Mænd, der mener, de har ret til kvinder

Der findes et tidspunkt i en kvindes liv, som er mere farligt end noget andet: Når hun vælger at forlade en jaloux og besidderisk mand.

»For når det går op for ham, at han har mistet hende, ændrer han projekt fra at ville have hende for enhver pris til at ville udslette hende,« siger Rebecca Dobash og fortsætter:

»Den her type mand vil aldrig opgive en kvinde. Aldrig nogensinde. At være sammen med ham er farligt. Det øjeblik, hun går ud af døren og finder et nyt liv uden ham, er farligt. Af alle de typer mænd, der dræber kvinder, vi har set på, er den type mand, der dræber en tidligere partner, den mest fokuserede.«

Mænds drab på deres tidligere eller nuværende partnere udgør fire ud af ti drab på kvinder i materialet til bogen When Men Murder Women af professorerne og ægteparret Russell og Rebecca Dobash.

Gennemgangen er blandt den mest systematiske forskning i drab på kvinder, der er lavet, og konklusionen er meget klar: Den typiske kvindedræber har intet at gøre med forestillingen om en ukendt, perverteret seriemorder, der hopper ud fra busken og skærer sit offer i stykker. Han er derimod den mand, kvinden deler adresse, liv og måske børn med.

»Faktum er, at de allerfleste drab på kvinder finder sted i hjemmet. Og i den største andel af sagerne er partneren morderen,« siger Rebecca Dobash.

Russell Dobash tilføjer:

»Men den tanke bryder vi os ikke om. For de færreste kan jo lide at være bange for ham, der sidder på den anden side af morgenbordet. På mange måder er det jo meget mere skræmmende.«

40 års samarbejde

Russell og Rebecca Dobash sidder ved siden af hinanden i køkkenet i deres dyrt indrettede lejlighed i et byhus i Edinburgh. Lyset falder ind gennem de høje vinduer på en stor buket friske chrysanthemum og nelliker, og der er en betydelig kontrast mellem omgivelserne, de to venlige, ældre amerikanske forskere, og så det emne, vi taler om:

»Vi har lige været i Denver til et kriminologisk symposium, hvor der var fem oplæg om drab på kvinder. Et af dem var om seriemordere,« siger Rebecca Dobash.

»Det var faktisk en god forelæsning,« indskyder Russell Dobash.

»Ja, og der var billeder og grusomme detaljer om alt det, mændene gjorde ved de kvinder, de slog ihjel. Og hvad skete der, efter at forelæsningerne var slut? Alle de studerende sværmede omkring netop denne forsker. Ikke mindst de unge kvinder,« siger Rebecca Dobash.

»Også selv om langt, langt under én procent af alle drab på kvinder bliver begået af en seriemorder,« påpeger Russell Dobash.

»Men seriemordere er bare så fascinerende. Det, vi laver, er nærmest kedeligt i sammenligning,« siger han, med henvisning til at parrets forskning handler om alle drab på kvinder frem for blot ganske få spektakulære varianter.

Der er en grund til, at ægteparret Dobash konstant færdiggør hinandens sætninger: Rebecca og Russell Dobash har kendt hinanden siden high school, og sidste år fejrede de guldbryllup. De er begge professorer i kriminologi, og i over 40 år har de sammen forsket i vold mod kvinder. Fokus i deres seneste bog er mænds drab på kvinder, som udgør mellem 20 og 30 procent af alle drab i USA og Storbritannien. I Danmark er andelen hele 40 procent. Og mere end halvdelen af disse drab i Danmark er begået af kvindens nuværende eller tidligere partner. Omvendt er kun seks ud af 100 drab på danske mænd begået af en partner.

»I har få drab i Danmark, men en af de højeste andele af kvindelige ofre, jeg kender til,« siger Rebecca Dobash og fortsætter:

»Og det viser, at uanset, om kvinderne i et land som helhed er frigjorte og kan blive parlamentsmedlemmer og erhvervsledere, kan der stadig være nogle helt andre ting på spil i hjemmene.«

Et ubeskrevet felt

Rebecca og Russell Dobash kom til Storbritannien fra USA i 1972 på et studieophold, men blev hængende. De faldt over emnet vold mod kvinder i 1970’erne, og blev hurtigt klar over, at det akademisk var et ubeskrevet felt. Siden har de lavet store forskningsprojekter i Storbritannien og skrevet en række bøger, blandt andet Violence Against Wives og Gender and Crime, og de har også undersøgt effekten af behandlingsforløb for voldelige mænd.

Senest har de indsamlet det omfattende datasæt bag bogen When Men Murder Women, hvor de har nærstuderet 866 sagsmapper på mænd og kvinder, der er dømt for drab, og efterfølgende personligt interviewet 200 drabsdømte i engelske og skotske fængsler. Af dette materiale har 61 procent af drabene mandlige ofre, mens 39 procent har kvindelige.

Resultatet er ikke alene meget detaljeret viden om drabene og omstændighederne, men også en dyb indsigt i gerningsmændenes opvækst, uddannelse, arbejde, deres motiver og efterfølgende refleksioner.

»De fleste studier ser kun på vold og drab mellem mænd. Men den viden kan ikke bruges i forhold til mænd, der slår kvinder ihjel. Så vores data fylder helt klart et hul,« siger Russell Dobash.

I When Men Murder Women, der udkom sidste år, sammenligner forfatterne gerningsmænd, der dræber kvinder, med dem, der dræber mænd.

Selv om der i begge kategorier er en overvægt af mænd med social dårlig baggrund og en kriminel karriere bag sig, er mændene, der dræber kvinder, generelt socialt bedre stillet, og der er stor forskel på kontekst og motiv.

»Groft sagt handler drab mellem mænd om identitet og kamp om værdier – mens mænds drab på kvinder handler om ejerskab og sex,« siger Russell Dobash.

Forskerne inddeler kvindedrabene i tre hovedkategorier, der tilsammen udgør 90 procent af dem alle: drab på nuværende eller tidligere partnere, der udgør den største andel; drab med et seksuelt motiv, som udgør en lidt mindre gruppe – og endelig drab på ældre kvinder, den mindste gruppe. De sidste ti procent faldt uden for de tre kategorier, men var ifølge forskerne ofte kvinder, der blev dræbt i forbindelse med nogle af de andre kategorier – eksempelvis mødre eller veninder, der forsøgte at beskytte en kvinde, der blev angrebet af en partner.

Et spørgsmål om at overleve

Netop partnerdrab udgør den største andel af sagskomplekset, og i to tredjedele af tilfældene har gerningsmanden før drabet udsat partneren for vold. Der er tale om mænd, der gennemgående er jaloux og besidderiske. Og de slår typisk kvinderne ihjel, enten når kvinderne truer med at forlade dem, eller lige efter, de er gået. De første tre måneder efter et brud er kvinden i størst fare.

»Engang sagde man til kvinder, der blev slået af deres mand: ’Gå fra ham. Så bliver alting godt.’ Jeg har hørt mange kvinder sige: ’Jamen, jeg er bange for at forlade ham.’ For en udenforstående er det svært at forstå, at en kvinde føler sig mere tryg sammen med en voldelig mand,« siger Rebecca Dobash og fortsætter: »Men da jeg så resultaterne i det her studie, forstod jeg det pludselig.«

Når kvinder vælger at blive hos en voldelig mand, handler det om at overleve.

»Men ofte gør vi andre – samfundet – det til hendes eget problem. For hun kunne jo bare vælge at gå,« siger Rebecca Dobash.

Forskerne ønsker at gøre op med myten om, at mænds drab på kvinder sker ud af det blå. Drabet er faktisk ofte resultatet af et længere forløb:

»Medierne og retssystemet forklarer gerne mænds drab på kvinder med, at det ’slår klik’. De får det til at lyde som et øjebliks kontroltab. Men det er ikke tilfældet. De her mænd har en bevidst intention om at beholde kvinden, have sex med hende eller stjæle hendes håndtaske. Når det ikke lykkes, ændrer de projekt og slår hende ihjel,« siger Rebecca Dobash.

I bogen kan man også læse talrige eksempler på, hvordan mændene fralægger sig ansvaret:

»De skyder skylden på alkohol, arbejdsløshed og ikke mindst kvinden. Hvis hun ikke var gået sin vej, hvis hun ikke havde taget børnene, hvis hun ikke havde fundet en anden mand – så var det aldrig sket,« siger Russell Dobash.

— Men hvis en mand fornægter sin skyld, hvad kan man så bruge hans udsagn til?

»Volden stopper ikke, før han stopper, så vi bliver nødt til at kende hans rationale for at forstå, hvorfor han endte med at slå en kvinde og måske også deres børn ihjel,« siger Rebecca Dobash.

Blandt partnerdrabene finder man en mindre gruppe gerningsmænd, som er det, Dobash kalder ordinary guys:

»Det er den slags sager, hvor naboerne bagefter undrende siger: ’Han var ellers sådan en flink fyr, der altid slog græsset.’ Det er relativt almindelige mennesker med tryg opvækst og almindelige job,« siger Rebecca Dobash.

Sammenlignet med resten af mændene, som ofte har haft en problematisk opvækst, mislykkede uddannelsesforløb og er arbejdsløse, skiller denne gruppe mænd sig ud ved ikke at have haft en kriminel karriere. Men faktisk har en del af dem været voldelige over for deres nuværende eller tidligere partnere. De er bare aldrig blevet dømt for det.

»Og vigtigst af alt: Trods deres baggrund og deres status er deres syn på kvinder præcis det samme som de andres: at han har ret til kvinden, og at hun skal gøre, som han siger, ellers skal hun straffes. Så drabet er ikke en uforklarlig handling,« siger Russell Dobash.

En anden stor gruppe af kvindedrab er sager med et seksuelt motiv. Her er der oftest tale om en voldtægt, der udvikler sig til drab. Enten fordi kvinden gør modstand, eller fordi gerningsmanden er bange for at blive opdaget, fordi hun har genkendt ham. Officielt hedder det sig ellers, at under fem procent af alle drab i Storbritannien er seksuelt motiveret. Det gælder også i Danmark.

»Men den her type drab bliver underrapporteret, nøjagtigt som med seksuelle overgreb. Det skyldes formodentlig, at hvis man har en mordsag, går anklageren efter at få manden dømt for mord, fremfor den mindre overtrædelse voldtægt, og derfor afdækker man ikke det seksuelle aspekt,« siger Russell Dobash.

I de seksuelt motiverede drab kender offer og gerningsmand også ofte hinanden. Det kan være flygtigt fra nattelivet, men drabsmanden kan også være en god ven eller en kollega. Det er mænd, der ofte har problemer med at indgå i et parforhold, de er typisk socialt isolerede, og det besidderiske syn på kvinder går igen:

»De her fyre føler, de har ret til det, de gør. ’Når jeg vil have sex, skal jeg have det,’« siger Russell Dobash.

Den sidste kategori i ægteparrets forskning er drab på ældre kvinder. Rebecca og Russell Dobash blev forbavsede, da de i deres data fandt, at 17 procent af mændene havde begået drab på kvinder over 60 år. Og det er et vigtigt emne at sætte fokus på i en tid, hvor der demografisk set bliver stadigt flere ældre, typisk kvinder, der bor alene, mener de.

Ofte er der tale om forholdsvis unge gerningsmænd, der begår indbrud for at stjæle fra en ældre dame. Og selv om kvinden fysisk set er et svagt offer, og det ikke burde være nødvendigt at dræbe hende, har de ældre ofre typisk langt flere skader end de yngre. Der findes ikke data på drab på ældre kvinder i Danmark – men i 2014 var der flere af denne type sager herhjemme, blandt andet et drab på en 77-årig kvinde, som blev voldtaget, dræbt og bestjålet af en 15-årig dreng.

»Det er ind imellem meget brutale drab. Det vi kalder overkill. Vi tror, det handler om, at en yngre mand bliver udfordret af en sød gammel dame, som nægter at give slip på sine værdier, og så bliver han rasende,« siger Rebecca Dobash.

De drabsmænd, der slår ældre kvinder ihjel, har sammenlignet med de andre en mere problematisk livshistorie med arbejdsløshed og misbrug. Og overraskende for forskerne havde en forholdsvis stor andel af dem et seksuelt motiv til overfaldet.

»Nogle gange var det et tyveri, der gik galt, men der var også dem, der gik direkte efter at angribe seksuelt,« siger Rebecca Dobash.

Mænd, der ejer kvinder

Noget af det, der har overrasket forskerparret mest gennem deres årelange forskning, er hvor dybt mænds dominans over for kvinder synes at være forankret i både praksis, holdninger, såvel som i lovgivningen. Indtil for få år siden var det eksempelvis lovligt i Storbritannien at voldtage en kvinde inden for ægteskabet.

Og så sent som frem til 2009 var det i Danmark normal praksis at give to års rabat på straffen for drab, hvis man slog sin partner ihjel. Da op mod 90 procent af alle partnerdrab er mænd, der slår kvinder ihjel, blev det af blandt andre jurister fremført, at denne praksis var kønsdiskriminerende.

Siden er praksis ændret, men det er ikke mere end få uger siden, at en forsvarer i Danmark argumenterede for, at straffen til en gerningsmand, der havde slået sin kæreste ihjel og haft planer om at partere hendes lig, burde være mildere. Op til drabet havde der i årevis været uenighed og vold i forholdet om økonomi og børneopdragelse, anførte forsvareren.

»Det har bevæget sig fra absolut ejerskab, absolut kontrol – absolut alting – til klart at blive bedre. Men kernen er der stadigvæk. Det er desværre en moderne version af en ældgammel historie,« siger Rebecca Dobash.

Russell Dobash nikker:

»Ja, den her historiske opfattelse af forholdet mellem mænd og kvinder, hvor han har ejerskabet og kontrollen, mens hun skal give ham troskab og loyalitet.«

Forskerne peger på, at selv om drabsraterne falder overalt i den vestlige verden – selv i USA – ser man ikke samme fald inden for drab i familien.

»Andelen af mænd, der dræber mænd, er faldende, fordi samfundsforholdene ændrer sig: mindre fattigdom, bedre forebyggelse blandt unge, ændringer i typerne af kriminalitet. Men de her mænds måde at tænke på kvinder på ændrer sig ikke. I hvert fald ikke lige så hurtigt,« siger Russell Dobash.

Men hvad skal vi bruge forskernes viden om mænd, der dræber kvinder til? Ægteparret Dobash er ikke i tvivl:

»Det er ikke bare nice to know. Vi er drevet af ønsket om, at viden kan føre til forebyggelse. Blandt børn og unge, i misbrugsgrupper, på krisecentre, i de sociale systemer, i straffesystemet, via risikovurderinger og via reformprogrammer i fængslet. Jo mere man ved, desto mere kan man gøre,« siger Rebecca Dobash

Og endelig skal drab skal ses som et symptom på et langt bredere problem.

»Vold mod og voldtægt af kvinder eller børn er for det meste ikkedødelig. Men det er en del af det samme problemkompleks. Så hvis man skaber mere sikre forhold for kvinder og børn, kan vi forebygge de få ultimative tilfælde. Hvis man vel at mærke tør gribe ind,« siger Russell Dobash.

Også i Danmark, der har en af verdens laveste drabsrater, er der plads til forbedring, påpeger Rebecca Dobash:

»Man hører ofte, at det er svært at forebygge noget, der sker så sjældent. Men det er meget mere alvorligt at slå nogen ihjel, så det er værd at gøre noget, selv om det er få individer. Man kan ikke forhindre hvert eneste drab, men hvis man reducerer antallet med 10 procent i Danmark, har man sparet fem liv.«

Drab er den mest ultimative forbrydelse, man kan begå imod et andet menneske. Er drabsmænd en særlig type onde mennesker?

»Jeg tror, at vi afskriver de her mennesker som onde, fordi deres gerninger som udgangspunkt er uforståelige. Men når man ser nærmere på sagerne, er det ikke længere et mysterium. Så er det en historie, vi alle kan relatere til. Som jeg sagde: nærmest kedeligt og næsten forudsigeligt,« siger Rebecca Dobash.