Læsetid: 6 min.

Svanesange og mirakler

Zlatan Ibrahimovic siger farvel til landsholdet efter dette EM. Den lange legende kan stadig nå at leve op til forventningerne ved den igangværende slutrunde. Men hvis ikke han gør det, er han ikke den eneste, der underpræsterer ved en slutrunde
Sveriges Zlatan Ibrahimovic laver grimasser under kamp mod Belgien på Allianz Riviera i Nice. Efter slutrunden trækker han sig fra landsholdet.

Sveriges Zlatan Ibrahimovic laver grimasser under kamp mod Belgien på Allianz Riviera i Nice. Efter slutrunden trækker han sig fra landsholdet.

Ariel Schalit

25. juni 2016

Det er langt fra ualmindeligt, at de allerstørste stjerner underpræsterer på de ypperste scener. Ikke mindst ved slutrunder.

Batterierne er døde. Sæsonen har været lang. De tvinges ind i formationer og taktiske systemer, de ikke som i deres klubber kender på rygraden. Forventningerne tynger mere, end de motiverer.

Onsdag aften måtte vi sige farvel til Zlatan Ibrahimovic, da Belgien besejrede svenskerne 1-0 i den sidste kamp i gruppe E. Fra i dag gælder det ottendedelsfinalerne. Lad os håbe, at ikonerne vågner til dåd.

Ifølge Politiken havde Zlatan dagen før EM-start mod Irland udtalt til den samlede verdenspresse, at »legenden fortsat kan levere«.

Den 34-årige svensker, der måske er den mest overnationale spiller i fodboldhistorien, kunne i vanlig megaloman charmestil fortælle, at han havde haft et forrygende år og kun var blevet bedre med alderen. Men også, at han jo kun er så god, som holdet gør ham til:

»Du er bedst, fordi du har holdkammerater, der gør dig til den bedste. Uden dem er du ingenting. Lykkes du kollektivt, så lykkes du individuelt. Så enkelt er det,« sagde Zlatan ifølge Politiken.

Bortset fra 10 minutter i første halvleg mod Belgien og enkelte dryp af offensiv fightervilje mod slutningen af samme kamp lykkedes kollektivet, Zlatan taler om, netop ikke.

Læs også: Hvad er folkhemmet uden Zlatan?

Og derfor lykkedes Zlatan heller ikke. En prunkløs konstatering, som ingen kan være uenig i, men også en lammende uppercut til træner Erik Hamrén, der er blevet kritiseret for krampagtigt at holde fast i en bedaget stamme på holdet, inklusiv Zlatan selv.

Nu går flere af de svenske veteraner på pension, og man kan håbe, at det giver plads til den fornyelse af mandskabet, som i særlig grad må fostres fra et fremstormende U21-hold, der blev europamestre med en sejr over Portugal i 2015. Eller som enkelte svenske kommentatorer har hævdet: Det kan kun blive bedre, nu hvor Zlatan er væk. Han fylder simpelthen for meget.

Ronaldo under niveau

Men det er ikke fair bare at give Ibrahimovic skylden. Se bare opgøret onsdag aften. Manden med den lange krop og Volvo-reklamerne kan stadig tæmme en bold på bedste Zidane-manér. Han fryser spillet, så midtbanen kan komme i overlap. Som en intelligent og lidt mere lækker Jan Koller, hvis nogen kan huske ham.

Zlatan er blevet kritiseret for at trække for langt ned i banen for selv at kunne tage del i opspillet. Men det er også den rolle, han i store dele af sæsonen har haft for Paris Saint-Germain. Desuden er det typisk for alderstegne fodboldspillere.

Mod Belgien vendte billedet. I første halvleg arbejdede Zlatan som en italiensk playmaker, nærmest som en offensiv Daniele De Rossi. I anden halvleg lå den lange svensker som en blanding af trequartista, i hullet bag angriberen, og decideret striker.

I 25 minutter, onsdag aften, fra kl. 22.20 og frem til slutfløjt, var Zlatan italiensk. Efter sommerferien bliver Zlatan efter alt at dømme engelsk, når han, som rygterne lyder, havner i Manchester United. Så har han også prøvet dét.

En anden stjerne, der er blevet beskyldt heftigt i medierne for at præstere langt under niveau, er Portugals Cristiano Ronaldo.

Han tager frispark, som det passer ham. Han skyder på mål hele tiden, men uden held. Og han kostede sit hjemland sejren, da han mod Østrig brændte et straffespark.

Han udvandrede trodsigt og pigefornærmet efter opgøret mod Island – de fightede til gengæld bravt – og sagde efterfølgende ifølge Tipsbladet:

 »Det var virkelig en heldig aften for dem. Vi skulle have haft de tre point, men det er okay. Det så næsten ud som om, at de havde vundet EM på den måde, som de fejrede det hele på.«

»Når de bare står tilbage og ikke laver andet end hele tiden at forsvare, forsvare og forsvare, så er der ingen tvivl om, at de viser, at deres mentalitet er som en lille nations. De kommer ingen vegne i turneringen med det spil,« udtalte Ronaldo ifølge Tipsbladet.

Bale

En sammenligning med Ronaldos holdkammerat fra Real Madrid, walisiske Gareth Bale, ligger lige for. 26-årige Bale, der kom i stormvejr i forrige uge ved at hævde, at de walisiske fans havde det største mandshjerte af dem alle, var en perifer skikkelse i Wales’ to første kampe mod Slovakiet og England (selv om han dog scorede flotte frisparksmål i begge), men har kæmpet sig gevaldigt op og tog i dén grad revanche mod faldne Rusland.

Her var Bale over det hele. Han igangsatte angreb med sine uimodståelige runs på flankerne. Han lagde dybdepasninger, som var de trukket på en snor. Og kronen på værket blev et flot mål til slutresultatet 3-0, hvilket gør ham til EM’s topscorer sammen med Spaniens Álvaro Morata.

Kig også på Real Madrid. Det var netop Bale, der scorede det vitale 2-1-mål i Champions League-finalen 2014 mod Atletico Madrid efter en pragtpræstation af Ángel Di María.

I samme kamp gjorde CR7, som han kalder sig, en kæmpe fest ud af sin scoring til 4-1, da det hele for længst var afgjort, med fremvisning af sixpack og hele pibetøjet.

Endelig var det som bekendt Bale, der med et af historiens flotteste mål sikrede Real Madrid Copa del Rey-pokalen i 2011. Ved den lejlighed fulgte Ronaldo med fra lægterne.

 Belgiens Eden Hazard, Spaniens Andrés Iniesta, Frankrigs Paul Pogba og Tysklands Thomas Müller var ligeledes på forhånd udråbt som dem, man skulle holde ekstra øje med i Frankrig.

I den konkurrence topper Iniesta foreløbig. Hazard har godt nok lavet sine løb og driblinger fra flanken og ind i banen, men han virker underligt fastlåst, og samspillet med Kevin De Bruyne har på ingen måder været lige i skabet.

Pogba har slet ikke shinet endnu og vist sig værdig som Zidane-arvtager. Müller har ikke virket, som om han er afklaret med sin position på banen. Måske er træner Joachim Löw ikke tydelig nok. Er det Müller eller Mario Götze, der spiller som falsk nier på Die Mannschaft?

Andrés Iniesta er en lidt mere kompliceret historie. I opgøret mod Tyrkiet, hvor Spanien legende let vandt med 3-0, var han Gud på en midtbane og dikterede spillet efter behag. Den præstation gav mindelser om Andrea Pirlos sublime opvisning i kvartfinalen mod England ved EM i 2012.

Spaniens seneste kamp mod Kroatien var, som englændere vil sige, til gengæld a game of two halves. Vicente del Bosques mænd knækkede sammen i anden halvleg, mens kroaterne omvendt viste deres bedste side frem i noget af det smukkeste og mest flydende spil, vi indtil nu har set ved EM. Og Iniesta blev næsten usynlig.

Iniesta bliver kaldt ’fodboldens Houdini’. Det ligner et sindbillede på de stjerner, vi elsker. De funkler. Og de forsvinder.

Stjerne kan falme

Til gengæld er spillere fra anden hylde for alvor kommet i rampelyset: Axel Witsel, der til daglig spiller i Zenit Skt. Petersborg, blev retfærdigvis kåret til kampens spiller under Irland-Belgien.

Der er Wales’ Aaron Ramsey, som burde have prisen for EM’s mest energiske indsats. Og Kroatiens Ivan Rakitic, der var den helt store oplevelse mod Spanien.

Vi ved, hvordan spillere kan brække halsen på de største turneringer. Ved VM i 2014 levede hverken Diego Costa, Steven Gerrard, Iker Casillas, Mario Balotelli eller Romelu Lukaku op til de tårnhøje forventninger. Også ved den lejlighed skuffede Cristiano Ronaldo fælt.

Læs også: Stjerneangriberne holdes nede af knivskarpe forsvar

Vi husker også brasilianske Ronaldo, der var helt væk i finalen mod Frankrig ved VM i 1998. Til gengæld har hukommelsen slettet sløje indsatser af Zinedine Zidane og Andrea Pirlo, der begge er startet i lunkne gear ved slutrunder for så at spille sig varme, ja, brændende.

Er der et mønster i alt det hér? Stjerner har det med at underpræstere. For Zlatans og Ronaldos vedkommende er det langt fra første gang. De mere ydmyge af slagsen bliver større og større, jo længere vi kommer frem. Bare se Bale og Rakitic.

Og så selvfølgelig det mest indlysende faktum af dem alle: Individualisterne bliver aldrig større end de hold, der skal bære dem.

At Bale alligevel, lige nu, virker som EM’s bedste, største og mest sultne, må derfor være et mirakel. Intet mindre. Præcist som i eventyr, hvor svanesange også er et yndet motiv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu