Læsetid: 9 min.

Det evige østen: Lockheed

Føljeton af Susanne Staun. Anden del
Moderne Tider
9. juli 2016
Føljeton af Susanne Staun Forfatteren Susanne Staun skriver hen over sommeren den skønlitterære føljeton ‘Det evige østen’ i Information – en fortælling i seks afsnit. Staun er født i 1957 og er cand.phil. i engelsk sprog og litteratur fra Københavns Universitet og master i journalistik fra Syracuce University, USA. Hun debuterede med ’Sådan lyder en salonriffel’ i 1998, og er kendt for sin femikrimi-serie om profileringseksperten Fanny Fiske, som begyndte med ’Som Arvesynden’ i 1999. Dette er anden del. Har du misset den første, kan du finde den på www.information.dk/sommerfoljeton.

Føljeton af Susanne Staun Forfatteren Susanne Staun skriver hen over sommeren den skønlitterære føljeton ‘Det evige østen’ i Information – en fortælling i seks afsnit. Staun er født i 1957 og er cand.phil. i engelsk sprog og litteratur fra Københavns Universitet og master i journalistik fra Syracuce University, USA. Hun debuterede med ’Sådan lyder en salonriffel’ i 1998, og er kendt for sin femikrimi-serie om profileringseksperten Fanny Fiske, som begyndte med ’Som Arvesynden’ i 1999. Dette er anden del. Har du misset den første, kan du finde den på www.information.dk/sommerfoljeton.

Mit job er alt andet end let. Tænk, at jeg gider. Jeg kunne sidde på en ø i meget lidt tøj i selskab med en meget høj drink og nyde min meget-spækkede bankkonto. Attentatet i Frimurerlogen gjorde bestemt ikke mit liv lettere. Vi prøvede ellers bare at være lidt effektive.

Hvert hit kræver planlægning, tid og kræfter. Derfor er så mange fluer som muligt med ét smæk en indlysende fordel.

I 2009 år gjorde vi et kæmpe indhug i hele finanssektoren, som blev decimeret med over 15 procent, uden at nogen lagde mærke til, at selvmordsstigningen i Danmark lige da kredsede noget videre om penge. Folk havde og har stadig ikke nogen anelse om, hvor farlig finanssektoren er. Ingen forstod, hvor tæt på afgrunden vi var i 2008. Bankfolk var klar til at sende deres børn ud af byen; de hamstrede mad, og nogle af dem købte våben. De troede, at samfundet ville bryde sammen; de vidste, det var deres skyld, men det gik de ikke op i. Med deres store, døde hjerneplamager var de kun udstyret til at sørge for deres egen overlevelse uden at se sig tilbage. 25 procent af dem, ligesom i fængslerne.

Jeg har det nemmere med finansdrengene i de øverste kontorer end med bøllerne på værtshusene, på rockerborgene og på gaden, foretrækker eliten frem for pøblen. Pøblen er frygtelig fysisk. Jo længere vi bevæger os ned ad lønskalaen og ud i de boligområder, hvor jeg ellers aldrig kommer, jo mere fysisk bliver det. Og når vi kommer helt ned på bunden, helt ned til rockerne, er det slut med bare at tage folks penge, så er det sort middelalder med hjul og stejle, mennesker, der flås eller brændes levende af rovdyr med en kraniekasse fuld af glammende hunde.

Læs også: Det evige østen: Første del

Hver gang jeg tager mit åndelige koben frem og laver et bræk i sådan en hjerne, får jeg den samme udsigt til knurrende køtere med gårsdagens flænsninger stadig synlige mellem tænderne, og alt fra voldtægt til kæberaslere siddende i det tykke savl, der løber gult og fossende fra munden; det centrale frygtcenter, amygdala, er ikke til at finde, og den orbifrontale cortex er en lillebitte mørk tunnel med udbrændte neonrør, der tænder og slukker sig selv som en kræftpatient i de sidste sekunder før døden. Det er nok en form for ubevidst selvindsigt, at Hells Angels’ rygmærke er et flyvende kranium. De ved det godt selv. Der er helt tomt, helt let og flyvende derinde.

~

Jeg prøver at undgå dem; forstår mig ikke på dem. Når jeg prøver at forestille mig deres liv, ser jeg kun murbrokker, rotter og røgen fra afbrændte bygninger, skrigene fra gårsdagens ofre. Jeg husker vores første rockerhit i 1993, som var det i går: Heathens i 1993 havde ladet deres brutale regler gå ud over en frafalden såkaldt ’bror’. Brormand foretrak lidt for ofte at være sammen med sin kone og lille barn. Han var med andre ord gået helt, helt forkert og havde forbrudt sig mod loyaliteten og den rette ånd. Så derfor, forskanset i fæstningen i Roskilde – en betydelig billigere og grimmere bygning end frimurernes på Blegdamsvej – fattede de deres trofaste baseballkøller, tolv mand høj, og bankede løs på brormands hoved, knuste hans kæbe og punkterede hans lunger med knivstik. Hvad han døde af? Lidt af hvert, måtte retsmedicineren bagefter konstatere. Den bedste detalje fra gentlemanklubben var nok, at Brormand var prøvemedlem: Han måtte ikke forsvare sig.

Syv blev fængslet og skulle dele sølle 16 års tremmetid, mens fem blev frifundet. Og det er her, det bliver farligt for retssystemet, og selvtægtens kattelem bliver til en ladeport, der føder pyramider.

Robes P, Francis og jeg sad lige bag journalisterne i retten og hørte de fem svare på spørgsmål: Det kan jeg ikke huske; det aner jeg ikke: Jeg sov. Jeg var lige ude i køkkenet; jeg slog ham kun lidt, så faldt jeg i søvn; jeg var taget hjem; jeg var skidefuld. Vidnerne var rædselsslagne. Aldrig havde vi hørt så mange stamme sig så grundigt igennem den ene fede løgn efter den anden. Anklageren sagde, at deres respekt for Heathens er større end respekten for retssystemet, og det er nogenlunde ligesom frimurerne, hvis loyalitet over for hinanden overtrumfer loven. De fleste knivstik faldt, efter at Brormand var død, noget rituelt, en fælles pagt, udtalte politifuldmægtigen, der selv deltog i lignende ritualer, omend symbolske, da han skulle optages i logen.

Da dommen faldt, noterede Francis de syvs navne i sin lille notesbog, en lille huskeseddel til sig selv om at være der, når de blev lukket ud, og da frifindelserne faldt, stod vi fem mand høj klar til at følge de fem frifundne hjem. Jeg prøvede at slippe. Jeg er for fin til alt det kød, men det lod sig ikke gøre at slippe den dag. Vi havde alle problemer med at få deres kærester ud af deres små linoleumslejligheder, så det tog sin tid, men inden 24 timer efter frifindelsen blev alle fem fundet med overskåren strube og grædende kærester. Vi kunne læse i avisen, at de fem sandsynligvis var døde som resultat af nogle interne klubritualer i kølvandet på massakren i rockerborgen. Politiet stod på bar bund.

Just another day at the office.

~

Det var ikke en almindelig dag på kontoret, da vi planlagde Attentatet i Frimurerlogen for et par år siden. Det skete igen ud fra betragtningen om at være lidt effektive og gå efter pengene. Vores drenge elsker penge. Så follow the money, som det hedder. Det bliver man aldrig for gammel til. Begge de dele var til stede i Frimurerlogen i København. Vores mest intense, ødelæggende og selvødelæggende operation til dato.

Der var pakket med penge i den loge, og eventyret var begyndt med, at Robes P ved et tilfælde havde læst, at alene renoveringen af deres kæmpemonstrum af et hovedsæde havde kostet 30 millioner kroner.

30 millioner kroner! Spørg lige spejderne, hvad deres hytter står i.

Ja, hvorfor ikke? Er en bygning i denne klasse nødvendig, når mænd skal tænke filosofisk, rette sig kristent og samle ind til godgørende formål? Spejderne opfører sig altså yndigt, binder råbåndsknob og samler ind til værdigt trængende i små hytter med gennemtræk.

Sagde jeg noget om pyramiderne lige for lidt siden? Ja, det gjorde jeg. De har også travlt i f.eks. Dubai, et spækket sted med himmelsøgende bygninger. Follow the sick penis to Dubai, som Francis plejer at sige.

~

Da vi havde sundet os oven på de 30 millioner, tjekkede vi ejendomsværdien: 58 millioner. Betal lige ejendomsskat her, amigo. Bare af dét ene palæ. Det betydeligt mere beskedne domicil for brødrene i Aarhus, en nydelig, ældre ejendom, med en solid trædør flankeret af danske flag og forskelligt guld inklusive rygmærket på muren, står til en ejendomsværdi på 18 millioner.

Så tjekkede vi ejendomsværdien af samtlige logens palæer i hele landet og blev helt svimle, i alt lige under 200.000 millioner. Ejendomsværdiskatten er lidt tricky at udregne præcist, og det er egentlig også overflødigt, men vi kom frem til, at landets logebrødre skulle levere 50 millioner plus/minus årligt i ejendomsskat alene, uden vand, el, grundskyld, vedligeholdelse og alt det andet, almindelige mennesker døjer med.

Her foregik så en tankesammenføring, der lød således: Her er penge. Penge betyder flere penge. Penge betyder magt. Hvorfor ikke tjekke, hvor mange af de regionsdirektører, retsaccessorer, dommere, embedsmænd, kommunaldirektører, borgmestre og højere- og laverestående ansatte i Politietaten, som vi alligevel skal aflive, og som også er medlemmer af denne organisation, der tiltrækker mænd med de hjernefejl, vi forsøger at eliminere fra planeten? Mange fluer med ét smæk. New Public Management-fyrene ville give os point for effektivitet.

Vi lagde ud med en rundvisning. Jeg gemte mig bag Jette og Jane, to søde, midaldrende trunter fra provinsen, der regelmæssigt arrangerede busture fra Slangerup og Hillerød til interessante perler rundt omkring på Sjælland. Jeg havde taget joggingtøj på for at falde ind i jargonen i bussen. Det havde Robes P også. Dét og en beret. Jette og Janes folder havde kundgjort, at vi lagde ud med to halve, en ostemad, 1 øl/vand samt kaffe og noget, de kaldte te, i Frimurerlogens restaurant kl. 12.00.

Klokken 12! Midt om natten. Men hvad gør man ikke i den gode sags tjeneste.

Jeg havde lagt mig i selen, undladt at åbne lågen til hamsterburet den morgen og havde med stort besvær sprunget hårvask over i fem dage op til ekskursionen. Dermed var jeg en ikketruende morlil, som ingen lagde mærke til.

Bussen kravlede forbi den enorme bygning på Blegdamsvej – man kan faktisk kun påskønne enormiteten af dette kompleks, hvis man ser den fra siden. Den er skræmmende dyb. De to søjler på facaden er 16 meter høje og vejer hver 72 tons. Ydermurene er dobbelte hule mure, og brudstyrken på murene er over 250 kg pr. kvadratcentimeter. Det har jeg læst et sted. Og det skræmmer mig. Men hver gang jeg får for meget at drikke, drømmer jeg om at påkøre de mure med en gummiged.

~

Vi blev sat af. Jeg bliver aldrig en god turturist. Jeg bryder mig ikke om den langsomme gangart, al den venten. Først skal de sunde sig og samle deres ting sammen, og så tager det dem en udmattelseskrig at komme ud af sædet. Og så skal de stå i kø og vente på gangbesværede, der ikke kan komme ned ad trinene, og dem med KOL, der skal sunde sig for hvert trin, og endelig er der dem, der helt, helt misforstået, tror, at en sludder med chaufføren er en god idé. I guder, hvad nu hvis der udbrød brand i en sådan bus?

Den fysiske reaktion på manden i metroen kommer, inden jeg opdager hans hund. Jeg går instinktivt i angreb og forsvar på én og samme tid; dødsensfarlige kemikalier myldrer rundt i kroppen på mig, skubber sig frem, falder over hinanden, overhaler, kører dødskørsel. Jeg bliver atomar på et splitsekund, jeg er en raket på vej til månen, et interkontinentalt missil med det maksimale antal sprænghoveder, en F-35.

Jeg er Lockheed!

Hunden er en rottweiler.

Den er sort. De passer sammen. De sætter sig. De er stive i blikket. Hunden tager helt stille plads ved hans knæ og kigger ud i intetheden. Den er rædselsslagen. Den mindste forkerte bevægelse, og den får et slag eller et spark. Og det er aldrig til at vide, hvad der er forkert. Tingene, reglerne og forventningerne ændrer sig hele tiden, svært at følge med, også for en hund. Han stirrer ligeud. Hunden stirrer ligeud. Begge stille, næsten fikserede som statuer; han kontrollerer sig selv og hunden samtidig. Han er et krybdyr, ubevægelig på en sten i solen. Ikke til at vide, hvornår den lille, spillende skarpe tunge rammer den hund i nakken.

Jeg stod på metroen i lufthavnen og satte mig tungt på et sæde for at blive bragt hjem i seng, men kom til at falde i søvn, ganske kortvarigt. Mens jeg sov, rangerede kødspisende rumvæsener med hvepsetalje rundt på et par af vognene og sporskiftede dem, så nu sidder jeg i den forheksede slagtervogn, der kører min afblødte krop til et kødforarbejdningsanlæg, hvor de pakker alt undtagen galdeblæren. Er der ikke pludselig trukne gardiner, så man ikke kan se dem sprætte passagererne op i vognen ved siden af? Er den tykke, røde væske, der vælter ud ad døren, ikke blod?

Okay. Jeg er træt. Men det, der i virkeligheden sker, er næsten lige så slemt: Jeg hæver næsen fra Femme, og hans duft bølger imod mig som gift, trækker i mig som vild tyngdekraft fra et magnetisk helvede. Her har jeg været før; det her sker hele tiden: Kvinder ønsker at formere sig med de sorte mænd, konstaterer min hjerne igen koldt, mens resten af mig lige så stille går i opløsning og overgiver sig til begsorte, hornede tanker, hvis spirende liv er mærkbart som små, kogende pile i et lystcenter, der lynhurtigt erobrer hele kroppen. Ham og hans spillende skarpe tunge bringer heksesuppen mellem mine ben i kog.

Hvad sker der dog? tænker du. Men du skal ikke være bekymret for mig. Jeg er en oldtimer. Jeg kan knalde ham, myrde ham og sove sødt lige bagefter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her