Der er noget helt særligt over evighedsprojekter. Projekter, som man ikke bare aldrig når, men som umuligt kan fuldendes.
Genius er den slags evighedsprojekt – et kollektivt kommentariat på internettet – båret af drømmen om at læse internettet i fællesskab.
Så hvis du er en vidende pedant med masser af fritid, der brænder efter at bidrage med kontekst og nuancer i det, der skrives om dine yndlingsemner, eller bare (som mig) vil dykke ned i dine yndlingskunstneres tekstuniverser og forstå meningen bag Beyoncés »I’ve got hot sauce in my bag, swag«: så hop på Genius og oplev en potentielt uendelig verden af nørdet, digitalt tidsfordriv åbne sig.
Helt konkret er Genius et bærbart kommentarfelt, en slags digitale noter – annotations eller ’tates’ – som kan læses og skrives ind i marginen på enhver hjemmeside. Hvis man indsætter genius.it/ foran url’en på den hjemmeside, man vil besøge, dukker andre brugeres kommentarer op.
Ligger ambitionsniveauet lidt højere, tilmelder man sig på Genius’ hjemmeside og kan med det samme tage fat på livet som hasebidende medie- og magtkritiker i informationsfrihedens tjeneste. I teorien.
I praksis er faren for at blive en kedeligt bedrevidende og mobbende stemme fra sidelinjen overhængende. Men lad os lige holde lidt på ja-hatten et øjeblik og se på, hvordan Genius bliver brugt.
Først rap, så hele verden
Det hele begyndte i 2008 med Rap Genius. Et brugerdrevet univers dedikeret til sangtekster, startet af tre unge studiekammerater fra Yale, hvis unge Ivy League-hjerter bankede for de dybere betydningslag i rap.
På rapgenius.com blev teksterne lagt op og slang og subkulturelle jokes forklaret, uddybet og dyrket. Universet indeholder alt fra indsigtsfulde analyser til sylespidse latterliggørelser af nogle af de dummeste tekster, som genren disker op med. (»Young black and famous/with money hanging out my anus«).
Til gengæld er der oprigtighed og dybde i kommentarerne til det raplyriske stjerneskud Kendrick Lamars nummer »The blacker the berry«, der med den centrale sætning »so why did I weep when Trayvon Martin was in the street, when gang banging make me kill a nigga blacker than me? Hypocrite!« undersøger den sorte amerikaner som fanget mellem indre og ydre kampe i et raceopdelt Amerika. Fanget i en paradoksalt selvskadende catch 22.
Rapleksikonnet blev hurtigt så populært, at kunstnerne selv begyndte at bruge værktøjet. Eminem for eksempel. Kræs for hiphop-elskere. Måske ligegyldigt for de fleste andre. Genius fungerer, når man bruger det til lige præcis det, der får ens egen lille båd til at gynge.
Konceptet er vokset og inkluderer i dag også Poetry Genius, Law Genius, History Genius og News Genius – for Genius vil være intet mindre end »din interaktive guide til den menneskelige kultur«. Under sloganet »Annotate the world!« er den megalomane ambition at kommentere HELE internettet.
Store ord. Stort net. Hvor begynder man?
Broget bogklub
Interesseret i litteratur? Så er Lit Genius stedet at begynde. Her kommenterer så forskellige forfattere som Junot Diaz og Judith Butler egne værker, og her ligger uddrag af klassiske værker som Shakespeares MacBeth og Joseph Conrads Mørkets hjerte klar til kollektiv eksegese.
I Sylvia Plaths ambivalente graviditetsdigt »Metaphors« mener brugeren Netabyte, at den røde frugt i digtets fjerde linje hentyder til fosterets kødelighed, men bliver korrekset. Frugten refererer selvfølgelig til Adam og Eva og Syndefaldet. En tredje spørger, om ikke graviditet i sig selv er en metafor for en metafor?
Lit Genius kan være trættende studentikost, men også øjenåbnende og originalt – særligt når kommentarerne inddrager uddrag fra den eksisterende kanon af kommenterede værker. Paradoksalt udigitalt leverer klassiske papirbøger og gamle, kloge hoveder stadig noget af det bedste indhold.
Redaktøren ingen bad om
Det er særligt i News Genius-fælleskabet, at de forkromede idealer om en radikal ytringsfrihed og opgør med vidensmonopoler står sin prøve. Her har Genius headhuntet den tidligere Gawker-redaktør Leah Finnegan til at lede flokken.
Hver dag går hun udvalgte dele af nyhedsstrømmen kritisk efter i sømmene. For nylig fik Guardian-journalisten Dave Eggers en ukærlig behandling for sin reportage fra et Donald Trump-rally i Sacramento.
»En masterclass i nedladende journalistik af Dave Eggers,« kaldte Finnegan hans artikel, som hun efterfølgende nidkært sætning for sætning udstillede som dårligt researchet, arrogant og ideologisk farvet. Splid og intellektuelt mundhuggeri er underholdende, men man får let en lidt funky smag i munden, når det bliver dagens prügelknabe mod rosset.
Genius er måske en genial gave fra internettet til amatørredaktøren i os alle, men det er uden tvivl samtidig en ulmende pain in the ass for alle, der lever af at kommunikere online.
Som en af værterne for den herligt nørdede podcast Reply All sagde om at opleve Genius på egen tekst, at det er som at blive sat til vægs af en emsig redaktør: »En redaktør, ingen rigtig har bedt om.«
Kritikken går på, at Genius let bliver et anarkistisk og utøjlet angreb på folks tekster, som føles som en grænseoverskridende infiltrering af den oprindelige hjemmeside. Men Genius’ syn på sagen er, at alt, hvad folk offentliggør på internettet, netop er det: offentligt. Og offentligheden bør frit kunne ytre sig, uanset hvad dine følelser måtte være om det.
Uanset emne er de gode kommentarer dem, der ikke udpeger det selvfølgelige, men giver en lige præcis det, man ikke anede, man ønskede at vide. Vidende kommentatorer er alfa omega for, at Genius bliver et langtidsholdbart koncept. Det er sjovere at være læsende Genius-bruger der, hvor man er uvidende, men nysgerrig og fri til at kunne få ’joken forklaret’ uden at udstille sig selv.
På samme måde som bekendelsespoesi a la Plath ikke nødvendigvis på magisk vis åbner sig for alle førsteårsstuderende på litteratur, er voldspoetisk gangsta rap eller Kendrick Lamars socialt bevidste tekster heller ikke umiddelbart til at afkode i al deres subkulturelle kompleksitet, bare fordi man har hørt Østkyst Hustlers i radioen i 1990’erne.
Kan dette sammenlignes med nyhedsgrupper?