Læsetid: 8 min.

En instruktiv tragedie

Pariserkommunen i 1871 er stadig genstand for intens debat. Den ses både som et forvarsel om masseudryddelser og som et udkast til en økologisk socialisme
Barrikaderne i Paris’ gader er det spektakulære vidnesbyrd om oprøret. Men Pariserkommunens ideer og tankegods er mere vidtrækkende end kommunens dramatiske forløb.

Barrikaderne i Paris’ gader er det spektakulære vidnesbyrd om oprøret. Men Pariserkommunens ideer og tankegods er mere vidtrækkende end kommunens dramatiske forløb.

BHVP/Roger Viollet

25. juni 2016

Der findes få tragedier i moderne historie, hvor den dramaturgiske grundregel om tidens, stedets og handlingens enhed overholdes så nøje som under Pariserkommunen.

Det, der startede som en spontan opstand i den franske hovedstads arbejderkvarterer, udviklede sig til et revolutionsforsøg med global resonans og endte i et blodbad.

Kommunens efterliv rækker dog helt ind i vor tid. Barcelonas borgmester, Ada Colau, trækker f.eks. eksplicit på tankegods fra Pariserkommunen, som har sedimenteret sig i byens anarkistiske miljøer.

I forbindelse med søndagens parlamentsvalg i Spanien fremhæves hun af partiet Podemos som det stærkeste eksempel på de igangværende politiske forandringer.

Colau står bl.a. bag en sammenslutning af europæiske ’rebelbyer’ med henblik på at ændre Europas politiske kurs, navnlig på flygtningeområdet – læren fra 1871 var nemlig, at oprøret kunne knuses, fordi pariserne blev isoleret.

Det Andet Kejserdømme var definitivt kollapset, da Napoleon III efter en periode i tysk fangenskab valgte at flygte til England i kølvandet på den Fransk-Tyske Krig, som Otto von Bismarck drevent havde fremprovokeret for at få Tyskland samlet omkring den senere kejser Wilhelm.

Magttomrummet fik den parisiske arbejderklasse og udenlandske sympatisører til at tro, at det var muligt at skabe en ny politisk virkelighed uden nationalisme og hierarkier.

Ideen om et helt andet samfund kom dog ret hurtigt til at koste mange livet. Der var 17.000 officielt registrerede ofre, men det reelle dødstal kan være dobbelt så højt. Derfor er den amerikanske historiker John Merrimans minutiøse gennemgang af de 72 dage i foråret 1871 i bogen Massacre meget dramatisk læsning:

»Den centraliserede, franske statsmagt overlevede,« konstaterer Merriman, »den fastholdt sin kapacitet til ekstrem voldsudøvelse i Frankrig og landets kolonier. Hvis Pariserkommunen kan ses som den sidste af det 19. århundredes revolutioner, så var den derpå følgende morderiske, systematiske statsundertrykkelse med til at sætte det 20. århundredes dæmoner fri. Snarere end en frihedsbevægelse skabt af almindelige mennesker er dette desværre den væsentligste arv efter Pariserkommunen.«

Den todelte by

Under Louis-Napoléon Bonaparte – Frankrigs første folkevalgte præsident, der efter et statskup i 1851 forvandlede republikken til et kejserdømme og indsatte sig selv som sin onkel, Napoleon I’s, efterfølger – havde Paris ændret sig markant.

»Den rette linjes imperialisme« blev de store forandringer, som Seine-departementets præfekt, baron Haussmann, gennemførte i hovedstadens byplan, kaldt. Der blev anlagt knap 200 km brede boulevarder, flankeret af 34.000 nye bygninger med 215.000 store lejligheder. M

ens industrikapitalismens herligheder kunne købes i de luksuriøse grands magasins og de billigere magasins de nouveautés, levede den vareproducerende del af befolkningen i dyb fattigdom.

Huslejerne i de sanerede kvarterer fortrængte arbejderklassen til slummen på de nordøstlige højdedrag, så Paris reelt blev til en todelt by. Byfornyelsen skulle også forhindre en gentagelse af tidligere revolutioner, hvor oprørerne havde rejst barrikader i de smalle gyder:

»Det Andet Kejserdømmes sammenbrud og Pariserkommunen minder os om, at det vareproducerende samfunds glans og herlighed – og den illusoriske følelse af sikkerhed – ikke er tilforladelige størrelser,« som den tyske litterat og filosof Walter Benjamin skriver i sit store værk om Paris som 1800-tallets hovedstad.

Da Adolphe Thiers, som var blevet indsat som regeringsleder under den prøjsiske belejring af Paris, efter våbenhvilen beordrede hæren til at fjerne kanonerne oppe på Montmartre, gjorde kvarterets befolkning oprør og fik opbakning af deserterede nationalgardister. Senere samme dag, den 18. marts, blev Paris erklæret for »fri« i forhold til den franske stat:

»Det, der begyndte som et spontant forsvar af Nationalgardens kanoner, var hurtigt blevet til en opstand og så til en revolution,« skriver Merriman.

En permanent fest

Herfra bevæger beretningen sig som et eksprestog mod la semaine sanglante – den blodige uge – der to måneder senere gjorde en ende på Kommunen. Merriman bruger et væld af kilder, så begivenhederne skildres kalejdoskopisk – set fra såvel kommunardernes og medløbernes som borgerskabets, landbefolkningens og udlandets perspektiv.

I løbet af de to måneder blev der vedtaget et radikalt program, som medførte adskillelse af stat og kirke, gratis skolegang, gratis retspleje, huslejehenstand, valg til offentlige embeder, afskaffelse af natarbejde i bagerier, ligestilling af gifte og ugifte kvinder osv.:

»Kommunen var en slags ’permanent fest’ for almindelige mennesker, som fejrede deres frihed ved at indtage Paris’ gader og pladser,« skriver Merriman, »ideen om, at revolutionen kunne reducere eller sågar eliminere de betydelige forskelle i levevilkårene, var forblevet indlejret i de parisiske arbejderes kollektive bevidsthed.«

Kommunarderne lagde stor vægt på politisk symbolik og indførte en revolutionskalender, som startede i 1792, så 1871 var år 79. En guillotine blev brændt, og sejrssøjlen på den mondæne Place Vendôme, som Napoléon I havde rejst, blev væltet, mens et orkester spillede revolutionssange:

»Ødelæggelsen af Vendôme-søjlen var klart kommunens mest spektakulære forsøg på eksorcisme gennem nedrivning,« skriver Merriman.

Mens kommunarderne fejrede omvæltningerne, reorganiserede Thiers hæren. Ved et hemmeligt møde i Nationalforsamlingen, som havde søgt tilflugt i Versailles, sagde han få dage efter opstandens begyndelse, at begivenhederne skulle have tid til at udvikle sig, så en hård modreaktion kunne retfærdiggøres:

»Det stod klart, at Thiers’ blodige underkuelse af opstanden ikke kun skulle knuse kommunen,« vurderer Merriman, »men også forhindre muligheden for enhver fremtidig revolution i Frankrig.«

Efter to måneders belejring og beskydning af Paris brød Versailles-regeringens tropper søndag den 21. maj gennem bymuren ved Porte d’Auteuil og Porte de Saint-Cloud i den sydvestlige del af byen. Derfra kunne hæren bevæge sig mod øst ad de brede boulevarder, hvor barrikaderne nemt kunne forceres ved at indtage de omkringliggende gader og huse.

Den følgende søndag blev Pariserkommunens skæbne beseglet ved slaget om Père-Lachaise-kirkegården i den nordøstlige del af byen, hvor de sidste kommunarder havde forskanset sig. På sin vej gennem Paris foretog hæren summariske henrettelser af enhver, der på nogen måde kunne forbindes med kommunen:

»Fra Versailles forkyndte Thiers: ’Vi er honnétes gens (pæne folk, red.) … Straffen skal statuere et eksempel, men inden for lovens grænser, i lovens navn.’ Det var tydeligvis ikke tilfældet, da Versailles-tropperne allerede mejede kommunarder ned til højre og venstre,« skriver Merriman og fortsætter:

»Termen honnétes gens var ladet med klassekonnotationer, der var blevet morderiske. Blandt les honnétes gens frydede mange sig over at se Paris blive udrenset for underklasseoprøre, der virkede opsat på at omstyrte sociale hierarkier og privilegier.«

Et omstridt øjeblik

»Le cadavre est à terre, et l’ideé est debout« – liget ligger på jorden, ideen står rank – skrev Victor Hugo i et digt om Pariserkommunens fald, som giver genlyd i navnet på de igangværende protester på Place de la République: Nuit Debout, ’rank i natten’.

Under Pariserkommunen hed pladsen Place du Château d’Eau, og den fik først sit nuværende navn i 1879, året inden en amnestilov benådede de overlevende kommunarder:

»Gradvist begyndte Versailles-styrets diskursive dominans i den kollektive hukommelse om Pariserkommunen at svækkes.

Efterhånden som Den Tredje Republik blev rodfæstet, især med parlamentsvalgene først i 1880’erne, begyndte kommunen gradvist at blive betragtet som et fundamentalt – om end omstridt – øjeblik i dens historie. Det er blevet til en stor, positiv begivenhed i Frankrigs nationalhistorie,« skriver Merriman.

Klassehadet, som havde udløst opstanden, blev dog kun værre. Derfor kom sociale spørgsmål som arbejdernes rettigheder, uddannelse og boligpolitik til at dominere de følgende årtier.

I bogen Communal Luxury, som er blandt inspirationskilderne til de aktuelle Nuit Debout-protester, udforsker den amerikanske litterat Kristin Ross, hvordan en geografisk og tidsmæssigt afgrænset hændelse har kunnet få så uforholdsmæssigt stor en historisk gennemslagskraft:

»Det er handlinger, der skaber drømme og ideer, ikke omvendt,« hævder Ross.

En af forklaringerne på, at opstandens ideer lever videre, handler om bestræbelserne på at få den blodige reaktion til at passe ind i Frankrigs historie:

»For det var massakren på kommunen – det ekstraordinære forsøg på at eliminere ens klassefjende, én for én og som blok – der grundlagde Den Tredje Republik.

I dag er det moderigtigt – hvilket i sig selv er lidt desperat – at ville genoplive kommunen i forsøget på at indsætte den i den nationale, republikanske historie ved at påpege nogle af dens sociale bedrifter – vuggestuerne, f.eks., eller gratis, obligatorisk og verdslig uddannelse – som Den Tredje Republik senere tog til sig i en eller anden form som et led i indsatsen for at integrere (’redde’) kommunen i nationens historie og fiktion om sig selv,« skriver Ross.

En anden luksus

Bogens titel er hentet fra kunstnernes og kunsthåndværkernes manifest under kommunen. Luxe communal – fælles luksus – står i modsætning til forbrugssamfundets materielle, individuelle luksus.

Det handler om intet mindre end at »ændre hele samfundets æstetiske koordinater« gennem et opgør med den hierarkiske sondring mellem manuelt og intellektuelt arbejde:

»Opdelingen af kunstens verden afspejlede en forskel – skabt af et system baseret på overproduktion af varer med henblik på profit – mellem nyttesløse luksusartikler til de rige og »alle de ting, som intet sundt menneske kan begære« – de tarvelige, billige varer med kort levetid, der bliver overproduceret til alle os andre,« skriver Ross og tilføjer: »Hvis vi gjorde op med denne ’skat på spild’, som finansierer det aktuelle klassesystem, ville vi gøre en ende på sammenhængen mellem fattigdom og overproduktion og samtidig på alle de falske modsætninger mellem det praktiske og det skønne, det nyttige og det poetiske, det brugbare og det værdsatte.«

Ross beskriver, hvordan disse ideer blev videreudviklet i årtierne efter Pariserkommunen, hvor London og Genève var kommunardernes foretrukne tilflugtssteder. Den energi, der blev udløst i foråret 1871, spredte sig som ringe i vandet.

Karl Marx havde fulgt opstanden gennem sin udsending – den russiske feminist Elizabeth Dmitrieff, som organiserede kvindernes deltagelse – og hans svigersøn var kommunarden Paul Lafargue, der nogle år senere udgav teksten Retten til at være doven.

Ifølge Ross påvirkede kommunardernes erfaringer Marx’ forståelse af sammenhængen mellem den fremmedgørende arbejdsdeling og kapitalismens varefetichisme:

»Efter i kommunardernes handlinger at have set, hvordan frie arbejdsfællesskaber kunne se ud, blev Marx bedre til at teoretisere det modsatte: arbejde som vare,« skriver Ross.

Kommunen øvede endvidere en afgørende indflydelse på den britiske tekstildesigner, forfatter og aktivist William Morris, frontfiguren i den såkaldte Arts and Crafts Movement, der ville afskaffe modsætningen mellem arbejde og kunst for at fremme idealet om en borger, der »fatter interesse og tager ansvar for enhver detalje i sin omverden«.

Efter Berlinmurens fald er kommunardernes ideer blevet løst fra den belastende forbindelse til sovjetkommunismen og kan således i dag fungere som en slags udkast til en moderne »økosocialisme«. Pariserkommunen gør det nemlig også muligt at tænke relationen mellem land og by »i global skala«:

»Kommunens politiske kultur peger i retning af to vidtrækkende forandringer, som er nødvendige for at gøre en ende på tingenes aktuelle tilstand. Den første er kollektivt ejerskab af landet: Den store fabrik, som jorden er, skal gøres til fælleseje (…) Den anden forandring er at lægge vægt på den form for regional selvforsyning, som var kommunens slagord. Visionen var en verden med mindre, regionale produktionsenheder og en intensiv, men bæredygtig opdyrkning af jorden – en decentraliseret verden, hvor spredt småindustri og landbrug blev kombineret,« skriver Ross og konkluderer: »Miljømæssig bæredygtighed er ikke et teknisk problem, men et spørgsmål om, hvad et samfund værdsætter, og hvad det betragter som rigdom.«

John Merriman: 'Massacre. The Life and Death of the Paris Commune of 1871'
324 sider, 14 euro.
Yale University Press

Kristin Ross: 'Communal Luxury. The Political Imaginary of Paris Commune'
148 sider, 22 euro
Verso

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu