, gjorde jeg egentlig intet andet end netop det: Jeg så på dem. Jeg sad på en barstol i min blå H&M kjole og så på fyrene, ventede på, at en af dem ville tage sig sammen til at give mig en drink. Når det endelig skete, føltes det som en dobbelt sejr: Jeg blev beruset i min egen kvindelighed, helt uden at betale.

Jeg havde på forhånd lært, at passivitet var mit kort at spille. Intet andet forventedes af mig: Jeg havde noget, han gerne ville have, hvorfor det var hans opgave at forsøge at fravriste mig dette noget.

For tiden taler vi meget om voldtægtskultur. Nogle synes, begrebet er for meget; at det reducerer enhver kvinde til et offer og enhver mand til en potentiel voldtægtsmand.

Men faktum er, at voldtægt er et stort problem i Danmark. Ifølge Det Kriminalpræventive Råds offerundersøgelser udsættes omkring 4.000 kvinder hvert år for tvangssamleje eller forsøg på det i Danmark, men kun 628 voldtægter blev politianmeldt i 2015. Kun én ud af fem anmeldte voldtægter ender ifølge Amnesty med en dom.

Det tyder på, at der er en stor risiko for straffrihed for voldtægt i Danmark. Men voldtægtskulturen er ikke blot statistikken, der viser, at mænd oftere, end man skulle tro, voldtager kvinder straffrit. Den er også, og måske først og fremmest, de mekanismer, som gør, at vi bliver ved med at acceptere det.

Læs også: Jeg blev voldtaget - Voldtægtsofrenes egne beretninger

Voldtægt er et problem i vores kultur. Vores kultur er en voldtægtskultur. Hvis vi vil ændre på det, er det nødvendigt, at vi vender et kritisk blik mod netop vores kultur. Den måde, seksuallivet praktiseres på af den enkelte, er selv påvirket af samfundets forventninger til køn og seksualitet. Spørgsmålene er: Hvad er disse forventninger? Hvad er det for et syn på kønnene, der giver sig til udtryk i vores kultur?

Maskulinitet og forførelse

Det er min tese, at vi lever i en maskulin forførelseskultur, der egentlig ikke tager kvindens seksuelle integritet og seksuelle autonomi alvorligt. Vil vi voldtægtskulturen til livs, må vi bekæmpe den udbredte forestilling om, at kvinden som seksualobjekt har en magt over manden, som det er hans opgave at forsøge at knække.

Det var ikke tilfældigt, at jeg valgte passiviteten på barstolen dengang. Den arkaiske forestilling om, at manden er det aktive køn og kvinden det passive, er stadig forudsætningen i vore dages heteronormative forførelseskultur. Juristen Ben McJunkin, som har skrevet om nogle af de forestillinger, der går forud for voldtægter, peger på en rammende beskrivelse hos sociologen Michael Kimmel af denne grundforestilling, hvor drenge er oplært i at prøve at få sex, piger i strategier til at undvige drengenes forsøg.

Kimmel citerer en case: »Hele spillet handlede om at få en pige til at overgive sig (…). Du forventede at hun ville stå imod … men du blev ved med at presse på. En del af spændingen bestod i at røre ved og at blive rørt ved, men jeg må indrømme, at en del af den også bestod i selve erobringen.«

Forestillingen er, at kvinden har noget, som manden gerne vil have, men fordi hun passer godt på det, må manden ad forskellige (om)veje forsøge at liste det fra hende. Kvindens ret til at sige nej bliver i denne forståelse en magt over manden, en forhindring han må forsøge at overkomme. Dette betyder selvfølgelig ikke, at kvinden ikke selv agerer aktivt i forførelsesspillet, at hun ikke selv forsøger at opfylde sit begær, at hun ikke tænder på mandens jagt efter hende; begær er netop, som Lacan har forklaret det, at begære den andens begær.

Men det vigtige her er ikke, hvordan den enkelte kvinde oplever forførelsesspillet. Det vigtige er, hvordan forskellige kulturelle normer sætter sig igennem og bestemmer, hvad det vil sige at leve op til sit køn, hvad der er værd at begære, hvad det vil sige at være en god (smuk, tiltrækkende, attråværdig, interessant) kvinde. Pointen er altså ikke, om det af og til er sjovt for en kvinde at være attråværdig, men at denne idealbestemmelse af kvinden er indskrevet i fortællingen om den passive kvinde.

Sådan en kultur kræver samtidig af manden, at han lever om til et hypermaskulint ideal om at kunne vinde spillet ved at forføre så mange (smukke) kvinder som muligt. Dette hypermaskuline ideal kommer tydeligt til syne i bestsellerforfatteren Neil Strauss’ bog Spillet – scorekunstnernes hemmelige verden set indefra, hvori han hævder at afsløre, hvordan såkaldte scorekunstnere har udviklet metoder og strategier til at forføre kvinder.

Kvinden som måleinstrument

Fortællingen er igen, at kvinden har det, som manden gerne vil have, hvorfor spillet er centreret om at lokke kvinden til at give dette fra sig. Det er af største vigtighed, at hun ikke kender til spillet, da et sådant kendskab ville skabe en risiko for, at dets strategier ikke virker på hende. En præmis for dette spil er derfor, at kvindens seksuelle autonomi undermineres; at hun ikke ved, hvad hun går ind til; at hendes samtykke gives på baggrund af spillets bedrag. Hun er i spillet en linje i et regneark, en del af det regnskab, manden fører over sine erobringer og sit eget fremskridt som scorekunstner:

»Jeg var begyndt at opfatte kvinder udelukkende som måleinstrumenter, der kunne fortælle mig, hvordan jeg udviklede mig som scorekunstner. […] Selv midt i en dybsindig samtale, hvor jeg hørte om en kvindes drømme og synspunkter, havde jeg inderst inde travlt med at krydse de forskellige indstuderede numre af i min feltrapport,« skriver Strauss.

Læs også: Voldtaget af eliten

På denne måde leder spillet tankerne hen på Mozarts Don Giovanni-figur, der netop fører regnskab over antallet af forførelser (1003!), og som netop forlader kvinden, så snart hun har givet sig seksuelt. Det er egentlig ikke den enkelte kvinde, det handler om at forføre; spillet handler om at være ham, hin enkelte, der kan forføre Kvinden som sådan – ved at forføre hende én efter én.

Som forskeren Jane E. Larson bemærker, er det ikke tilfældet, at publikum finder Mozarts Giovanni specielt sympatisk, det er heller ikke tilfældet, at Mozart har forsøgt at portrættere Giovanni som et moralsk eksempel, »derimod synes Don, med sin seksuelle besættelse, amoral og grådighed, at være en naturkraft, der slår ind over kulturens diger af moral og gode manerer og blot tager den strandede kvinde med sig i sit kølvand«.

Den naturlige forførelse

Filosoffen Søren Kierkegaard beskriver netop Mozarts Don Giovanni som en sådan naturkraft. Ifølge Kierkegaard er Mozarts Don Giovanni det mest fuldendte musikalske værk, der nogensinde har været og nogensinde vil komme: som idé harmonerer Don Giovanni perfekt med musikkens form, for ligesom musikken selv er han flygtig, dæmonisk, en naturkraft, et princip, der står uden for enhver moralsk fordømmelse. Han er, som han er – boys will be boys.

At identificere Mozarts Giovanni med en naturkraft er at identificere et maskulint forførelsesideal med det naturlige.

Naturkraften Giovanni må for Kierkegaard naturligvis stå uden for etikken, ellers ophører han med at være musik. Er dette ikke netop stadig den dominerende forestilling om forførelse: forførelse som noget, der nødvendigvis må bevæge sig uden for etikken, da den ellers vil ophøre med at være musikalsk, dvs. interessant?

Som juristen Ben McJunkin peger på i artiklen »Deconstructing Rape by Fraud«, er det egentlig selve overskridelsen af kvindens seksuelle selvbestemmelse og seksuelle integritet, der er erotiseret i forførelseskulturen. At kvinden har noget, som manden vil have, men ikke har, betyder, at kvinden af det maskuline blik betragtes som havende en (urimelig) magt over ham.

Hun tiltrækker ham med sit væsen, og dog vil hun samtidig være sin egen. Det er netop overskridelse af denne (imaginære) urimelige magt, det maskuline forførelsesideal består i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

Og pointen er: ......???

Carsten Mortensen, Jacob Bro Knudsen, erik mørk thomsen, Michael Kongstad Nielsen og Tor Thrysøe anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror ikke på det. Hvis en sådan kultur virkelig skulle være under udvikling, kan jeg kun se den som en afart af egoist - kulturen, der trives storartet i disse år blandt begge køn. Mig, mig, - mig først. Jeg vil have. Jeg vil cykle imod reglerne, hvis det passer mig, jeg vil låne vildt, hvis det passer mig, jeg vil have mange børn, mange rejser, mange penge, meget lykke, og jeg, jeg, .... - og sex, når det passer mig. Et sådant ukontrolleret begær er ikke køns-specifikt. Det sås også under Roms undergang.

Troels Brøgger, Nille Torsen, Charlotte Svensgaard, Anne Eriksen, erik mørk thomsen, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Jeg tror pointen er den her:

Kvinder har noget som mændene vil have. Kulturen oplærer drengene i hvordan de kan få det. Kulturen oplærer kvinderne i hvordan de kan undgå at give drengene det.

Hertil vil jeg så gerne sige:
Ja - i USA. Og i stort set alle andre lande end de nordiske lande i dag her i år 2016. Og måske i dele af Tyskland, især i Nordtyskland. Kigger man på de unge kvinder der går i byen i DK i dag i 2016 er de lige så meget ude efter sex - og måder at få det på - som drengene er. Derfor kan de mekanismer til forførelse som den bog anbefaler og som skribenter skriver om her i denne artikel ikke anbefales i DK; de virker nemlig ikke. Dertil er de danske - og nordiske - kvinder alt alt for selvsikre; der kan gennemskue hvad mænd er ude på. Og de vælger selv, hvem de vil gå med hjem. Og de har ingen problemer med at spørge en mand 'hvor skal vi sove i nat' som Laban sang i 1982.

Hvis Don Giovanni kun var en libertiner der lagde kvinder ned, ville han være en dybt uinteressant figur; Don Giovanni er i Mozarts opera da heller ikke en sådan figur. Han er en person, som jeg tolker det, der hver gang forelsker sig dybt og inderligt i de kvinder han forfører. Han gør det netop fordi han har et dybt hul i sig (sjæleligt, psykologisk eller mentalt). Han forsøger at fylde dette hul, eller denne længsel, ud med wein, weib og gesang. Når han har forført en kvinde, opdager han at hun bare er en helt almindelig jordnær kvinde med fejl - det kan han ikke tage eller have. Derfor forlader han hende. - og søger videre. Efter den perfekte fuldkomne Kvinde, der kan hele hans sår. Som sagt: Var Don Giovanni bare en skørtejæger, ville han slet slet ikke være så interessant som han er.

Mozarts tjener, Leporello, har den liste over de kvinder (mal in Spania, mille et tre, altså men i Spanien, 1003) som Don Giovanni har forført; det er der en grund til. Vi skal nemlig som publikum ikke helt tro på Leporello, når han fortæller dette - dette høres også i musikken, der er legende, drillende og bruges til at så tvivl om troværdigheden af den her liste - som Leporello altså har.

I DK mener jeg altså stadig at her i 2016 er det sådan at unge kvinder kulturelt godt må vise, at de har en selvstændig seksualitet, som de bl.a. bruger til at gå med unge mænd hjem - fordi de kulturelt har lært at det må de gerne - de seneste 30-40 år.

Carsten Mortensen, Troels Brøgger, René Petersen, Janus Agerbo, Ole Frank, Anne Eriksen, Jens Kofoed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
David Henriksen

At antyde at voldtægt er en kultur i Danmark er godt nok en grov beskyldning. Hver gang nogen bliver frifundet for voldtægt er der ramaskrig. At sige fra er ikke at man ikke har sagt ja. Det er ofte forudindtaget af politikere og diverse "eksperter" at en anmeldelse i sig selv er et bevis for skyld. Lad dog retten gøre sit arbejde og respektér afgørelserne uden efterfølgende klynk. Lær de unge mennesker at drikke forsvarligt og tage sig af hinanden i nattelivet så der ikke bliver dømt "voldtægtskultur" hver gang nogen har været for fuld og dagen efter ikke kan huske at have givet samtykke.

Michael Kongstad Nielsen

Karsten Aaen, jeg kan ikke se, hvordan "Kvinder har noget som mændene vil have". Kan du forklare det nærmere.

Michael Kongstad Nielsen

Tone Frank Dandanells indledning er udtryk for hendes egen kultur. Den er ikke generel. Og andre piger/kvinder kunne sidde i baren i H&M tøj med helt andre tanker end Tone Frank Dandanells.
De kunne f, eks. være aktive. Være opmærksomme på. hvornår de selv havde lyst til at spille ud og reagere. De må have bevidsthed om deres kønslige udstråling, men forbeholde den til kontakt efter eget ønske. Ikke sidde passiv og vente på, at en dreng/mand giver en drink, men afsøge terrænnet for et passende eksemplar, og give signal om, at vedkommende ikke er uvelkommen.

Henrik Petersen

Nu har man i årtier forsøgt at fjerne den "ekstra skyld" fra kvinder, som består i, at de ikke har sagt ordentligt fra - at de selv skulle være skyld i voldtægter. Jeg var ved at tro på, at denne tåbelige tanke om en kønsbestemt skyld kunne fjernes.

Bedst som dette skyldkompleks ser ud til at være på retur, så kommer der gud hjælpe mig et nyt kønsbestemt skyldkompleks på banen - nu er det ikke den enkelte kvinde det er den enkelte mand, som bærer på en skyld - han lever nemlig i en voldtægtskultur.

Slipper vi dog aldrig af med den åndsvage kristne tanke, at vi alle er syndige? Hvorfor skal sex altid være omgæret af skyld? Nej, jeg taler ikke om, at voldtægt har noget med sex at gøre. Jeg taler om, at vi alle sammen helst skal føle en eller anden form for skyld, når vi føler lyst.

Måske det ville være lettere at gøre noget ved voldtægt, hvis vi kunne blive fri for at forholde os til al den nonsens om skyld, synd og forkvaklede begreber som voldtægtskultur.

Troels Brøgger, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Når der i artikelen står "vi har en voldtægtskultur" - udleder jeg, at det er Danmark der er tale om. Er det så rimeligt at spørge - hvordan forholder det sig i andre lande. Hvad er tallene for de andre lande? Er der lande hvor voldtægtskulturen er umiddelbart værre/bedre end i Danmark?

David Henriksen

Det antyder et eller andet sted også at det er bredt accepteret i Danmark at voldtage under bestemte forhold. Det er over stregen efter min mening. Rødt kort!

Kurt Nielsen

Hvad er så egentlig kvindens bidrag til bedraget (forførelse)? - og med hvilken motivation?

Hvor er kvinderne egentlig henne i denne debat?

Charlotte Primdal

Og igen demonterer kommentarsporet artiklens relevans. Hver eneste gang der skrives om mænds overgreb på kvinder, emmer kommentarsporet af vrede mænd der benægter at det forholder så således.

Jørgen Larsen, Tinne Stubbe Østergaard, Elisabeth Andersen, Marie Jensen, Markus Lund, June Pedersen, Dana Hansen, ingemaje lange og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Morten Jespersen

Her er der egentlig to teser. Den ene at kulturen ikke tager kvindens seksuelle autonomi alvorligt, den anden at kvindens seksuelle autonomi er så stærk, at den har magt over, ikke bare egen krop, men også mandens.

"Voldtægtskultur" lyder nogle gange mere som ønsketænkning; et desperat forsøg på at gøre den maskuline seksualpartner til noget han i grunden ikke er.

Morten Jespersen

@Charlotte Primdal
Nah, artiklen er som makeup, den er ikke hvad den udgiver sig for at være.

peter hansen

Kronikken har et problem, den sætter lighedtegn mellem voldtægt og forførelse. Sikkert for at tiltrække clicks og opmærksomhed, meget lig de pickup artister Neil Strauss skrev om. Men jeg forstår kronikskriveren, fordi vi lever netop i en forførelses kultur. Tone Darnell forfører os med bombastiske påstande og vi bider da på. ( Jeg vil forresten anbefale alle at læse Neil Strauss bestseller, den er morsom og paradoksal). Nu er mennesket jo et dyr, men i disse "genus-tider" det nok risikabelt at pege på spillet mellem kønnene, for en stor del kan være et dyrisk parringsritual, altså en del af menneskets natur, lige så vel som en del af menneskets natur? Forførelsen, parringen har jo et formål. Der er endda mange som mener dette formål, at formere sig, er meningen med livet.

Anne Eriksen

Hvilken slags dyr er mennesket?
Til dem, der mener at mennesket er noget andet, læs ikke mere...
Uden på nogen måde at sammenligne direkte, så er også vi underlagt artens overlevelse . Men - og der er naturligvis et men - vi skal ikke opføre os som dyr!

