Læsetid: 8 min.

Den spritstive statsadvokat

Var det en trafikforseelse, der hindrede et seriøst opgør med besættelsestidens værnemagere og landsforrædere? Det kaster ny forskning om en af opgørets hovedpersoner nyt lys over
Den kommunistiske jurist Carl Madsen, der her er fotograferet ved sit hjem ved Lejre i 1960’erne, huskes i dag mest som legendarisk forsvarsadvokat. Historien om hans nederlag som modstandsbevægelsens statsadvokat er mindre belyst. Arkivfoto: Polfoto

Den kommunistiske jurist Carl Madsen, der her er fotograferet ved sit hjem ved Lejre i 1960’erne, huskes i dag mest som legendarisk forsvarsadvokat. Historien om hans nederlag som modstandsbevægelsens statsadvokat er mindre belyst. Arkivfoto: Polfoto

18. juni 2016

Klokken fire om morgenen natten til fredag den 1. november 1946 observerede to patruljerende københavnske politibetjente en stor mørk bil, der kom kørende i i zigzag og stærk fart mod Frihedsstøtten på Vesterbrogade.

Bilen blev vinket til standsning, og føreren, en 43-årig undersætsig, tyndhåret mand, blev taget med på stationen. En lægeundersøgelse viste, at manden var »påvirket i middelsvær Grad«. Spirituspromillen var 1,71, og det svarede til »15-17 Genstande eller til trekvart Helflaske Akvavit«, som det hed i avisomtalerne et par dage efter.

Under afhøringen kom det frem, at manden havde været til et større selskab om aftenen hos en forlagsboghandler, hvor der ud over smørrebrød, øl og snaps også var blevet serveret whisky, cognac og fransk likør. Manden var blevet noget »oprømt« og havde »underholdt Selskabet med sine Oplevelser under Besættelsen«. Sent på natten havde manden endda citeret »Marseillaisen på Fransk«, som Social-Demokraten og Ekstra Bladet senere kunne berette.

Da selskabet brød op ved tre-tiden, blev de øvrige gæster klar over, at manden ikke selv var i stand til at køre bil. Han blev derfor af en bekendt kørt hjem til sin bopæl på Enghave Plads og hjulpet ind i opgangen. Men netop som vennen selv var ved at ringe efter en taxa fra »en Telefonautomat«, hørte han en bil blive startet. Til sin store overraskelse så han, at en mørk vogn nu kørte ind mod byen.

Under retssagen syv måneder anførte manden til sit forsvar, at der måtte have været tale om en såkaldt patalogisk rus. I hvert fald kunne han ifølge sin forklaring til retten intet huske den følgende morgen, og han var først blevet opmærksom på, at noget usædvanligt måtte være sket, da han »foran Barberspejlet« opdagede, »at han havde en Vattot paa det ene Øre«, som Information skrev.

En professor havde til retten skrevet en erklæring, der bl.a. henviste til det meget store arbejdspres, manden havde været udsat for i månedsvis, hvor han havde arbejdet fra klokken ni om morgen til klokken to om natten og på bare to måneder fået oparbejdet 352 overarbejdstimer.

Dommeren og domsmændene i byrettens 4. afdeling var dog ikke i tvivl: I juni 1947 blev den uheldige bilist idømt 14 dages hæfte og blev desuden frakendt »Køretilladelsen« i et år.

Dermed fik denne banale hverdagshændelse danmarkshistorisk betydning for det retsopgør med værnemagere og landsforrædere, som var blevet indledt efter befrielsen i maj 1945.

Den spritstive bilist var nemlig den statsadvokat, der havde ansvaret for netop disse sager. Hans navn var Carl Madsen.

Carl Madsen

  • Født 1903
  • Juridisk embedseksamen 1928. Samme år indmeldt i Danmarks Kommunistiske Parti. Ansat som fuldmægtig i Statens 4. hovedrevisorat.
  • Interneret som kommunist i juni 1941 af dansk politi, flygtede fra Horserødlejren 29. august 1943, derefter illegalt modstandsarbejde.
  • Statsadvokat med ansvar for værnemagersager 1945-46, derefter selvstændig sagførervirksomhed, hvor han bl.a. mange andre sager var forsvarer for fristaden Christiania. Ekskluderet af DKP i 1975, død 1978.
  • Forfatter til bl.a.: ’Proces mod politiet’, ’Vi skrev Loven’, ’Flygtning 33’ og ’Fortids møre mur’

Gnider sig i hænderne

Carl Madsen var også en kendt kommunist og partimedlem siden 1928. Som sådan var han blevet fængslet af dansk politi i juni 1941, men det lykkedes ham sammen med få andre internerede at flygte fra Horserødlejren i august 1943, og siden havde han arbejdet som jurist illegalt som medlem af både af Frihedsrådets straffelovsudvalg og arrestationsudvalg, hvor man indsamlede oplysninger og forberedte den særlov og det opgør, som skulle komme, når Danmark atter var frit.

At Højesteret og et antal dommere i 1941 havde godkendt den grundlovsstridige fængsling af kommunisterne, hvoraf adskillige senere mistede livet eller førligheden i tyske tugthuse eller koncentrationslejre, ætsede sig for altid ind i Carl Madsens sind.

De danske domstole havde svigtet »baade nationalt og moralsk under Besættelsen«, og derfor havde det ifølge Carl Madsens mening »været lykkeligere, om Afgørelser af Forræderisager var blevet unddraget de ordinære Domstole. Dette Standpunkt har jeg stedse forfægtet, blandt andet ogsaa i Frihedsraadets Straffelovsudvalg«, som han skrev den 5. august 1945 i en kronik, der blev bragt i Politiken.

Af mange i modstandsbevægelsen blev netop Carl Madsen og hans udnævnelse til ekstraordinær statsadvokat med ansvaret for værnemagersagerne derfor set som en garant for, at opgøret med alle dem, der havde sveget, skulle føres både til bunds og til tops.

Skuffelsen var derfor stor, da Carl Madsen allerede dagen efter anholdelsen blev fritaget for tjeneste som statsadvokat og derfor måtte lægge sagerne fra sig. Som det hed i en leder i Information, skrevet af avisens grundlægger Børge Outze, et par dage efter anholdelsen:

»Det giver en bedsk Smag i Munden at tænke sig, at alle Landets Værnemagere nu gnider sig i Hænderne, fordi Statsadvokaten optræder som et Fjols.«

Derimod omtalte kommunisternes dagblad, Land og Folk, ikke anholdelsen af den kommunistiske statsadvokat med et ord.

Retsopgøret

  • Efter befrielsen vedtog Folketinget love om landsskadelig virksomhed.
  • Omkring 30.000 blev interneret, godt 13.000 blev dømt og 46 blev henrettet.
  • Ifølge Gyldendals encyklopædi blev 12.877 mænd og 644 kvinder strafet efter Straffelovstillægget og Værnemagerloven.

Carl ville have hævn

Ifølge historiker Chris Holmsted Larsen, der på Danmarks befrielsesdag den 4. maj forsvarede sin 500 sider lange ph.d.-afhandling Den stalinistiske systemkritiker, blev Carl Madsen som særlig statsadvokat med ansvar for værnemagersagerne imidlertid »sat på en umulig opgave«.

»Carl Madsens hovedformål var at ramme samarbejdspolitikkerne, dommerne og værnemagerne,« fortæller Chris Holmsted Larsen, der har brugt fire år på at skrive afhandlingen om Carl Madsen.

»Både i den kommunistiske og i den nationale del af modstandsbevægelsen var der allerede fra 1943 enorme forventninger til, hvilken indflydelse modstandsbevægelsen ville få. Men der gik ikke ret lang tid efter befrielsen, før hverdagen meldte sig. Realpolitisk indgik Frihedsrådet nemlig et kompromis med samarbejdspolitikerne, og det betød, at samarbejdspolitikerne og ikke mindst embedsmandsapparatet kunne fortsætte stort set uantastet.«

Chris Holmsted Larsen peger på, at centrale DKP’ere som Alfred Jensen og Mogens Fog spillede en slags dobbeltspil, hvor de på den ene side accepterede kompromisset med samarbejdspolitikerne, og på den anden side også deltog i den enorme bølge af folkelig succes, som kommunistpartiet red på i sommeren 1945 som følge af partimedlemmernes indsats under modstandskampen.

»Men Carl Madsen glemte aldrig, hvad kommunisterne var blevet udsat for. Han ville have dommerne afsat og etableret særdomstole til retsopgøret. Det var personligt for Carl Madsen, han ville have hævn.«

Hvis det var lykkedes for kommunisterne at sætte sig på retssystemet og domstolene, havde man taget et stort skridt frem mod et kommunistisk Danmark.

»Så havde retsopgøret været langt mere dybtgående og langt mere blodigt, men det ville hverken samarbejdspolitikerne eller embedsapparatet, og det lykkedes dem altså at stikke foden i døren,« siger Chris Holmsted Larsen.

Han mener, at det er let på tryg afstand at kritisere, at det retsopgør, der så fandt sted, primært rettede sig mod de små fisk, mens de store landssvigere og værnemagere slap forholdsvis billigt, bl.a. fordi deres sager trak ud og trak ud, og hævnfølelsen var blevet mindre i befolkningen.

»Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis Carl Madsen havde fået sin vilje, så ville vilkårligheden have været udbredt og dødsstraffen langt mere anvendt, så det hele havde mindet meget mere om det, der fandt sted i Østeuropa under den røde hærs tilstedeværelse. Så vi skal nok være glade for, at det aldrig kom så vidt.«

For kommunisterne var opgøret med værnemagerne også centralt. Hvis man kunne pille en lang række erhvervsledere ud og så at sige stille dem op ad muren, så ville vejen være banet for en nationalisering af mange store virksomheder.

»Men det vidste samarbejdspolitikerne jo udmærket. Det var dem selv, der fra begyndelsen af besættelsen havde opfordret virksomhederne til at producere for Nazityskland, så et opgør med værnemagerne havde ikke været muligt, uden at også samarbejdspolitikerne blev sat på anklagebænken. Derfor fik vi ikke det retsopgør, som Carl Madsen og brede dele af modstandsbevægelsen havde sat næsen op efter.«

Set i det perspektiv var det derfor ifølge Chris Holmsted Larsen relativt ligegyldigt, at Carl Madsen fældede sig selv med sin spritkørsel.

»Det var det, fordi det opgør, Carl Madsen ville have, fra begyndelsen var dømt til at lide skibbrud. Han mødte jo massiv modstand fra de øvrige dele af anklagemyndigheden, hvor man tilbageholdt oplysninger og forhalede sagsbehandlingen. Det var en klar strategi, man fulgte, indtil begejstringen for kommunisterne forventedes at klinge af.

Selv om DKP fik 18 mandater ved det første valg i 1945, kunne de ikke omsætte det til noget reelt. Og kort efter kom Den Kolde Krig, hvor kommunisterne år for år blev mere og mere isolerede. Min konklusion er derfor, at uanset om Carl Madsen havde været fuld eller ej, så havde det ikke ændret noget. Hvis ikke han havde kørt spritkørsel, var han i stedet blevet afsat eller forflyttet.«

For Carl Madsen selv var det en tragedie, at han blev afsat.

»Man kan se i hans senere bøger, at han selv opfattede det som sit livs største nederlag, at han egenhændigt havde givet systemet en anledning til at afskedige ham. For samarbejdspolitikerne og værnemagerne kom hans spritkørsel selvfølgelig som en gave fra himlen.«

Selvmedicinering med øller

Selv om byretten i juni 1947 ikke var enig med Carl Madsen i, at hans brandert var en patologisk rus, så ved vi ifølge Chris Holmsted Larsen i dag, at mange af modstandsfolkene, som havde arbejdet illegalt og været jaget af Gestapo, i efterkrigsårene udviklede posttraumatisk stresssyndrom. Man kendte ikke dengang til sygdommen, og ingen blev derfor behandlet for de søvnløse nætter og jævnlige mareridt, de måtte slås med.

»Det var ikke noget, man talte om. Man skulle bare videre, og mange modstandsfolk selvmedicinerede sig med det eneste stof, de kendte, nemlig alkohol. Dertil kom, at der dengang var en seriøs alkoholkultur i arbejderklassen.«

Carl Madsen var, hvad Chris Holmsted Larsen vil kalde for en »funktionel alkoholiker«.

»Hvis han først fik én øl, så fortsatte han. Han udviklede sine egne specielle mekanismer, bl.a. med at stå tidligt op og sætte sig ved skrivemaskinen og arbejdsbordet, hvis han dagen forinden havde været fuld. Som hans datter har fortalt mig, så mente han selv, at han ikke kunne være alkoholiker, så længe han var i stand til at stå tidligt op næste dag og begynde at arbejde.«

I arkiverne har Chris Holmsted Larsen kunnet se, at man efter afskedigelsen af Carl Madsen som statsadvokat forhandlede på øverste plan i regeringen, om man kunne finde en økonomisk kompensation til den tørstige jurist. Men det kunne man ikke enes om, og i stedet fandt man en pragmatisk løsning, hvor han til gengæld kom foran i køen og meget hurtigt fik en bestalling som sagfører.

Dermed indledte Carl Madsen en karriere som beskikket forsvarsadvokat, hvor han snart blev en frygtet og berygtet person i de danske retssale. Men det er en helt anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Søren Wegner
  • Niels Duus Nielsen
  • Oluf Husted
Benno Hansen, Søren Wegner, Niels Duus Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Retsopgøret var præget af, at straffelovstillægget, som befrielsesregeringen straks fremsatte forslag om, og som folketinget vedtog 1. juni 1945 med 127 stemmer for, 5 imod, havde tilbagevirkende kraft fra 9. april 1945. I de 5 år har danskerne altså levet under én straffelov, men skulle nu dømmes efter en anden. Det var et ligeså stort grundlovsbrud som "kommunistloven" af 1941. Man kan undre sig over, at den ellers retskafne jurist Carl Madsen var med på den.

Værnemagersagerne løb delvist ud i sandet, dels på grund af regeringens samarbejde med tyskerne de første år, og dels fordi der var for mange og tunge "samfundsstøtter", der havde arbejdet for tyskerne, men det havde nok været nemmere at få retsopgøret til at fungere, hvis man havde sat datoen for den nye strafferet til den 29. august 1943, da regeringen gik af. Derefter var der ingen, der kunne være i tvivl om, at det var i strid med Danmarks demokratiske ønsker at samarbejde med, og arbejde for tyskerne.

uffe hellum, Karsten Aaen, Per Jongberg, Torben R. Jensen, Claus Nielsen, Carsten Wienholtz og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Alene det forhold at Madsen forblev medlem af DKP fra 1928 til sin død, og fortsat forsvarede Moskvaprocesserne, dokumenterer at han havde nogle kollosale brister i den type logik der er afgørende for en jurist. Det er vanskeligt og virker utroværdigt at spritkørsel, som på det tidspunkt ikke var den alvorligeforseelse som det blev fra 60'erne og frem til Idag, skulle være det eneste der gik galt for Madsens karriere. Den analyse antyder snare at analytikeren ikke forstå den tid vi her taler om. Alkoholisme var næsten respektabelt i de dage. Næsten alle politiske ledere, industriens mænd og he kongen blev konstant taget i spritkørsel, en kollosale mængde af disse var alkoholikere. Det gælder også ledende skikkelser i modstsbdsbevægelsen samt de vigtigste statsministre Stauning og Kragh inkluderet. Det var næsten noget nær respektabelt at være alkoholiker og blive taget i spritkørsel var ikke det store problem det er Idag, helt som det indtil for nylig ikke var noget problem at være ryger. Historien her virker for tyndbenet. Kong Frederik den 9 blev konstant taget i spritkørsel Jens Otto Krag, havde altid en lille en på øret. Nej Madsen havde trods sine kvaliteter nogle alvorlige mentale brister hvad angår den logik der gør en gid jurist.

uffe hellum, Søren S. Andersen, Hans Aagaard og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Min konklusion. Spirituskørsel var ikke den virkelige årsag til Carl Madsens fald. Selv ville jeg have fravalgt ham alene på grund af hans konstante forsvar for Stalind forbrydelser. Manden havde en brist sine i mine øjne gjorde han tvivlsom som såvel anklager som forsvarsadvokat. Spirituskørsel var måske en god anledning.

Robert Ørsted-Jensen

Hvis analytikeren bag artiklen her gjorde sig den ulejlighed at undersøge alle spirituskørselsssger fra perioden op til 1965, ville gab uværgeligt drage samne konklusion. Spiritus var sjældent en reel forsyndelse. Det var snarere en belejlig undskyldning hvis man ønskede at skulle sig af med en person af andre årsager. Carl Madsen var et talentfuldt fjols. Det kommer tættere på virkeligheden. At anvende ham som anklager i sager om forbrydelser mod menneskeheden var næsten lige så absurd som da Vyshinsky stod som anklager i Nürnberg. Sidstnævnte er en verdenshistoriens absolut største juridiske forbrydere, at anvende ham ved den lejlighed var i sig selv en forbrydelse

Robert Ørsted-Jensen

Madsen var ikke selv en forbryder han forbrød dig ikke andet end mod logik og sund fornuft. Som anklager mod nazistiske forbrydelser burde han SF indlysende grunde være diskvalificeret. Det var mere rimeligt at lade ham fortsætte livet ud som forsvarsadvokat. Det andet ville sgu have været skandaløst

Erik Karlsen

NU bliver der jo heller ikke konkluderet i artiklen, at spirituskørsel var årsagen.
I begyndelsen af artiklen stilles spørgsmålet "Var det en trafikforseelse, der hindrede et seriøst opgør med besættelsestidens værnemagere og landsforrædere?".
Og som jeg læser det, konkluderer artiklen (på baggrund af den omtalte afhandling), at det kun var en anledning (eller undskyldning), men ikke den egentlige årsag.

Benno Hansen, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Carl Madsen pådrog sig vrede fra mange sider. Han brød sig - af gode grunde ikke - ikke om den politik, ledende politikere førte under besættelsen.

Han glemte aldrig statsminister Staunings tale i Studenterforeningen 8. marts 1941, hvor han fremlagde, hvordan han så Danmarks rolle i den storeuropæiske planøkonomi ledet af Tyskland:

”Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende ud i Fremtiden.”

Stauning skitserer herefter det han opfatter som de tyske planer – og tilføjer så:

”Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Torben R. Jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det glæder mig Erik hvis du har ret. Jeg kunne ikke drømme om at frakende eller underkende Madsens evner som forsvarsadvokat. Men at ansætte en ukritisk næsegrus beundrer af forbryderen Andrej Vychinsky som anklager i sager mod nazister og kolloberatører er og var en rablende ide som ethvert fornuftigt menneske burde kunne finde en vej ud af. Bucharin og Marx være lovet leverede han så selv undskyldningen og det var sgu godt. Han leverede så igennem flere årtier et fremragende job som forsvarsadvokat. Og good on him for det. Men manden var sgu politisk imbecil og aldeles fejlplaceret i retsopgøret

Robert Ørsted-Jensen

Sohn Det er ikke svært at rette skytset mod Stauning. Men alt andet lige så var Staunings fejl ikke at beundrede nazismen men at han gik alt for vidt ud i at forestille sig hvordan MSN kunne overleve i tilfælde af dens totale sejr.

Madsens synd svarer nøje til at andre i hans fag beundrede Roland Feisler. Spørg dig selv - vil jeg turde stole på en advokat der aldrig var selvkritisk nok til at turde livtag eller bare lægge afstand til sin ungdoms næsegruse beundring for Roland Freisler?

»Carl Madsens hovedformål var at ramme samarbejdspolitikkerne, dommerne og værnemagerne,«

Carl Madsen, kørte spirituskørsel.
Carl Madsen var stalinist.
Carl Madsens hovedformål var, at "ramme", at hævne, det var personligt.
Carl Madsen, ville have etableret særdomstole til retsopgøret. ... hovsa! Hvorfor var det lige, at der ikke kunne gennemføres et retfærdigt retsopgør i Danmark uden kommunisten Carl Madsen. Det har jeg aldrig forstået.

Jeg ved Carl Madsen havde et omfattende arkiv på loftet i sit sommerhus i Lejre, og at dette arkiv brændte helt ud, blandt andet fordi de stakkede papirer blev splittet ad med brandhager under branden. Men alligevel ? Retfærdigheden i efterkrigsDanmark står og falder vel ikke med en enkelt kommunist?

Michael Kongstad Nielsen

Nej, retsopgøret kunne selvfølgelig ikke være afhængig af én bestemt person.

Carl Madsen førte i øvrigt sagen Fristaden Christiania mod Forsvarsministeriet sammen med Ole Krarup ved Østre Landsret. De tabte med et brag, men på en vis måde vandt de alligevel.

En dommer rejste sig og sagde til Carl Madsen:
- " Hr. Carl Madsen, De skal have respekt for retten ."
Hertil svarede Madsen:
- "Dommeren kan ikke forlange, jeg skal have respekt for retten. Kun at jeg skal vise respekt for retten".

Madsen var, som så mange andre på den tid, yderst skeptisk overforden måde, dommerne blev rekrutteret på.

Grethe Preisler

@Robert Ørsted-Jensen

undskyld spørgsmålet, men hvad dækker akronymet 'MSN' i dit indlæg af dags dato kl. 14.10 egentlig over?

Morten Thing nævner i sit store værk Kommunismens Kultur (1993), at Carl Madsen i 1938 skulle forsvare en Spaniensfrivillig, men dommeren, Arthur Andersen forbød Madsen at nævne ordene Tyskland, Italien og Mussolini i retten.

Herefter nedlagde han sit hverv som forsvarer.

Men ofte var de retssager, han førte, tilløbsstykker "Når rygtet gik, at Hjernemadsen var i retten, var der tæt besat på tilhørerpladserne.".

Karsten Aaen, Hans Larsen, Claus Oreskov og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Grete jeg lod spørgsmålet gå videre til rettesystemet i min iPhone - det siger "men"

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins
19. juni, 2016 - 16:48
- en detalje: huset i Lejre var ikke et sommerhus, men deres hjem (helårshus).

Robert Ørsted-Jensen

ja da ...hvordan man kunne overleve... så kan man så synes det var/er genialt. Min egen familie gik i modstand i stedet - og det døde flese så af

Robert Ørsted-Jensen

Atkins - kommunister af den stalinistiske slags - var nok heller ikke de helt rigtige til at sikre noget der kunne kaldes retfærdighed. Madsen var en fremragende fortsvarsadvokat, men det ville have været en skandale at gøre ham til anklager

Grethe Preisler

Det forum, hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner:

Må man "trække Hitlerkortet" når man diskuterer regeringens håndtering af "terrortruslen" i DK anno 2016 i "det offentlige rum"?
Nej-nej-nej-nej, det må man ikke!

Må man så til gengæld "trække Stalin-kortet" i samme anledning?
Ja-ja-ja-ja-ja - det må man gerne!

Det er sejrherrerne, der skriver historien, så det er bare om at sikre sig en plads på det vindende hold med tilbagevirkende kraft, hvis man vil drive det til noget som folkevalgt politiker og meningsdanner i Kongeriget Danmark anno 2016 ... ;-)

Det er ubestrideligt, at Carl Madsen var stalinist til det sidste – som mange andre kommunister fra hans slægtled, der oplevede krigen på nært hold. Men det er meningsløst at fradømme ham enhver anstændighed af den grund.

Som det hedder i artiklens slutning ” … Carl Madsen[indledte] en karriere som beskikket forsvarsadvokat, hvor han snart blev en frygtet og berygtet person i de danske retssale. Men det er en helt anden historie.”

De mennesker, han forsvarede, har næppe valgt ham fordi han var stalinist, men en dygtig forsvarsadvokat.

Robert Ørsted-Jensen

Sohn Det fradømmer ham kke enhver anstebdughed. Men hans holdning og udtalelser hvad angår Moskvaprocesserne sidst i 30erne og det forhold at han til det sidste - og ikke mindst i perioden 45 til 50 - fastholdt dette. - gør at det ville have været skandaløst om han varblevet anklager i forbindelse med retsopgøret efter krigen. Han var moralsk og juridisk uacceptabel.

Robert Ørsted-Jensen

Men det diskvalificerer han på ingen måde som forsvarsadvokat. Men vi taler om rollen dom anklager. Det var så sandelig også en skandale at se Madsens helt Andrej Vychinsky som Anklager i Nurmberg. Den mand var en forbryder på linie med dem han anklagede. Tilmed en forbryder mod kommunismen. Men det der er værre er at han var en forbryder mod menneskeheden på linie med dem han anklagede. Madsen var i den forbindelse kun en "forbryder" mod almen begavelse og sut fag. Men det alene burde have duskvaluficeret han som anklager mod nazi kollaboratører - han havde ganske enkelt mistet sin troværdighed som anklager her

Robert Ørsted-Jensen

det er ikke det forhold at han var stalinist der gør ham uacceptabel. Og intet af dette gjorde ham uacceptabel eller utroværdig som forsvarer.

Robert Ørsted-Jensen

Preisler du burde studere Moskvaprocesserne og Vychinskis rolle. Det her har intet at gøre med at trække noget kort andet end et rent fagretsligt et. Man kan ikke have tillind til eller acceptere end jurist som anklager i en sag sim dette, der offentligt har tilkendegivet at han fandt en sådan fremfærd juridisk forsvarlig. Det er det der er problemer. Det er ikke et fagretsligt problem at manden troede på Stalin på damme måde som andre tror på Gud og Jesus. Det sidste er allerhøjest et moralsk, politisk og intellektuelt problem. Det er ikke et fagligt problem. Nej hans tilkendegivelser hvad angår Moskvaprocesserne er et fagligt problem som diskvalificerede ham i mine øjne også selvom han ikke havde været kommunist og stalinist. Og jo der var bestemt jurister i perioden der ikke var kommunister og alligevel sagde tilsvarende ting om det fagretslige grundlag for disse processer. Også de var i mine øjne fagligt uanvendelige som anklagere i et sådant retsopgør

Robert Ørsted-Jensen

Det fagretslige princip er enkelt her. Selv nazikolobaratører og nazister har krav på ikke ar blive udsat for anklagere af typen Vychinsky eller Roland Freisler

Robert Ørsted-Jensen

Den her sag svarer til, hvis vi ser bort fra politik, at ansætte en mand som anklager i en sag mod pædophile efter at han et par år forinden havde forsvaret som en juridisk ansvarlig procedure nogle konkrete eksempler på hekseprocesser og efterfølgende offentlig afbrænding.