Læsetid: 18 min.

En verden, voksne ikke forstår

Der er sket en revolution i børns hverdagsliv. Danske børn er i dag blandt de børn i Europa, der bruger mindst tid med vennerne og mest tid foran skærmen. De ser især videoer på videotjenesten YouTube, som er ved at lægge navn til en ny generation af børn, som har digitaliseret deres sociale liv. Mød tre unge, som er med til at tegne YouTube-generationen
Gennem hele 1. klasse legede vi sammen næsten hver dag, fortæller Dicte Madsen om sin bedste veninde. Det har ændret sig, for veninden er ikke så meget til YouTube.

Lærke Posselt

18. juni 2016

Når 10-årige Dicte Madsen kommer hjem fra skole, er hun træt. Skolereformen betyder, at hun har undervisning til klokken 15 de fleste dage. Om mandagen går hun til arkitektur, hvor hun tegner boliger til marsboere, og om torsdagen går hun til søspejder.

De fleste andre eftermiddage går hun i klub eller smider hun sig på sengen, klapper computeren op og tager hørebøffer på. »Fra klokken 15 til 18 ser jeg tit YouTube,« siger Dicte Madsen og indleder en mindre kortlægning af, hvordan hun bruger sin tid.

»Klokken 18 er der aftensmad, og nogle gange prøver jeg at se videre på min mobiltelefon, mens vi spiser, men det går ikke altid så godt. Så tager min far telefonen. Når vi har spist, ser jeg tit YouTube igen fra klokken 19 til 21, indtil jeg skal i seng. De sidste videoer ser jeg, mens jeg ligger under dynen.«

Dicte Madsen er et ret almindeligt barn. Hun går i fjerde klasse på en skole, som ligger et stenkast fra villalejligheden på Amager, hvor hun bor med sin mor, sin far og sin lillebror.

På sit værelse har hun en klatrevæg, men hun bruger den efter eget udsagn »aldrig«. Dicte Madsen er ikke genert, som man godt kan være, når man er 10. Hun har en mening om mange ting og taler i absolutter som ’aldrig’ og ’altid’. Indimellem himler hun med øjnene, når hendes mor, Marie Louise Madsen, siger noget, Dicte Madsen finder »akavet« eller »langt ude«.

Vi er hjemme hos Dicte Madsen for at tale om, hvordan det er at være barn i dag, og hvad der optager hende. Der er nemlig sket en revolution i børns hverdagsliv. Dicte Madsen tilhører en ny generation af børn, som lever en barndom, der er markant anderledes end den, deres forældre havde.

En ny international rapport viser, at Danmark er blandt de europæiske lande, hvor skolebørn bruger mindst tid sammen med venner efter skoletid. Samtidig er de blandt de børn i Europa, som sidder mest foran skærmen.

Pernille Due er professor ved Statens Institut for Folkesundhed og tidligere international vice-koordinator i researchnetværket Health Behaviour in School-aged Children (HBSC), som står bag rapporten. Hun siger sådan her om den:

»I slutningen af 1980’erne var 80 procent børn og unge sammen med venner hver dag efter skole. I dag tilbringer kun syv procent af de 15-årige danske piger og 13 procent af de 15-årige drenge hyppigt fysisk tid sammen med vennerne efter skoletid.«

Samtidig bruger 68 procent af de 15-årige piger og 71 procent af de 15-årige drenge mere end to timer dagligt foran en skærm.

»Det fysiske samvær ser i høj grad ud til at være erstattet af et digitalt samvær,« siger Pernille Due. »Børns hverdagsliv har forandret sig totalt, og det er sket, uden at vi forældre, voksne og eksperter har ret meget føling med, hvad det gør ved vores børn, at de har digitaliseret deres sociale liv.«

Da den i dag 57-årige professor selv var småbørnsmor, kunne hun stå ude i køkkenet og stadig have en fornemmelse af, hvad der foregik i legen inde i stuen. Trængte et barn til at blive involveret lidt mere, eller var der en konflikt under opsejling, kunne Pernille Due gribe ind. Men i dag, når legen og det sociale liv foregår digitalt, bliver det hele ifølge Pernille Due lidt wild west.

»Den helt store forskel på i dag og dengang, mine børn var små, er, at børn i dag er alene om legen. De voksne kan ikke længere være med som tilskuere.«

Dicte Madsen befinder sig et sted mellem barndom og ungdom. Hun leger ikke så meget mere. Klatreknopperne på væggen bliver brugt til taskeophængning, og der står ikke noget legetøj fremme på værelset. Til gengæld har hun et lille sminkebord, hvor der blandt andet ligger en øjenvippebukker, en lip gloss og en mascara. Mest til pynt, men teenagelivet trænger sig på.

Det mærker hende mor, Marie Louise Madsen, også. Hun sidder i familiens stue og drikker te, mens hun fortæller om sin egen barndom i provinsbyen Hadsten, hvor hun var sammen med sine veninder hver dag efter skole. Som regel gik de ned i butikscenteret og hang ud. Nogle gange købte de en pose chips.

»Oh my God,« stønner Dicte Madsen og himler med øjnene.

Selv er hun sammen med veninder cirka tre gange om ugen efter skoletid, fortæller hun. Mindst én af gangene er hun sammen med Anna, hendes bedste veninde, som hun har kendt i syv år, og som også bor i kvarteret.

»Igennem hele første klasse legede vi næsten sammen hver dag. Det gør vi ikke mere,« siger Dicte Madsen. »Nogle gange spiller vi fodbold, andre gange laver vi tegnekonkurrencer eller bager en kage. Hun er den veninde, jeg ser mindst YouTube med. Anna gider nemlig ikke se det. Hun går mere op i sådan noget … natur,« siger Dicte Madsen. »Anna er nok det eneste barn, jeg kender, der ikke ser rigtig meget YouTube«.

Rasmus Brohaves stativ har det med at klappe sammen under optagelserne, men netop den spontane upolerede stil er noget af det, hans følgere tænder på.

Et autonomt medie

YouTube er uden tvivl det medie, der bedst har formået at løbe med de danske børn og unges opmærksomhed. I løbet af de 11 år, videotjenesten har eksisteret, er den blevet landets tredjemest besøgte hjemmeside med 2,3 millioner visninger om måneden. Kun Google og Facebook er mere populære.

I 2010 så 60 procent af de 13-18 årige fjernsyn på en gennemsnitlig dag. I dag er tallet nede på 37 procent. Og hvis man – som DR medieforskning har gjort – spørger teenagerne, hvilket medie, de vil savne mest, hvis alle pludselig forsvandt, svarer de ikke Facebook, men YouTube.

Da YouTube gik i luften 14. februar 2005, var tanken, at webportalen skulle fungere som et datingsite med videoer, hvori folk kunne fortælle om sig selv og deres ønsker til en partner. Der er noget autonomt over, at platformen blev kuppet af brugerne og brugt til noget helt andet.

I dag er YouTube et samlingssted for videoer om alt. Uanset, hvad man søger på, dukker der alenlange lister af resultater op. Tjenesten bliver hele tiden fodret og synes umættelig. Firehundrede timers videomateriale bliver uploadet hvert eneste minut: Videoer med katte, der miaver på en måde, så det lyder som om, de taler. Folk, der falder. Musikvideoer. Klip, hvor politikere siger dumme ting. Meditationsvideoer. Videoer med folk, der bygger ting eller klemmer bumser. Opsætninger af Don Giovanni og klip med Kanye West, der går ind i en lygtepæl.

I løbet af de seneste par år er unge over hele verden begyndt at gøre karriere som YouTubestjerner. Det er en helt ny profession, skabt af unge og målrettet unge.

Verdens p.t. største YouTube-stjerne er den 26-årige svensker Felix Kjellberg. Han er et godt eksempel, når man skal forklare, hvad det vil sige at være ’youtuber’. Under navnet PewDiePie lever han af at uploade videoer til YouTube.

I de fleste videoer spiller han computerspil, som han krydrer med kommentarer og forskellige udbrud.

 

PewDiePie har 44,5 millioner følgere. Det svarer omtrent til indbyggertallet i Spanien. Hver gang en bruger klikker på en af hans videoer, modtager han et lille beløb fra Google, som igen henter pengene fra annoncer på hjemmesiden. Hvor mange penge, han tjener, vil han ikke ud med, men den svenske nyhedsavis Expressen sjussede sig sidste år frem til, at det i 2014 må have været omkring 63 millioner svenske kroner.

Kyklopen YouTube

Personligt er Dicte Madsen ikke så vild med PewDiePies videoer. Hun kan bedst lide at se danske youtubere, som laver videoer om skønhed og makeup. Julia Sofia, Kristine Sloth og Anni Jensen er blandt hendes favoritter. De har blandt andet fortalt hende, hvordan man lægger concealer, og at den mest populære læbestift fra Macs hedder Angel.

 

Marie Louise Madsen lytter interesseret med, da hendes datter fortæller om de ting, hun ser på YouTube.

»Dybest set ved jeg ikke, hvad Dicte laver, når hun sidder bag skærmen. Og jeg har da også overvejet, om jeg burde interessere mig mere for det, hun ser,« siger Marie Louise Madsen. »Jeg kan da godt undre mig over, at hun vil sidde og se en video, der hedder ’10 ting, du kan bruge vaseline til’ …« Dicte Madsen afbryder sin mor: »Den hedder ’15 ting, du kan bruge vaseline til’. Man kan f.eks. bruge det til at få babybløde fødder,« siger Dicte Madsen. »Det har du da ikke brug for,« siger hendes mor.

Marie Louise Madsen er kritisk over for sin datters forbrug af YouTube. Omvendt vil hun ikke forbyde hende at se det.

»Jeg kan ind i mellem blive lidt ked af, at videoerne trækker så meget i Dicte og blive nervøs for, hvad det er for et billede af virkeligheden, de tegner. Omvendt anerkender jeg, at fællesskaber ikke behøver være fysiske. Jeg tror på, at man gennem computeren kan få en form for fællesskabsfølelse, som kan fungere som et supplement til det, hun har med vennerne.

Og så har jeg en tilgang, som hedder, at bare fordi mine børn er optaget af noget, jeg ikke forstår eller kender fra min egen barndom, så vil jeg ikke være bange. Måske går Dicte glip af nogle ting, men til gengæld tror jeg på, at hun får nogle andre kompetencer, som jeg f.eks. ikke havde.«

Måske har Marie Louise Madsen ret. Og måske er YouTube blot en ny ungdomsmarkør, præcis som unge før har taget ting til sig, forældregenerationen ikke forstod. Engang var det rockmusikken. Den forurenede ungdommens tanker. Senere mente bekymrede voksne, at børn blev skadet af at læse tegneserier.

Forfatteren Tørk Haxthausen skrev i Opdragelse til terror i 1955, at tegneserier virker »skadeligt på børns læseevner, på deres koncentration og på deres fantasi, som stækkes og forkrøbles«. Ordene giver genklang i dag. Nu er faren ikke længere tegneserier, men derimod YouTube.

For nylig skrev Timme Bisgaard Munk, som har en ph.d. i sociale medier fra Københavns Universitet, i en klumme i Berlingske med titlen »Kyklopen YouTube«, at »ungerne har brug for noget ordentligt åndeligt føde, frem for de meget ringe videoer uden kreative kalorier eller sjæl«, at »det ganske enkelt er synd for børnene og et banalt opdragelsesmæssigt svigt at efterlade dem i YouTube-stjernernes varetægt«, og at YouTube-stjernerne er pengemaskiner, som er mere »skruppelløse end selv den mest irriterende Telenor-sælger«.

Nogle af Dicte Madsens yndlingsvideoer på YouTube handler om at lægge makeup, og hun følger anvisningerne med stor præcision.

Lærke Posselt

Fri for voksne

For at undersøge denne ’skruppelløse’ industri besøger jeg netværket Splay Denmark, som er det agentur, der repræsenterer flest danske YouTube-stjerner. Lige nu har Splay omkring 100 youtubere i folden. Splay er agent for de unge og hjælper dem med at skabe en forretning, de kan leve af. Samarbejdet indebærer, at Splay får en procentdel af det, youtubere tjener, som betaling for at være bindeled mellem youtubere og virksomheder, der drømmer om at sælge produkter til børn og unge.

Adrian Langer er direktør i Splay. Han er en spinkel fyr med sporadisk skægvækst. Håret er lyst. Kort i siderne og langt på toppen. Han taler hurtigt og bruger konsekvent engelske udtryk som content, creators og communities.

»Du må undskylde, at vi skal sidde her i køkkenet, men vi er ved at vokse ud af vores lokaler, og har ikke længere noget mødelokale,« siger han og doserer neskaffen. En fyr, der har sit hår samlet i en knold og bliver kaldt ’Hoffe’, kommer ud i køkkenet og smører en leverpostejsmad til morgenmad.

Splay har eksisteret i Danmark i godt halvandet år. De første seks måneder havde Adrian Langer alle virksomhedens hatte på: direktion, indholdsudvikling og salgsafdeling. I dag er der 11 ansatte, og fra 2014 til 2015 formåede Splay at fordoble sin opsætning. Også 2016 ser lovende ud. Modsat de fleste andre medievirksomheder, surfer YouTube-industrien på en bølge af vækst.

Både Adrian Langer og Splays nordiske grundlægger, svenskeren Vigor Sörman, kommer fra tv-branchen. Vigor Sörman har brugt ti år af sit liv på at opfinde og sælge tv-formater, men da han blev bedt om at lave noget til de svenske unge, smed han håndklædet i ringen. Seerne er der ikke. De unge ser ikke længere tv, og man kan ikke skabe noget, der får dem tilbage. Det er analysen bag Splay.

»Hvis man vil henvende sig til de unge, må man gøre det på ungdommens præmisser, og de unge har altså taget YouTube til sig,« siger Adrian langer. Han har flere bud på, hvorfor netop YouTube er den platform, ungdommen har erobret. For det første er den fri for voksne.

»Børneprogrammerne i fjernsynet er tilrettelagt af voksne og har voksne som værter. Programmerne er derfor aldrig i børnenes øjenhøjde, fordi alt omkring tilrettelæggelsen er underlagt den voksnes blik,« siger Adrian Langer og sætter en pakke cornflakes på plads. »For det andet går værterne på tv hjem, når de har fri. Youtuberne holder aldrig fri. De er konstant i dialog med deres brugere,« siger Adrian Langer.

Langs væggene rundt i det lille tekøkken hænger en frise polaroidbilleder af de youtubere, Splay repræsenterer. En af dem er den 18-årige Rasmus Brohave, som er i gang med at gøre kometkarriere som youtuber. Han er et godt eksempel på, hvor højt man som youtuber må prioritere dialogen med sine seere. Jeg vil gerne forstå, hvorfor den personlige kontakt er et must, og skriver til Rasmus Brohave, men får fat i hans agent Stefan. Heldigvis synes Stefan godt om ideen og giver mig Rasmus Brohaves direkte mail. Snart er jeg på vej til Fyn for at besøge en af landets største youtubere.

Foran kameraet

Rasmus Brohave har hemmelig adresse. Det fik han allerede som 15-årig. For enden af en lang landevej rager et parcelhuskvarter op på toppen af en bakke. Rasmus Brohave bor i et af de bagerste huse sammen med sine forældre. I indkørslen hænger der vasketøj. Indenfor træder man ind i et lyst samtalekøkken med friske basilikumplanter og vitaminpiller stående fremme.

Rasmus Brohave sidder på sit værelse og tjekker mails. Han venter på, at Spar Nord godkender en video, han har lavet til dem, hvori han opfordrer konfirmander til at placere deres penge på en konto, hvor de kan trække renter.

 

Om sit brand siger Rasmus Brohave, at han er »en helt almindelig dreng, der laver mærkelige ting på internettet«. Hans videoer spænder bredt.

Nogle gange tager han imod udfordringer fra sine fans og farver håret grønt eller taper sit ansigt ind. Andre gange griller han baconbomber, tager med e kloakarbejder på job eller taler om menstruation.

 

Rasmus Brohave er et udpræget ordensmenneske. Intet på værelset står tilfældigt.

Sengen er sirligt redt, og man fornemmer, at her har været luftet ud. På skrivebordet står Mac-computeren, han redigerer sine videoer på, og over den hænger en hylde med et par ting, Rasmus Brohave er særligt stolt af.

»Det her er ’årets stjerneskud’. Den vandt jeg sidste år, hvor min karriere begyndte at tage fart,« siger han om en lille pyramideformet skulptur. »Og den her fik jeg af YouTube, da jeg rundede 100.000 subscribers.«

Rasmus Brohave er alene hjemme. Det er han tit. Hans forældre går på arbejde, og Rasmus Brohave er holdt op med at gå i skole. Efter halvanden måned på HHX droppede han ud. Ikke fordi han var en rod eller ikke passede sine ting, men for at satse hele butikken og blive professionel youtuber. I dag lever han som forretningsmand. Hver morgen står han op klokken otte. Så spiser han morgenmad og tjekker mails. Herefter filmer han som regel en video til YouTube eller tager til et møde i København.

»Jeg ved godt, at jeg lever et liv, der er meget anderledes end mine jævnaldrendes. Jeg arbejder meget og ser ikke mine venner så tit. Det kan godt være lidt ensomt at sidde alene hjemme ude på Lars Tyndskids mark og tale ind i et kamera,« siger Rasmus Brohave, som p.t. har 157.555 følgere, men tallet stiger hver dag.

I dag er det tre uger siden, at han sidst har været sammen med en af sine venner. I hverdagene mødes han oftest med voksne, der har en forretningsmæssig interesse i ham, eller andre professionelle youtubere, som vil have ham med i deres videoer.

»Det kan lyde hårdt, og det er det indimellem også, men folk skal ikke have ondt af mig. Jeg har selv valgt det. Jeg er nødt til at se, hvad jeg kan drive det her til,« siger han. Rasmus Brohaves forældre er stolte. Men de forstår heller ikke fuldstændigt, hvad det er, deres søn laver.

Han er opdagelsesrejsende på et nyt kontinent, deres generation aldrig har betrådt. Og Rasmus Brohave klarer sig godt i denne nye verden. Hvis man skal blive i metaforen omkring den opdagelsesrejsende, erobrer han hver dag nyt land og udvider sit territorium.

Regel nr. 1

Mens Rasmus Brohave sætter sit kamerastativ op ude i køkkenet, prøver han at forklare, hvad der gør ham til en god youtuber. Stativet er slapt i leddene og afbryder hans tale, hver gang det skvatter sammen. Det kan virke underligt, men det uregerlige kamerastativ til 149 kroner er faktisk en del af hans succes. Youtubernes uskrevne regel nr. 1 er, at det, de lægger op, skal være autentisk.

Nogen prøvede engang at udstyre PewDiePie med en flok professionelle klippere og et kamera som det, Ringenes Herre’ er skudt med, fordi de troede, brugerne ville glædes over den lækre kvalitet. Men brugerne syntes ikke, det var fedt. De følte, at PewDiePie druknede i produktionen. Og at alt det, de godt kan lide ved ham – det spontane, det personlige og det autentiske – blev taget fra dem.

Rasmus Brohave ved, at hans brand lever på publikums præmisser. Hvis seerne forsvinder, vil virksomheder, som Spar Nord, Oreo og Libresse bede nogle andre reklamere for deres produkt. Så bliver Rasmus Brohave rykket tilbage til start. Han kender derfor sit publikum rigtigt godt, laver statistik på dem og ved, hvad de vil have.

»Folk følger mig, fordi de ser mig som en virtuel ven. Jeg deler ud af mit liv og taler direkte til mine seere. Jeg følger mine fans på de sociale medier, hvor jeg svarer dem og liker deres ting. Og så spørger jeg dem, hvad de synes, der skal ske i mine videoer. Jeg får dem til at føle os tætte. Fortrolige,« siger Rasmus Brohave.

»Jeg har det rigtigt godt med rollen som digital storebror. Det er en fornøjelse at møde mine følgere i virkeligheden, men jeg kan jeg kan godt blive lidt utilpas, når de går for tæt på. For nylig sad jeg på en bænk og ventede på toget, da en fyr kom hen og lagde armen rundt om mig og sagde ’hva’ så Rasmus?’ Jeg havde aldrig set vedkommende før, men han følte, at han kendte mig, og at vi var gode venner.«

De voksnes tabte ungdom

I et parcelhus lidt uden for Køge føler 16-årige Maja Juul, at hun har et særligt bånd til de YouTube-stjerner, hun følger. Hun dyrker dem som idoler, men betragter dem også som venner, da de svarer på hendes beskeder og følger hende tilbage på Facebook og Instagram.

Engang var hun helt vild med Rasmus Brohave. I dag er det EiQu Miller, en anden dansk youtuber, hun dyrker. Mens Brohave er kendt som ’den pæne dreng’ i YouTube-familien, er EiQu ’spradebassen’, som altid optræder i et gear, de fleste kun kender fra, når de er overtrætte eller euforiske.

 

Maja Juul har over sin seng lavet en collage med billeder af EiQu. På en kommode står et stort fladskærms-tv, men hun kan ikke huske, hvornår det sidst har været tændt.

Maja Juul ser YouTube flere timer om dagen, fordi hun selv kan vælge, hvad hun vil se, og hvornår hun vil se det. Og fordi EiQu Miller er dejlig, selvfølgelig. Hun bliver varm i stemmen, når hun taler om de gange, hun har mødt ham. Første gang var i Tivoli i december måned.

»Jeg gik hen til ham og spurgte, om jeg måtte få et kram, og så sagde han: ’Det er dig, der er Maja, ikk?’ Han vidste, hvem jeg var,« siger Maja Juul. Hun viser også en messenger-korrespondance frem, som hun har haft med EiQu, som i virkeligheden hedder Anders og bor i Karup i Midtjylland.

I køkkenet vasker Maja Juuls mor Jannie op med radioen kørende. Hun synes, det er fascinerende, at youtuberne svarer hendes datter. Hendes egne teenageidoler svarede aldrig. Wham!, a-ha og Madonna hang ligesom bare der på væggen og smilede deres retoucherede, uopnåelige smil.

»Mine forældre fortæller tit om deres egen ungdom,« siger Maja Juul.

Hun sidder i skrædderstilling på sin seng. Når mobilen brummer, stopper hun ordene og kigger ned på telefonen. »Min mor vil meget gerne fortælle om, hvordan hun gik lange ture og sendte breve, da hun var på min alder. Og min far skal altid nævne, at han er vokset op i en tid uden internet,« siger Maja Juul.

Hendes forældre fremhæver tit deres egen ungdom, fordi de ville ønske, at deres datters mindede mere om den. Det er i hvert fald det, Maja Juul tror.

»De kan ikke genkende YouTube fra deres egen ungdom, og derfor forstår de ikke helt, hvorfor det fylder så meget i mit liv. De var meget sammen med deres venner, og derfor synes de også, at jeg skal se mine venner noget mere. Og så bliver jeg irriteret,« siger Maja Juul. Mobilen buzzer. Hun fniser af noget på den og kaster den tilbage i dynen.

»Jeg er social. Jeg er det bare ofte gennem skærmen. Rigtigt mange af mine venner bor i Jylland eller på Fyn, så jeg kan ikke bare lige mødes med dem. Så skyper vi i stedet, ser videoer sammen og skriver til hinanden imens,« siger Maja Juul. »Min bedste veninde mødte jeg på nettet. Der gik et halvt år, før vi mødte hinanden, og det var ret akavet. Selv om vi kendte hinanden helt vildt godt, og nogle gange faldt i søvn sammen på Skype, var det underligt lige pludseligt at stå der og holde om hinanden.«

Prøvegenerationer

Dicte Madsen, Rasmus Brohave og Maja Juul repræsenterer trods deres forskellige liv en ny generation af unge, der i stigende grad digitaliserer deres sociale liv. Det oplagte ville nu være at bede en række voksne kloge hoveder om at vurdere, hvilke konsekvenser det har, at børn leger mindre og i højere grad brænder deres sociale energi af foran skærmen.

Problemet er bare, at der ikke er nogen, der kan svare kvalificeret. Endnu. Selv hvis de skarpeste forskere allerede i morgen stod klar til at sætte alt ind på at undersøge konsekvenserne, ville det ikke være muligt, for konsekvenserne har ikke vist sig endnu.

De børn og unge, der vokser op nu er prøvegeneration. Ligesom tidligere generationer har skullet bevise, om man bliver fantasiløs af at læse tegneserier, får firkantede øjne af at se tv eller bliver voldelig af at lytte til rap musik, har nuværende børn og unge meget at bevise. Forhåbentligt vil vi om nogle år – når de er blevet færdigstøbte mennesker – få svar på, hvad konsekvenserne bliver af den revolution af børns hverdagsliv, som sker lige nu.

Måske mister børn evnen til at udvikle og udvise empati – en evne, som i høj grad bliver udviklet gennem leg. Eller måske udvikler de blot nye kompetencer, som helt ukompliceret, sættes i stedet for dem, de mister. . Det kan være, at vi skal være mere opmærksomme, når Maja Juul siger, at det føltes underligt at holde om veninden, hun mødte gennem skærmen.

Måske er det vigtigt, at børn klatrer i træer, falder på legepladsen, oplever at være iskolde og mærker, hvordan andre børn mærkes. Måske betyder det ikke ret meget. Professor Pernille Due er spændt på, hvad fremtidens forskning vil vise.

»Men også bekymret,« siger hun. »Jeg har arbejdet med trivsel i virkeligt mange år, og jeg har specifikt undersøgt, hvordan det er gået med børns mentale sundhed gennem de sidste 20 år. Og lige gyldigt hvilke parametre jeg kigger på, er konklusionen klar: Det er blevet både sværere og hårdere at være barn. Jeg kan næsten ikke holde ud, hvis vi om nogle år fra nu går ud og præsenterer nogle resultater, som får forældre til at tænke: Hvad havde vi gang i?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Da jeg var ti år havde jeg baseballhandske, som jeg naturligvis aldrig brugte. Men jeg brugte mindst to timer hver dag på at klimpre på min guitar og det er altså heller ikke nogen god position for kroppen. Heldigvis blev der spillet fodbold på fortovet og hvor der ellers var en bold, for sådan er det jo med drenge. Vi klatrede også rund på baggårdenes cykelskure, bare for at se om vi kunne lade være med at falde ned og det lykkedes for det meste. Pigerne lavede, så vidt jeg husker, altid noget andet og mere eller mindre hemmeligt, hvor de enten sjippede eller sad ned eller forberedte sig til at sidde ned, som fx. ved at bage hjemmebagt boller eller noget. Hvis man var heldig blev man inviteret til at smage - for en kortere bemærkning.

Lasse Glavind

Hvis man vil vide, hvad nogle af digitaliseringens stormoguler i Siiicon Valley mener - dem der tjener rigtig, rigtig mange penge på det her - så kan man jo begynde med at læse denne artikel fra New York Times. Mogulerne er hverken jubeloptimistiske eller 'i tvivl' på deres produkters vegne - de vælger dem i stor stil fra til deres egne børn, og om ikke andet så bør det da vække til eftertanke.

For ti år siden havde danske børn og unge verdensrekord i druk - det rystede og kom bag på alle, fordi de negative konsekvenser var så åbenlyse. I dag er det så mindst 'vennetid' og mest skærmtid, danske børn har rekord i. Ud over at det er to forskellige ting, så er der måske også en fællesnævner. Det viste sig nemlig - da man kiggede nærmere på det - at drukrekorden blandt andet var en uheldig bivirkning af vores (af mange gode grunde) højt besungne frie opdragelse. Mange forældre var - uden at ville det - faktisk med til at 'presse' deres børn til at drikke tidligere og mere blandt andet ved at forveksle frihed med grænseløshed og 'frie' børn og unges ansvar med voksnes ditto (det kan man blandt andet læse om hos Sundhedsstyrelsen). En af dem her i Danmark, der faktisk ved ret meget om børn og digitale medier (Katrine K. Pedersen) - for de findes, selvom Information selvfølgelig ikke har opdaget dem, sammenligner i et let forståeligt billedsprog den generelle danske laissez faire-tilgang til børn og digitale medier med den tilsvarende sukkerglæde vi havde for 20 år siden. I dag forholder alle sig kritisk til børns daglige indtag af sukker - det er vi simpelthen nødt til, fordi det er så let tilgængeligt og tilbydes børnene alle vegne. Om 20 år - siger Katrine - vil vi se tilbage på nutidens børneforbrug af digitale medier og spørge os selv: "Hvad i alverden havde vi dog gang i?"

Det er i øvrigt meget svært at deltage i den her debat uden at blive kaldt maskinstormer både direkte og mellem linjerne, At være kritisk (ikke modstander) over for den dybere visdom i den grasserende 'digitalisering' over alt i det danske samfund bliver tit læst som et alt var bedre i gamle dage-angreb på moderne i forvejen skyldtyngede forældre.

morten rosendahl larsen, Thomas Toft, Kent Thomsen og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Alle har adgang til at se Richard Feynman på youtube, så helt dårligt er det ikke.

med venlig hilsen
Lennart

Torben Knudsen

Jeg hørte om en stor begravelse, kirken var fuld og kun een mobiltelefon ringede, så flot.
Traditionen at mødes ved landsbyens gadekær er gået tabt.
Det store spørgsmål hvordan udbredelsen, og den er helt utrolig, af de elektroniske medier vil på virke dannelse og samvær kan man kun frygte.Tæt på alt og alle og alligevel menneskeligt stor afstand-et koldt foretagen. Men der er da meget godt ikke. Gik på Bispebjerg Kirkegård med noget familie. Smartphonen fastklistret hos en af deltagerne, der pludselig udbryder, se det fly deroppe, det skal til Polen. ellers talte vi ikke meget sammen.

Karsten Aaen

Med risiko for at komme til at lyde som en af fire Yourkshiremen fra Monthy Python så vil jeg gerne sige det her:

Jeg var barn og ung i 1970erne. Tror I måske ikke lige at alle skolelærere og pædagoger råbte og skreg ad både tv og radio. Grunden til at de gjorde det var og er præcis den samme som nu; de var bange for, at unge mennesker ikke legede mere eller kom mere ud blandt vennerne. Da bip-bip-spillene så kom i 1980erne råbte og skreg præcis de samme mennesker det samme som de havde gjort af tv og tegneserier i 1970erne. Også da videofilmene kom frem sammen med videomaskinerne var der stor bekymring; ja nogle mente ligefrem, at man ville tage skade af at se videofilm alene derhjemme, fordi man sad alene og ikke var sammen med andre i en biograf.

Pointen er den her: der har altid været folk som har været bekymrede for det nye og som ikke forstod det nye. Præcis de samme folk var bekymrede da internettet kom, da mobilerne kom, da sms'en kom, da Facebook kom og nu er de så bekymrede for Youtube. Men pointen er også den her: Ja, det kan godt være, at det er smart og hipt lige nu, men om 5-10 har det fundet et naturligt leje - præcis som med mobilerne i skolen og med sms'ene i skoletiden. (det var stort for 5-7 år siden).

Da telefonen kom frem omkring 1900-1920 mente bekymrede mennesker stort set det samme - nu blev der talt i telefon hele dagen; man kunne ikke se den man talte med mm - hvad skulle man dog nu gøre? Og det gik da endda. Da radioen blev populær i 1930erne udtrykte folk bekymring over det samme som de nu gør omkring Youtube; drenge (og piger) ville hellere sidde indendørs og lytte til populære historier om Zorro mm. i stedet for at læse mv. Bare for at sige der er altid er folk der vil være imod den nye teknologi, bare fordi....

Og ja, vel er det blevet sværere at være barn i dag, især hvis man bliver mobbet, fordi alle i dag har mobiler. Det er noget vi som samfund bliver nødt til at tage seriøst og modarbejde på forskellige måder, hvilket vi da også gør. Men det er altså ikke anderledes end at i 1970erne, hvor alle stort set boede nær ved skolen, at man kunne mobbe en pige eller en dreng udenfor skolen også. Forskellen er at i dag er vi mere opmærksomme på det.

uffe hellum, Claus Jørgensen, Lennart Kampmann og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Læg mærke til at denne pige i 4.klasse først har fri kl. 15 de fleste dage; jeg vil mene, at det er derfor hun ikke har tid til at være sammen med sine gode veninder fra skolen. Netop fordi hun som elev i 4. klasse er totalt udmattet, når hun kommer hjem fra skole - efter kl. 15. I andre end DK holder man altså ikke elever i skole i 4. klasse til kl. 15 hver dag.

Claus Nielsen, Calle Hansen, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen, Torben Bruhn Andersen og Anders Hede anbefalede denne kommentar

Du siger mange ting, Karsten, og jeg er ofte uenig, men rammer du lige på sømmet. :)

Jens Erik Starup

Hvordan den opvoksende ungdom skal klare sig, har til alle tider givet anledning til bekymring.
Selv de gamle ægyptere dyrkede denne disciplin.
I skal se venner, det skal såmænd nok gå alt sammen.
Der bliver plads til de unge, efterhånden som de gamle går i graven.

Troels Brøgger

Pling plang frem og tilbage: Man er enten maskinstormer eller nede med de fede.
Selvfølgelig er det vildt sørgeligt at menneskeligt selskab med al dens følelse, lyde, dufte ansigtsudtryk, motorik og direkte tale nedprioriteres til fordel for en todimensional skærm fyldt med........
Og ja Karsten det kan da godt være de forandrer sig, men dit synspunkt er satans bekvemt: nede med de fede får mindre kritik end dem der prøver at gå imod strømmen.

morten rosendahl larsen og Kent Thomsen anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Man må nok sige, at humoren er skiftet til egoflipperi, som nok skal ændre sig igen og igen. Det har den gjort mindst 4 gange i min tid. Glæder mig på de unges vegne, at de stadig kan provokere alle os gamle røvhuller.

Jeg tager hatten af for de amerikanske pladeselskaber og den kommercielle underholdningsindustri der langsomt men sikkert tager børnene i deres favn på de digitale medier. Godt gået.

morten rosendahl larsen og Kent Thomsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Den verden fårstår voksne da udmærket godt - de gør jo selv det samme.

morten rosendahl larsen og Pia Svendsen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Der findes en verden uden for den digitale, med risiko for at lyde som en reaktionær gammel mand, så findes der en verden som de unge digitale junkier måske går glib af.