Læsetid: 7 min.

Dagens mand i mere end én skysovs

Tourens sandsynlige vinder, Chris Froome, repræsenterer den aktuelle modernitets afvisning af romantik og spontanitet, der også gør sig gældende i verdens vigtigste cykelløb
Chris Froome og hans Sky-mandskab har tappet løbet for spænding stort set fra dag ét, simpelthen ved at fastholde et permanent højt tempo, der har sikret, at kun harmløse udbrydere fik lov at køre, mens mere seriøse podietrusler blev holdt i kort snor.

Chris Froome og hans Sky-mandskab har tappet løbet for spænding stort set fra dag ét, simpelthen ved at fastholde et permanent højt tempo, der har sikret, at kun harmløse udbrydere fik lov at køre, mens mere seriøse podietrusler blev holdt i kort snor.

Peter Dejong

23. juli 2016

Synet af Chris Froome i akavet trav op ad Mont Ventoux på stive ben, som løb han på stylter – en følge af cykelskoenes sålbeslag – efter en rodet kollision med en af feltets motorcykler, var nærmest vedkvægende: Omsider fik løbet et stænk af ægte kaos!

Det blev ved stænket, i hvert fald for så vidt angår Froome og hans Sky-mandskab, der har tappet løbet for spænding stort set fra dag ét, simpelthen ved at fastholde et permanent højt tempo, der har sikret, at kun harmløse udbrydere fik lov at køre, mens mere seriøse podietrusler blev holdt i kort snor.

Kontrollen blev tydeliggjort på den dramatiske 11. etape til Montpellier, hvor Sky og løbets sekundære magtfaktor, det uheldsramte Tinkoff-hold, strakte feltet ud i den stride, bestandigt skiftende sidevind – den såkaldte tramontane, der blæser mellem Pyrenæerne og Massif Central – der gjorde etapen til løbets mest grusomme, inklusiv de tilbagelagte bjergetaper.

Og da Froome og Tinkoffs Peter Sagan med hver sin hjælperytter 10 kilometer før mål tog afsked med det udmarvede felt, havde ingen af de relevante konkurrenter luft og ben til at lukke hullet.

Nairo Quintana, den colombianske klatrer og forhåndsudpeget som Froomes mest seriøse udfordrer, lå 40 pladser tilbage i rytterlinen uden mulighed for – eller kræfter og vilje til – at nå frem og svare igen.

Hvis nogen havde været i tvivl, blev løbet psykologisk endegyldigt ’sat’, som det hedder i vinterbane-jargonen, med de seks sekunder, Froome tog fra rivalerne ved den lejlighed – 12 i alt med de seks bonussekunder, han blev tildelt for andenpladsen efter Sagan.

Det var næsten symbolsk, at han dagen efter denne opvisning i overblik og suveræn kørsel ramlede sammen med motorcyklen på det sagnomspundne skaldede bjerg i Provences alper – som om et korrigerende forsyn ville fortælle ham, at hans manisk kontrollerede kørsel spolerede oplevelsen af cykelløbet – eller rettere det cykelløb, der blev kørt før Froome og hans Sky-mandskab, oprindeligt dannet med tidligere baneryttere, satte sig på det med digital effektivitet.

Dominansen begyndte med den tidligere verdensmester i forfølgelsesløb på bane, Bradley Wiggins, der tog sejren i 2012. Fra 2013 og igen i 2015 (i 2014 vandt Vincenzo Nibali, efter at Froome og Alberto Contador styrtede og udgik) befæstede Froome med sin wattmåler-kadence den ny modernitet, der nu har elimineret den uberegnelige spontanitet, ryttere som Contador og Quintana repræsenterer.

En modernitet, der passer dårligt til det særlige univers, løbet har udgjort i mere end 100 år, men snarere afspejler nutidens maniske kontrolsyge. Som – sat på spidsen – herhjemme genkendes i eksempelvis strammere adgangskrav til gymnasiet, i de erhvervsrettede ’universitetsreformer’, i den bizarre eksamination af indvandrere, der har til formål at hindre dem i at blive danske, listen er uendelig ...

Således kan man se den sorte Sky-falanks, der fører feltet an med den gule trøje på hjul, som intet mindre end en kulturrevolution i cykelsporten, en omvæltning, hvor computeren har afløst den menneskelige faktor. Eller som Jørgen Leth noterede med en brokke, der kom helt indefra, da han under den første af de fire afsluttende alpeetaper bemærkede, at »det er som om det bliver for ensformigt, det her«.

Han havde fuldkommen ret – intet rykkede sig i toppen af klassementet trods hans og de øvrige to kommentatorers desperate forsøg på at tale de matte begivenheder op til noget, de ikke var, og som enhver kunne se i fjernsynet, de heller ikke ville blive: en duel – eller bare en behjertet udfordring af den gule trøje fra de på papiret nærmeste konkurrenter.

Den Star Wars-agtige Sky-kolonne, der tillige er feltets dyreste, polstret med mediemogulen Murdochs millioner, kvalte uden besvær de få forkølede forsøg, den unge Astana-kaptajn, Fabio Aru, gjorde på at angribe.

Og Quintana, manden de romantiske Tour-entusiaster havde satset både spillegæld og håb på, blev ganske enkelt sat på sidste stigning. Han afskrev sig definitivt med yderligere tidstab i næste dags enkeltstart en plads på podiet.

Moderne metodik

Så hvad er problemet med Touren? Hvorfor har cykelsportens poetiske connoisseur Jørgen Leth dagens pointe, når han sukkende konstaterer, at »det bliver for ensformigt, det her« – og generelt lyder stedse mere fraværende?

Det kan i hvert fald konstateres, at det øvrige cykelunivers, den traditionelle Tour-verden, om man vil, ikke har taget ved lære af Sky’s moderne metodik i tilgangen til løbet og til sporten generelt.

En metodik, der ifølge den britiske cykelsport-journalist David Walsh’s bog, Inside Team Sky, består i udvikling af et træningsprogram, som i realiteten har til formål at erstatte de præstationsfremmende stimulanser, der altid har været en del af den professionelle landevejscykling, med videnskabeligt baserede forberedelser, der dels er mere omfattende end andre cykelholds, dels trækker på erfaringer og resultater fra andre idrætsgrene.

Således blev holdets fysiske cheftræner hentet i Australien, hvor han havde trænet såvel eliteroere og svømmelandsholdet.

Men da Sky-holdet blev etableret i 2009 med en ledelsesstruktur, der mere ligner en finanskoncern end et cykelhold, var den første sæson skuffende, og Walsh skildrer, hvordan holdets CEO, David Brailsford, på anbefaling af en af sportsdirektørerne, Steven de Jongh, ansatte den hollandske læge, Geert Leinders, og dermed brød med sit princip om kun at hyre læger uden baggrund i cykelsporten – netop for at undvige rygter om dopingmisbrug.

Kun for at erkende, at dopingmistanken fulgte med Leinders, såvel som de Jongh, på grund af deres fortid i Rabobank – Leinders var således Rabobanks læge, da Michael Rasmussen kørte for holdet.

Både de Jongh og Leinders forlod Sky i 2012 – uden der på noget tidspunkt var beviser for, at de havde fiflet med ulovlige stoffer i deres ansættelsesperiode – Leinders har fastholdt sin uskyld trods anklager fra bl.a. Michael Rasmussen, men de Jongh tilstod i slutningen af 2012, at han som aktiv tog EPO fra 1998 til 2000. Han er i dag sportsdirektør hos Tinkoff.

Riis’ EPO-triumf

Dopingmistanken er ikke sådan at komme af med og hænger stadig over Touren – og over Sky og Froome for den sags skyld. Og den forsvinder ikke, så længe løbet i vidt omfang er domineret af tidligere misbrugere, der er sportsdirektører, soigneurs, massører, etc.

Den professionelle cykelsport lider ikke af utidig skamfølelse over gamle synder – i hvor mange sportsgrene opstiller man et monument over en udøver, der døde efter dopingmisbrug, således som det er tilfældet med mindesmærket på Mont Ventoux for den britiske rytter, Tom Simpson, der udåndede på dette sted i 1967 med en overdosis amfetamin i kroppen. Simpson ses ikke som synder, men som martyr.

Et nyere og ganske typisk eksempel på, at snyderiet er en accepteret kendsgerning, en organisk del af løbets fascination, der ikke forårsager nogen form for forargelse, var TV 2’s markering i torsdags af 20-årsdagen for Bjarne Riis’ Tour-sejr i 1996.

Riis, i dag en veloplagt, vidende og i glimt usædvanlig munter gæstekommentator af løbet, erklærede direkte adspurgt, at sejren, der blev opnået på EPO-misbrug, »om man vil det, eller ej, er gode minder for mig«.

Det er til at forstå. Men hvad der fortæller mere om den kriminelle adfærds status i det særlige Tour-univers, var kommentaren fra den anden inviterede gæst i TV 2’s rullende Tour-studie, den tidligere professionelle rytter Brian Vandborg, der ganske vist pligtmæssigt tog behørigt afstand fra snyderiet, men også understregede, at han »overhovedet ikke ser den skygge«, mange mener hænger over Bjarne Riis’ EPO-triumf for 20 år siden.

Overhovedet ikke!

Hvem husker nummer to?

Meget tyder på, at løbet er blevet, om ikke renskuret, så dog mere rent, end det var for 10 og 20 år siden, og det er også en forklaring på Jørgen Leths sjælesørgende suk over ensformigheden.

Ingen af de bedste i feltet har tilsyneladende den fornødne ekstra ressource, der kan matche Sky-holdets tempodiktat, og det gør løbet kedeligt, når en Chris Froome i kraft af fysiologi, omhyggelig træning eller – hvem ved? – en hidtil ukendt reserve, brillerer på alle parametre: i sidevind, i bjergene og på enkeltstart.

Og som i dette løb for første gang har vist, at hans læsning af løbet skaber overskud til få spontane afvigelser fra den maskinelle metodik, som da han stak af på ottende etapes nedkørsel til Luchon medens konkurrenterne blundede i feltet, eller som da han årvågent reagerede på Peter Sagans fantastiske ryk i sidevinden.

Men generelt har han og Sky-mandskabet demonstreret, at løbet er deres, og at der ikke er plads til pjat. For som Jørgen Leth sagde til det officielle Tour de France-magasin i en samtale med TV 2’s lige lovligt næsegruse reporter i Frankrig, Rasmus Staghøj:

»I dag må man næsten ikke tale om Michael Rasmussen (der blev taget ud af løbet mistænkt for doping i 2007, da han kørte i den gule trøje, red.). Det er nærmest forbudt. Men han lavede nogle kæmpe numre i bjergene. Jeg har jo selv set det. Og uanset, hvor meget han snød, havde han sans for at lave det helt usædvanlige. Jeg er imod, at man glemmer alting med det argument, at han snød. Ja, gu’ gjorde han det, men han havde sans for det store nummer. Det har jeg stadig en vis respekt for ...«

Og Leth fortsætter i samme dur, der jo ikke kun handler om, at alt var meget bedre i gamle dage, men om løbets selvforståelse. Om Tour de France som institution med et publikum, der i princippet accepterer snyderi, da det bryder med den ensformighed, der reducerer løbets spændingsfelt til spørgsmålet om, hvem der mon bliver nummer to. Andenpladser har aldrig været værdsat i cykelsport. Og bliver det heller ikke i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer