Læsetid: 11 min.

I Talebanistan vajer det hvide flag

Helmand, der var centrum for den danske indsats i Afghanistan, er i dag landets farligste provins, og det farligste sted at opholde sig i Helmand er et checkpoint
I landsbyen Chah-e-Anjir, 30 kilometer fra provinshovedstaden Laskhar Gah er en skole blevet frontlinje i krigen mellem oprørere og regeringsstyrker. Falder skolen er vejen åben for Taleban, siger dens forsvarere.

Anders Sømme Hammer

11. juni 2016

Maskingeværskytten gør sit kinesisk fabrikerede PK-maskingevær klar. Så kravler han op på toppen af en tre meter høj jordvold og kikker ned i den grønne, frodige floddal, der breder sig foran os. Nede i ingenmandsland passerer en bonde uanfægtet forbi på en rødmalet traktor. Skytten undgår omhyggeligt at eksponere sig, mens han monterer maskingeværet på en støttefod. Et øjeblik lader han løbet glide søgende frem og tilbage, før han fyrer en kort larmende salve. Efter en kort pause skyder han igen.

Fra floddalen bliver der svaret. Skuddene smælder ud over landskabet.

Vi er ved fronten i Gereshk, hvor danske soldater var udsendte fra 2006 til 2014. Et par kilometer bag os rager udsigtstårnet i MOB Price op. Her var danske og britiske soldater indkvarteret, beskyttet bag kilometerlange hesco-mure, et bekvemt byggemateriale, hvor filtmåtter og galvaniserede stålnet holder sammen på det grus, der i en ørken altid er for hånden. Vi har besøgt lejren et par timer tidligere.

Læs også: En makaber sightseeing

I Price, der før rummede 500 soldater, er der nu kun 70. Teltene, cook-house med de srilankanske kokke, px-butikken med sikkerhedsudstyr og dens store fladskærm med Sky News, klinikken for de lokale med dens muntre tegninger af Disney-figurer på væggene i venteområdet, det er alt sammen borte. I stedet er der lerklinede barakker, der inde bag hesco-murene giver militærlejren lighed med en afghansk landsby.

På militærsprog hedder det sted, hvor vi befinder os, High ground, mens de grønne, tæt bevoksede områder langs Helmand Floden gik under navnet Green Zone, et farligt område at gå patrulje i, rigt på muligheder for baghold fra Taleban. Nu, hvor danskerne og briterne er borte, vajer Talebans hvide flag dernede i åbenlys triumf over en krig, der er vundet.

Vi er midt imellem to bygninger, den ene er en nybygget skole, færdig for kun et par måneder siden, beregnet på børnene nede i floddalen. Nu står den tom, og det er uvist, hvornår den vil blive taget i brug, som et kun alt for symbolsk udtryk for den kamp, der føres mellem de uddannelsesfjendtlige talebanere og den afghanske regering. Her går fronten også, ikke kun mellem High ground og Green Zone, men også ned gennem klasseværelset.

Den anden bygning er et fort, opbygget af hescoballer, med et lerklinet tårn, hvor det afghanske flag vajer for enden af en lang kæp. Det er en af politiets mange forposter i kampen mod oprørerne. Her holder ti mand til, ikke soldater fra den nationale hær, men en blandet flok af politimænd fra det regulære politikorps og det såkaldte lokale politi, Afghan Local Police.

Læs også: Fik Helmand så noget ud af otte års dansk tilstedeværelse?

Klædt i flagrende shalwar kameez’er er de uden politimæssig uddannelse. Deres adkomst til jobbet er de våben, de holder i hænderne. De roses ofte for deres lokalkendskab, men kritiseres lige så ofte for deres overgreb på befolkningen. Mest af alt minder de om en improviseret milits. I krigen mod Taleban er de kanonføde. De har en opgave: at dræbe eller selv blive dræbt, og er bedst til det sidste.

Alene på dette korte frontafsnit har de inden for de sidste seks måneder mistet 12 mand. Betjentene beklager sig ligesom soldaterne over deres udstyr. Taleban angriber ofte, og de mangler tunge, mere moderne våben til at forsvare sig med.

Politiofficerer undervises i våbenbrug i Lashkar Gah. Det regulære politi suppleres af lokale uudannede politigrupper. I krigen mod Taleban er de lokale kanonføde. De har en opgave: at dræbe eller selv blive dræbt, og er bedst til det sidste.

Adam Ferguson

Under beskydning

Muhammad Arjad hører til det regulære politikorps. Han er 26 år. Det er fire år siden, han kom til Helmand fra Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan sammen med 30 kammerater. Kun fem er endnu i live. Han fremviser et ar på håndryggen, hvor en kugle gik igennem, og svarer med et skuldertræk, da vi spørger ham, om han ikke selv er bange for at miste livet. Hans månedsløn er på 170 dollar eller 35 kroner om dagen.

En voldsom røg rejser sig pludselig nede i floddalen, som netop var under beskydning. En vildfaren kugle er slået ned i en hvedemark, hvor den nyhøstede hvede lå samlet i neg, og har antændt den. I løbet af få minutter rejser meterhøje flammer sig over marken og efterlader den som en tilsodet firkant.

Måske tilhører marken bonden, der for lidt siden passerede på sin traktor. Nu har en familie mistet en vigtig indtægt. Hvad tænker han? At det hele er Talebans skyld? Eller regeringens? Eller er det krigen, der er årsagen? Ethvert af disse svar kan få skæbnesvangre konsekvenser. Han kan vælge at slutte sig til oprørerne. Eller lade sig optage i en af de militser, der kun af navn er politi. Eller også giver han bare op og bliver en af de titusinder, der hver måned forlader deres jord for at blive en del af Afghanistans hastigt voksende strøm af fordrevne.

Læs også: Døden er ubamhjertigt demokratisk - og det er frygten for den også

Oberst Naimatulla er en mand med skarpe meninger, ikke mindst om den regering, som han som leder af den afghanske hærs 3. brigade på 3.000 mand kæmper for i Helmand. Obersten med de høje kindben og smalle øjne kommer fra Afghanistans shiamuslimske minoritet, hazaraerne. Mens han i militærlejren tæt på fronten byder på en overdådig frokost, hvor der på voksdugen foran os er anrettet både fisk, lam og kylling, beskriver han den lokale politistyrke, vi netop har mødt. »Dårligt udrustede,« siger han. Så tilføjer han: »Og dårligt ledede.«

Naimatulla standser ikke her. Der er korruption i hæren, hvor det er ikke er kvalifikationer, der tæller, men nepotisme og forbindelser. »Vi har ingen god regeringsførelse,« fortsætter han. »Politiet tager penge fra befolkningen. Distriktsguvernørerne og provinsguvernørerne, borgmestrene, hele undervisningssektoren, de tænker alle kun på at fylde deres egne lommer.

De arbejder ikke for befolkningens bedste. De arbejder kun for sig selv.« Han gør en pause og stirrer opgivende op i loftet. »Folk tror ikke på regeringens løfter. Det har de heller ingen grund til. For regeringen lyver.«

Også i Nad Ali Distriktet, i landsbyen Chah-e-Anjir, 30 kilometer fra provinshovedstaden Laskhar Gah, er det en skole, der er blevet frontlinje i krigen mellem oprørere og regeringsstyrker. Vejen til landsbyen er kranset af improviserede gravpladser udsmykket med små, flagrende tøjstykker og kaldes af de lokale sarkastisk Flagvejen. 80 procent af de døde, der ligger begravet her, er politibetjente.

Afghanistans farligste sted

Vi nærmer os skolen tværs over marker, hvor afgrøderne ligger visne hen. Ingen vover at vande eller arbejde her. Den omgivende mur er arret af granathuller, nogle af dem på størrelse med fodbolde og helt friske. I et sønderskudt hjørne er muren forstærket med sandsække. Kampene har stået på i syv måneder, og skolen har flere gange skiftet hænder. Det seneste angreb fandt sted aftenen før.

En Humvee, som amerikanerne har efterladt sig, holder midt på gårdspladsen, med et russisk maskingevær monteret på taget. De udenlandske styrker, der i skiftende årtier har besat Afghanistan, har frivilligt eller ufrivilligt bidraget til den afghanske hær.

En af soldaterne, Abdul Rasul Khan, stiller sig foran Humvee’en, hvor han i staccato kaster sig ud i en tale, der hensætter ham og den halve snes mænd, der samler sig omkring ham, i stigende ophidselse. »Regeringen i Kabul er ligeglade med os. De hjælper os ikke. Pakistan og Iran bruger mange penge på deres forsvar. Men hvad med os? Vi har det ringeste udstyr.« Den sidste sætning råber han anklagende ud.

Så standser han for at få vejret igen, før han fortsætter. »Hvis ingen støtter os, så falder regeringen, og Taleban erobrer Helmand allerede i år. Hvis denne front falder,« – han peger rundt i skolegården – »så er vejen åben til Laskhar Gah.«

»Taleban har bedre, mere avanceret udrustning end os. De har trænede snigskytter,« bliver han ved. Så skifter hans tonefald, og det virker, som om han brat resignerer. »De våben, vi har, er i det mindste bedre end ingenting.«

Der lyder et skud, og hans ophidselse vender øjeblikkelig tilbage. »For hver gang de affyrer en mortérgranat, får de ti tilbage,« råber han krigerisk.

Abdul Rasul Khan løber hen til muren, der omgiver skolen, hvor han kravler op på en forhøjning og fyrer over mod Talebans position. »Allah u Akhbar!« skriger han i et forsøg på at overdøve sine egne skudsalver. Humvee’en bakker op mod muren, og skytten gør sig klar med det tunge russiske maskingevær. Men geværet er gået i baglås, og der sker ingenting. Rasul Khan har nu travlt med en RPG, en raketdreven granatkaster, som han stikker op over muren i skudklar position.

Før skudsalverne for alvor tager til, og vi skynder os bort for ikke at havne i ildlinjen, råber soldaterne fornærmelser til fjenden. »Sønner af Pakistan! Sønner af Iran!« skriger de ophidset.

Bag os vokser kamplarmen, mens vi kører gennem Chah-e Anjirs forladte basar, hvor boderne står tilskoddede. Et smil vokser frem på vores tolks ansigt. Hvad er der at grine af?

»Ved I, hvad jeg har hørt Taleban råbe?« spørger han. »De råber ikke bare ’Sønner af Obama!’, når de skal svine soldaterne til. Nej, de følger med i amerikansk politik. Somme tider råber de ’Sønner af Hilary Clinton!’ eller ’Sønner af Donald Trump!’«

Helmand er Afghanistans farligste provins, og det farligste sted at opholde sig i Helmand er et checkpoint.

Det er dagen efter, og vi har hængt ved et checkpoint uden for provinshovedstaden Lashkar Gah i en time. Der ligger murbrokker langs vejen efter en bilbombe, der for seks måneder siden kostede syv dræbte, de fleste civile, og ti sårede. Vi venter på eskorte.

Der har samme morgen været rygter om et forestående angreb på Lashkar Gah, og checkpointene lige uden for byen er forstærket med ekstra bemanding. Fodgængere bliver stoppet og kropsvisiteret, buspasssagerer beordret ud på vejen. Bilernes bagagerum bliver undersøgt, før de får lov at fortsætte. Men mange kører uantastet igennem, efter at chaufføren gennem det åbne vindue har afleveret en stak afghani til betjentene.

’Alligevel er I bange for at dø’

En dreng på fem-seks år spankulerer rundt mellem bilerne og tager med en selvbevidst mine imod pengene. Han har kohl rundt om øjnene og er iført en specialsyet politi-uniform, der er en nøjagtig kopi af den voksne udgave. Han er søn af checkpointets kommandant, Mohammad Lal. Stolt og strunk i sine bevægelser er han allerede fra lille ved at forberede sig til det ærefulde job som korrupt betjent.

»Jeg har ham med på operationer,« siger Mohammad Lal. »Han følger mig hver dag på arbejde. Også på natpatrulje.«

— Er du ikke bange for, at han skal blive dræbt?

Lal svarer med et skuldertræk. »Hvis han dør, så dør han. Han vil ikke være den første i min familie, der bliver dræbt.«

— Og hans mor? Hvad siger hun?

»Det er i orden med hende.«

Det skal snart vise sig, at Mohammad Lal har samme forhold til sin egen død, som han har til sin søns. På det checkpoint, hvor vi står, er der blevet dræbt seks betjente inden for de sidste seks måneder. Han slår ud med hånden som en cirkusartist, der forbereder publikum på, at han nu vil overgå sig selv. På den strækning, vi om et øjeblik skal tilbagelægge, er der røget 50 betjente inden for det samme tidsrum, siger han.

Det er Mohammad Lal, som sammen med fire af sine betjente skal være vores eskorte. Med ham som skytsengel forlader vi det farlige checkpoint.

De næste 30 kilometer passerer vi flere checkpoints. De er alle ubemandede. Hvis der er betjente på vagt, gemmer de sig inde i de små improviserede forter, smækket sammen af hescoballer og lerklinede mure. Selv vagttårnene med deres stabler af sandsække står mennesketomme. Kun en gang ser vi en betjent. Han er i civil, og kun kalasjnikoven over skulderen røber hans status. Han har udelukkende vovet sig ud på landevejen for at standse en bil og afpresse chaufføren penge.

Flere steder på den første strækning vajer Talebans hvide flag ugenert over landsbyer og moskéer, der er synlige fra landevejen. Det er ikke så meget provokation som selvsikkerhed: Landet er vort!

Sammen med Mohammad Lal og hans fire betjente parkerer vi vores bil i ly bag ruinerne af en lerklinet gård. Der er godt udsyn fra vejen til Talebans stillinger, hvor seks hvide flag vajer over en længere strækning. Men vi er udsatte på vejen og kryber i stedet frem mellem ruinens sønderskudte mure.

Også her er der god udsigt, men den er ikke god nok for Mohammad Lal. Han peger på en lerklinet bygning, der bortset fra vagttårnet ikke er til at skelne fra de gårde, hvor Taleban holder til. Det er en af det afghanske politis udsatte forposter, kun 50 meter fra fjenden.

»Vi kører derover,« siger han med et fornøjet grin. »Så kommer vi lige i skudlinjen!«

Vi ser på de skrammede Toyota Corolla’er, både betjentene og vi er ankommet i. De to blikspande vil ikke være noget værn, hvis vi ender midt i en kugleregn.

— Nej tak.

Kommandanten ser hånligt på os. »I er gamle mænd,« siger han. »Og alligevel er I bange for at dø?«

Så trasker han med et opgivende skuldertræk tilbage til vejen. Verden er et surt sted for en rask mand, der ikke har noget imod at se lidt blod, hverken sit eget eller andres.

Amerikanerne brugte 60 milliarder dollars på at træne den afghanske hær. 195.000 soldater skulle der være i dag, 120.000 i politikorpset. Sammen med det halvofficielle, militslignende lokalpoliti er der officielt 350.000 mand til at forsvare den afghanske stat. Men det virkelige tal er langt mindre. En tredjedel af soldaterne deserterer hvert år, og det bliver stadig vanskeligere at rekruttere nye.

Et ukendt antal soldater og betjente findes slet ikke. Det er de såkaldte spøgelsessoldater eller drømmesoldater, som afghanerne selv kalder dem, der kun optræder på lønningslisterne for at sikre officerer og kommandanter ekstra indtægter.

I det belejrede Helmand er soldater og politi knapt nok synlige. Det endelige bevis på, hvor trængt regeringen er, får vi af en af Afghanistans få kvindelige kommandanter, Bibi Feroza, der for kun et par uger siden kæmpede ved Marjah, som også er hendes hjemby.

I den amerikanske offensiv, den såkaldte surge, tilbage i 2010 fik Marjah en uhyre symbolsk betydning, da den nyudnævnte øverstbefalende Stanley McChrystal satsede alt på at erobre byen tilbage fra Taleban. Marinekorpset havde en fiksering på Helmand-Provinsen og satte langt flere styrker ind her end i den strategisk vigtigere naboprovins Kandahar, alt imens de afviste de danske og britiske styrkers krigsførelse som håbløs. Dengang blev Helmand internt i det amerikanske militær døbt Marinistan.

Nu seks år senere er Marjah tilbage på Talebans hænder. »Regeringen siger, at de endnu holder den. Men de lyver,« udbryder Bibi Feroza med et mørkt raseri i stemmen. »De holder en eneste bygning, og det er politistationen, og den kan kun modtage forsyninger med helikopter.«

Seks dage efter, at vi har forladt Helmand, bliver 50 betjente dræbt i nabodistrikterne til Lashkar Gah.

Forvandlingen af Helmand fra Marinistan til Talebanistan sker i disse uger og måneder med rivende hast.

Serie

Afghanistan genbesøgt

Forfatter Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer er rejst tilbage til Afghanistan. I 2013 tog de på egen hånd rundt i landet for at gøre status på krigen og genopbygningen efter mere end ti års vestlig invasion. Nu er de udenlandske styrker borte, og Taliban presser på overalt.

I seks artikler tegner de et portræt af et land, der befinder sig midtvejs mellem truende sammenbrud og et nyt overraskende opbrud.

Seneste artikler

  • Et nyt Afghanistan kræver en ny generation

    25. juni 2016
    Der bor både idealisme og pessimisme i Afghanistan, men håbet knytter sig ikke til dem, der er voksne nu. Det er i næste generation, det vil blive bedre. Problemet er, at næste generation forlader landet
  • Hvor der er kvinder, er der håb

    22. juni 2016
    En ny, veluddannet generation af afghanske kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen. De længes efter et liv uden burka – og efter tankens frihed
  • Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

    18. juni 2016
    Hayat Hooman var en del af den menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Som mange andre ønsker han en fremtid i Afghanistan, men som mange andre havde han svært ved at finde den her. Nu er han hjemme igen, hvor han ligesom Shifaq, Dawood og Nazradin håber at finde en fremtid
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Per Jongberg
  • Espen Bøgh
  • Peter Wulff
  • Ervin Lazar
  • Jes Enevoldsen
Kurt Nielsen, Per Jongberg, Espen Bøgh, Peter Wulff, Ervin Lazar og Jes Enevoldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En helt fantastisk artikelserie om Afghanistan af Carsten Jensen og Anders Sømme Hammer efter krigen, og om vestens krig der overhovedet har nyttet noget, og om prisen med de mange døde og sårede soldater var det værd, og har sat sig spor af ændringer på de punkter som politikerne sendte soldaterne ud i krigen for.

Her fortalt af personer der har været der selv og talt med de mennesker som var og stadig er berørt af krigen, og hvordan det har ændret deres hverdag og syn på landets status efter krigen.

I baghovedet rejser sig spørgsmålet om der er forskel til krigen i Irak eller historien/erne er de helt samme, og oplevelserne også er det for Iraks befolkning?

Artiklernes forfattere har i modsætning til vore politikere været der, - ikke blot skrevet noget fra et skrivebord, hvilket sætter et helt andet perspektiv på virkeligheden derude.

Man kan ikkelade være med at stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor der er så stor forskel på den politiske udlægning af opfattelsen af forholdene her efter "krigens afslutning", og bedømmelsen af om vesten opnåede de mål som var blevet sat.

Politisk er det svært at se målene er blev nået så udlægningen skal måske pudses lidt mere op, så man ikke risikerer kritik for at sende danske soldater til Afghanistan, og det skal se ud som en sejr, som man ikke kan blive kritiseret for, med de mange døde og sårede soldater.

Men som artiklerne viser fra rejsen igennem Afghanistan er det svært at få øje på disse fremskridt som danske politikere der er tilhængere af krigen ellers holder op for sig værn imod kritikken, er enten rimelige eller holdbare sandheder.

Et særligt underliggende element er korruptionen der gennemsyrer hele Afghanistan overalt hvor skribenterne har været, og som konstant henviser til regeringens utroværdighed fordi, der også her er en omfattende korruption, - der også konstant skifter "side" afhængigt af "hvad vej vinden blæser" lige nu, og ikke blot er noget lokalt fænomen ude i en lille provins et eller andet ligegyldigt sted i Afghanistan.

Et velkendt fænomen som tidligere har været omtalt i medierne, selv dengang vore soldater var i Afghanistan, men som blev afvist eller i det mindste "nedtonet" som ikke tilstedeværende for det passede ikke ind i regeringens selvforståelse af situationen, og slet ikke i offentligheden da det ikke harmonerede med de politiske drømme vores deltagelse politisk hvilede på om demokrati uden korruption.

Det kniber også med at få øje på de andre svulstige floskler, der politisk blev disket op med for vor deltagelse i krigen, "ligeret for kvinder, lærdom for alle køn", nu hvor alting ses efter udefra med egne øjne og fortæller af personer der har været der.

Krigsherrer findes der overalt i landet enten store eller små, ganske som der var før vores krigsdeltagelse, og demokratiet selv i hovedstaden Kabul og hos dets politikere syntes der at herske enten direkte sympati eller samarbejde med ikke kun militært, men også korruptionsmæssigt, og heller ikke her det til at få øje på forskellen mellem fortiden og nutiden.

Man bliver nødt til at stille spørgsmålet om hvad Danmark vil i fremtiden med sin "aktive udenrigspolitik", som krigslysten blev omdøbt til for det lød langt bedre, og var lettere at "sælge" til danskerne, som var det en diplomatisk løsning uden døde og sårede danske soldater.

Danske politikere eufori over dette "charmerende ord"(aktiv udenrigspolitik), der lød så uskyldsren og var letkøbt af vælgerne blev ikke mindre ved indgangen til Irak krigen, hvor også løgnen om "masseødelæggelsesvåben" blev det store for V regeringen med AFR i spidsen, der dog undervejs ændrede det til Saddam Husseins manglende efterlevelse af en FN resolution, fordi man åbenbart var klar over historien om "masseødelæggelsesvåben" var en løgn.

Det blev ikke bedre med Libyen felttogtet i den "aktive udenrigspolitisk" tjeneste, og til lejligheden opfandt man det salomoniske ordspil om, at "beskytte civilbefolkningen" mod Gadaffis soldater, og målet var igen demokrati i landet, - hvis altså ikke snarere det var en gammel Reagans drøm man fra amerikansk side ville opfylde.

I S, SF, R regeringen var der ingen slinger i valsen for HTS der klart meldte ude, at Amerika altid kunne regne med Danmarks støtte militært, og det åbenbart helt uden reservation af nogen art, trods erkendelsen af de manglende fund af "masseødelæggelsesvåben" i Irak!?

Den danske regerings klare fastholdelse af den "aktive udenrigspolitik" er synonym med krigspolitik med Amerika som ledende i en koalition, som påkalder sig retten hertil ynder pseudonymet "verdenssamfundet" og har taget FN som gidsel og deltagerne som medløbere for denne udvikling.

Ser man på resultaterne af disse koalitioner for krig fra vestens side, er det påfaldende som politikerne der har stået i spidsen for de medløbende lande, har formået at erhverve sig internationale topposter, - AFR, NATO generalsekretær, HTS, direktør i den humanitære organisation, Save the Children International, hvor sidstnævnte virker nærmest latterligt i forbindelse med den førte "aktive udenrigspolitik"!

Ufrivilligt rammes man af tanken om denne fastholdelse af vor "aktive udenrigspolitik" er genvejen til internationale topposter, - når død og ødelæggelse er leveret på den politiske scene i det store fora for verdenssamfundet(?), - er fred da så elendig en vare på kloden blandt politikere internationalt, at der ingen fremtid er for politikere på den internationale scene med denne humanitære holdning til livet for fattige befolkninger, hvis liv er ligegyldigt i forhold til karriere mulighederne internationalt.