Læsetid: 8 min.

Hvordan kan du uddanne dig til et job, der først eksisterer om 10-20 år?

Humanistiske uddannelser er et forkert sted at spare, mener forfatteren Fareed Zakaria. For det er fra de uddannelser, at vi skal uddanne til fremtidens evigt foranderlige arbejdsmarked
Steve Jobs (her til venstre under en præsentation af en Apple-computer i San Francisco i 1984) ville ikke hyre en traditionel ingeniør, siger CNN-vært og forfatter Fareed Zakaria. I stedet ville Jobs finde en kreativ mand, som kunne tænke i krydsfeltet mellem teknologi og humaniora, mener Fareed i et forsvar for humaniora.

Sal Veder

9. juli 2016

Humaniora er under angreb. Samtidig med at de humanistiske fag bliver hårdt ramt af regeringens besparelser, debatteres det, hvad det egentlig er, vi skal bruge humaniora til.

Produktivitetskommissionen kalder humanisterne »ligeglade« og mener, at de skader produktiviteten. De unge skal i stedet for lyst vælge uddannelse ud fra, hvad arbejdsmarkedet efterspørger.

Det er ikke blot i Danmark, at humaniora står for skud. Det er et globalt fænomen. I USA har CNN-vært og forfatter, Fareed Zakaria, skrevet bogen In Defence of a Liberal Arts Education.

Liberal arts er en særpræget amerikansk uddannelsesform, der går på tværs af flere fakulteter, men rygmarven er de humanistiske fag og deres evne til at skabe et dannet menneske.

Zakaria fortæller Information, hvorfor vi tager fejl, hvis vi tror, at ingeniør- eller businessuddannelse er vejen til fremtidens arbejdsmarked. Det bedste redskab til en foranderlig fremtid er en bredt funderet humanistisk uddannelse, mener Zakaria.

– Hvorfor var det nødvendigt at skrive et forsvar for humaniora?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • Henrik Brøndum
  • Lise Lotte Rahbek
  • Nickey Fregerslev
  • peter fonnesbech
  • Mads Berg
  • Jørgen Steen Andersen
odd bjertnes, Henrik Brøndum, Lise Lotte Rahbek, Nickey Fregerslev, peter fonnesbech, Mads Berg og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg ved det ikke, men hvad har de mange humanister der i dag har beskæftigelsesproblemer læst. Sokrates og Platon - som nævnes i artikelen - eller "business light" i et forsøg på at gå mere direkte til de mange marketings- og organisationsopgaver?

Fra mit business-synspunkt er jeg enig med artikelen - håber de har læst Platon - og er villige til at lære noget praktisk på jobbet.

Rasmus Larsen

Henrik Brøndum:
Jeg synes altid, at det er svært at læse artikler omkring humanisters beskæftigelsesvilkår fordi humaniora simpelthen omfatter en masse forskellige uddannelser, som uddanner kandidater med vidt forskellige arbejdsmarkedsvilkår. Eksempelvis har engelskkandidater ikke en særlig høj dimittendledighed, mens teatervidenskabkandidater står over for en høj ledighedsprocent. Det er desværre også sådan, at det i høj grad er blandt de studier med høj dimittendledighed - f.eks. kommunikation og filmvidenskab - at optaget på humaniora er steget gennem tiderne. Man kan egentlig også sige det samme om andre fagområder. Tag bare samfundsvidenskab/DJØF'ere: jurister og politter/oecon'er har en meget lav dimittendledighed, mens antropologer og nogle retninger ude på CBS har en høj dimittendledighed. Så jeg anser ofte debatten omkring humaniora eller bare generelt studievalg for at være lidt forsimplende.

Det skrev Produktivitetskommissionen for så vidt også noget om i deres uddannelsesrapport.

Nille Torsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Der er faktisk rundt omkring i Europa udarbejdet virkelig aktuelle og kompetente prioriterede lister over behovet for uddannelser over de næste 10 år. Og i disse tider med store forandringer over blot 10 år, vil næppe nogen kunne forudsige noget, der ligger blot lidt længere væk.

Men selv om jeg selv har finansieret min uddannelse ved fuldtidsarbejde samt lidt velvilje fra mine arbejdspladser, syntes jeg, at dette spørgsmål er interessant. Og det syntes jeg også, fordi jeg efter 15 år med god fremgang på arbejdsmarkedet, valgte at opdatere min uddannelse.

Så spørgsmål er interessant, og ingen kan vel vide, om der i nærmeste fremtid kommer en ny udfordring til humanisterne.

Men hvad gør man egentlig, hvis man efter 5 års uddannelse, der foruden personligt afsavn også har kostet samfundet hen mod 150.000 DKK om året, hvis man på dette tidspunkt må konstatere, at der ikke er efterspørgsel efter denne kompetence?

Jeg ved det ikke, men det stiller til gengæld spørgsmålet, om man egentlig kan tillade sig at bede samfundet om at finansiere en ny uddannelse, i en tid hvor samfundet skærer hård i de sociale omkostninger? - Eller måske kan humanisterne sammen med lidt andre uddannelsesaktiviteter selv komponerer noget sammen, som der vil være efterspørgsel for.

Men jeg ved i hvert fald, at det er både billigst og lettest at give markedet det, som markedet efterspørger. Skal man først til at lære markedet at efterspørge netop det, man gerne vil udbyde, bliver det langt mere kostbart og langt mere vanskeligt.

Så måske skal man tænke ualmindelig grundigt over sit valg, og måske bør samfundet kunne stille relevante studiejobs til rådighed får studievalget, så man har en rimelig platform at vælge studie ud fra.

Lise Lotte Rahbek

Gert Romme
Giv markedet det, hvad markedet efterspørger, skriver du.

Er det da markedet eller menneskene, som skal beslutte, hvilken verden vi ønsker at leve i?

Henrik Plaschke

Et lille apropos til dette spændende interview:

For et par måneder siden bemærkede Politikens Mette Højbjerg i et indlæg om forskellige typer af uddannelsesmæssige kompetencer:

”hvornår vender vi tilbage til dengang, det fineste var at studere gamle sprog? Det er nemlig ikke mere end en generation siden, det i Storbritannien var en forudsætning for at kunne blive bankdirektør i en større bank, at man havde førstekarakter i oldgræsk og latin fra Oxford eller Cambridge. Det var det eneste, der kunne sikre ordentlig dannelse, som gjorde, at bankdirektøren først og fremmest tænkte på almenvellet og havde et forhold til moral.

Men det var selvfølgelig også dengang, bankdirektører ikke kunne drømme om at rage til sig med absurde bonussystemer baseret på syge investeringer af almindelige menneskers opsparinger.”

Politiken, den 21. april, 2016.

Vibeke Hansen, Henrik Brøndum, Nille Torsen, Helene Kristensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Rasmus Larsen

Henrik Plaschke:
At forudsætningen for at blive bankdirektør var førstekarakterer i oldgræsk og latin fra Oxford eller Cambridge havde nok mere at gøre med Oxford-/Cambridge-uddannelsen end de klassiske sprogfag. Det er desuden stadig ganske normalt, at den finansielle sektor - i hvert fald uden for Danmark - hyrer personer med en humaniorauddannelse (f.eks. udgør personer med en såkaldt "liberal arts"-uddannelse den andenstørste uddannelsesgruppe hos Goldman Sachs lige efter finansieringsuddannede).

Lars Frandsen

@ Lise Lotte Rahbek
"Et marked" er vel ikke en i luften svævende ting? En markedsplads i overført betydning udgøres vel af mennesker - købere og sælgere - som sammen fastsætter en pris som køberen er villig til at betale og sælgeren finder tilpas. Så der er mennesker bag.
En samfunds investering i et ungt menneskes uddannelse bør komme hjem over et arbejdsliv - med en god margin - til at finansiere alle de andre velfærdsgoder man modtager. Chancen for dette falder selvsagt med antallet af uddannelser som Gert Romme påpeger.

Nille Torsen

En god klaverlærer lærer ikke sine elever at SPILLE klaverstykker, men at "INDSTUDERE" klaverstykker. God uddannelse handler ikke om at INDLÆRE nogle bestemte færdigheder, men om at lære at OPNÅ færdigheder. Det handler om at "lære at lære", og det gør man ved at lære i dybden indenfor et afgrænset fagområde. I humaniora lærer man at strukturere sin tilgang til problemer, og til at formulere sig koncist og forståeligt. Helt lavpraktisk lærer man at skrive en sammenhængende tekst. Men det kan vel alle? nej, det kan de desværre ikke. Man må græde (og mange HAR grædt), når man læser dokumentationen for tekniske applikationer. Det er ikke kun vores ældre medborgere der tørster efter folk som kan skrive dansk (kommunikere).

Lise Lotte Rahbek

Lars Frandsen
Jeg skal vel ikke sidde og fortælle dig, hvad et marked er eller hvordan det opstår og udbygges?
Et marked for elfenben truede dyrearter eller uran - er det fornuftigt, godt, forståeligt, rationelt i sig selv.. Tænk over det.

Lars Frandsen

Lise Lotte Rahbek
Det er ulovligt at handle med de ting.
Det er urimeligt generalisere alle markeder ud fra de eksempler. Så er det let at argumentere.

Steffen Gliese

Rasmus Larsen, hvis der er én ledig kandidat på teatervidenskab i et semester, har du dine første 10%, det siger ikke noget med alle disse småfag, hvor der er mindre end ti dimitterende om året.

Steffen Gliese

Man lærer også en hel del paratviden til at anvende i den faglige forståelse af fagets problemer, og hvor da de er behandlet over tid. Det nytter ikke med den tåbelige modstand imod at vide, for man kommer ingen vegne uden, og man får ikke nye ideer til forskningen, der kan anvendes, hvis man ikke i forvejen er bekendt med fagets traditioner og metoder. At have en forhåndsviden om ting er nødvendig, hvis man skal trænge dybt ind i dem.

Henrik Brøndum

@Rasmus Larsen

Du henvender dig til mig og jeg er stort set enig i det du skriver. Det kan godt være at mit indlæg ikke var særlig nuanceret formuleret - men tanken er vel nogenlunde den samme som Henrik Plaschke og du senere præsenterer? Så der er vel ikke noget jeg skal svare på?

Rasmus Larsen

Henrik Brøndum:
Det var heller ikke ment som en kritik af dit indlæg som værende unuanceret. Det var mest tænkt som en kommentar til dit spørgsmål om, hvad humanister med ledighedsproblemer egentlig har læst.

Henrik Plaschke

Rasmus Larsen

Tak for din kommentar. Pointen er vel, at dannelse indenfor de klassiske sprogfag og uddannelsen på Oxford/Cambridge hang tæt sammen. Derfor er det nok heller ikke så meget et enten/eller som et både/og.

Det er rigtigt, at de store investeringsbanker rekrutterer folk med næsten en hvilken som helst uddannelse, hvis de kommer fra eksempelvis Harvard eller Princeton. Men når du fremhæver, at der er næsten lige så mange personer med en såkaldt "liberal arts"-uddannelse som med en finansieringsuddannelse, sammenligner du vel en forholdsvis afgrænset sæt af uddannelser (de finansielle) med en ganske bred vifte af uddannelser (”liberal arts”). Kommer du ikke herved til at puste sidstnævnte en smule op i forhold til førstnævnte?

Men hvad med de højtplacerede topfolk i Goldman Sachs? Det er vel primært folk med en økonomisk og/eller finansiel baggrund og evt. en tidligere politisk karriere – som Mario Draghi, Otmar Issing og senest José Manuel Barroso for nu at tage et par europæiske navne.

Rasmus Larsen

Henrik Plaschke:
Enig, det er helt klart et både/og mht. de klassiske sprogfag og uddannelsen fra Oxford/Cambridge. Jeg tror ikke, at man skal undervurdere, at arbejdsmarkedsværdien af gode karakterer fra et velrenommeret universitet i høj grad kommer fra signalet det udsender om ens person snarere end de egentlige evner/viden man tilegner sig ift. andre uddannelser. Man har demonstreret, at man er skarp nok til at klare sig gennem en uddannelse fra et topuniversitet med gode karakterer. Bourdieu ville nok tilføje, at det også signalerer noget omkring en persons kapital.

Og ja, liberal arts omfatter en bred vifte af uddannelser (og det bliver lidt mere indviklet, når man også tænker på det amerikanske uddannelsessystem med majors/minors, som kan give en sjov fagsammensætning ift. hvad vi er vant til i Danmark). Det ændrer dog ikke ved, at der stadig er en del af personer med en liberal arts-uddannelse.

Ang. de højtplacerede topfolk hos f.eks. Goldman Sachs så har direktøren da en bachelorgrad i historie som det nævnes i nærværende artikel (de glemmer dog lige at få med, at han efterfølgende har fået en juristuddannelsen fra Harvard, hvilket nok har været vigtigere for hans karriere). Hvordan det ser ud blandt resten af topfolkene ved jeg ikke, men det har været fremhævet i corporate governance-litteraturen om banker, at bestyrelsesmedlemmer overvejende ikke har været kompetente nok til at give modspil til direktionen. Man har simpelthen - af forskellige årsager - været for dårlig til at hyre bestyrelsesmedlemmer med erfaring fra den finansielle sektor eller en relevant uddannelse.