Læsetid: 2 min.

Jeg blev bange for Raskolnikov

Medforfatter til ’Gennemblødt’ Maja Nyvang Christensen er bedre til at læse om bøger end i bøger
18. juni 2016

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Gennemblødt. Og så skulle vi alle sammen have en kæmpe tvangsindlagt debat bagefter, hvor vi skulle råbe ’menstruation’ ud over det hele i munden på hinanden ... joke. Jeg synes, det lækre ved at være en slags voksen er, at ingen tvinger dig til at læse bestemte bøger. Men jeg elsker, når mennesker anbefaler litteratur, der har rykket noget i dem.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Stine Pilgaards Min mor siger. Jeg faldt over et uddrag i Cover, et halvt år før den udkom. Da den kom, slugte jeg den, og skyndte mig til et arrangement med forfatteren. Der blev jeg så starstruck, at jeg ikke turde få signeret min bog. Sproget, raseriet, humoren, og dens sindssygt rammende, genkendelige, smukt detaljerede og nede på jorden-beskrivelser af hverdag og kærestesorg fik mig tilbage til skønlitteraturen, som jeg ellers holdt pause fra.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Forbrydelse og straf. Jeg var på ferie på en lille græsk ø og læste omkring 100 sider om dagen. Blandt strandgæster, tallerkener med tzatziki og folk på scootere så jeg mig pludselig over skulderen for at se, om der var nogen efter mig.

Raskolnikovs paranoia fik tag i mig, og jeg var sikker på, at jeg havde gjort noget forkert. Samtidig var bogen som narko, jeg kunne ikke stoppe, før der ikke var flere sider. Da jeg kom hjem, lovede jeg mig selv at holde en lang pause fra russisk depri-noia-litteratur.«

Hvilken type læser er du?

»Bagsidelæseren. Jeg elsker bagsiderne, de er så gode til at tease. Og bogtillæggene i aviserne. Jeg får lyst til at købe eller låne alle omtalte bøger! Lige nu er jeg i gang med ca. 12 forskellige bøger, og nogle af dem startede jeg på for over syv år siden. Jeg er helt klart bedre til at læse om bøgerne end i selve bøgerne.«

Hvornår læser du?

»Da jeg boede i London læste jeg altid i overground’en på vej til arbejde. Jeg blev vildt god til at stå og læse i en surfende bevægelse med én hånd i et greb om håndtaget i loftet, og den anden i et fast greb om bogen. Nu cykler jeg med begge hænder på styret og læser mest på ferier.

Mit gulv er fyldt med bøger, jeg vil læse over sommeren. Jeg gad så godt være sådan en, der kunne sætte sig med en bog en mandag aften kl. 19 og så bare space ud i litteraturen, men jeg har svært ved at sidde stille og koncentrere mig, når jeg ikke arbejder.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu