Læsetid: 10 min.

Det evige østen: T-1000

Føljeton af Susanne Staun. Tredje del
Føljeton af Susanne Staun. Tredje del

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Moderne Tider
16. juli 2016

Det sker alt for tit. Det er meget betænkeligt. Det rammer kvinder hver dag, verden over, men de kan ikke håndtere det; de ved ikke, hvad der sker.

De tror på kærlighed ved første blik. Jeg ved ikke, hvordan man kurerer den slags tvangstanker. De ved ikke, at han tæsker sin hund. De ved ikke, at de får tæsk, når de har knaldet ham. Ikke lige efter, selvfølgelig, men det varer ikke længe. Først forstår de ikke, at han ignorerer dem. De ringer til deres veninder. Jeg forstår det ikke. Han var så sød i går.

De tigger om hans opmærksomhed, og de får den i så minimale doser, at det er smertefuldt. De får den mest sadistiske underforsyning, måske bare et smil, der hurtigt forsvinder, og de tigger om mere, og han forsvinder og kommer igen, og forsvinder og kommer igen, og den forsvundne tid bliver længere og længere, og under disse lange, pinefulde intervaller er de verdens ulykkeligste kvinder; når han kigger på dem med antydningen af et smil eller rører ved dem, bare den mindste berøring, et strejf af en hånd på en skulder, er de verdens lykkeligste og mest smerteramte på én og samme tid.

Jeg kunne så let fortælle dem, hvad de skulle gøre, men de spørger mig ikke, og hvis de gjorde, ville de ikke rette sig efter, hvad jeg sagde: Gå, løb, skrid. Du kan ikke håndtere ham. Men det kan jeg. Jeg kan knalde ham og myrde ham og sove sødt lige bagefter.

~

Der er ingen sex her. Udeblivelsen af sex er påfaldende. Fem sært uniformerede mænd byder velkommen. De hører til den gruppe mennesker, jeg uden videre rubricerer som kummerformer, dvs. folk hvis skeletale udvikling er præget af forne generationers fejlernæring.

Ingen af dem afgiver duft. De er bare ensomme, lidt skæve, har haft svært ved at finde venner, blev mobbet i skolen – alt det der. De giver mig lyst til at være venlig igen. Men det er svært. Og ikke hensigtsmæssigt.

De er lavest i hierarkiet, helt ufarlige og dybt taknemmelige over for broderskabet, som har givet dem alt, et sted at være, et sted at skide, et tilhørsforhold. De har kustodeagtige opgaver som f.eks. at drive provinskvæget rundt i et udvalg af de 335 rum for at vise, hvor åbne de er.

Se! Vi har ingen hemmeligheder i Frimurerlogen. Det er bare noget, I forestiller jer. Alt ligger fremme. Undtagen ritualerne. Vi skal jo ikke skuffe folk. Det skal jo ikke være som at læse en krimi bagfra. Det er noget, de kultisk lærer at sige, alle som én. Mange, mange tusind mænd har lært at sige: »Som at læse en krimi bagfra.«

De skeletalt udfordrede er blevet lukket ind i stammen på trods af alt, inklusive skelettet, så de er ydmygt taknemmelige og stærkt solidariske på den omvendte Groucho Marx-måde. Hvis der vitterlig er en forening, der vil have os, siger vi stort tak. Forening? En loge er ikke forening. Det er mødestedet for et broderskab.

Jeg skal til at gå op ad den brede, indbydende trappe, der lokker midti, men bliver gelejdet ind i en spisesal. Jeg havde lykkeligt glemt de to halve, ostemaden og den dér the. Inde i salen står krystallysekroner sært til trælaminerede vægge.

Jeg har fået at vide, at festen, hvor vi skal slå til, har over 500 tilmeldte. Jeg tvivler på, at dette rum, stort som det er, kan rumme så mange. Vi sætter os, Robes P ved siden af mig. Hold op, hvor ser han åndssvag ud i det turkise joggingtøj. Skindet bedrager godt. Jeg kigger ned ad mig selv og skammer mig. Lyden fra hans telefon vidner om en indkommende sms. Han kigger kort på den, rejser sig og går.

En af de uniformerede svende, denne tykmavet og, så jeg ude i foyeren, platfodet, slår på sit glas og holder en tale, hvorunder det fremgår, at træpanelerne i denne sal kan fjernes og give plads til et uendeligt (og hemmeligt) antal mennesker. Åh drøm! Arkitekten bag bygningen var også frimurer, så vilkår og krav til bygningens indhold ikke kom uindviede for øre. Hvor mange vægge kan forsvinde og afsløre hvad?

Om der er nogen spørgsmål? Jeg rækker hånden i vejret.

»Når I skal holde fest, gør I det så her?«

»Det gør vi bare.«

»Men hvordan?« Jeg fægter provinsielt med armene for at angive en form for udvidelse.

Han klukker selvtilfreds. Hemmelighedens magt. Sig det videre.

»Hvordan?«

»Det regner.«

Og de talte et ejendommeligt frimurersprog, som ikke ville kunne forstås af uindviede, som der står i Det forsømte forår. Alle de uniformerede stakler griner indforståede og hemmelighedsforhøjede. De har noget sammen.

Jeg ved godt, det er frimurerbørnesprog for ’Det er en hemmelighed’, men ser behørigt forvirret ud og kigger rundt på de tyggende mennesker fra Helsinge og Slangerup. De ryster på hovedet, tydeligt ligeglade. Jeg gider ikke fortælle dem, hvad Det Evige Østen betyder på frimurerbørnesprog, men det er dérhen, et udvalg af dem snart bliver ekspederet, hvis alt går vel.

~

Her til morgen var it-enheden omsider kommet ind på ddfo-serveren og havde trukket hele medlemslisten. Nå, ja, det er noget andet, der også er hemmeligt, selvom de siger, at intet er hemmeligt, heller ikke listen. Men det er den. På biblioteket ligger en medlemsoversigt fra 1981; den nutidige må man hacke sig til.

Robes P holder mig tilbage, da de rejser sig og møffer sig færdige og derefter går i gåsegang ud til gangarealet for at vente på den vanartede rundvisningscharmør, som skal vise dem et uhemmeligt udsnit af de 13.515 kvadratmeters 335 oder so rum. Mit hår klør, og jeg drømmer om et bad.

Med øjne, der scanner rummet, læner Robes P sig over mod mig og hvisker, at der er 20.000 medlemmer, ikke 8.000, som Den Store Danske Encyklopædi oplyser, ikke kun »over 10.000« som Søndags Aktuelt afslørede i 1981, hvor Grimme skrev, at en forening kun kan vurderes, hvis man kender dens medlemmer. Så sandt.

20.000!

Og nu holder Robes P fast i ærmet på mig og sætter sin mund så tæt på mit øre, at jeg kan mærke hans læber og moustache, mærke hele øret dugge til, og nu hvisker han, at 65 procent af medlemmerne også står på vores liste.

Vilde 65 procent!

Jeg glor målløst på Robes P, som glor tilbage, helt tæt på, næse ved næse. Vi skal ikke længere finde et herreværelse med ventilationsanlæg, så vores lugtfri nervegas kan spredes hurtigt og effektivt. Vi kan ikke vide, hvor mange af de 65 procent, der er sorte mænd, men vi bliver nødt til at regne med cirka 65 procent af de 500 på gæstelisten, og det er 325.

325. Det er det højeste antal nogensinde. Jeg pisser i bukserne. I tankerne, naturligvis.

»Vi skal altså ikke have de 3-5 stykker, vi havde regnet med, ud af den store sal og ind i et herreværelse, men noget i nærheden af, lad mig se …« hvisker Robes P næsten panisk, mens hans hovedregning står at læse i hans ansigt, »… 175 mennesker, som ikke skal gasses, ud af den stole sal, fordi det eneste, der nu giver mening, er at ordne dem der.«

»Vi kan regne det nøjagtigt ud, når vi får festlisten.«

»Den har de. De gennemgår den nu. Jeg bliver her.«

~

Min mand i metroen flytter sig heller ikke. Det er dig, der skal flytte dig. I dette tilfælde mig. Jeg skal ned, og han vil flytte mig derned. Det er et mål i sig selv. Men jeg skal ingen steder. For hundrede år siden gjorde han noget andet. I dag tager han billeder af dig, mens du poserer; han siger, du er lækker. Eller optager film, mens I knalder, som du ikke tør sige nej til. Det er også lidt frækt, ikke?

Er de billeder ikke bare flotte? Jo, og de er også hans ejendom, og når du ikke længere lystrer, sender han dem til din mor eller din mand, eller hvem der nu virker bedst og gør dig mest ulykkelig eller har størst mulighed for at ødelægge dit liv. Det er som at have styrepinden til en bil, og det er dig, der er bilen, og den bliver ved med at køre i grøften.

Forstå mig ret: Han har ikke brug for billeder, hans repertoire er stort. Det er bare så sjovt med de billeder. Sort i hjernen, syg i potten, men ikke hævet over trendy vaner.

– Jamen, jeg har aldrig været så forelsket. Det må betyde noget, alt det jeg mærker i kroppen nu.

– Det gør det også. Det betyder, at Satan er kommet ind i kroppen på dig og sidder derinde og slipper en svovlskid og trykker på alle dumme-tasterne.

~

Kvinder har bestemt deres rod i hovedet, men de er bedst til at ødelægge sig selv. Deres skadevirkning er minimal. De ødelægger deres mænds liv, hvis det går hårdt for sig. Men de bygger ikke pyramider med slavesved og får hele finansmarkedet til at krakke. Eller også har de bare ikke fået lov endnu.

De starter ikke krige. Eller også har de bare ikke lært det endnu. De kører ikke dødskørsel. Det gider de helt sikkert ikke. De voldtager ikke børn. Meget få i hvert fald. Det er ikke tilfældigt, at Saddam, Gaddafi og Hitler var mænd, og at Breivik, Putin og Fritzl er det lidt endnu. Der er til dato ingen kvinde, der har annonceret efter en vagina, hun kunne spise. Måske kommer det.

Nej, kvinder er reaktive. Når de skærer pikken af en mand, er det sjældent for at spise den på YouTube. Så nej, sorry, kvinder bruger vi ikke krudt på. Ikke i første omgang. Der er nok at se til uden, og det er muligvis sexistisk, men det er virkeligheden også.

Metromand har en firkantet lejlighed med skjulte rør, let at rengøre og altid ren; der er ikke noget tøj, der flyder, ingenting, der ligger forkert; bordet foran hans fladskærm er bart. Der er ingen bøger, ingen askebægre, ingenting.

Fladskærmen kører på lydløs, og han barberer sig. Han er længe om det; det skal være perfekt. I køkkenet står et strygebræt, og der ligger et par jeans på den. Han stryger sine jeans. Også sokkerne? Køkkenbordet er rent og blæst. Ikke en kop, ikke en kniv, ikke en krumme, ingenting. Han lever af luft og udstiller ingenting. Hemmelig, sort mand.

Jeg kan ikke se, præcis hvad der sker, men når jeg kigger på ham, ser jeg kulde så massiv som granit, pakket, sammenstampet kulde, der pludselig eksploderer. Slag. Jeg ser kun slag, og nu er det ham, der får dem, og der udgår mere kulde fra ham for hvert slag, og nu kan jeg se ham.

Han er blevet til en istap, en kæmpestor istap, der modtager spark fra en stor støvle, og der springer flager fra ham for hvert spark, han bliver mindre og mindre og flyder til sidst ud på gulvet som vand. Så holder sparkene op. Nu er der stille.

Der er et øjebliks rungende stilhed, og hele verden holder vejret. Og så gør han ligesom den kakerlak, jeg spiddede med min stilet i Fort Lauderdale, på en natklub, der var bygget med brædder ud over sumpen.

Jeg spiddede den, og så tværede jeg den ud. Jeg gjorde et stort nummer ud af at tvære den ud, så den blev helt flad, og alle indvoldene sprøjtede ud.

Nu gør han det samme som den totalskadede kakerlak, det samme som T-1000 i Terminator 2: Han samler sig igen, tager en dyb indånding og så én til og for hver indånding kommer en ny del på plads, vandet fryser til fast form og springer på plads, præcis som kakerlakken, der hev sine indvolde indenbords stykke for stykke og satte dem på plads, uden så meget pis, åndedrag for åndedrag.

Han kommer langsomt op at stå, tager en dyb vejrtrækning. Så god som ny. Kampklar.

Den kemikalieeksplosion, jeg lige nu mærker overalt i kroppen, er den samme som din, men til forskel fra dig ved jeg, hvad det er. Du er romantiker og lidt naiv. Du tror på kærlighed, til døden jer skiller, dén slags. Det er lettere at sende denne her fyr til Det Evige Østen end at få dig til at fatte, hvordan verden ser ud.

Du nægter at tage den røde pille. Du kan godt lide, at tingene ser lidt pæne ud, og det hele er lidt rart.

Indimellem kan jeg godt blive lidt irriteret på dig. Alligevel fjerner jeg ham for dig. Selvom jeg har fri. Hvis man kan sige det sådan.

Han vil ikke kun ødelægge dit liv, han vil gå videre til det næste liv og ødelægge det, og videre og videre og videre. Og det værste? Ved du, hvad det værste er? Han vil formere sig. Og du vil gerne være behjælpelig. Det er det værste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her