Kultur og religion har deres, tidsånden og det patriarkalske deres - der er kærlighedssange, opera og digte til forførelse - nogen ville synes at et dejligt måltid ved et smukt sceneri er sagen.
Ingen skal føle sig skyldige i noget af dette.

Heller ikke som køn :) - som vore forældre ville have sagt, ud over "pas på" - så skal vi opføre os på en måde, så vi kan være os selv bekendt.
Ellers må der komme nogen og slå os oven i hovedet (verbalt)

Hanne Ribens, Troels Brøgger, Peer Bentzen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Charlotte Primdal

Jeg ved ikke om du hentyder til mig og mine indlæg, men det, jeg efterlyser i debatten, er kvinder, der åbent tør vedgå, at de lader sig forføre (accepterer svindlen og svindleren) og derefter belønner (forstærker adfærden) manden og sig selv med sex.

Jeg er fuldstændig på det rene med, at ligesom ikke alle mænd er voldtægtsforbrydere, er det ikke alle kvinder, der er vilde med mandlige psykopater, men nogle er. Jeg ser ofte mænd forholde sig seriøst til voldtægtsproblematikken, men jeg har endnu tilgode at se kvinder forholde sig seriøst til, at nogle kvinder er vilde med psykopater. Sålænge det forhold er tabuiseret (af kvinder), vil det få lov til fortsat at understøtte voldtægtsmændene iblandt os.

Jeg kan personligt stå inde for, at det ikke har været en ligetil proces for mig, at få min uomtvistelige (i biologisk forstand) identitet som mand til at harmonere med ligestillingsprocessen - en proces som mange mænd har gennemgået - og heldigvis med en vis succes, men hvor er kvindernes pendent til det, spørger jeg bare? (lige for lige hvis venskab skal holdes).

Per Troelsen, Janus Agerbo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jacob Bro Knudsen

Voldtægt er absolut absolut modbrydeligt og bør aldrig tolereres!, Men dette forsøg på at tage væremåder på en barstol m.m. er et vagt forsøge på at gøre begrebet voldtægtkultur "universelt" Det tenderer, et forsøg på at sætte sig ned midt imellem to stole uden at kaste blikket bagud.
Overskriften rammer efter min mening ikke plet...overhovedet...dog bifalder jeg at skriver, vender blikket indad og fortæller sine tanker.

Mads Jakobsen

Kan kvinder give samtykke til sex?

Tro det eller ej, men der er feminister der mener, at det kan de ikke. Så når dette indlæg sætter tvivl om hvorvidt en kvinde der bliver overtalt til samleje er væsensforskellig fra en kvinde der bliver voldtaget, ja så er det ikke bare en enkelt persons holdning.

Og hvad ved jeg? Jeg er jo bare en mand, og, som rationelt menneske, bør jeg så ikke overveje at tage det til efterretning, når nu kvinder fortæller mig at de er forskellige fra mig? At de faktisk ikke KAN siges at give samtykke hvis de er under pres eller bliver overtalt?

Og hvis det er sandt, må disse principper jo så være universelle. Kvinder kan så heller ikke holdes fast på ansættelseskontrakter, som de kun har indgået fordi de havde brug for pengene. Eller huskøb som de blev lokket til af en veltalende ejendomsmægler. Måske må vi erkende at kvindelige vidner kan være så presset af situationen, at vi bare ikke kan forlange at de taler sandt. Det må være den logiske konsekvens.

Det siger koranen i hvert fald.

:oP

Anne Eriksen

Mads Jakobsen,

Jeg må sige, at dit synspunkt overrasker mig ikke, men der kan selvfølgelig være nye på denne tråd.

Mads Jakobsen

Det var så ikke mit synspunkt, men feministernes & islamisternes.

Mit udgangspunkt er at kvinders samtykke gælder på samme måde som en mands. Medmindre de er umyndiggjort.

Niels Duus Nielsen

"Hun tiltrækker ham med sit væsen, og dog vil hun samtidig være sin egen."

Jeg synes faktisk det er rigtig godt skrevet, artiklen beskriver i hvert fald mine egne erfaringer med kvinder ret godt.

Sjovt nok har jeg oplevet det den modsatte vej: Jeg er (var) efter sigende en maskulint udseende mand, som kvinder finder (fandt) attraktiv. Samtidig er jeg meget genert over for kvinder, og har altid haft svært ved at udvise sexuelt initiativ.

Alligevel har der været mange kvinder i mit liv, simpelthen fordi de ville have mig - jeg havde åbenbart noget, de gerne ville have - og da jeg ikke selv kunne finde ud af de indledende øvelser, tog de sagen i egen hånd og lagde an på mig.

Så jeg er sluppet gennem livet sammen med en række søde og stærke kvinder, der både var feminister og rødstrømper og vidste hvor skabet skulle stå. Problemerne opstod hver gang, jeg begyndte at kende dem så godt, at jeg holdt op med at være genert og begyndte at insistere på, at jeg sgu også var min egen - det var som regel begyndelsen på enden for forholdet.

Jeg er helt med på, at majoritetskulturen er en maskulin forførelseskultur, men rødstrømperne har altså sat deres aftryk på samfundet: Rigtig mange kvinder lader sig ikke bare forføre, de kan helt selv.

Og tak for det, piger, I har været kilde til megen gråd og tænders gnidsel, men glæderne har klart overskygget sorgerne.

:-)

Hanne Ribens, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen, Ole Frank, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Ak ja, man bliver da helt nostalgisk

"Nu blomstrer de hvide syrener igen,
og duftenes sødme har magt,
om aftnen går pigerne hver med en ven,
som prøver at sige de ting - igen -
der er lettere gjort end sagt"
(Kumbel)

:-)

Torsten Jacobsen

Men voldtægtskulturen er ikke blot statistikken, der viser, at mænd oftere, end man skulle tro, voldtager kvinder straffrit. Den er også, og måske først og fremmest, de mekanismer, som gør, at vi bliver ved med at acceptere det.

Et interessant udsagn. Af flere grunde:

Først den åbenlyse: Det hævdes at vi [sic] i vores kultur bliver ved med at acceptere, at mænd voldtager kvinder straffrit. Men er det nu også helt sandt? Er der vitterligt udbredt i vores samfund og vores kultur en accept af, at mænd voldtager kvinder - straffrit eller ej? Så vidt jeg ved, er det ikke tilfældet. Tone Frank Dandanell referer da heller ikke til antropologiske undersøgelser, meningsmålinger eller andet for at underbygge sin bemærkelsesværdige påstand, som hun derfor synes alene at underbygge med det faktum, at kvinder rent faktisk voldtages af mænd, og at gerningsmanden ofte går fri for straf.

Men her er der tale om en non sequitur: Man kan ikke uden videre slutte fra det forhold at kvinder (og mænd) voldtages i vores kultur, til at der er en udbred accept af samme. Altså er det måske alligevel en urimelig skærpelse af retorikken, sådan at tale om en voldtægtskultur? Hvorfor ikke blot en voldskultur? En kræftkultur? En ADHD- eller Demens-kultur? En ensomhedskultur? Hvis blot tilstedeværelsen af et onde markerer en accept af samme i en given kultur, så bliver listen jo pludselig meget lang, ikke sandt?

Hvorfor, må man spørge sig selv, er det så vigtigt for Tone Frank Dandanell at få gjort vores kultur til en voldtægtskultur? Jo, ellers bliver det meget svært for hende, at bære sin tese igennem:

Det er min tese, at vi lever i en maskulin forførelseskultur, der egentlig ikke tager kvindens seksuelle integritet og seksuelle autonomi alvorligt. Vil vi voldtægtskulturen til livs, må vi bekæmpe den udbredte forestilling om, at kvinden som seksualobjekt har en magt over manden, som det er hans opgave at forsøge at knække.

Kogt ind til benet er tesen, at voldtægt i altovervejende grad er et kulturelt betinget fænomen. Og som altid når talen falder på kulturelt betingede fænomener, er det den store satan, Patriarkatet - her i form af en 'maskulin forførelseskultur' - som er det store dyr i åbenbaringen.

Efter min mening argumenteres der altså i sidste ende på automatpilot her (måske en PHd-studerende en dag vil skrive en afhandling om idiosynkrasierne i den socialkonstruktivistiske 'kultur', som dominerer mangt et humanistisk fakultet?) Det er en skam. For der er efter min mening mange gode indsigter i Tone Frank Dandanells indlæg. Drenge og mænd, såvel som piger og kvinder, er selvfølgelig præget af de normer og værdier, som de vokser op med. Præget af deres kultur, kort sagt. Det har sine fordele og sine ulemper. Og nogle normer og værdier kan relativt nemt ændres, mens andre er sammenfiltrede i deres udspring med biologiske og human-psykologiske determinanter. En kompleks affære, kort sagt, som et åbenlyst ideologisk motiveret begreb som 'voldtægtskultur' ikke kan forventes at kunne rumme. Dets forklaringskraft er ikke tilstrækkeligt!

Kurt Nielsen, Janus Agerbo, Keld Albrektsen, Niels Duus Nielsen og Mads Jakobsen anbefalede denne kommentar

Begrebet "narrefisse" er vel egentlig et meget godt bevis på denne kultur.

June Pedersen, Markus Lund og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Rikke Nielsen,
For ikke at nævne den neo-feministiske pendant til smædeordet "narrefisse" = "skuffejern".

Det ene køn har efterhånden ikke meget at lade det andet høre i så henseende, men det er stadigvæk en fordel at være rig og rask frem for at være syg og fattig. Nok kan man ikke købe alt for penge, men har man nok af dem, kan man altid købe noget der ligner det, man selv fik lidt af, fordi man blev født med det forkerte køn på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt ;-)

jan sörensen, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen, Morten Jespersen, Torsten Jacobsen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Rettelse: det, man selv fik for lidt af, skulle der have stået.

Torsten Jacobsen

Bevis er måske så meget sagt. Men du har ret i, at begrebets tilblivelse umiddelbart er svær at gøre rede for, hvis ikke det 'klassiske' kurmageri med den aktive han, der skal 'gøre sig fortjent' til den passive huns gunst, tænkes med som kontekst.

Men samtidig finder et begreb som 'narrefisse' jo mere generel anvendelse i vores kultur, i situationer hvor forventninger skuffes i en social transaktion. Altså i situationer hvor to parter enten ikke er enige om spillereglerne for den givne transaktion, eller hvor den ene part - bevidst eller ubevidst - bryder spillereglerne til egen fordel.

Og netop fordi der er tale om spilleregler for sociale transaktioner, som næsten pr definition ikke italesættes, men snarere eksisterer som 'tavs viden' i en given social kontekst, er risikoen for misforståelser, udnyttelse og svigt altid til stede som mulighed.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil ikke bruge begrebet voldtægtskultu - som jeg ikke kan tage seriøst.

Men når det er sagt,
så er der visse forhold i kønskulturen, jeg aldrig rigtig har forstået - og har haft tiltagende svært ved at se som udtryk for ligestilling.
Hvad ER detder med at være en narrefisse eller et skuffejern i grunden for tåbelighed?
Hvorfor er man en narrefisse - eller den mandlige udgave i skuffejern - hvis kvind (!) modtager en drink på en bar, eller 4 drinks for den sags skyld, men selv under betragtelig alkoholisk indflydelse IKKE har lyst til at have sex med pågøldende drinks-betaler? Manden - eller kvinden - kn jo vise sig ved nærmere bekndtskab at være en narrøv eller en flink person, som bare ikke just er sexinteressant.
Hvorfor tale om at score, somom det var et fodboldmål?
Hvorfor er det mere pinligt for en kvinde, hvis en mand afslår at modtage en drink, end det er den modsatte vej?

De fleste mænd (og kvinder) har en opfattelse af, at det er sejt at være jøger og nedlægge sit bytte. Men det er sgu de færreste, som synes det er sejt at være bytte.
Sært, ikk.

Hanne Ribens, ingemaje lange, Troels Brøgger og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Æv. Mine æ'er bytter plads med mine ø'er. Sikke noget kludder.

Michael Kongstad Nielsen

Grethe Preisler (18:10 og 18:11),
- rettelsen var ikke nødvendig. Men hvorfor "det forkerte køn"?
I øvrigt, - det er aldrig pænt at narre, det giver ikke mange venner. Det er heller ikke pænt at skuffe, men forskellen er vel, at den første byder sig til, men afviser, den anden har ikke rigtig noget at byde på,

Grethe Preisler, kender ikke begrebet "skuffejern" andet end fra haven - og antager at det ikke er dét du mener.

Men jeg synes begrebet "narrefisse" er rigtig interessant i denne debat - om end jeg ikke bryder mig om begrebet "voldtægtskultur". Jeg mener ikke vi lever i en voldtægtskultur, men jeg mener at vi har tabuiseret, at vores samfund strukturelt har indbygget en masse undertrykkende mekanismer for kvindekønnet.

Om end vi praler af, at vi er så ligestillede og frisindede.

Det synes jeg er vigtigt at have for

Hanne Ribens, June Pedersen, ingemaje lange, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Min pc ønskede åbenbart at publishere mit indlæg inden det var færdigt :-)

Grethe Preisler, kender ikke begrebet "skuffejern" andet end fra haven - og antager at det ikke er dét du mener.

Men jeg synes begrebet "narrefisse" er rigtig interessant i denne debat - om end jeg ikke bryder mig om begrebet "voldtægtskultur". Jeg mener ikke, vi lever i en voldtægtskultur, men jeg mener at vi har tabuiseret, at vores samfund strukturelt har indbygget en masse undertrykkende mekanismer for kvindekønnet - en kultur der hellere forsøger at undskylde den formodede voldtægtsmand ved at betvivle det formodede offers seksuelle moral.

Om end vi praler af, at vi er så ligestillede og frisindede.

Det synes jeg er vigtigt at have for øje i disse tider, hvor medierne og populisterne fra DF & co har stor succes med at italesætte den muslimske kultur som kvindeundertrykkende.

Elisabeth Andersen, Hanne Ribens, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Rikke Nielsen:
"...at vores samfund strukturelt har indbygget en masse undertrykkende mekanismer for kvindekønnet."
Her må vi nok have nogle relevante eksempler.

Torsten Jacobsen

Michael Kongstad Nielsen,

hvad med løngabet mellem produktions/profitorienteret arbejde og så omsorgsarbejde? Selvfølgelig er der her ikke alene tale om en forskel betinget i køn, men omvendt vil jeg da gerne høre argumentet for, at køn slet ingen rolle spiller?

Anne Eriksen, Hanne Ribens, ingemaje lange og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Køn spiller en rolle når det kommer til produktions/profitorienteret arbejde kontra omsorgsarbejde for så vidt at kvinder, hvis de får et valg, generelt fortrækker det sidste.

Så igen, man kan kun påstå at der er tale om undertrykkelse hvis man mener at kvinder er så påvirkelige (*) at de ikke reelt kan tage ansvar for deres egen valg.

(*) Altså markant mere påvirkelige end mænd, for ellers er arbejdsmarkedet menneskeundertrykkende, ikke bare kvindeundertrykkende.

Torsten Jacobsen

Arbejdsmarkedet er menneskeundertrykkende, og ikke blot kvindeundertrykkende. Med mindre man da sidder øverst, og er med til at øge trykket. At der så sidder flest mænd deroppe, i direktioner og bestyrelser, er utvivlsomt blot en tilfældighed, og har sikkert intet med køn overhovedet at gøre...;)

Elisabeth Andersen, Hanne Ribens, Troels Brøgger, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Søren List

"hetronormative" :-))

Michael Kongstad Nielsen

Torsten Jacobsen, mange 3F - job er ligeså lavt lønnede som FOA - job. Gartnerimedhjælpere, hotel- og restaurationsmedarbejdere, jernbanearbejdere, avisbude, m.m. (slå selv op) tjener ikke mere end pædagoger etc. Det er altså en myte, at kvinder underbetales.

Henrik Munk Molke Rediin

Det uhyggelige i denne kronik er at forfatteren bare slynger en beskyldning om voldtægtkultur ud. Uden nogen form for dokumentation eller videnskabeligt funderet belæg eller evidens.
Men værst er det, at Information jævnligt trykker sådanne uhyrlige påstande uden nogen form for kritisk stillingtagen, endsige videnskabelig evidens.
Desværre er der en kraftig tendens til at tillade det værste vrøvl i spalterne, hvis bare det er en del af den feministiske dogmatik.

Mads Jakobsen

Til Torsten Jacobsen

Der er også markant flere mænd der er skraldemænd, kloakarbejder og mange andre sure, farlige job som æder folks, dvs. mænds, forventede levetid.

Men af en eller anden grund hopper "ligestillings" diskussionen kun frem og tilbage mellem "der er flest mænd på toppen" og vold mod kvinder.

Du kan vælge at tro på at kvinder og mænd er forskellige og træffer forskellige valg i statistisk signifikant grad. Eller du kan vælge at tro på at kønsforskellene er fremkaldt af strukturelle forhold. Men selv hvis du vælger det sidste, så er det altså ikke kvinderne der har flest arbejdstimer, flest arbejdsdødsfald, flest hjemløse, flest selvmord, kortest levetid, osv. osv.

Feministerne, og mænd der har behov for at "beskytte" kvinder, bliver nød til at holde live i fantomer som "voldtægtskulturen". For de hårde statistikker vil ikke rigtigt samarbejde.

Bruger 196134, jan sörensen, Per Troelsen, Niels Duus Nielsen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Det er ikke lige den kultur jeg kender fra Norden. Og hvor er dokumentationen for de mange påstande?

Troels Brøgger

Henrik MM Rediin:
De ELSKER at slå i grøden derinde på redaktionen og se idioterne(os) fare i blækhuset.Jeg synes også de skulle tage sig sammen og luge det mest fortænkte, som denne arikel VÆK inden den ramte spalterne. Det der vrøvl med "voldtægtskultur" er med til at fjerne fokus fra det virkelig vigtige:
At for mange kvinder bliver udsat for voldtægt og derpå mistænkeliggjort hos dem ser skulle hjælpe dem: Politiet. Se DER kan man tale om "voldtægtsaccepterende" kultur.
Politiet skulle efter min mening tages hårdt i skole med trussel om fyring af den enkelte betjent der ikke kan finde ud af at lade være med at komme med insinuationer om egen skyld overfor en der anmelder voldtægt.
Skal der påvises en falsk anmeldelse må det ske ved godt politiarbejde MEGET længere henne i processen.
Denne artikel smider barnet ud med badevandet. Vi mistænkeligøres kollektivt til ingen verdens nytte.

Hanne Ribens, Bruger 196134, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Michael Kongstad Nielsen - 16. maj -. 19,35

Det er nok nærmest et generationsspørgsmål. For de af os, der nåede at blive voksne før ungdomsoprøret i 1968, frigivelsen af billedpornografien og vedtagelsen af den fri abort, var risikoen for at blive offer for den form for voldtægt, kronikøren ovenfor omtaler som "tvangssamleje" eller "sex uden samtykke" fra den kvindelige part i foretagendet, stort set ikke eksisterende udenfor hjemmets fire vægge og den ægteskabelige dobbeltseng. Og så var det bare et spørgsmål om at have eller kunne skaffe sig et job, så man kunne forsørge sig selv og de børn, der nåede at komme ud af det, hvis man havde været så uheldig at trække en nitte i kærlighedslotteriet. Og håbe på bedre held næste gang man brændte varm nok på et medlem af det såkaldt stærke køn til at indlade sig på nærkontakt af tredje grad med vedkommende. At gå i byen og drikke sig fuld uden ledsagelse af en pålidelig, helst mandlig, chaperone for at "støve noget kørvel op til et engangsknald" var ikke noget, man indlod sig på, hvis man havde sit rygte som "den pæne pige" kært.

Om det er naturens eller kulturens orden, at manden spiller rollen som jægeren og kvinden rollen som bytte, skal jeg ikke gøre mig klog på. Lykken er at vide, hvad der er normalt, og jeg hælder nærmest til den teori, Elsa Gress slog til lyd for i sin tid - som orakel for "den intellektuelle venstrefløj": at "det naturlige" er det, man er vant til ;-)

Torsten Jacobsen

Mads Jakobsen,

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal føle mig ramt af din bemærkning om "mænd der har behov for at "beskytte kvinder"? Eller er der sådan tale om en mere generel betragtning?

Og ja, der er masser af mænd i skodjobs på bunden af samfundet. Jeg er pt en af dem. Hvad har det med sagen at gøre? Det er jo ikke just os på bunden, som opstiller og vedligeholder spillereglerne for det danske arbejdsmarked, vel? Den slags opgaver varetages i direktions- og bestyrelseslokaler landet over. Sidst jeg kiggede efter, var disse direktions- og bestyrelseslokaler i markant grad befolket af mænd. (http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/womenonboards/womenonb...). Men det er et forhold uden betydning, skal jeg altså forstå? Det siger intet om ligestilling, intet om den historiske baggrund for, at arbejdsmarkedet strukturelt er indrettet, som det er? Er det virkelig sådan, jeg skal forstå det? Det er blot feministerne og deres heppekor af skvatmænd, som ser spøgelser ved højlys dag?

Well, enhver er salig i sin tro, og tror man fast nok på noget, er alle svar jo så bekvemt givet på forhånd.

Tina Sommer, Hanne Ribens, June Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

Ja, hvis man er salig i sin tro, så er alle svar jo så sandelig givet på forhånd.

Hvem end der opstiller "reglerne", og nu forudsætter vi så at det er der nogen der gør, så er disse "regler" tydeligvis at kvinder får de mindre farlige jobs. At kvinder bliver presset til færre selvmord (stadig forudsat at strukturer presser nogen til noget). At kvinder sikres længer levetid. At kvinder ikke indkaldes til værnepligt. At kvinder beskyttes mest mod vold. At kvinder ender mindst i fængsel. Etc ad nauseum.

Det. er. ikke. sådan. undertrykkelse. ser. ud.

Tro på strukturel undertrykkelse så meget du vil. Tro at "dem i toppen" udbytter os dagen lang. Du bliver stadig nød til at hoppe fra "mænd i toppen" til "voldtægtskultur" og tilbage igen, for det er de eneste isflager på kvindeundertrykkelsens hav.

Grethe Preisler

I nærværende forum ved vi i det mindste, hvem der afgør, hvad der er værdigt til at trykkes i bladet af debatartikler, og hvad der må ytres i forbindelse med samme af læserne i kommentarsporet.

Det gør såmænd redaktøren for det pågældende stofområde + 'web-moderator'.
Så det ... ;-)

René Arestrup

Hold kæft hvor er jeg træt af diverse feministiske analyser, som mere eller mindre utilsløret , konkluderer, at mænd er nogle dyriske svin, mens kvinder er nogle fintfølende, emanciperede væsener, der levere i en sfære, højt hævet over - og på ingen måde i nogen form for kontakt med - mandens ustyrlige og hæmningsløse libido. Ja, kvinder har noget mænd gerne vil have, men mon ikke det modsatte også er tilfældet?

Per Troelsen, Dennis Jensen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikkel Nohr Jensen

Det forekommer mig at det forfatteren til artiklen beskriver er det modsatte af en voldtægtskultur. En voldtægtskultur må være en kultur hvor manden har en automatisk ret til at have sex med kvinden. Det er der jo ikke tale om her, men tværtimod at manden skal give kvinden lyst til sex (f. eks. ved at købe drinks). Hvis man skal gøre en anden tilfreds for at få noget er det vel lige netop det modsatte af en ret. Så kan man sige at hvis manden har krav på sex med kvinden, hvis han gør noget bestemt, er det også et problem. Det ser dog heller ikke ud til at være tilfældet. Så vidt jeg kan gennemskue er det Tone selv der fastsætter hvornår manden har gjort det som skal til for at hun vil have sex med ham. Det er vel så langt fra en voldtægt som det er menneskeligt muligt at komme.

Jeg kan da godt se at det med at manden skal være den aktive og forføre kan have en uheldig bagside. Jeg vil måske ikke direkte kalde det voldtægt, men selvfølgelig kan det at tingene foregår som et subtilt spil med hints og kropssprog føre til at kvinden får sine grænser overskredet. Tone mener at det ville være klogere med en mere åben og direkte tilgang. Al ære og respekt for det, men det er nu nok ikke kun mænd og samfundet hun så skal kæmpe med. Hvad enten det nu er kulturelle forestillinger eller natur der ligger til grund virker det til at kvinder er lige så meget med til at opretholde idealet om et forførelsesspil.

I øvrigt har forførermænd aldrig været populære hos samfundet. De var cads og philanderers og kunne frit jages af forsmåede ægtemænd, samt vrede fædre og brødre (shotgun-wedding). Don Juan, som Tone selv nævner, gik det jo heller ikke for godt.

Kurt Nielsen, Mads Jakobsen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

En voldtægtskultur..
Danskerne har aldrig holdt voldtægt som en kulturel norm eller arv der skulle gives videre til børn og børnebørn.
Vi, dvs. Danmark, har ikke en "voldtægtskultur".
En sådan "voldtægtskultur" er derimod udpræget i andre lande hvorfra vi i mere end 30 år har haft stort set fri indvandring og man kunne jo forestille sig en sammenhæng mellem det øgede antal seksuelle overgreb mod kvinder og den støt stigende indvandring fra kulturer hvor kvinder opfattes på samme niveau som husdyr.
Den uhæmmede indvandring er dog til stor glæde for kapitalisterne, der som en del af en længerevarende strategi udnytter det "øgede arbejdsudbud", til at presse lønningerne ned og korrumpere fagforeningerne. Nu er alle fagforeningsbosser vist glødende EU tilhængere.
Og til migræne for de "marxistiske" feminister som stadigvæk ikke kan finde ud af om det er ok at forbyde tildækning af kvinder af hensyn til kvinders rettigheder eller om det er forkert af hensyn til kvinders rettigheder.
For tænk nu hvis man jokkede en minoritet over en tå...

Ak og ve oh aser..

Torsten Jacobsen

Mads Jakobsen,

Måske vil det være mere frugtbart for en videre diskussion, hvis vi standser op, og forsøger at identificere hvor vi er mere eller mindre enige? Og hvor vi er uenige?

Så vidt jeg kan se, er vi enige om, at det er urimeligt at tale om, at vi i Danmark lever i en 'voldtægtskultur'?

Vi er også enige om, at mange mænd har det svært i vores kultur. Et forhold, som kan aflæses blandt andet i statistikkerne for selvmord.

Jeg gætter på, at vi også er enige om, at mænd og kvinders forskellighed er grundet i andet og mere end en kulturbetinget socialisering. Og at denne forskellighed medfører, at mænd og kvinder generelt talt - eller i statistisk signifikant grad, som du udtrykker det - træffer forskellige valg her i livet.

Så hvad er vi uenige om? For mig at se afviser du mere eller mindre pure, at strukturelle forhold i et samfund og en kultur kan være undertrykkende. Er det korrekt forstået? Og i forlængelse eller samklang med dette, synes du (derfor?) at det er nonsens at beskæftige sig med de historiske forudsætninger for udviklingen af selvsamme strukturer? Det forhold at kapitalismen kan anskues som en ideologi udviklet af mænd og for mænd, finder du ganske enkelt uinteressant?

Til sidst et lille tankeeksperiment:

Lad os nu sige, at vi to strander på en øde ø. Du kan lide at fiske, jeg kan lide at bage. Du beslutter, at fiskeriet er mere værdifuldt for vores ganske lille samfund, end bagningen af brød er. Derfor er det kun ret og rimeligt, at du skal have en større del af de fælles ressourcer, end jeg.
Tre generationer senere, vågner en bager op, og under sig over, at han tjener væsentligt mindre end en fisker. Men da han klager sin nød, fortæller fiskerne ham, at han jo bare kan sælge sit bageri, og købe en båd i stedet for. Eller sagt med andre ord: At han jo bare kan vælge at elske at fiske, i stedet for at elske at bage....

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Sider