Læsetid: 11 min.

Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

Hayat Hooman var en del af den menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Som mange andre ønsker han en fremtid i Afghanistan, men som mange andre havde han svært ved at finde den her. Nu er han hjemme igen, hvor han ligesom Shifaq, Dawood og Nazradin håber at finde en fremtid
Hayat Hooman er en hjemvendt flygtning. Han var en del af den enorme menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Men nu er han tilbage i Kabul. Vi møder ham i en frodig have midt i byen

Hayat Hooman er en hjemvendt flygtning. Han var en del af den enorme menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Men nu er han tilbage i Kabul. Vi møder ham i en frodig have midt i byen

Anders Sømme Hammer

18. juni 2016

Da en million flygtninge sidste år strømmede ind i Europa, var hver femte flygtning afghaner, indbyggere i et land, hvor næsten hver eneste europæiske nation sammen med USA i løbet af de sidste 15 år på et eller andet tidspunkt har ført krig.

Hvem er det, der flygter? Hvorfor hjemsøger de os? Hvorfor bliver de ikke i det land, vi med våben i hænderne og storslået udviklingshjælp påstår, at vi så succesrigt har genopbygget?

En del af svaret ligger inde bag en port ved Kabul-floden i den afghanske hovedstads centrum. Pengemarkedet hedder stedet. Overalt står der mænd med tykke seddelbundter i hænderne. Afghanerne har ingen tillid til deres korruptionsplagede banker, og mange transaktioner foregår her i en alternativ økonomi. Forbløffende mængder af sedler skifter ejermænd for øjnene af os.

Men pengemarkedet er også et menneskemarked. Her holder menneskesmuglerne til.

Læs også: ’Der er ingen fred i mit hjerte’

Bag porten gemmer der sig en sindrig labyrint i tre etager med snævre passager, svalegange, trapper og gangbroer i jern. I kontorer og boder på få kvadratmeter sidder mænd på hynder på gulvet bøjet mod hinanden og forhandler med ivrige, hviskende stemmer.

En rejse til Tyrkiet 3.000 dollar. En familie på fire hele vejen til Tyskland? 18.000 dollar. Har I ikke så mange penge? Så må vi have sikkerhed i skødet på jeres hus. Hvis I ender med at blive tvangshjemsendt? Ja, så er I beklageligvis hjemløse, når I vender tilbage.

Menneskesmuglerne får mellem 10 og 20 procent af den samlede sum. Resten går til mellemmændene undervejs. Vores tolk spiller interesseret og sidder på den ene hynde efter den anden, hvor han opfanger stumper af samtaler. Så går det op for en af menneskesmuglerne, at det ikke er en kunde, der interesseret følger med i forhandlingerne. Den lidt for nysgerrige tilhører bliver hevet med udenfor, og smugleren begynder at sparke løs på ham.

Europa tur-retur

Hayat Hooman er en hjemvendt flygtning. Han var en del af den enorme menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Men nu er han tilbage i Kabul. Vi møder ham i en frodig have midt i byen, under skyggefulde frugttræer, midt blandt røde roser. I de omkringliggende huse bor der 40 studerende, tæt sammenstuvede på værelser af skiftende størrelse. Hayat bor her også, men det er uvist, hvad hans rolle er på kollegiet.

Ligesom der er så meget andet uklart i den historie, han har indvilget i at fortælle os. Det ligner først en klassisk beretning om en flygtning. Så begynder det at ligne noget helt andet: ikke historien om en ung mand på flugt, men historien om en ung mand, der søger efter nye livsmuligheder. Det er en historie om Afghanistan. Men det er også en historie om Sverige.

Hayat har ikke været på menneskesmuglernes marked, hvor så mange andre rejser er startet. Han har betalt sig frem i etaper, 500 dollar til Teheran, 1500 dollar for at komme igennem Tyrkiet, og så til slut den dyre fase, 2000 dollar for passagen over til Grækenland og videre op gennem Europa til Sverige, i alt 4000 dollar, penge, han har lånt sig til.

Læs også: Døden er ubarmhjertigt demokratisk – og det er frygten for den også

Han kommer fra Ghazni-provinsen, hvor Taleban står stærkt, han er selv hazara, den etniske minoritet, Taleban altid har forfulgt. Sidste sommer befinder han sig i det afghanske parlament, da det kommer under angreb. 20 mennesker bliver dræbt. Selv får han en rift i kinden, da en rude bliver blæst i stykker af en eksplosion, og han tænker: Næste gang dør jeg.

Han har et traumatisk minde fra flugten. På passagen over Middelhavet fra Tyrkiet til Grækenland følges tre overfyldte gummibåde ad. Der er plads til 20 mennesker i hver båd, men de er lastet med det dobbelte antal. Midtvejs begynder den ene af dem at synke. Som afghaner har Hayat aldrig set havet. Nu lærer han det at kende, da 40 mennesker drukner kun få meter fra ham. Mange er kvinder og børn uden redningsveste, men også de, der bærer de orange veste, går til bunds, for redningsvestene er af dårlig kvalitet.

Der er en ting, Hayat ikke fortæller. Han selv og de andre i hans overfyldte gummibåd gør intet forsøg på at undsætte de druknende. Også de ville lide druknedøden, hvis de prøvede. Det moralske dilemma er så ubønhørligt, at det må forblive uudsagt: Ignorer de nødstedte eller dø.

Hayat har intet besvær med at opnå asyl i Sverige. Han, der er 22 år gammel med en bachelorgrad i historie fra Kabul Universitet, lyver sig uden besvær mindreårig. Han stryger sig smilende over hagen. »Jeg er hazara,« siger han. »Jeg har ingen skægvækst.«

»Men hvorfor er du så her?« spørger vi. »Hvorfor blev du tvangshjemsendt?«

»Jeg blev ikke tvangshjemsendt,« siger Hyat. »Jeg vendte frivilligt hjem.«

Vi er et stort spørgsmålstegn.

»Ja,« siger Hayat, som om det, han nu vil fortælle, er den mest selvfølgelige ting i verden. »Jeg havde troet, at så snart jeg opnåede asyl, kunne jeg få arbejde og i løbet af kort tid tjene en formue. Efter et år i Sverige kunne jeg vende hjem som en rig mand. Jeg kunne betale min gæld tilbage, forsørge min mor og far og mine søskende, gifte mig med den pige, jeg elsker, og finansiere min videreuddannelse på universitetet.«

I Sverige indser Hayat hurtigt, at han har sat en fælde for sig selv. Som officielt mindreårig kan han ikke røbe, at han har en universitetsuddannelse. Også arbejde, som han selv anser for simpelt, som blikkenslager eller tømrer, vil det tage ham år at uddanne sig til.

Han er først klar til arbejdsmarkedet efter mindst fire år. Sverige er ikke, som han har troet, mulighedernes land, men det modsatte. Det er tanken på hans kæreste derhjemme, der gør udslaget. Hendes familie vil ikke vente i fire år eller mere på hans hjemkomst, men gifte hende væk, længe før han vender hjem til Afghanistan.

Læs også: Historien om en krigsherre

Han afslører sandheden for de svenske myndigheder. Han er ikke mindreårig. Da han melder sig til frivilligt til at vende hjem, modtager han 6.000 dollar af International Organization for Migration, så han kan etablere sig hjemme i Afghanistan.

Han betaler sin gæld tilbage, sørger for uddannelse til sine søskende, forlover sig med sin udkårne, fortsætter sin uddannelse på universitetet med henblik på en Master Degree og investerer resten af pengene i det studenterkollegie, han bor på.

Han tjener nu fast 50.000 afghani, ca. 5.000 kroner, om måneden på at udleje værelser. Om to år gifter han sig. Han er stolt over alt det, han har opnået. Afghanistan, siger han, er mulighedernes land. Det er hans store opdagelse. Hvad angår hans lands fremtid, er han 50 procent optimist.

Kan flygte, men vil ikke

Pariserhjulet i Mila Baba-parken i Helmands provinshovedstad Lashkar Gah står stille. Det er en gave fra briterne, som byggede det tilbage i 2007. I to år har det ikke kørt rundt. Om det skyldes, at det er gået i stykker, og at ingen ved, hvordan man reparerer det, eller om det er den allestedsnærværende krig, der tvinger folkeforlystelsen til at stå stille, kan drengeflokken ved pariserhjulets fod ikke blive enige om.

Men en ting ved de. De betaler gerne entré-billetten på 20 afghani for igen at hænge oppe under himlen i Zango, Gyngen, som det store hjul hedder på pashto. »Også, selv om vi risikerer at blive skudt på,« som en af dem trodsigt siger.

Det er fredag eftermiddag, den muslimske helligdag, og Millat Baba-parken er fuld af drenge og unge mænd, der dyrker sport. Piger lader sig ikke se. Fodbold og cricket konkurrerer om at være den mest populære sport. Men selv om han øver sig på spillet en halv time hver dag, har lederen af cricket-holdet, Shafiq Safah, andet at tænke på end cricket. Han har en alvorlig konflikt med sin far, og den drejer sig om det dilemma, der hjemsøger mange af Afghanistans unge mænd: Skal de blive eller forlade Afghanistan?

Shafiq Safah er 22 år gammel, han har afsluttet sine studier, er lige blevet gift og er nu ansat i sin fars medicinalfirma, der har filialer i både Kina og Pakistan. Han kunne sagtens flygte, hvis han ville, om billetten så skulle koste 40-50.000 dollar. »Min familie har ingen økonomiske problemer,« siger han i en selvbevidst tone.

Men Shafiq har ingen planer om at flygte. »Afghanistan er andet end krig,« siger han. »Man kan have et godt liv i Helmand. Her er alt, hvad du har brug. Ja, jeg ved godt, at der er krig, men jeg er ligeglad. Krig er en del af livet. For os er det blevet en rutine. Vi tager tingene, som de kommer. Jeg så en selvmordsbomber sprænge sig selv i luften på markedet, men jeg blev ikke bange. Jeg er fuld af håb. Jeg tror på fremtiden.«

Shafiq Safahs problem er, at hans optimisme ikke deles af hans far, der vil have sønnen til at forlade Afghanistan og i stedet slå sig ned i Europa, Australien eller Indien. »Han siger, at livet i Afghanistan er blevet for farligt.«

Shafiq medgiver, at hans far ved, hvad han taler om. »Min far var mujahedin, før han blev forretningsmand. Han kæmpede mod russerne, og han siger altid til mig, at han gav sit liv til krigen, men at ingen nogen sinde har takket ham. ’Nu har jeg lært at leve for min egen skyld,’ siger min far. Og han vil have, at jeg skal gøre ligesom ham.«

Dilemmaet er plantet i Shariq Safah. Foreløbig modstår han sin fars bud. Men hvor længe vil der gå, før han slutter sig til den voksende strøm af flygtninge fra Afghanistan?

Er vandt til at bygge op

30 kilometer borte, i nabodistriktet Nad Ali, har Nazradin og Dawood aldrig kendt til de dilemmaer, der hjemsøger Shariq Safah. De valgte ikke at flygte fra landsbyen Washiryan. De valgte blot at leve. Så simpelt er det. En butiksindehaver blev dræbt foran sin bod, en bonde skudt ned på sin mark, en kvinde ramt, da hun befandt sig på taget af sit hus. I dag er der kun de døde tilbage i Washiryan.

200 familier er flygtet fra Washiryan. 2.000 mennesker har mistet alt, hvad de skulle leve af, og er nu henvist til slægtninges hjælp eller deres egne hastigt svindende opsparinger. Markerne, hvor der før blev høstet hvede og opiumsvalmuer, ligger brak. Frugttræerne dør, fordi de ikke bliver vandet.

Der er vejsidebomber over alt, og vover nogen sig tilbage, sker det med fare for deres liv. Fronten går tværs gennem den sønderskudte landsby, og ingen af de kæmpende bekymrer sig om at beskytte de civile.

40-årige Dawood har 10 børn. Før havde familien et stort, rummeligt hus, som nu er en ruin. De bor til leje hos fremmede, sammenstuvede i et enkelt værelse. Børnene går ikke i skole. Jobbet som kriger er altid en mulighed for en mand uden arbejde og indtægter. Men Dawood ryster på hovedet. Som murer er han vant til at bygge op. Han har ikke sympati for nogen af de kæmpende, der alle hengiver sig til den samme hæmningsløse ødelæggelse.

Læs også: Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

Nazradin knuger en lærebog i matematik i favnen. Det er hans pant på fremtiden. Han håber på en dag at uddanne sig til ingeniør ligesom sin storebror. Han går stadig i skole, skønt han er 20 år gammel, gift og far til tre børn, hvoraf det ældste er fire. På grund af de ustandselige krigshandlinger er hans skolegang blevet afbrudt så ofte, at han stadig mangler et år, før han er færdig og kan starte på den uddannelse, der i disse dage ligner en stadig fjernere drøm.

Tanken om at forlade Afghanistan er ikke faldet nogen af dem ind. De har en navlestreng til jorden og slægten. Hver dag ser de sig over skulderen og håber at vende tilbage til den landsby et par kilometer borte, de kun nødtvungent har forladt.

Dit ansvar er her

Du må ikke forlade din familie, du har et ansvar, bliv og genopbyg dit land. Det er budskabet i teatertruppens Rawis stykke Madar, der betyder ’Moder’.

Vi møder truppen i deres øvelokale, et råt betonrum, der med sit snavsede røde filttæppe på gulvet og de blå- og hvidmalede vægge minder om en garage. Truppen, der ikke modtager nogen form for offentlig støtte, viser os nogle af deres praktiske øvelser i bevægelsesteknik, før de refererer handlingen i Moder for os. Der er fem mænd og tre kvinder i truppen.

Instruktøren er den 20-årige Mahbobe Barat, hun er iført et rosa hovedtørklæde og bærer store, sorte briller. Hun har i fire år arbejdet fuldtids med teater og trænet i workshops bl.a. sammen med en amerikansk gruppe Bond Street Theater.

Stykket, som hun også selv har skrevet, skildrer en familie på fem medlemmer, en mor og hendes fire sønner. De tre ældste flygter fra Afghanistan og lader den yngste tilbage med moren. Faren er død, og den tilbageblevne søn magter ikke at beskytte sin mor.

Da fremmede truer med at overtage familiens hus, bønfalder moren de tre landflygtige sønner om at komme hjem. Livet i udlandet har været hårdt for dem, og de indser, at det er i Afghanistan, de hører til. Da de igen dukker op, bliver huset reddet og familien genforenet. »En håbefuld slutning,« kalder Mahbobe Barat det.

»Jeg har mange venner, der er flygtet,« siger hun. »Jeg kender selv til fristelsen, men har modstået den. Jeg har skrevet stykket for at fortælle de unge, at de ikke må forlade landet. Hvis de uddannede flygter, er der kun analfabeterne tilbage, og med dem kan vi intet genopbygge.«

»Er der nogen af jer, der har planer om at flygte?« spørger vi truppens otte medlemmer.

Halvdelen af dem rækker hænderne i vejret. En af dem, en 19-årige skuespiller, der fortæller, at han er ved at spare op til flugten, tilføjer:

»80 procent af Afghanistans unge ville flygte, hvis bare de kunne.«

Serie

Afghanistan genbesøgt

Forfatter Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer er rejst tilbage til Afghanistan. I 2013 tog de på egen hånd rundt i landet for at gøre status på krigen og genopbygningen efter mere end ti års vestlig invasion. Nu er de udenlandske styrker borte, og Taliban presser på overalt.

I seks artikler tegner de et portræt af et land, der befinder sig midtvejs mellem truende sammenbrud og et nyt overraskende opbrud.

Seneste artikler

  • Et nyt Afghanistan kræver en ny generation

    25. juni 2016
    Der bor både idealisme og pessimisme i Afghanistan, men håbet knytter sig ikke til dem, der er voksne nu. Det er i næste generation, det vil blive bedre. Problemet er, at næste generation forlader landet
  • Hvor der er kvinder, er der håb

    22. juni 2016
    En ny, veluddannet generation af afghanske kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen. De længes efter et liv uden burka – og efter tankens frihed
  • I Talebanistan vajer det hvide flag

    11. juni 2016
    Helmand, der var centrum for den danske indsats i Afghanistan, er i dag landets farligste provins, og det farligste sted at opholde sig i Helmand er et checkpoint. Forfatter Carsten Jensen og dokumentarist Anders Sømme Hammer skriver fra provinsen.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Olesen
  • peter hansen
  • ingemaje lange
Mette Olesen, peter hansen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu