Læsetid: 4 min.

Hvornår skal man spore sig ind på en ny retning i livet?

I ferien er der rum for store tanker. I hvert fald i vores del af verden
I ferien er der rum for store tanker. I hvert fald i vores del af verden

iBureauet/Mia Mottelson

16. juli 2016

Når de polyfoniske toner er tæmmet og Outlook ligeså, så er det vel også tid til ’inlook’?!

Zubair, du er født i en nation, der består af verdens lykkeligste folk, men helt så jubelglad synes den daglige trummerum ikke at være.

Ens ’lykketilstand’, alt efter hvordan man definerer den, kræver en form for refleksion og overvejelse, og det er ikke forkromede tanker eller noget som helst højt belagt, men med udgangspunkt i ’lille mig’ så synes livet, dets sammensætning og opretholdelse at være blevet alt for materialistisk.

Hvilken verdensorden fejrer du med dit ferieritual?

Med det spørgsmål sendte forfatter Rolf Sparre Johansson stafetten videre til undertegnede i sidste uges inspirerende klumme.

Hvad angår ferie og verdensorden, så har sandets vedvarende løb gennem timeglasset lært mig, at man er privilegeret, hvis man kan ændre sig selv og derved ændre omstændighederne for sin levevis.

Derfor har mine ferier, som jeg ynder at afholde tre-fire uger ad gangen, to formål: et praktisk og et overvejende.

Relationspleje

Først det praktiske: Der er nogle familierelationer og bånd, der skal plejes og holdes ved lige. Arbejdslivet, som jeg føler mig privilegeret omkring, kan ikke altid indrettes efter fødsel, sygdom og død på afstand.

Så markering hos grene af familien, hvor der sker en forøgelse eller formindskelse, eller nogle dimitterer grundet endt uddannelse, bliver indhentet i ferien.

Denne uformelle relationspleje tager ikke alverdens tid, men giver tværtom rum for hygge, afslapning og en vis mængde anderledes mad, der kræver mere end Jamie Olivers famøse 30 min.

Relationerne kan måske ikke gøres op i monetære enheder, og skal måske ej heller, men tænkes som en uvurderlig merværdi i et samfund som vores, hvor vi mener at have nået vores på flere udviklingsfronter, men degenererer hvad angår medmenneskelighed, både når det gælder lokale forhold, familie og venner, og når vi ser i det globale kalejdoskop.

Etniske som eksotiske danskere har svært ved at afse tid til familie og venner, og jeg kan heller ikke sige mig fri fra at komme i tidsbekneb.

Selvfølgelig skal man prioritere, og visse familiære og venskabelige sammenhænge kan ikke altid holdes i hævd, men alle sagte som usagte undtagelser gjort, så føler flere sig ensomme i vores rige samfund.

Jeg ’realiserer’ da også mig selv, hvad angår ferie, men har det bedst med en kombination af ’alenetid’ og tid med storfamilie og venner.

Andres ve og vel

I ferien er der som nævnt også rum til tanker. Hvornår skal man spore sig ind på en ny retning i livet?

Her er vi ved det andet formål. Skal en ny retning i livet være i forlængelse af ens uddannelse, eller skal man blive fuldtids ’bonderøv’, selvom man ikke har begreb om dyr og kornsorter?

Ja, fordi jeg er født i en del af verden, hvor basale privilegier er en selvfølgelighed, har jeg råd til at gøre mig disse tanker.

Omgivelserne i Pakistan, hvor jeg befinder mig pt., levner ikke megen plads og mulighed for disse overvejelser.

En del af befolkningen er trælbundet fra vugge til grav og ville give deres uundværlige vitale organer for et bedre liv som mit.

Men selv hvor mulighederne er sparsomme for den enkelte borger, stærkt konsolideret af det politiske miljø, så er der nogen, der vælger andres ve og vel frem for egne privilegier.

I sidstnævnte sammenhæng kan man ikke komme udenom den berømte pakistaner Abdul Sattar Edhi, der gik bort for nogle dage siden. En verdensmand blandt filantroper, født i 1928, levede et asketisk liv, hvor han selv satte sig på torvet for at indsamle midler til de velgørende formål.

Uden skelen til religion, klan m.m. hjalp han forældreløse drenge og piger samt spædbørn (der blev efterladt i krybber), etablerede Pakistans største ambulancetjeneste og oprettede sundhedsklinikker og internater for forhutlede dyr, hvoraf sidstnævnte er noget, der ikke er blandt de øverste prioriteter i et land med en vis armod.

Listen er alenlang for, hvad manden opnåede. Selv sine egne hornhinder donerede han ved sin død og ønskede at blive begravet i det ene af sine i alt to sæt tøj.

Han kunne have levet i sus og dus med sin hustru og børn, men valgte at være det narrativ, der kun er alt for få af i det dejlige og forunderlige land, der er udfordret på flere fronter.

Pakistan er bogstavelig talt i sorg over tabet, og uanset hvor man kommer frem, så taler de om denne mand og hans dedikerede familie. Børn såvel som voksne, som Edhi Foundation har taget sig af i årtier, taler om at være blevet forældreløse.

Nogle har den luksus at have tid til refleksion, mens andre tager drastiske beslutninger i armod.

Mit spørgsmål til den næste klummeskribent er derfor: Lever vi for at arbejde, eller arbejder vi for at leve anno 2016?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu