Læsetid: 6 min.

Galskab, kærlighed og poesi har det gådefulde sprog til fælles

Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menne-skelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Fjerde stop er Inger Christensens ’det’
Inger Christensen formåede i sine digtsamlinger at sige noget om krige og atombomber, feminisme, kapitalisme, psykiatrivæsnet med videre.

Ole Buntzen

23. juli 2016

Man ser at lægen selv har taget syre

Og derfor går patienterne i møde

Forklarer dem den rette procedure

 

I grunden er vi allesammen døde

På midten af vor bane gennem livet

Er livet bare grimt og dumt og øde

 

Vær derfor ikke bange Det er givet

Det bedste hvis vi mister perspektivet

– Tekstuddrag: TEKSTEN transitiviteter 3, fra Inger Christensens ’det’ (1969)

~

[…] Senere sagde lægen at han selv var sindssyg. Men jeg forstod straks at det bare var for at få mig til at identificere mig med ham. Det kan jeg ikke. For det første fordi jeg ikke er sindssyg. Jeg vil bare have at mennesker skal forstå at de elsker hinanden. For det andet fordi han ikke mener det alvorligt. Så vil jeg heller ikke lege med ham. Derfor sagde jeg til ham: De er slet ikke sindssyg, De er død. Men han fortsatte bare med det han var begyndt på og sagde: I grunden er vi allesammen døde. Jeg kunne godt se hvor han ville hen. Han ville have at vi skulle gå igennem hele processen sammen og miste perspektivet i fælleskab. Men det er også et politisk spørgsmål. Og selv om han prøvede på at spille sin rolle godt og talte om vand og sæd og slim og skyer og sagde at det var ham der havde fundet på vandet, vidste jeg godt at han aldrig kunne blive sindssyg. Han tror nemlig det er muligt at gøre noget for nogen. Men det var ikke det jeg sagde. Jeg sagde: Der er ingen vi ikke kan gøre noget for selv om det er umuligt.

– Tekstuddrag: TEKSTEN kontinuiteter 3, fra Inger Christensens ’det’ (1969)

 

Inger Christensen er kendt som systemdigter. Tilsyneladende sætter systemerne begrænsninger, men i virkeligheden giver de frihed.

I kølvandet på hendes systemdigtning følger en systemkritik. Inger Christensen er ikke en virkelighedsfjern digter, der har vendt ryggen til sociale og globale problemer.

Hun opholdt sig i Paris i maj 1968 under studenteroprøret, og i sine formelt komplicerede digtsamlinger formår hun at sige noget om krige og atombomber, feminisme, det kapitalistiske samfund, klimakrise, psykiatrivæsenet med videre.

det er en digtsamling i romanlængde skrevet efter et uhyre kompliceret system. Hoveddelen LOGOS er inddelt i tre afsnit, der hver har otte underafsnit organiseret efter den danske sprogforsker Viggo Brøndals otte former for forholdsord. Ethvert af disse underafsnit består så af otte tekster eller digte.

Det medfører, at man kan læse samlingen på mange andre måder end bare kronologisk. Ja, nærmest på uendelig mange måder, hvilket ottetallet peger på, da det bliver til det matematiske symbol for det uendelige (en såkaldt lemniskat), hvis man lægger det vandret.

Her vil vi læse to tekster sammen, der står på samme plads (som den tredje tekst) under to forskellige forholdsordsafsnit (nemlig transitiviteter og kontinuiteter).

Alle otte stykker i både »TEKSTEN transitiviteter« og i »TEKSTEN kontinuiteter« handler om psykiatrivæsnet. Afsnittet »transitiviteter« er skrevet som digte, mens afsnittet »kontinuiteter« er skrevet som breve fra en patient på et psykiatrisk hospital.

Inger Christensen synes at ride med på 1960’ernes antipsykiatribølge, hvor de tre mest velkendte eksempler nok er Ken Keseys roman Gøgereden (1962), Ronald D. Laings Det spaltede selv (1960) og Thomas Szasz’ Myten om sindslidelser (1961).

Inger Christensen har to (sammenhængende) hovedsynspunkter. For det første kritiserer hun selve behandlingssystemet. For det andet hævdes det mere specifikt, at de selv samme ord, sætninger, billeder med videre bliver kaldt smukke, når de står i et digt, mens de bliver til symptomer (og måske derfor bruges som argument for fortsat tvangsindlæggelse), hvis de siges af en psykiatrisk patient.

At miste perspektivet

I brev 6 spiller jeg’et sindssyg: »Jeg løb hele tiden rundt og råbte Se mit hjerte Det banker som en sætning under huden og da der var en rengøringskone der sagde at det lød meget smukt det jeg sagde, blev de bange og gav mig en masse papir«.

Det, jeg’et råber i brev 6, indgår i digt 6. Mange af de samme sætninger går igen i begge afsnit, og der er flere fraser, der er gådefulde i digtene, som forklares – eller måske rettere: retrospektivt kan ses på en ny måde – i brevene.

Der er en udvikling frem mod oprør i begge afsnit. I brevene beskrives det, hvordan en patient bliver tvunget til at spille gris af nogle fra personalet: »De er en gris, sagde de til ham, vil de være så venlig at sænke trynen og snøfte«.

Både patienter og flere fra personalet bliver rasende over dette og laver en form for oprør. Patienterne fikseres i sengene som straf. Sidste brev slutter: »de kan ikke blive ved med at holde til at have os liggende sådan. For vi hviler bare og elsker hinanden. Og selv om vi ikke kan røre ved hinanden er det dejligt«.

Det sidste digt på blot én linje, som mere indirekte skildrer samme forløb, slutter mere bistert: »De små beskidte mord på verden«.

I det første brev hører jeg’et en af passerne omtale stedet som »et sandt paradis for den slags mennesker«. Jeg’et slutter dog brevet med en ironisk konstatering: »Jeg bryder mig ikke om paradis. Jeg går ud og ind af det paradis som det passer mig«.

Det psykiatriske hospital beskrives som et Dante’sk helvede, og digtene er skrevet efter det metrum, Dante opfandt til Den guddommelige komedie, nemlig terza rima, og linjen »På midten af vor bane gennem livet« er en parafrase af åbningen på Dantes store digt, der i Ole Meyers oversættelse lyder »Midtvejs på vores vandring gennem livet«.

Uanset om den Dante-refererende linje lægger sig til linjen ovenover »I grunden er vi allesammen døde«, eller linjen efter »Er livet bare grimt og dumt og øde«, så antyder det en deprimeret midtvejskrise, hvor det bedste er at miste perspektivet.

Udtrykket »at miste perspektivet« er i sig selv så indforstået, at det kun kan tilnærmes. Betyder det, at man ikke skal fokusere på fremtidsplaner? At man ikke skal forsøge at se tingene i en større sammenhæng? Eller noget helt tredje?

De værdiladede rim er med til at understrege disse tolkningsforslag: ’møde’ rimes på ’øde’ og ’døde’, og ’livet’ rimes på at ’miste perspektivet’.

Disse linjer gentages i brev fem. Jeg’et truer den vagthavende læge efter griseepisoden, men lægen smiler blot og siger: »På midten af vor bane gennem livet er livet bare grimt og dumt og øde« (ligesom han i tekstuddraget også siger: »I grunden er vi allesammen døde«). Brevskriveren beskriver imidlertid hans bluff således:

»Jeg ved jo godt han ikke er sindssyg, han er bare litterær. Det sagde jeg også til ham. Men han rystede bare på hovedet og skrev det op og i parentes skrev han: tilstanden forværret på grund af sommervarme«. Det er altså lægen, der opfordrer til at miste perspektivet.

Brevjeg’et vil imidlertid bare sprede et budskab om kærlighed: »Den slags kan det sommetider være nødvendigt at sige i en kode. Ellers bliver folk forskrækkede«, som det hedder i brev to.

Galskab, kærlighed og poesi har ifølge Inger Christensen det underlige og gådefulde sprog til fælles. Poesien er et kodet sprog. Netop derfor bærer Inger Christensens essay om Johannes Ewalds store digt »Til Sielen. En Ode« titlen Kode til sjælen.

Brevet i tekstuddraget slutter med et paradoks: »Der er ingen vi ikke kan gøre noget for selv om det er umuligt«.

Vi kan gøre noget for alle, men det er umuligt at gøre noget for alle. Inger Christensens samlede budskab i det kan opsummeres af et udsagn om ’Mand nr. 8611’, som er helten i et tidligere afsnit i samlingen: »Mand nr. 8611 har hele tiden fablet om lidt mere fantasi«. Man ikke skal være bange for sindets billedrige potentiale.

Serie

Diagnoser i litteraturen

Litteraturen har i lang tid kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også længe før der kom diagnoser. Hvordan kommer sindets indbildning og indbildningskraft til udtryk i en række klassiske og nyere danske værker? Det undersøger Lasse Gammelgaard i denne serie om bøger om alternative tankemønstre og møder med psykiatrivæsnet.

Seneste artikler

  • En gal (og genial) logik

    30. juli 2016
    Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Femte og sidste stop er Birgit Munchs ’Rend mig i generne’ og Simon Grotrians ’Vanvidssalmer’
  • Psykosen hos Tove Ditlevsen

    16. juli 2016
    Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Tredje stop er Tove Ditlevsens roman ’Ansigterne’, hvor forfatteren undersøger psykosens væsen
  • Dengang bipolaritet ikke var en diagnose

    9. juli 2016
    Litteraturen har længe beskrevet det skrøbelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler i dansk litteratur på forskellige sygdomme. Andet stop er Helga Johansens ’Hinsides’, hvor forfatteren undersøger det maniodepressive – det vi i dag kalder bipolær lidelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu