’Døden er en bro til det evige liv og en bro til Gud’

– Hvad betyder døden for dit liv?

»Det hænger sammen. Døden fortæller os, at mennesker forgår – at vi i sidste ende er magtesløse, og at der er noget, som er større end livet og det jordiske. Det vigtige er, hvordan Gud ser på én efter døden. Er Gud tilfreds med mig? Har jeg levet et liv, som jeg kan være bekendt over for Gud og mine medmennesker? For muslimer er livet ikke en dans på roser – det kan være en besværlighed bare at trække vejret og stå op om morgenen, så døden er også en form for befrielse, hvor sjælen vender tilbage til det evige. Det jordiske er kort, og det rigtige liv starter ved døden. Døden er en bro til det evige liv og en bro til Gud.«

– Så døden er ikke trist?

»Slet ikke. Jeg møder forældre, som har mistet et barn, som trøster sig ved, at deres barn nu er hos Gud – et bedre sted end denne verden, hvor der ikke er lidelse, krig og had. Man mister, men man mister til Gud. Det er det, psykologer kalder en mestringsstrategi. Man kommer til at se sine kære igen, og på den yderste dag vil børnene genkende deres forældre og tage dem med i paradis.«

– Hvad tror du, der sker, når vi dør?

»Efter døden er der et mellemstadie, hvor sjælen – afhængig af Guds tilladelse – kan strejfe frit rundt blandt levende og døde. De kommer til os i vores drømme, og vi mærker deres tilstedeværelse på en meget kraftig måde. Vi plejer at sige, at når vi lægger den døde på begravelsespladsen, bliver den døde modtaget af de andre døde, og man glæder sig over de fromme og oprigtige sjæle, den døde nu er i blandt. Døden er en ny form for eksistens.«

– Er du bange for at dø?

»Det bilder jeg mig ind, at jeg ikke er, men det er først i dødsøjeblikket, at jeg finder ud af det. Muslimer bliver opfordret til at tænke, at man skal dø, før man dør: Døden skal afmystificeres, og der skal være kontrol med vores dybere selv. Vi skal leve i verden uden at være en del af den, uden at knytte os for meget, og det forsøger jeg at gøre.«

– Hvad er din vigtigste oplevelse med døden?

»Da min mor døde af kræft som 49-årig. Det var mit første møde med døden tæt i familien, jeg var 30 år, og det ramte mig på en ubeskrivelig måde. Vemod, fortvivlelse, afsavn, længsel og tanker om alt det, vi kunne have gjort sammen.«

– Så døden er trods alt lidt trist …?

»Jeg har en forventning om, at jeg kommer til at se hende igen. Jeg beder for hende, jeg besøger hende på begravelsespladsen. Jeg tænker, at hun er et godt sted, og det giver mig håb. Vores familie mødes hvert år og læser korancitater for hende.«

– Hvordan vil du helst dø?

»En stille fredelig død med Guds navn på mine læber og profetens kærlighed i mit hjerte.«

– Hvordan vil du kendetegne danskernes forhold til døden?

»Forskelligt. I dag kan man nærmest planlægge sig igennem sin egen død med blomster, salmer og begravelse, så døden bliver iscenesat. På den anden side er der stadig tabuer og ting, man ikke taler om ved middagsbordet.«

– Hvilket kulturprodukt har haft størst betydning for dit syn på døden?

»Koranen og profetens ord. Det er de værdier og det livssyn, jeg er vokset op med, og som jeg finder mening og dybde i. Jeg er også glad for de to persiske digtere Rumi og Hafez. De taler ikke om døden på en melankolsk og trist måde, men som en glædens dag, som den dag man bliver gift og skal have den første nat med sin elskede.«

Læs også: ’Ind i mellem tænker jeg også døden som en udvej’

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank