Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Kan psykedeliske stoffer hjælpe mig?

18. juni 2016

Mand

Jeg har inden for det seneste års tid hørt en del positiv omtale af psykedeliske stoffer som lsd og ayahuasca, blandt andet som terapeutisk hjælpemiddel ved psykiske problemer.

Jeg har hæftet mig ved, at jeg har hørt det beskrevet som, at det hjælper én til at starte på en frisk og smide nogle af sine dårlige handlemåder, samt at det kan skabe en følelse af samhørighed med andre mennesker. Jeg har også hørt en sige, at det hjalp på hendes problemer med OCD som teenager. Jeg selv har haft problemer med, hvad jeg tror kan diagnosticeres som OCD og lettere autistiske træk. Jeg har også en tendens til at søge at være uden for fællesskaber, på en usund måde (jeg har derved isoleret mig selv mere).

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad med at forsøge et psykedelisk stof som terapimiddel. Har I nogen forslag eller holdninger, der kan hjælpe mig?

Svar I:

Det er min erfaring, at stoffer – modsat, hvad jeg er blevet fortalt i folkeskolen og af lægevidenskaben – kan give nogle af de sjoveste og mest livsudviklende oplevelser, man kan købe for penge. Jeg har danset hele natten, snakket til langt op ad næste formiddag og sagt ting højt, jeg næppe ville have haft mod til uden stoffer. Jeg er også røget ned i sorte huller, haft nedture og dårlige oplevelser på måder, som ikke var sjove, men som jeg ikke ville have været foruden. Så hvis folk har lyst til at prøve at tage stoffer og har konstitituionen til det, og f.eks. ikke har anlæg for at blive misbrugere, er det ikke mig, der siger, at de skal lade være.

Men! Hvad jeg ikke vil anbefale nogen, er at tage stoffer for at løse problemer. Især ikke psykiske problemer. Alle stoffer skal behandles med respekt, og især psykedeliske stoffer kan fucke med din psyke på måder, som er svære at forudse. I stedet synes jeg, at du skal glæde dig over, at du er opmærksom på dine problemer, og forsøge at løse dem på andre måder. Samtaleterapi kan også give nogle ret heftige oplevelser.

— Bjarke Due Gunslev

Svar II:

Mit svar er: Lad være! Et trip kan variere fra farver og lysstriber til dødsoplevelser, dæmonoverfald og voldsom angst. I værste fald ende i en skizofren psykose eller selvmordsforsøg. Og hvorfor er udfaldet mon så forskelligt? Fordi det hele stammer fra én selv. Det er ens eget indre, der selvstændiggør sig og træder op i forstørrede og fordrejede former. Nogle mærker sikkert en samhørighedsfølelse, men så er det fordi de har den i sig.

Du nævner OCD: tvangstanker og/eller -handlinger, og du isolerer dig. Det lyder ikke som et godt udgangspunkt for LSD-eksperimenter. Hvad hvis dine tvangstanker pludselig blev levende? Det var langt bedre, hvis du vænnede dig til at betragte dem som det, de er: tvangstanker, der tillader sig at forstyrre dig. Se på dem og sig: »Nå, er det nu dig igen? Skrub af!« Men jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort. Derfor synes jeg, du skal opsøge en god psykolog. Og glem alt om trips til du har det meget bedre.

— Karen Syberg

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu