Læsetid: 10 min.

Et nyt Afghanistan kræver en ny generation

Der bor både idealisme og pessimisme i Afghanistan, men håbet knytter sig ikke til dem, der er voksne nu. Det er i næste generation, det vil blive bedre. Problemet er, at næste generation forlader landet
Maria Raheen, leder af det journalistisk fakultet på Mazar-i Sharifs universitet ønsker ikke Atta bragt til fald. Han har skabt sikkerhed i byen, og folk med uddannelse nyder godt af hans beskyttelse, forklarer hun.

Maria Raheen, leder af det journalistisk fakultet på Mazar-i Sharifs universitet ønsker ikke Atta bragt til fald. Han har skabt sikkerhed i byen, og folk med uddannelse nyder godt af hans beskyttelse, forklarer hun.

Anders Sømme Hammer

25. juni 2016

Nogle dage før vi skal fra Kabul til Mazar-i Sharif, Afghanistans fjerdestørste by, bliver vejen, der forbinder de to byer, lukket af Taleban, som holder den i tre dage, mens de stopper alle biler. De leder efter embedsmænd fra regeringen.

Der er stadig civil flytrafik, men de ramponerede passagerfly fra Kam Air og de lidt mere velholdte fra Safi Airways er pludselig den eneste livlinje mellem to af landets vigtigste byer.

Når det kommer til Kunduz er livlinjen kappet. I efteråret indtog Taleban i et overraskelsesangreb landets femtestørste by og holdt den i 14 dage, før de under presset fra amerikanske specialtropper og intense luftbombardementer igen opgav den.

I dag er der ingen civil flytrafik på Kunduz, og vejene, der forbinder byen med omverdenen, er alle dødsfælder på grund af Talebans hyppige vejspærringer. I slutningen af maj stoppede oprørsbevægelsen to busser, hvorefter de skød 10 af passagererne, fordi de angiveligt havde forbindelser til regeringen.

Afghanistans forhenværende præsident Hamid Karzai blev spøgefuldt kaldt borgmesteren af Kabul. Længere end til hovedstaden rakte hans indflydelse ikke i det uregerlige land. Det er svært at finde en passende vittighed om landets nuværende præsident Asraf Ghani.

Han er end ikke herre i sit eget præsidentpalads, men blot formelt overhoved for en dybt splittet og handlingslammet regering. Skønt landet befinder sig i en eskalerende borgerkrig, har der i det meste af Ghanis snart toårige regeringstid end ikke været udnævnt en forsvarsminister.

Et tvivlsomt valg bragte Ashraf Ghani til magten ved præsidentvalget i 2014, da han efter at have været langt bagude i første valgrunde til alles forbløffelse næsten fordoblede sit stemmetal i anden runde og dermed vandt en overlegen sejr over rivalen Abdullah Abdullah.

Amerikanerne tvang de to fjender sammen i et fornuftsægteskab, der snart skulle afsløre sig som dybt dysfunktionelt, og splittelsen i regeringens hjerte sætter sig også dybe spor i det allerede krigshærgede land, der i dag mest af alt minder om en sønderskåret krop.

Efter sovjetisk forbillede

Få steder er splittelsen så tydelig som i Mazar-i Sharif, provinshovedstad i Balkh-provinsen, der grænser op til Usbekistan.

Da præsident Ghani tiltrådte, afsatte han som en af sine første handlinger alle landets provinsguvernører. De havde været den tidligere præsidents mænd, og nu satte han sine egne loyale støtter ind.

Da præsidentens ordre nåede Balkh-provinsen, fik han et blankt nej fra provinsens egenrådige guvernør, Atta Mohammad Noor, der hverken er Karzais eller Ghanis mand, men sin helt egen.

Atta er i færd med at omskabe Balkh-provinsen til en stat i staten, en et-parti-provins, og han har tilstrækkelig med militær magt og folkelig opbakning til uden problemer at trodse den svage regering i Kabul.

Ser man på de enorme plakater, der hænger i Mazar-i Sharifs gader, er man ikke i tvivl om Attas inspirationskilde. Den tidligere krigsherre har smidt turbanen og trimmet sit enorme skæg.

Også den karakteristiske afghanske klædedragt har han udskiftet til fordel for jakkesæt og slips, og han lader sig altid afbilde omgivet af generaler, hvis uniformer ser ud, som om de er syet af skræddere fra det forsvundne Sovjetunionen.

Atta har mere end skævet til de tidligere sovjetrepublikker, der ligger langs Afghanistans nordlige grænse, Turkmenistan, Usbekistan og Tadjikistan, der efter Sovjetunionens opløsning forvandlede sig til centralasiatiske diktaturstater. Hans mål er at skabe et enmandsdiktatur bygget op omkring en personkult.

Men Atta er ikke den eneste figur i Balkh-provinsen med store ambitioner. Andre plakater i Mazar-i Sharif viser en mand med svære øjenbryn, overskæg og et fladt, brutalt ansigt. Han ses ofte iført militærantræk, men ikke til paradebrug som generalerne, der omgiver Atta, snarere som en soldat, der befinder sig på slagmarken midt blandt sine mænd.

Det er Abdul Rashid Dostum, Afghanistans vicepræsident, som også er en berygtet krigsherre, der i de sidste årtiers mange krige nåede at kæmpe på alle sider, bortset fra Talebans.

Selv efter afghansk målestok har Dostum ry for uhørt brutalitet i sin fremfærd mod altid skiftende fjender, og så sent som i april i år blev han på grund af anklager for krigsforbrydelser nægtet indrejse af Afghanistans nærmeste allierede USA.

Atta og Dostum har hver deres veludrustede milits, der flere gange er stødt sammen med mange døde på begge sider til følge. Begge omtaler de deres militser som politiske partier, men navnene røber deres totalitære ambitioner. Attas milits hedder Jamiyat, Folket. Dostums kalder sig Junbish, Bevægelsen.

Plakaterne rundt om i Mazar-i Sharif handler ikke om at give byens borgere muligheder for at vælge, hvem de vil regeres af. Plakaterne reklamerer ikke for noget. De annoncerer en borgerkrig.

For Azimulhaq Azimi, partisekretær i Jamiyat, er der ingen tvivl om, at krigen vil komme, hvis regeringen forsøger at presse Atta til at træde tilbage.

Atta har folket bag sig, og krigen vil blive voldsom og ødelæggende for regeringen, truer han. Azimi lægger ikke skjul på, at bevægelsens ambitioner rækker videre end til Balkh-provinsen. Atta vil omdanne hele Afghanistan med Mazar-i Sharif som forbillede.

Guvernør Atta Mohammad Noor (t.h.) er sin helt egen. Han er i færd med at omskabe Balkh-provinsen til en stat i staten, en et-parti-provins. Han appellerer ikke til folk med et politisk program, men udelukkende med sin person, men sin figur som magthaver.

Massoud Hossaini

Maria Raheen, der er leder af det journalistisk fakultet på Mazar-i  Sharifs universitet, hvor hun blandt andet underviser i konflikthåndtering, bekræfter partisekretærens analyse.

Atta er i dag umulig at fjerne. Han har penge, folkelig støtte og militær slagsstyrke. Et forsøg på at fjerne ham vil resultere i borgerkrig.

Hun påpeger, at plakaterne i byen aldrig er bygget op omkring slagord. De to forhenværende krigsherrer markedsfører sig selv som førere, ikke som repræsentanter for ideer eller planer for fremtiden. Det er dem selv og deres egen magt, det handler om.

Balkh grænser op til Usbekistan, og det gør provinsen attraktiv. Grænseområder er altid store indtægtskilder på grund af smuglertrafik og narkohandel.

Da vi spørger hende, om Atta kontrollerer byens politiske liv såvel som dens forretningsliv, svarer Maria Raheen med et resigneret, lakonisk ’ja’. Men så tilføjer hun straks, at hun personligt ville begræde, hvis Atta blev bragt til fald.

Han har skabt sikkerhed i byen, og mennesker med uddannelse nyder godt af hans beskyttelse. Hun nævner sig selv som et eksempel. Skønt kvinde har hun både kørekort og sin egen bil og kan uden problemer bevæge sig rundt i trafikken. Det ville være utænkeligt i de fleste andre provinser i Afghanistan.

Hvor fintmasket Attas kontrol med livet i Maza-i Sharif er, oplever vi ved selvsyn, da vi sammen med vores fixer sætter os ind i en taxa, og chaufføren straks underkaster fixeren et skarpt forhør om de to mænd på bagsædet.

Hvem er vi? Hvad laver vi her? Hvem arbejder vi for? I lighed med mange andre af byens taxachauffører, tjener han ekstra penge ved at indsamle efterretninger for byens enevældige guvernør.

Om Taleban tales der sjældent og da altid i konspiratoriske vendinger. Jamiayats militser bekæmper Taleban, hævder bevægelsens sekretær, Azimulhaq Azimi, men i samme åndedrag anklager han rivalerne fra Junbish for at falde dem i ryggen.

I modstanderens lejr retter Junbish-bevægelsens repræsentanter den samme anklage mod Jamiayats militser. Imens vokser Taleban sig stærkere og stærkere ude i provinsens landdistrikter og kan efter forgodtbefindende åbne og lukke byens indfaldsveje.

Bristede forventninger

For fire-fem år siden opfandt de stadig mere desperate amerikanere et nyt politikorps, det såkaldte Afghan Local Police, der i realiteten ikke var andet end nødtørftigt bevæbnede militser, hvis eneste opgave bestod i at skyde løs på Taleban, men som meget af tiden benyttede deres nyerhvervede våben til at udplyndre befolkningen.

Det nyeste skud på stammen er lokale selvforsvarsgrupper, der med inspiration fra Iraks såkaldte Awakening-bevægelse er blevet døbt Uprising.

Foreløbig har de nye militser blot øget antallet af bevæbnede mænd i et land, der i forvejen er overfyldt med våben. Både Jamiyat og rivalerne fra Junbish opretter deres egne Uprising-militser, der lige så ofte, som de skyder på Taleban, fyrer løs på hinanden.

»For 12-13 år siden var forventningerne til fremtiden i den afghanske befolkning enorme. I dag er skuffelsen tilsvarende stor,« siger Jörgen Holmström, der som chef i bistandsorganisation Svenska Afghanistankommittén har boet og arbejdet i Kabul i 16 år.

»Afghanerne er blevet natsorte pessimister.«

Jörgen Holmström selv giver udtryk for en moderat, hårdt tilkæmpet optimisme. »Det må man have for at arbejde her,« siger han. »Her er dog sket fremskridt. Infrastrukturen er blevet udbygget. Børnedødeligheden er faldet. Der er flere børn i skole. Men det er nemt at miste perspektivet.«

Holmström baserer sin optimisme på noget meget elementært, den sikre forvisning om, at krigsherrernes forråede generation en dag afgår ved døden af naturlige årsager. En ny, veluddannet generation vil have et andet livssyn.

Læs også: Hvor der er kvinder, er der håb

Det er den samme optimisme Maria Raheen i Mazar-I Sharif giver udtryk for, da hun påpeger, at begge byens rivaliserende krigsherrer har sendt deres børn til udlandet for at studere.

Når de kommer tilbage, vil tingene ændre sig, siger hun. Den unge generation vil ikke længere tænke i militser og væbnede kampe, men blive drivkraften i en modernisering af Afghanistan.

Om velhavernes veluddannede børn overhovedet vil vende tilbage til Afghanistan, har hun ikke noget svar på. Heller ikke på, hvorfor landets fremtid skal afgøres af arvefølgen inden for nogle få etablerede familiedynastier, der i forvejen har tilranet sig det meste af magten.

Men det er netop sådanne spørgsmål, mange unge afghanere stiller sig, og det er det nedslående svar, der får landets veluddannede til at flygte til Europa i et antal, der sidste år nåede helt op på 200.000. Afghanistans unge generation, landets fremtid, har tabt troen.

I et land, hvor det ene valg efter det andet har været præget af svindel, og korruption gennemtrænger alt, er de begyndt at stemme med fødderne. De flygter fra et Afghanistan, der falder fra hinanden, og en regering, der har tabt enhver troværdighed.

Når vi taler med de unge, hvad enten det er i Helmand, Mazar-i Sharif, Kabul eller Herat, Afghanistans tredjestørste by, får vi et dobbelt indtryk.

Vi mærker desillusionen, den natsorte pessimisme, Jörgen Halström taler om. Men vi mærker også et stort uudnyttet reservoir af idealisme, især hos kvinderne. De unge vil gerne arbejde for fællesskabet. De vil gerne bygge en bedre fremtid. De oplever blot, at alle døre lukker sig.

Et ressourcestærkt folk

Ramin Mohamadi på 25, som vi møder i Herat, kunne med sin uddannelse som agronom være en rollemodel. Men han er det modsatte. Ramin Mohamadi tror ikke på Afghanistans fremtid.

Han nævner først sikkerhedssituationen, men fokuserer så på den hastigt voksende arbejdsløshed, som rammer både uddannede og ufaglærte. Regeringen bekymrer sig ikke om problemet. »Det er umuligt at få et job, hvis du ikke betaler store summer i bestikkelse,« siger Mohamadi. »Forbindelser betyder alt.«

»Mange af mine venner er allerede flygtet til Tyskland,« fortsætter han. »Jeg ved, at flugten koster mange penge. Men jeg skal nok skaffe dem. Der er ingen fremtid i Afghanistan.«

For Abdullah Rab Khadem, som kun er 17 år gammel, handler livet om at ville. Han har allerede færdiggjort den 12-årige skolegang, hvor han takket være flid og begavelse kunne springe flere klasser over. Han forsørger sin familie i Herat som bilmekaniker samtidig med, at han læser økonomi på universitetet.

Men der er en skygge i Abdullahs liv, og det er hans eget land, der kaster den.

»Alt er usikkert i Afghanistan,« siger han. »Jeg ser det hver aften på tv: drab, kidnapninger, selvmordsangreb. Der er ingen sammenhold. Alle forråder hinanden. Vi kan ikke stole på politiet. Vi kan ikke stole på hæren.« Han ryster på hovedet. »Nej, jeg er ikke optimist på mit lands vegne.«

Afghanerne er et ressourcestærkt folk af hårdnakkede overlevere, og man finder eksempler på deres ressourcerigdom de mest uventede steder. Hvad enten man bryder sig om det eller ej, udgør de stædige overlevere i Taleban en af verdens mest ressourcerige guerillabevægelser.

Læs også: Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

Ti kilometer vest for Herat, i ørkenen tæt på Khaje Khoni-bjergkæden, ikke langt fra den iranske grænse, finder vi et andet overraskende og måske mere konstruktivt eksempel på ukueligheden.

Indtil for 10 år siden var her blot en lille landsby, Jebrael. Nu er her en by med 200.000 indbyggere, eller 38.000 familier, som man siger på afghansk. Det er hjemvendte flygtninge fra Iran, alle fra den etniske minoritet hazaraerne, som bor her.

Shahrar Al-Mahdi hedder byen. Indbyggerne har selv bygget den. Med deres egne hænder. Det kan man godt se. Det er rå mursten, der præger bybilledet. Men der er butikker, skoler, læger, institutioner, alt, hvad der skal få et fællesskab på 200.000 mennesker til at fungere.

Uniformerede skoleelever, piger og drenge mellem hinanden, strømmer gennem gaderne, da vi er på besøg.

Her er ingen opgivelse, ingen afmagt, her er ikke andet end rå energi, og den går ikke til kamp og ødelæggelse, men til opbygningen af et fællesskab og et konstruktivt liv. Shahrar Al-Mahdi ligger ikke på noget kort.

Googler man navnet, står der, at det er en lokalitet i Lorestan Provinsen i Iran. Byen optræder ikke i optimistiske FN-rapporter. Den er ikke genstand for noget stort opslået internationalt bistandsprojekt. Men den er der. Som en ukuelig spire i ørkenen.

Det er på en af de rå murstensmure i Shahrar Al-Mah-di, at vi finder graffitien, der opsummerer vores oplevelse af Afghanistan. En tyk mand og en udmarvet mand sidder rundt om en fyldt gryde. Gabet står åbent på den tykke mand, og den tynde rækker en mager arm frem for at fodre ham med en ske.

Vi spørger om meningen med graffitien.

»Den tykke mand er regeringen,« lyder svaret. »Den tynde mand er det afghanske folk.

Serie

Afghanistan genbesøgt

Forfatter Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer er rejst tilbage til Afghanistan. I 2013 tog de på egen hånd rundt i landet for at gøre status på krigen og genopbygningen efter mere end ti års vestlig invasion. Nu er de udenlandske styrker borte, og Taliban presser på overalt.

I seks artikler tegner de et portræt af et land, der befinder sig midtvejs mellem truende sammenbrud og et nyt overraskende opbrud.

Seneste artikler

  • Hvor der er kvinder, er der håb

    22. juni 2016
    En ny, veluddannet generation af afghanske kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen. De længes efter et liv uden burka – og efter tankens frihed
  • Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

    18. juni 2016
    Hayat Hooman var en del af den menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Som mange andre ønsker han en fremtid i Afghanistan, men som mange andre havde han svært ved at finde den her. Nu er han hjemme igen, hvor han ligesom Shifaq, Dawood og Nazradin håber at finde en fremtid
  • I Talebanistan vajer det hvide flag

    11. juni 2016
    Helmand, der var centrum for den danske indsats i Afghanistan, er i dag landets farligste provins, og det farligste sted at opholde sig i Helmand er et checkpoint. Forfatter Carsten Jensen og dokumentarist Anders Sømme Hammer skriver fra provinsen.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu